Prioritering af vedligeholdelsesbudgettet i 2001
Prioritering af vedligeholdelsesbudgettet i 2001
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 17. januar 2001
7. Prioritering af vedligeholdelsesbudgettet i 2001
UUU 11/2001 J.nr. U7/01
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at budgettet til vedligeholdelse for 2001 udmøntes i overensstemmelse med nedenstående forslag
RESUME
Med henblik på udførelse af nødvendig projektering, indhentning af tilbud og igangsætning af vedligeholdelsesarbejder i 2001 har forvaltningen på baggrund af det vedtagne budget for 2001 foretaget en gennemgang og prioritering af de mest påtrængende vedligeholdelsesarbejder. Denne prioritering tager udgangspunkt i de registrerede vedligeholdelsesbehov, der er fremkommet via de bygningssyn, der er foretaget sammen med de enkelte skoler og institutioner. Herudover er skoler og institutioner blevet bedt om at indsende deres højest prioriterede ønsker til vedligeholdelse, således at de kunne indgå i den samlede prioritering.
Såfremt forudsætningerne for den fremlagte prioritering ændrer sig i løbet af 2001 ved omstruktureringer m.m., vil forslag til eventuelle omprioriteringer blive forelagt til udvalgets beslutning.
SAGSBESKRIVELSE
På baggrund af bygningssyn, udarbejdede tilstandsrapporter og indkomne ansøgninger har forvaltningens byggeteknikere blandt de registrerede opgaver udarbejdet et katalog over de opgaver, der bør udføres i 2001.
Opgaveprioriteringen er foretaget med udgangspunkt i nedenstående hensigtserklæringer, der blev vedtaget ved behandlingen af budget 2001 i Borgerrepræsentationen den 12. oktober 2000.
- Renovering af de københavnske folkeskoler
"Der afsættes yderligere midler til at få udlignet det efterslæb, som er synligt på de københavnske skoler. Dette indbefatter både indvendig og udvendig vedligeholdelse."
- Renovering af faglokaler
"Der udarbejdes en handlingsplan for renovering af faglokaler i de skoler, som ikke berøres af skoleudbygninger, så der ikke udvikles A- og B- skoler."
I forbindelse med budgetbehandlingen besluttede Borgerrepræsentationen endvidere at afsætte en ekstrabevilling på 4 x 25 mio. kr. (25 mio. kr. årligt i 4 år) til vedligeholdelse af skolerne i BR-kommunen.
I forhold til hensigtserklæringen vedrørende renovering af faglokaler konstaterede Uddannelses- og Ungdomsudvalget på sit møde den 6. december 2000, at det i forbindelse med udarbejdelsen af budgettet for 2001 ikke har været muligt særskilt at afsætte midler til formålet, men der vil blive taget hensyn til beslutningen i forbindelse med disponering af vedligeholdelsespuljen på 25 mio. kr.
Den konkrete prioritering af vedligeholdelsesbudgettet i 2001
Prioriteringen er foretaget indenfor følgende grupperinger:
- Klimaskærm (tag, facader og vinduer) kr. 19.915.000
- Tekniske anlæg (varme, ventilation og afløb) kr. 5.270.000
- Terræn (skolegårde/boldbaner) kr. 6.610.000
- Indvendige vedligeholdelsesopgaver kr. 2.941.000
- Faglokaler kr. 7.500.000
Hertil kommer en pulje på 10.464.000 kr. til afhjælpende foranstaltninger, såsom stormskader, nedbrud på tekniske anlæg samt mindre reparationsarbejder. Derudover 2 mio. kr. til tilbagebetaling til Lånebanken vedrørende facaderenovering på Husum Skole.
De enkelte projekter fremgår af det vedlagte bilagsmateriale.
Klimaskærm, tekniske anlæg og terræn er prioriteret under hensyntagen til den samlede bygningsmasses tilstand samt udfra tidligere års prioritering. Det tilstræbes, at hele bygninger færdiggøres, og derefter færdiggøres hele skoler.
Indvendige forhold er prioriteret ud fra, at projekterne ligger uden for skolernes og institutionernes økonomiske formåen, f.eks. trappeopgange, toiletter og lignende. Projekterne tænkes gennemført med finansiel bidrag fra skoler og institutioner ud fra tanken "hjælp til selvhjælp"
Faglokalerne er prioriteret ud fra et ønske om at undgå at få såkaldte A- og B-skoler. Skoler med utidssvarende faglokaler, og som ikke er omfattet af perspektivplanen, er således prioriteret først.
De opgaver, som i kataloget står under "Projekter som ikke udføres i år 2001", er opgaver som af budgetmæssige grunde udskydes til kommende år.
Såfremt forudsætningerne for den fremlagte prioritering ændrer sig i løbet af 2001 ved omstruktureringer m.m., vil forslag til eventuelle omprioriteringer blive forelagt til udvalgets beslutning.
Økonomi
Der er i 2001 afsat 54,7 mio. kr. til centrale vedligeholdelsesopgaver på budgetområderne folkeskole-, ungdoms-, voksen-, fritidshjem- og klubområdet i 2001:
- Folkeskoleområdet kr. 40.880.000
- Ungdoms- og Voksenområdet kr. 8.864.000
- Fritidshjem- og Klubområdet kr. 4.956.000
De endelige priser på de enkelte projekter kan først fastlægges, når der har været afholdt licitation og udbudsforretninger.
Høring
Ingen bemærkninger
Andre konsekvenser
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
- Bygningsvedligeholdelse 2001
Peter Rasmussen
Jørn Larsen