Mødedato: 17.01.2001, kl. 10:00

Strukturen for enkeltfagsundervisningen i Københavns Kommune, HFC-Efterslægten, Vesterbro Enkeltfags-hf og VUC-København

Strukturen for enkeltfagsundervisningen i Københavns Kommune, HFC-Efterslægten, Vesterbro Enkeltfags-hf og VUC-København

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 17. januar 2001

 

4. Strukturen for enkeltfagsundervisningen i Københavns Kommune, HFC-Efterslægten, Vesterbro Enkeltfags-hf og VUC-København

UUU 8/2001 J.nr. U3/01

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at den eksisterende samarbejdsstruktur baseret på tre selvstændige kursusenheder fortsættes og videreudvikles

at der afsættes 4,5 mill. kr. til fællesaktiviter

at der fastsættes følgende rammer for samarbejdet/fællesenheden:

  1. De tre institutionsledere udgør en fællesledelse. Én af institutionslederne udpeges af borgmesteren til ordførende leder for en 3-årig periode
  2. Den ordførende leder har ledelseskompetencen, som udøves i samarbejde med de øvrige to ledere. Ledelseskompetencen omfatter det budget og de opgaver, der ligger under fællesenheden
  3. Der etableres et sekretariat for fællesenheden
  4. Der etableres et samarbejdsorgan til intern behandling af anvendelsen af de prioriterede ressourcer
  5. Der etableres et dialogforum til behandling af de årlige indsatsområder og det tilsvarende budget

at samarbejdet organiseres dels i et antal udviklingsenheder, der varetager faste fælles driftsopgaver, dels i en række fælles projektgrupper til varetagelse af tidsbestemte udviklingsopgaver

at der etableres en fælles vejledningsenhed

at der indrettes en åben voksenvejledningsbutik, således, at den københavnske borger kan henvende sig direkte og på én adresse med henblik på uddannelsesvejledning

at indstillingen udsendes til høring hos HFC-Efterslægten, Vesterbro Enkeltfags-hf og VUC-København med henblik på en efterfølgende forelæggelse for Borgerrepræsentationen

RESUME

Den 10. december 1998 vedtog Borgerrepræsentationen efter indstilling fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget at indlede en 2-årig udviklings- og forsøgsperiode fra 1. januar 1999. I perioden skulle de tre enkeltfagsinstitutioner, HFC Efterslægten, Vesterbro Enkeltfags-HF og VUC-København afprøve, hvordan de politiske mål for voksenuddannelserne inden for AVU og HF kunne opfyldes gennem et øget samarbejde mellem de tre kurser. Målene var bl.a., at enkeltfagsundervisningen i Københavns Kommune skulle opfattes éntydigt og sammenhængende af brugerne, og der skulle etableres et øget samarbejde mellem kurserne inden for en række beskrevne indsatsområder.

I efteråret 2000 er udviklings- og forsøgsperiodens resultater blevet beskrevet og evalueret, dels af et eksternt konsulentfirma, dels internt af ledelsesgruppen, der har afleveret en enig rapport og indstilling til fortsættelse og videreudvikling af samarbejdet mellem de 3 selvstændige kurser. Rapporten fra det eksterne konsulentfirma anbefaler en fortsættelse og videreudvikling af samarbejdet mellem de tre selvstændige kurser.

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen besluttede den 10. december 1998, at de tre enkeltfagskurser fra 1. januar 1999 skulle afprøve en samarbejdsmodel med henblik på at skabe større éntydighed og sammenhæng i uddannelsestilbuddet for brugerne og et større samarbejde mellem de tre enkeltfagskurser samtidig med, at man bibeholdt de tre kurser som selvstændige enheder.

Udviklingsperioden afsluttedes formelt den 31. december 2000, hvorefter der skal tages stilling til strukturen for enkeltfagsuddannelserne i Københavns Kommune.

Forsøget er beskrevet og evalueret internt af ledelsesgruppen (bilag 1) og medarbejderrepræsentanterne i Samarbejdsorganet (bilag 2) og eksternt af et konsulentfirma.

Ovenstående indstilling er udarbejdet med udgangspunkt i de tre lederes enige rapport og indstilling, og med inddragelse af medarbejdernes bidrag og rapporten udarbejdet af konsulentfirmaet.

Det er forvaltningens vurdering, at Københavns Kommune ved at opretholde de tre institutioner som selvstændige kursusenheder opnår det bedste tilbud til brugerne ved bl.a. at sikre forskellige muligheder for henholdsvis AVU og HF-enkeltfag ud fra elevernes virke og uddannelsesmæssige baggrund. Erfaringerne fra forsøgsperioden viser, at det gennem et samarbejde er muligt at opnå de mål, Uddannelses- og Ungdomsudvalget satte i efteråret 1998 om at skabe éntydighed og sammenhæng i voksenuddannelsestilbuddet for den københavnske borger. Det er forvaltningens opfattelse, at samarbejdet både skal beskrives gennem en række mål og indsatsområder og ved fastlæggelse af entydige ledelseskompetencer og økonomiske rammer.

Ledelse, styrelse og opgaver

I det følgende er der en nærmere redegørelse for modellens enkeltdele, hvad angår ledelse, styrelse og opgaver:

De tre institutioner fortsætter som selvstændige kurser med egne budgetter, ledelse og centerråd/bestyrelser. For de opgaver, der løses i fællesskab, etableres en fællesenhed med selvstændigt budget, ledelse, et fælles dialogforum og et slags fælles samarbejdsudvalg kaldte samarbejdsorganet.

Budgettet udmeldes direkte til fællesenheden efter de fastsatte retningslinier.

I forsøgsperioden har det fælles budget hvert af årene udgjort ca. 4,4 mill. kr. Som det fremgår af ledelsens rapport, bilag 3 side 39, er midlerne anvendt til:

  • fælles driftsopgaver (20%)
  • fælles udviklingsopgaver (20%)
  • koordinerede institutionsbaserede udviklingsopgaver (60%).

Fællesledelsen udgøres af de to rektorer for henholdsvis HFC-Efterslægten og Vesterbro Enkeltfags-hf og forstanderen for VUC. Én af de tre ledere udpeges af den administrerende direktør som ordførende leder for tre år ad gangen. Den ordførende leder har ledelseskompetencen, som udøves i samarbejde med de to andre ledere for så vidt angår budgettet og aktiviteterne vedrørende fællesenheden, og er ledelsens talerør over for forvaltningen i sager, som vedrører fællesenheden.

Med henblik på at opfylde målet om éntydighed og sammenhæng for borgeren indstiller forvaltningen, at der etableres en fælles vejledningsenhed.

Denne fælles enhed skal dels bestå af en egentlig åben voksenvejledning, hvor borgeren kan henvende sig personligt eller pr. telefon/e-mail og dels af en organisatorisk fællesenhed mellem de tre institutioner, hvor vejledningen samordnes med henblik på fælles drift og udvikling.

Der vil ud over den fælles vejledningsenhed fortsat være en egentlig vejledningsinstans på hver institution.

Derudover etablerer ledelsen af fællesenheden fælles driftsenheder om PR- og information, koordinering af undervisningstilbuddet, serviceudvikling og faglig pædagogisk udvikling, der sigter mod at skabe fælles kultur og identitet hos personalet med henblik på at fremstå som et sammenhængende kursustilbud for borgeren.

Ledelsen etablerer herudover de udviklingsenheder, der er nødvendige og relevante for løsning af de til enhver tid værende opgaver inden for fællesbudgettet. Enhederne refererer til fællesledelsen.

Ledelsen etablerer endelig en fælles dokumentations- og kvalitetssikringsenhed, der løbende sikrer, at fællesopgaverne løses optimalt og følger udviklingen i kursisternes behov.

Medarbejdere, der indgår i udviklingsenhederne, er fortsat forankret i de enkelte institutioner. Derved undgås det, at den nye samarbejdsstruktur udvikler sig til at fungere som en løsrevet stabsenhed, men at den derimod udvikler sig til en enhed, som både er medvirkende ved opgavedefinitionen og ved den praktiske gennemførelse af opgaven.

 

 

Inden for budgettet etableres et sekretariat for fællesenheden.

Dialogforummet ligger i forlængelse af VUC-loven (§5) med formuleringerne om centerrådets kompetence og dialogmøder med amtsrådet (i Københavns Kommune Borgerrepræsentationen). Dialogforummet skal være det sted, hvor alle involverede parter, de to bestyrelser på hf-kurserne, centerrådet ved VUC-København, repræsentanter fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, behandler fællesenhedens visioner, indsatsområder, samarbejdsparter samt resultater.

Samarbejdsorganet er det sted, hvor repræsentanter fra ledelse og personale drøfter arbejds- og informationsmæssige spørgsmål for så vidt angår fællesenhedens aktiviteter.

Der foreslås endvidere etableret en fælles vejledningsenhed, der skal styrke den oprindelige målsætning om at sikre den voksne københavnske borger en éntydig og sammenhængende indgang til uddannelsestilbuddene. Ikke mindst i forhold til den nye FVU-undervisning (Forberedende Voksenundervisning), som starter pr. 1. januar 2001, og som er et tilbud til kortuddannede voksne om at forbedre deres kundskaber i læsning, skrivning og regning, er det vigtigt med en synlig indgang til voksenuddannelserne i København. Men uanset hvilket niveau den voksne starter på, er det væsentligt med én adresse, hvor vedkommende kan blive vejledt om den uddannelse, der passer.

 

Fælles vejledning

I følge den nye SVU-lov, som træder i kraft pr. 1. januar 2001, har VUC fremover en opgave som vejleder om generelle uddannelsesmuligheder, hvilket også lægger op til en fælles åben vejledning.

Den skal placeres centralt, hvor alle med ønske om at påbegynde en uddannelse har direkte adgang. Denne åbne vejledning skal varetage forskellige funktioner:

  • generel uddannelsesvejledning om forskellige uddannelser som FVU, AVU, hf og VEU-reformen (Voksen- og Efteruddannelsesreformen)
  • optagelsessamtaler og indskrivning til enkeltfag
  • information om økonomiske støttemuligheder
  • samarbejde med "Skolestuen" (samspillet mellem AF-vejledningen og VUC og hf) om handleplaner
  • uddannelsesplanlægning
  • ekstern vejledning

Den almindelige vejledning på det enkelte kursus fortsætter bl.a. med:

  • den interne studievejledning i forhold til kursisterne, herunder udslusning
  • optagelse og indskrivning af de voksne der henvender sig direkte på kurset

I vejledningsenheden skal indgå personale fra VUC-København, fra enkeltfags-hf og fra den nuværende SVU-vejledning (den tidligere VUS-kontakt) (vejledning om Statens Voksenudannelsesstøtte). SVU-vejledningen vil foregå i et samarbejde mellem Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Amt.

Forvaltningen foreslår, at samarbejdet fortsætter og videreudvikles med det samme budget i forlængelse af den beslutning om den fremtidige struktur, som Borgerrepræsentationen tager i april, således at der ikke bliver et uhensigtsmæssigt "hul" i samarbejdet.

Indtil forslaget er besluttet og iværksat forudsættes, at den hidtidige ordning videreføres, således at samarbejdet mellem de tre institutioner videreføres uændret.

 

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser af den kommende samarbejdsstruktur i forhold til den nuværende taxameterordning og den nuværende budgetmodel.

Udgiften afholdes indenfor det vedtagne budget på konto 3.37.1, prøveforberedende enkeltundervisning for voksne.

Etableringen af en voksenvejledningsbutik vil medføre udgifter til bygningsændringer, inventar og IT-materiel.

 

Høring

Indstillingen foreslås sendt til høring hos HFC-Efterslægten, Vesterbro Enkeltfags-hf og VUC-København med en høringsperiode på 6 uger.

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Rapport fra ledelsesgruppen
  • Bilag 2: Rapport fra medarbejderrepræsentanterne i Samarbejdsorganet
  • Bilag 3: Ekstern evalueringsrapport (tidligere udsendt i forbindelse med dialogaftenen den 14. december 2000 mellem udvalget og de tre kurser på Vesterbro Enkeltfags-HF)

 

 

 

Peter Rasmussen

Birgit Smedegård

 

Til top