Godkendelse af byggeprogram for ny skole på Østerbro
Godkendelse af byggeprogram for ny skole på Østerbro
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 16. august 2000
2. Godkendelse af byggeprogram for ny skole på Østerbro
UUU 212/2000 J.nr. U127/00
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at vedlagte byggeprogram for etablering af en ny skole på Indre Østerbro godkendes
RESUME
Borgerrepræsentationen godkendte den 27. januar d.å. magelæg med staten om overtagelse af ejendommen Randersgade 10 ("Den Sociale Højskole"), med henblik på at der i denne ejendom og den kommunale ejendom, Randersgade 12 skulle etableres en ny 2-sporet skole på Indre Østerbro
Som udgangspunkt for magelægget var der af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i samarbejde med en rådgiver udarbejdet en overordnet vurdering af mulighederne for etablering af en ny skole i de 2 ejendomme.
Der er nu i et byggeudvalg i samarbejde mellem forvaltningen, Indre Østerbro Bydel og en rådgiver udarbejdet et egentligt byggeprogram for etableringen af den nye skole. Byggeprogrammet fremlægges til godkendelse med henblik på at kunne danne grundlag for det videre arbejde.
Byggeprogrammet tager udgangspunkt i, at det lykkes at erhverve to private villaer på Gl. Kalkbrænderivej med henblik på, at de 2 villagrunde kan indgå i det samlede grundareal for den nye skole – bl.a. med henblik på placering af det nødvendige nybyggeri mod Gl. Kalkbrænderivej.
Anlægsudgifterne for den nye skole er anslået til 85 mill. kr. eksklusive udgifter til genhusning af "Højskolen i Randersgade", Randersgade 12 og erhvervelse af de 2 private villagrunde.
De samlede udgifter til etablering af den nye skole inkl. genhusning, overtagelse af villagrunde og magelæg med Staten skønnes til ca. 108 mill. kr.
SAGSBESKRIVELSE
Indledning
Efter Borgerrepræsentationens godkendelse den 27. januar 2000 af magelægget med Staten om den Sociale Højskole i Randersgade 10 har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen arbejdet med udarbejdelsen af et egentligt byggeprogram for den nye skole.
Udarbejdelsen af byggeprogrammet er foregået i samarbejde med et byggeudvalg med deltagelse af repræsentanter fra forvaltningen, en rådgiver og Indre Østerbro Bydel. Byggeprogrammet vedlægges som bilag 1.
Magelæg med Staten
Overtagelsen af den Sociale Højskole i Randersgade 10 var baseret på, at Staten overtog de kommunale ejendomme Ravnsborggade 11/Fælledvej 12, og at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i den forbindelse indrettede ejendommene til brug for Danmarks Sygeplejerskehøjskole. Udgifterne til indretningen blev skønnet til 15,2 mill. kr. – hvoraf staten dækker de 8 mill. kr. Det var samtidig en forudsætning, at ombygningen til Sygeplejerskehøjskole var afsluttet, så skolen kunne tage de nye lokaler i brug 1. juli 2000.
På trods af den meget korte tid, der har været til ombygning og indretning af lokalerne i Ravnsborggade/Fælledvej, som bl.a. betød, at det var nødvendigt at gå utraditionelt til værks og projektere sideløbende med udførelsen, er det lykkedes at få indrettet lokalerne, så sygeplejerskerne kunne flytte ind som planlagt.
Der resterer nu kun en række mindre arbejder, herunder indretning af udearealerne. Som følge af primært udgifter til nødvendig statisk afstivning af bindingsværksbygningen mod Fælledvej (der stammer fra 1850'erne) forventes en overskridelse på i alt 650.000 kr. af de budgetterede udgifter på 15,2 mill. kr. Merudgifterne vil givet fald blive dækket inden for rammerne af det samlede anlægsbudget. Endeligt regnskab for byggeriet forventes at foreligge inden udgangen af dette år.
Byggeprogram
Det vedlagte byggeprogram er baseret på etablering af en 2-sporet skole, med 8 grupper i fritidsordning, der integreres i skolebyggeriet, samt en tandklinik med 3 stole. Af pladsmæssige grunde er der ikke regnet med 10. klasse og specialklasser i den nye skole.
Med den foreslåede fritidsordning (med 8 grupper svarende til 176 pladser), vil der inden for skolens rammer være fuld dækning for pasningsbehovet for eleverne fra bh.-klasse – 3. klasse.
Skolen struktureres, så indskoling inkl. fritidsordning placeres i Randersgade 12 og mellemtrin, overbygning og administration placeres i Randersgade 10.
Nødvendigt nybyggeri indeholdende gymnastiksal samt basislokaler til indskoling og fritidsordning placeres langs Gl. Kalkbrænderivej. Hermed overholdes kravet i lokalplanen for området om placering af evt. nyt byggeri i randen mod Gl. Kalkbrænderivej. Den eksisterende sal i Randersgade 12 bevares som tumle/rytmiksal.
Nybyggeriet opføres i 4 etager + kælder. Gymnastiksalen (dobbelt etagehøjde) på ca. 400 m2 placeres i "kælder" og stueetage af nybyggeriet for at begrænse bygningens højde.
Løsningen forudsætter erhvervelse og nedrivning af 2 private villaer Gl. Kalkbrænderivej 4 og 6. Der forhandles pt. i samarbejde med Økonomiforvaltningens 9. kontor med ejerne af de 2 villaer, som foreløbig er imødekommende over for kommunens ønske om at overtage villaerne. I forhandlingerne indgår en mulig flytning af SPC (Skole Psykiatrisk Center).
En erhvervelse af de 2 private villaer giver mulighed for en mere hensigtsmæssig udformning, og placering af nybyggeriet giver mulighed for at overholde lokalplanens krav om placering af nybyggeri i randen mod Gl. Kalkbrænderivej og giver samtidig mulighed for inden for skolens rammer at etablere det nødvendige antal pladser i fritidsordningen.
Der vil i givet fald blive fremlagt særskilt indstilling om erhvervelse af de 2 villaer.
Såfremt det ikke lykkes at opnå en aftale om overtagelse af de 2 villaer, vil det nødvendige nybyggeri af basislokaler og gymnastiksal blive placeret i adskilte, fritliggende bygninger (for at begrænse størrelsen af den enkelte bygning) på den nordlige del af friarealet mellem Randersgade 10 og 12 og i sydskellet mod naboejendommene i Ndr. Frihavnsgade.
Det vil samtidig være nødvendigt at supplere med opførelse af fritidshjemsgrupper uden for skolen for at skaffe fuld dækning.
Projekteringen af den nye skole udbydes i henhold til EU's tjenesteydelsesdirektiv i EU-udbud (begrænset udbud). Under forudsætning af godkendelse af byggeprogrammet forventes kapitalbevilling til projektering mv. af skolen fremlagt i løbet af efteråret.
Genhusning af Højskolen i Randersgade
Etableringen af den nye skole forudsætter, at Højskolen i Randersgade, der pt. har til huse i Randersgade 12, flyttes til en ny lokalitet. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i den forbindelse anmodet et ejendomsmæglerfirma om at finde egnede lokaler til Højskolen.
Så snart, der foreligger forslag til placering og evt. indretning af nye lokaler til Højskolen, vil der blive fremlagt særskilt indstilling med henblik på bevilling af de nødvendige midler til flytningen.
Elever og lærere til den nye "Øresundsskole", der midlertidigt var placeret i Randersgade 12, er flyttet til den nye skole for handicappede på det tidligere Øresundshospital.
Etapedeling og tidsplan
På grund af det presserende behov på Østerbro for plads til både flere klasser og flere fritidshjemsbørn, er det nødvendigt at tage lokalerne i Randersgade 10 i brug midlertidigt.
Indretning og etapedeling skal derfor tage højde for, at en del af det samlede bygningskompleks kan benyttes til midlertidig afhjælpning af kapacitetsbehovet, samtidig med at der bygges på den øvrige del af skolen.
Det er på den baggrund aftalt med Indre Østerbro Bydel, at Randersgade 10 bruges til midlertidig løsning af kapacitetsproblemerne. I den forbindelse er der i løbet af sommeren indrettet plads til 4 fritidshjemsgrupper i ejendommen – bl.a for at skaffe plads til børnene fra det midlertidige fritidshjem på hjørnet af Gl. Kalkbrænderivej og Skanderborggade.
Fra næste skoleår vil det yderligere være nødvendigt i Randersgade 10 midlertidigt at indrette basislokaler til i alt 6 klasser (bh.-klasse – 2. klasse),- herunder 4 klasser, der i år midlertidigt huses i Randersgades Skole.
Forslag til Etapedeling og tidsplan
Fase tidsplan ibrugtagning
Valg af rådgiver oktober 2000
Projektering oktober 2000 – medio 2001
1. etape:
Randersgade 12 medio 2001- medio 2002 medio 2002
Nybyggeri
- etape:
Randersgade 10 medio 2002- medio 2003 medio 2003
Afhængigt af de økonomiske forudsætninger for byggeriet, herunder primært det årlige anlægsbudget, kan det blive nødvendigt at justere tidsplan og etapedeling.
Gårdrydning
Gårdrydningskontoret i Bygge- og Teknikforvaltningen arbejder med planer om et fælles gårdanlæg for karréen (Randersgade, Gl. Kalkbrænderivej, Grenågade, Ndr. Frihavnsgade), hvor den nye skole er beliggende. I den forbindelse har der været afholdt en del møder med gårdrydningskontoret.
Der er enighed om, at et fuldstændig fælles gårdanlæg ikke er hensigtsmæssigt for hverken skole eller beboere, - i stedet arbejdes ud fra en model, hvor skolen på den ene side får et klart afgrænset friareal, samtidig med at der mellem beboernes areal og skolens areal etableres en fælles "overgangszone".
Der vil som led i det videre arbejde med projektet for den nye skole –herunder også udearealerne – blive arbejdet videre med en samlet udformning af udearealet i karréen i samarbejde med Gårdrydningskontoret.
Myndighedsforhold
Byggeriet af skolen forudsætter dispensation fra den gældende lokalplan for området. Det er derfor en forudsætning for en gennemførelse af byggeriet som skitseret, at Plandirektoratet efter naboorientering kan give de nødvendige dispensationer.
Udformningen af byggeriet har været drøftet med Plandirektoratet, der er positivt indstillet overfor den foreslåede placering af nybyggeriet i randen mod Gl. Kalkbrænderivej, som fastlagt i lokalplanen.
Også udformningen af den alternative placering af nybyggeriet (såfremt det ikke lykkes at erhverve de 2 private villaer Gl. Kalkbrænderivej 4 og 6) er sket efter drøftelser med Plandirektoratet.
Økonomi
De samlede udgifter til den nye skole baseret på det foreliggende byggeprogram er opgjort til foreløbig 85 mill. kr. – heri er ikke indregnet udgifter til flytning af Højskolen i Randersgade, erhvervelse af de 2 private villaer på Gl. Kalkbrænderivej (inkl. en evt. flytning af SPC) samt udgifter til midlertidig afhjælpning af kapacitetsproblemerne ved brug af Randersgade 10. Samtlige udgifter skal afholdes inden for rammerne af forvaltningens samlede anlægsbudget.
Baseret på det beregnede anlægsbudget og den foreslåede etapedeling og tidsplan for den nye skole, kan fordelingen af de årlige udgifter foreløbig opgøres til:
år 2000 ca. 2 mill. kr.
år 2001 ca. 19 mill. kr.
år 2002 ca. 43 mill. kr.
år 2003 ca. 21 mill. kr.
I ALT ca. 85 mill. kr.
Det endelige budget kan først opgøres mere præcist, når der er udarbejdet et egentligt projektforslag, ligesom fordelingen af udgifterne over årene dels vil afhænge af en mere nøjagtig vurdering af de samlede udgifter, men først og fremmest vil være afhængig af størrelse og prioritering af det årlige anlægsbudget i årene fremover.
Der vil senere blive fremlagt særkilte kapitalbevillingsforslag til flytning af Højskolen i Randersgade, Randersgade 12 og til evt. erhvervelse af de 2 private villaer på Gl. Kalkbrænderivej 4 og 6 (inkl. en evt. flytning af SPC).
Da der hverken foreligger en aftale om overtagelse af de 2 villaer mm. eller et konkret forslag til genhusning af Højskolen i Randersgade, er det ikke muligt at opgøre udgifterne hertil præcist, - men på det foreliggende grundlag vurderes, at udgifterne kan skønnes til henholdsvis ca. 5 og 10 mill. kr. Lægges hertil de forventede udgifter til magelægget med Staten på i alt ca. 7,9 mill. kr. (nettoudgift) fås en forventet samlet etableringsudgift for den nye skole i Randersgade på ca. 108 mill. kr.
Kapitalbevillingsforslag til projektering af den nye skole samt evt. udgifter til midlertidig kapacitetsafhjælpning på Indre Østerbro forventes fremlagt først på efteråret. Udgifterne afholdes inden for rammerne af det samlede anlægsbudget for skoler og fritidshjem (konto 3.01.3 og 5.15.3).
Høring
Forslaget til byggeprogram for den nye skole er samtidig med udsendelsen til Uddannelses- og Ungdomsudvalget udsendt til høring i Indre Østerbro Bydelsråd. En udtalelse forventes at foreligge ved udvalgets behandling af byggeprogrammet.
BILAG VEDLAGT
- Forslag til byggeprogram inkl. bilag
Peter Rasmussen
Jørn Larsen