Indsats til sikring af skoleveje
Indsats til sikring af skoleveje
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 16. marts 2005
7. Indsats til sikring af skoleveje
J.nr. U198/04
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at udvalget tager til efterretning, at arbejdet med sikring af skolebørn i trafikken fortsætter som godkendt af Bygge- og Teknikudvalget den 24. marts 2004
RESUME
Henvendelser om og forslag til sikring af skoleveje kommer helt overvejende (80 – 90 %) fra skolebestyrelser og forældrebestyrelser i fritidshjem/klubber. Henvendelserne samles i Bygge- og Teknikforvaltningen, der med udgangspunkt i forslagene planlægger projekter.
Midler til tryghedsfremmende foranstaltninger er indeholdt i Bygge- og Teknikforvaltningen, Vej & Parks driftsbudget. Arbejdet med at sikre skolebørn i trafikken er beskrevet i notat af 9. februar 2004 fra Vej & Park om "Indsatser for sikring af skolebørn" (bilag 1). Notatet indeholder en status på, hvordan der samarbejdes mellem Bygge- og Teknikforvaltningen, Københavns Politi samt Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen om at skabe trygge skoleveje, ligesom det beskriver fremtidige fokusområder som fx information til forældre og lærere og forsøg med variable tavler, som er tændt i skoletiden.
Notatet om "Indsatser for sikring af skolebørn" blev den 24. marts 2004 behandlet i Bygge- og Teknikudvalget, der godkendte, at det eksisterende og veletablerede arbejde med at sikre trygheden på skolevejene fortsættes og suppleres med nye fokusområder.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller derfor, at udvalget tager til efterretning, at arbejdet med sikring af skolebørn i trafikken fortsætter som godkendt af Bygge- og Teknikudvalget.
SAGSBESKRIVELSE
Uddannelses-
og Ungdomsudvalget vedtog på sit møde den 8. december 2004, efter forslag fra
Majbritt Mamsen (C) om trafiksikkerhed på de Københavnske skoleveje: "at
forvaltningen i samarbejde med andre skal udarbejde en status og et oplæg om,
hvordan man kan skabe trafiksikre skoleveje. I oplægget ønskes konkrete
eksempler på problemer belyst, jf. klager".
Børns færden til og fra skole resulterer kun i ganske få trafikuheld, idet der årligt sker ca. 5 trafikuheld på skoleveje ud af i alt ca. 2300 trafikuheld i hele Københavns Kommune. Der er således ikke tale om et sikkerhedsproblem, men derimod et tryghedsproblem – især skolebørnenes forældres tryghed.
Med henblik på at skabe trygge skoleveje er der under Bygge- og Teknikforvaltningen en samarbejdsgruppe - 'Skolevejsgruppen', som består af repræsentanter fra Bygge- og Teknikforvaltningen, Københavns Politi og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. 'Skolevejsgruppen' har til opgave en gang om året at prioritere, hvilke tryghedsfremmende projekter, der skal udføres det kommende år.
Arbejdet med at sikre skolebørn i trafikken er beskrevet i notat af 9. februar 2004 fra Bygge- og Teknikforvaltningen om "Indsatser for sikring af skolebørn" (vedlagt i bilag 1). Notatet indeholder en status på, hvordan der samarbejdes om at skabe trygge skoleveje, ligesom det beskriver fremtidige fokusområder som fx information til forældre og lærere og forsøg med nye variable tavler, som tændes i skoletiden.
Notatet blev den 24. marts 2004 behandlet i Bygge- og Teknikudvalget, der godkendte, at det eksisterende og veletablerede arbejde med at sikre trygheden på skolevejene fortsættes og suppleres med nye fokusområder.
Henvendelser med ønsker om større tryghed i trafikken kommer overvejende fra forældre- og skolebestyrelser (80-90 %) i skoler og fritidshjem/klubber. Herudover er der forældrehenvendelser med oplevelser af trafikfarlige eller utrygge forhold, og de koordineres med de aktuelle forældre- og skolebestyrelser. På baggrund af henvendelserne udarbejdes projekter til tryghedsfremmende foranstaltninger, som typisk er etablering af:
· Fartdæmpning (via vejbump, forsætninger og lokale hastighedsgrænser).
· Lettere og mere overskuelig krydsning af vej (via midterheller, fortovsudvidelser, hævede overgangssteder, forsøg med ny skiltning, der tænder, når der er særligt behov, signalregulering og regulering af parkering og parkeringsbegrænsning
·
Korte strækninger med cykelstier og – baner
·
Opholds- og legeområder
Ud over de fysiske foranstaltninger gøres en stor indsats via fokus på information og undervisning.
Som eksempel på information er pjecen "Trafiksikkerhed i og omkring skolen, skolebestyrelsens særlige muligheder" fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, som er blevet sendt til samtlige skoler i Københavns Kommune i 2002 (vedlagt i bilag 2). I 2004 blev desuden sendt en pjece til samtlige landets skoler, udarbejdet af Rådet for Større Færdselssikkerhed "styrer i trafikken"(vedlagt i bilag 3)
Som eksempel på undervisning er der i forbindelse med kampagnen "Trafik i børnehøjde", som gennemføres på alle klassetrin fra 31. januar til 11. marts 2005 udarbejdet introduktionsfolderen "Er der andre veje" (vedlagt i bilag 4). Folderen blev i sommeren 2004 omdelt til samtlige lærere og skoleinspektører på de københavnske skoler, og i folderen blev introduceret et omfattende gratis undervisningsmateriale differentieret efter henholdsvis indskoling, mellemtrin og overbygning udarbejdet til brug i kampagneperioden i foråret 2005.
Prioritering af projekter aftales i 'Skolevejsgruppen', og hvert år i 1. kvartal præsenteres Bygge- og Teknikudvalget for en liste over årets projekter og fremtidige projektønsker. Udmøntningen af projekter forestås af Bygge- og Teknikforvaltningen. 'Skolevejsgruppen' prioriterer projekter for ca. 2,6 mio. kr. årligt.
På seneste møde i 'Skolevejsgruppen' den 8. februar 2005 blev prioriteringen af skolevejsprojekter for 2005 aftalt (vedlagt i bilag 5). Prioriteringerne er endvidere afmærket i et oversigtskort over tryghedsfremmende vejforanstaltninger i 2004 og følgende år (vedlagt i bilag 6).
Udover arbejdet i 'skolevejsgruppen' samarbejder Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i forbindelse med nybyggeri- og større byggesager med Plan- og Arkitektur og med Vej& Park.
Forvaltningen har desuden sæde i Storkøbenhavns Trafiksikkerhedsråd og deltager ved uddeling af præmier ved den årlige cyklistprøve, og den årlige fest for skolepatruljer, der arrangeres og afvikles af Københavns Politi.
For eleverne er færdselslære et obligatorisk emne i folkeskolen. Der er etableret følgeordninger således, at børn i børnehaveklasser samt 1. klasser følges fra fritidshjem til skole om morgenen og fra skole til fritidshjem efter skoletid af fritidshjemspersonalet.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller på baggrund af beskrivelsen af arbejdet med sikring af skolebørn i trafikken, at udvalget tager til efterretning, at arbejdet fortsætter som godkendt af Bygge- og Teknikudvalget.
Økonomi
Budgettet til tryghedsfremmende foranstaltninger er
indeholdt i Vej & Parks driftsbudget. Budgettet var i 2004 2.650.000
kr.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke
omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der
skal miljøvurderes.
Høring
Forslagene til tryghedsfremmende foranstaltninger sker på baggrund af henvendelser fra forældre- og skolebestyrelser. Med udgangspunkt i forslagene udarbejdes projekter, der prioriteres i 'Skolevejsgruppen', som er en samarbejdsgruppe mellem Bygge- og Teknikforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Københavns Politi. Udmøntningen forestås af Bygge- og Teknikforvaltningen efter høring i de berørte forældre- eller skolebestyrelser.
BILAG
VEDLAGT
·
Bilag 1: Notat
af 9. februar 2004 "Indsatser for sikring af skolebørn" fra Vej &
Park.
·
Bilag 2: Pjecen
"Trafiksikkerhed i og omkring skolen, skolebestyrelsens særlige muligheder"
fra Rådet for Større Færdselssikkerhed.
·
Bilag 3: Pjecen
"Styrer i trafikken" fra Rådet for Større Færdselssikkerhed.
·
Bilag 4:
Introduktionsfolderen "Er der andre veje" fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen,
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen samt
Miljøtjenesten i København.
·
Bilag 5:
Indstilling til Bygge- og Teknikudvalget om skolevejsprojekter til udførelse i
2005 fra Vej & Park.
·
Bilag 6: Kort
over tryghedsfremmende vejforanstaltninger 2004 og følgende år fra Vej &
Park
Peter Rasmussen
Ann
Granum