Nedbringelse af forældrebetaling på efterskoler for læseretarderede og ordblinde unge
Nedbringelse af forældrebetaling på efterskoler for læseretarderede og ordblinde unge
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 16. august 2000
6. Nedbringelse af forældrebetaling på efterskoler for læseretarderede og ordblinde unge
UUU 216/2000 J.nr. U125/00
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at Uddannelses- og Ungdomsudvalget fra skoleåret 2000/2001 yder et særligt tilskud således at forældrebetalingen til elever på efterskoler for svært læseretarderede og ordblinde unge max udgør 6000 kr. årligt
RESUME
Af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens redegørelse til Uddannelses- og Ungdomsudvalget ved udvalgsmødet 2. september 1998 fremgik det, at Københavns Kommune udelukkende yder de lovpligtige tilskud til efterskoleelever.
Det foreslås på baggrund af henvendelse fra Holtehus Efterskole (bilag) at yde et særligt, ikke lovpligtigt tilskud, således at forældrebetalingen for svært læseretarderede og ordblinde unge på efterskole max udgør 6000 kr. pr år. Tilskuddet ydes til elever, der anbefales til ophold på specialefterskole af PPR.
SAGSBESKRIVELSE
Et antal københavnske unge med vidtgående læse/stavevanskeligheder søger hvert år optagelse på efterskoler med specielt tilrettelagt undervisning for netop denne elevgruppe. Efterskolerne omfatter 8.-10.klasse.
Det er PPR's vurdering, at en del af læseklasseeleverne har brug for at komme hjemmefra i dette sidste skoleår.
Holtehus Efterskole har henvendt sig til PPR med en anmodning om, at Københavns Kommune i lighed med en række andre kommuner yder et ekstraordinært tilskud til nedbringelse af forældrebetalingen. Forældrebetalingen er på disse efterskoler noget højere end på de almindelige efterskoler, da undervisningen må foregå på meget små hold og i perioder som enkeltmandsundervisning. Forældrebetalingen udgør mellem 22.000 og 29.000 kr. årligt.
Holtehus Efterskole meddeler, at de hidtil har set gennem fingre med, at forældrene ikke har betalt det fulde beløb, men at de fremover vil se sig nødsaget til at udmelde elever, der ikke betaler.
Forvaltningen har haft en række drøftelser med skolen om forskellige forslag til løsninger på dette spørgsmål.
Københavns Kommune har i henhold til bilag 4 i Styrelsesvedtægten forpligtet sig til at give disse unge vidtgående specialundervisning frem til 10.klasse, hvorefter de har ret til kompenserende specialundervisning på Hovedstadens Ordblindeskole.
Nogle af de elever, der forlader læseklasserne efter 8. eller 9. skoleår, optages på almindelige efterskoler, hvor man søger at tage hensyn til deres handicap. Andre søger optagelse på Holtehus Efterskole, hvor man tilbyder en undervisning, der står mål med undervisningen i læseklasserne.
I dimensioneringen af det københavnske læseklassetilbud er der taget hensyn til, at en række elever søger efterskole, idet der kun oprettes 10.læseklasser på to af de fire skoler, der har læseklasserækker.
Hvis eleverne ikke kan gå på disse specialefterskoler, må Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen påregne en ekstraudgift på ca. 70.000 kr. årligt pr. elev, svarende til prisen for en plads i en læseklasse.
Efterskolernes Sekretariat anbefaler en forældrebetaling på 5000-6000 kr årligt, idet flertallet af eleverne kommer fra hjem, der ikke har råd til at betale væsentligt mere.
Det foreslås derfor, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen yder et særligt tilskud til nedbringelse af forældrebetalingen for elever, der af PPR anbefales til et ophold på en specialefterskole.
Forældrebetalingen foreslås pr. august 2000 nedbragt til 6000 kr. årligt, svarende til den sparede udgift til kost i hjemmet.
Økonomi
For kommende skoleår foreligger der ansøgninger fra 3 specialefterskoler gældende for 15 elever. Den gennemsnitlige ekstraudgift udgør 19.000 kr. pr. elev, svarende til i alt 285.000 kr.
Der vil ikke herved opnås en direkte besparelse, idet der ved klassedannelsen for læseklasserne – som nævnt – er taget hensyn til, at der er elever, der søger efterskole.
Det vil imidlertid være muligt at anvise en kompenserende besparelse på den timepulje på 450 ugentlige lektioner, der er afsat til enkeltintegrerede elever.
Såfremt indstillingen godkendes, vil der komme en udgift på op til 285.000 kr. på konto 3.12.1 Efterskoler.
Den kompenserende besparelse anvises på konto 3.07.1 Undervisning af børn med vidtgående handicap.
Høring
Ingen
BILAG VEDLAGT
- Bilag: Brev fra Holtehus Efterskole af 29. februar 2000
Peter Rasmussen
Søren Stahl Nielsen