Mødedato: 17.01.2001, kl. 10:00

Ændring af helhedsplanen for udbygning af Bavnehøj Skole

Ændring af helhedsplanen for udbygning af Bavnehøj Skole

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 17. januar 2001

 

8. Ændring af helhedsplanen for udbygning af Bavnehøj Skole

UUU 12/2001 J.nr. U17/01

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at forslaget til ændring af helhedsplanen for Bavnehøj Skole godkendes

RESUME

I forbindelse med udarbejdelse af projektforslag for udbygningen af Bavnehøj Skole inkl. en integreret fritidsordning til erstatning for fritidshjemmet "Børneborgen" har det vist sig ønskeligt at foretage en række ændringer og samtidig foretage en mindre opskrivning af anlægsbudgettet i forhold til den af Uddannelses- og Ungdomsudvalget oprindelig godkendte helhedsplan (Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 13. oktober 1999 sag nr. U4/99)

I vedlagte redegørelse, der hermed fremlægges til udvalgets godkendelse, er der nærmere redegjort for ændringerne m.m. Ændringerne skyldes dels teknisk/økonomiske forhold, dels ønsker fra skolen.

Det ændrede forslag til udbygning er godkendt af det fælles byggeudvalg for skole og fritidshjem.

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med arbejdet med udarbejdelse af projektforslag for udbygningen af Bavnehøj Skole inkl. en integreret fritidsordning til i alt 88 børn (til delvis erstatning for det eksisterende midlertidige fritidshjem "Børneborgen" med 66 pladser) har det vist sig nødvendigt og hensigtsmæssigt at foretage en række ændringer i forhold til den foreliggende helhedsplan.

Helhedsplanerne er generelt at betragte som overordnede byggeprogrammer, der skitserer et forslag til en ønsket udbygning (både teknisk og økonomisk).

I det konkrete tilfælde har det mere detaljerede arbejde med udarbejdelse af et projektforslag baseret på den godkendte helhedsplan givet anledning til, at skolens og fritidshjemmets repræsentanter i byggeudvalget har haft en række indvendinger til den eksisterende plan, som forvaltningen har søgt at imødekomme med den foreliggende, reviderede plan. Samtidig har arbejdet med projektforslaget vist, at det af primært konstruktive og til dels arkitektoniske grunde var hensigtsmæssigt at foretage ændringer i den oprindelige helhedsplan.

 

Beskrivelse af den oprindelige helhedsplan og de foreslåede ændringer

Bavnehøj Skole på hjørnet af Natalie Zahles Vej og Tranehavevej er et flot og smukt eksempel på en monumental, funktionalistisk skolearkitektur. Skolen er opført i 1930-32 efter tegninger af stadsarkitekt Poul Holsøe. Skolen er et U-formet symmetrisk kompleks med en 4-etages hovedfløj og to 2-etages sidefløje med åbningen mod Natalie Zahlesvej. Mod syd er der i begyndelsen af 1980'erne vinkelret på den eksisterende sydfløj opført en tilbygning indeholdende børnehaveklasser.

Den nordlige sidefløj indeholder 2 gymnastiksale i forlængelse af hinanden. Sydfløjen indeholder basislokale, sundhedsområde og obsklasse (stuen) og på 1. sal mødelokaler, lærerværelse, bibliotek m.m. Tagetagen er udnyttet til bl.a. håndarbejds- og hjemkundskabslokale.

Med henblik på at samle indskolingen er 1.-2. klasse i den oprindelige helhedsplan placeret i stuen og på 1. sal i sydfløjen. Børnehaveklasserne bevares i tilbygningen til sydfløjen, og de 4 fritidshjemsgrupper inkl. fællesværksteder med indskolingen placeres i enden af etagerne i sydfløjen.

For at sikre det nødvendige antal lokaler er foreslået opført en ny tilbygning i 2 etager placeret udvendig i hjørnet mellem syd- og hovedfløjen. Bygningen indeholder i stueetagen 2 musiklokaler og på 1. sal et nyt lærerværelse.

Sydfløjen er imidlertid relativt smal og opdelt i mange mindre rum. For at kunne anvende sydfløjen til basislokaler og undgå gennemgangsløsninger og uhensigtsmæssige gangarealer, er det derfor nødvendigt stort set at "rydde" sydfløjen for vægge – herunder bl.a. et bærende hovedskillerum - og i stedet adskille de enkelte basislokaler med lette rumdelere.

Under arbejdet med projektforslaget har det vist sig teknisk og konstruktivt kompliceret at åbne sydfløjen som nødvendigt, samtidig med at skolen har fremført en del problemer af pædagogisk karakter ved de "åbne" basislokaler.

Derudover har der været betænkeligheder af primært arkitektonisk art vedrørende placeringen af den foreslåede tilbygning, dels i forhold til symmetrien og tilslutningerne til den eksisterende skole, dels i forhold til bl.a. nabobebyggelsen.

 

Forslag til ændret helhedsplan

Med henblik på at løse de konstaterede problemer og samtidig imødekomme skolens ønsker, er man i samarbejde med byggeudvalget i stedet nået frem til følgende løsning:

De 4 fritidshjemsgrupper placeres som i den oprindelige helhedsplan i enden af sydfløjen. Stueetagen i sydfløjen indrettes til fællesværksteder for indskoling og fritidshjem. Den øvrige del af indskolingen placeres i stueetagen i hovedfløjen. 1. sal i sydfløjen benyttes til sundhedsområde inkl. en triple-tandklinik, samtidig med, at det eksisterende lærerværelse bevares.

Skolens pædagogiske servicecenter indrettes på begge sider af midterkorridoren på 1. sal i hovedbygningen, hvilket giver mulighed for at inddrage gangarealet og derved få et mere velfungerende og veldisponeret servicecenter.

De manglende lokaler og funktioner placeres i en 2-etages nybygning på ca. 400 m2 placeret i symmetriaksen i skolegården ud mod Natalie Zahlesvej. Bygningen indeholder i stueetagen 2 musiklokaler med birum og på 1. sal et sammenhængende fysik og natur- og tekniklokale.

Der er enighed med byggeudvalget om, at den foreslåede ændring af helhedsplanen både funktionelt og arkitektonisk er at foretrække frem for den oprindelige helhedsplan – uanset at skolegårdens areal reduceres.

Ændringerne i forhold til den oprindelige helhedsplan fremgår af bilag 1.

 

Økonomi

Anlægsudgifterne i den oprindelige helhedsplan var opgjort til 26,7 mill. kr. for skole (22,4 mill. kr.) og fritidshjem (4,3 mill. kr.) justeret til byggeomkostningsindeks 161.

De samlede anlægsudgifter i den reviderede handlingsplan er opgjort til i alt 29,8 mill. kr. Udgifterne fordeler sig med 23,9 mill. kr. til skoledelen og 5,9 mill. kr. til fritidshjemmet – svarende til merudgifter i forhold til anlægsbudgettet i den oprindelige helhedsplan på i alt 3,1 mill. kr.

Merudgifterne til skoledelen (1,5 mill. kr.) skyldes primært en forøgelse af det nybyggede areal med ca. 100 m2 samt inventar som følge af etableringen af et nyt fysik- og natur- og tekniklokale, der var forudsat bevaret i den oprindelige helhedsplan.

Merudgifterne til fritidshjemmet (1,6 mill. kr.) skyldes de større udgifter til indretning af det væsentligt større værkstedsområde fælles med indskolingen.

Ved en nærmere vurdering af den oprindelige helhedsplan skønnes det, at de faktiske udgifter, bl.a. som følge af merudgifter på grund af de statisk-konstruktive problemer i den smalle sydfløj m.m. ved en realisering ville være blevet min. 1-2 mill. kr. større. Dertil kommer merudgifter på 2-300.000 kr. som følge af øgede krav til bl.a. edb-installationer mm. I alt en forventet samlet anlægsudgift på ca. 28,3 mill. kr.

I forhold til de faktisk forventede udgifter ved den oprindelige helhedsplan er der derfor i den ændrede plan alene tale om egentlige merudgifter på 1,6 mill. kr.

Etape 1 af den oprindelige helhedsplan for Bavnehøj Skole omfattede udarbejdelse af projektforslag samt etablering af den planlagte tilbygning (for at skaffe plads i det eksisterende bygningskompleks). Der er givet kapitalbevilling hertil den 7. december 2000 i forbindelse med den samlede indstilling vedr. fortsat udbygning af skoleområdet. I den forbindelse er der i 2001 afsat 7,4 mill. kr. til Bavnehøj Skole.

Uanset de samlede merudgifter ved den foreslåede ændring af helhedsplanen for Bavnehøj Skole påvirker det ikke udgiftsbehovet i 2001 og den deraf følgende prioritering af anlægsbudgettet, men det vil være muligt som hidtil forudsat at påbegynde den nødvendige arealudvidelse af skolen med den nu planlagte nybygning i skolegården.

Derimod vil det være nødvendigt inden for de kommende års anlægsbudgetter til skoler og fritidshjem at finde plads til forventede merudgifter til den reviderede helhedssplan.

 

Høring

Den ændrede helhedsplan er udarbejdet i samarbejde med skolens byggeudvalg og godkendt på det seneste byggemøde, jf. vedlagte referat fra mødet.

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Situationsplan over skolen samt etageplaner vedr. oprindelig samt forslag til ændret helhedsplan
  • Bilag 2: Referat fra byggeudvalgsmøde

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

 

Til top