International Strategi- og handleplan
International Strategi- og handleplan
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 16. juni 2004
9. International Strategi- og handleplan
J.nr. U 97/04
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at forslag til International Strategi- og
Handleplan for Uddannelses- og Ung-domsudvalget godkendes som grundlag for
udvikling og gennemførelse af det internationale arbejde
at forslag til International Strategi- og
Handleplan for Uddannelses- og Ung-domsudvalget forinden sendes til høring i
Gymnasie- og Hf-Rådet, Fællesrådet for Folkeskolen og ungdomsskolebestyrelsen
at der i foråret 2005 forelægges en redegørelse
om Uddannelses- og Ungdoms-forvaltningens aktiviteter m.v. vedrørende den
Internationale Strategi- og Handleplan
RESUME
I efteråret 2003 vedtog Borgerrepræsentationen en International Strategi for Københavns Kommune. Det blev forudsat, at de enkelte fagforvaltninger udarbejder et forslag til International Strategi- og Handleplan for 2004-06, som forelægges de respektive fagudvalg i sommeren 2004 til godkendelse.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på baggrund heraf udarbejdet et forslag til International Strategi- og Handleplan for 2004-06, som er udformet som en rammeplan for forvaltningens arbejde med det internationale felt i de kommende år.
Inden for rammerne opstilles mål og indsatsområder for arbejdet, der naturligt vil blive gennemført på flere niveauer – lige fra skole-/institutionsniveau over forvaltningsniveau til det ledelsesmæssige og politiske niveau.
Forslag til International Strategi- og Handleplan vedlægges med indstilling om, at planen godkendes som grundlag for det videre arbejde, idet det foreslås, at planen forinden udsendes til høring i Gymnasie- og Hf-Rådet, Fællesrådet for Folkeskolen og ungdomsskolebestyrelsen. I foråret 2005 vil forvaltningen forelægge en redegørelse om initiativer og aktiviteter på området.
Der er ikke umiddelbart forbundet udgifter med udarbejdelsen og gennemførelsen af Strategi- og Handleplanen, men det må forudses, at der i de kommende år vil blive behov for at tilvejebringe midler for at fastholde og udvikle strategien.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I
efteråret 2003 vedtog Borgerrepræsentationen en International Strategi for Københavns
Kommune, hvor den overordnede internationale strategi er koncentreret om 3
målsætninger for byens udbytte af det internationale arbejde:
o
Den lærende by, hvor international videndeling og erfaringsudveksling tillægges
grundlæggende betydning for en fortsat udvikling af byen og dens borgere og
virksomheder
o
Den indflydelsesrige by, hvor København som storby og centrum i Øresundsregionen
skal varetage interessen for overnational regelfastsættelse, europæisk
bypolitik og regional positionering
o
Byen i vækst, hvor København som drivkraft i Øresundsregionen skal markere sig i
den internationale konkurrence om investeringer, vækst, service, uddannelse,
job, kultur og turisme
o
Andre
tematiske områder vil også kunne være genstand for de enkelte fagområders
internationale strategier og handleplaner, som f.eks. Den inkluderende og
integrerende by.
Strategien indgår tillige i Kommuneplanstrategien, som gennem en række tematiske emner opstiller mål for udvikling af Københavns Kommune i de kommende år, idet Den internationale by og blandt andre Viden, kreativitet og vækst udgør nogle af temaerne.
Med Borgerrepræsentationens beslutning er det forudsat, at der inden for de enkelte fagudvalg udarbejdes og fastlægges en Strategi- og Handleplan for 2004-06 for de respektive forvaltningers udvikling og gennemførelse af internationale aktiviteter.
Med nærværende indstilling forelægges Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens forslag til International Strategi- og Handleplan for 2004-06, som er udformet som en rammeplan for det videre arbejde med det internationale felt.
Status
Inden
for uddannelses- og ungdomsområdet har der gennem årene været tradition for at
styrke og udvikle internationale relationer. Relationerne dækker over en bred
vifte af kontaktflader – lige fra lokalt forankrede bilaterale
skole-samarbejder og venskabsbånd på tværs af landegrænser over
forvaltningsinitieret videndeling og erfaringsudveksling til politisk- og
ledelsesforankrede samarbejdsrelationer m.v., f.eks. Det nordiske Skoledirektør-samarbejde
og Uddannelses- og Ungdomsudvalgets studierejser.
De internationale relationer har naturligt omhandlet forvaltningens hovedopgaver vedrørende den faglige udvikling af undervisnings- og læringsmetoder, organisations- og styringsprincipper m.v. Inden for de senere år er der sat større fokus på uddannelsernes internationalisering, og senest har Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet afgivet en redegørelse til Folketinget om dette emne (april 2004).
Med Københavns Kommunes Internationale Strategi er der anlagt en bredere synsvinkel, hvis hovedsigte er at sætte København på verdenskortet på en række strategiske udviklingsfelter. Det internationale arbejde inden for uddannelses- og ungdomsområdet er således tilført en ny dimension, som er medtænkt i rammerne for forvaltningens forslag til International Strategi- og Handleplan.
Strategi- og Handleplan
I
Strategi- og Handleplanen har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen opstillet en
række indsatsområder, som tager udgangspunkt i en overordnet målsætning:
o
Bidrage
til at Københavns børn, unge og voksne kan udvikle og beherske kompetencer i
et internationalt perspektiv
o
Udveksle
viden og erfaring internationalt om god praksis for nye læringsforståelser og
nye læringsmetoder
o
Bidrage
til at demokratiske, sociale og kulturelle kompetencer udvikles og gøres til
genstand for international viden- og erfaringsdeling med særligt henblik på at
fremme unges deltagelse i demokratiske beslutningsprocesser
Indsatsområderne er samlet inden for Københavns Kommunes overordnede målsætninger:
Den lærende by, som omfatter folkeskolens udviklingsprogrammer, internationale undersøgelser (PISA m.fl.), fysiske og organisatoriske læringsmiljøer og miljøundervisning
Den indflydelsesrige by, som er forankret gennem medlemskabet af EU's Regionsudvalg og "Eurocities" og udformning af en ungdomspolitik
Byen i vækst, som omfatter et bredt felt inden for E-learning, virtuelle undervisningsmetoder og –miljøer og udvikling af moderne kommunikations- og kulturteknikker i forbindelse med kommunens erhvervspolitiske arbejde
Den inkluderende og integrerende by, som omhandler forebyggelse og bekæmpelse af social og etnisk ekskludering og segregering gennem såvel uddannelses- og vejledningsinitiativer og udvikling af det københavnske "magnetskole"-koncept.
Tilrettelæggelse af arbejdet
Tilrettelæggelsen af det internationale arbejde vil antage forskellige former og hvile på forskellige metoder – fra bilaterale og multilaterale udvekslinger mellem skoler/institutioner over virtuelt samarbejde via Internettet til deltagelse i kurser og konferencer og ofte gennem etablerede netværk eller konkrete projekter. I disse netværk og projekter vil der blive tale om forskellige samarbejdsparter. På tilsvarende måde vil der også blive tale om forskellige former for geografisk/organisatorisk afgrænsning.
For at understøtte og udvikle arbejdet med den Internationale Strategi- og Handleplan vil der blive oparbejdet et administrativt og ressourcemæssigt beredskab – ikke mindst for at kunne yde den nødvendige service og support til skoler og institutioner. Det vil blandt andet omfatte stimulering og motivering af skoler og institutioner til at indgå i internationalt arbejde, udarbejdelse af engelsksproget materiale, nyhedsformidling og kurser eller lignende om udarbejdelse af ansøgninger om international støtte til projekter m.v.
Indstilling
På denne baggrund indstiller forvaltningen, at forslag til International Strategi- og Handleplan godkendes som grundlag for det videre arbejde, idet forvaltningen i foråret 2005 forelægger en redegørelse om initiativer og aktiviteter inden for det internationale felt.
Økonomi
De hidtidige internationale aktiviteter inden for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens regi har for så vidt angår ressourcer været kendetegnet ved, at der dels har været afsat øremærkede beløb i budgettet til konkrete arrangementer m.v., og dels at projekter m.v. har hvilet på en fælles finansiering mellem deltagende parter og tilskud efter ansøgning fra EU m.fl. inden for rammerne af fastlagte udviklingsprogrammer.
I forbindelse med lancering af Københavns Kommunes Internationale Strategi er det blevet tilkendegivet, at der fra centralt hold ikke er afsat særskilte midler til gennemførelse af den Internationale Strategi. Efter Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens vurdering må det imidlertid forudses, at der i de kommende år må tilvejebringes et udvidet budgetmæssigt grundlag for at kunne fastholde og udvikle initiativer og aktiviteter inden for det internationale felt. Forslag herom vil blive forelagt i forbindelse med udarbejdelsen af de årlige budgetforslag.
Miljøvurdering
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser
Høring
Forslag til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets Internationale Strategi- og Handleplan udsendes til høring i Gymnasie- og Hf-Rådet, Fællesrådet for Folkeskolen og ungdomsskolebestyrelsen med høringsfrist den 10. september 2004.
BILAG
VEDLAGT
· Forslag til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets Internationale Strategi- og Handleplan for 2004-06
Peter Rasmussen
Jørn Larsen