Mødedato: 16.03.2005, kl. 11:30

Regnskab 2004

Regnskab 2004

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 16. marts 2005

 

 

5.      Regnskab 2004

  J.nr. U173/04

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at     regnskabsforklaringerne vedrørende regnskabet for 2004 tages til efterretning

        og fremsendes til Økonomiudvalget

 

 

 

RESUME

 

Økonomiudvalget vedtog på mødet den 2. november 2004 regnskabscirkulæret for 2004 og dermed retningslinierne for aflæggelse af regnskab 2004.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i overensstemmelse hermed udarbejdet regnskabsforklaringer for 2004.

 

Regnskabet for Uddannelses- og Ungdomsudvalget viser på det rammebelagte område drift et forbrug på 4.061,7 mio. kr., og på det rammebelagte område anlæg 367,2 mio. kr., i alt på de rammebelagte områder 4.428,9 mio. kr.

 

Regnskabsresultatet for Uddannelses- og Ungdomsudvalget viser et merforbrug i forhold til budgettet for 2004 på det rammebelagte driftsområde på 36,1 mio. kr., svarende til et merforbrug på 0,9 %. På det rammebelagte anlægsområde er der et mindreforbrug på 183,5 mio. kr. svarende til 50 %. Samlet for de rammebelagte områder er der et mindreforbrug på 147,4 mio. kr., svarende til 3,3 %.

 

Endvidere viser finansposterne i forhold til budgettet en afvigelse på 103,0 mio. kr., som påvirker regnskabets statusposter.

 

Tidlig overførsel fra 2004 til 2005

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede på mødet den 26. januar 2004 (U217/04) at indstille til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at overføre 117,0 mio. kr. uforbrugte anlægsmidler fra 2004 til 2005 til aktiviteter eller projekter, som er igangsat. Borgerrepræsentationen vedtog på mødet den 10. februar 2005 (BR 94/05) at godkende overførslen af 117,0 mio. kr. fra 2004 til 2005 på anlægsområdet.

I samme sag foreslog Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at uforbrugte midler til større vedligeholdelsesopgaver (faglokaler, skolernes toiletter og baderum, de resterende midler for legepladspuljen for 2004 og legepladspuljen for 2005) blev søgt overført fra 2004 til 2005.

I forbindelse med Borgerrepræsentationens behandling af samme sag på mødet den 10. februar 2005 blev det besluttet, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget kunne overføre 28,0 mio. kr. fra 2004 til 2005 i forbindelse med uforbrugte driftsmidler til faglokaler, skolernes toiletter og baderum, og legepladspuljen 2005.

Borgerrepræsentationen vedtog på samme møde, at der skulle overføres 7,5 mio. kr. i 2004 og 7, 5 mio. kr. i 2005 fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget vedrørende aktiverede på daghøjskoler. Dog havde Økonomiudvalget i sin beslutning fra mødet den 11. januar 2005 præciseret (ØU 16/05), at overførslen skulle foregå, således at der i 2005 samlet blev overført 15,0 mio. kr.

Inkluderes de ovenstående vedrørende den tidlige overførsel og overførsel af midler til Uddannelses- og Ungdomsudvalget for daghøjskolerne fås, at regnskabet udviser et samlet merforbrug på driftsområdet på 56,6 mio. kr.

 

Bemærkninger til regnskab 2004 på driftsområdet

 

Ovennævnte opgørelse af balancen mellem budget og regnskab udviser dog langt fra et retvisende billede, hvad enten det opgøres på den enkelte skole eller for forvaltningen som helhed.

 

I bestræbelsen på at opstille retningslinier for regnskabsaflæggelsen for den enkelte skole og institution har forvaltningen gennemført en detaljeret gennemgang af lønbogføringen for januar 2004 til december 2004 på et mindre antal skoler og daginstitutioner, der menes at være repræsentative for deres respektive områder.

 

Især på folkeskolerne er der foretaget et stort antal fejl. På en folkeskole var der ud af 95 medarbejdere bogført et ukorrekt beløb på 55 medarbejdere i den pågældende periode. På daginstitutionsområdet (fritidshjem og klubber) er antallet af fejl tilsyneladende ikke af samme omfang, men der kan stadig identificeres graverende fejl i lønbogføringen.

 

Det er reelt først ved afslutningen af en detaljeret gennemgang af lønbogføringen på samtlige skoler og institutioner, at det kan opgøres, hvor og hvor meget der er bogført forkert i 2004, og dermed også hvor meget der påvirker budgettet og regnskabet for 2005.

 

Overførsel af mer- og mindreforbrug på driftsområdet

 

Samlet set er forvaltningen på driftsområdet ikke endnu i stand til at fastsætte beløb til overførsel fra 2004 til 2005. En sådan opgørelse kræver, at de enkelte kommunale organisationer under forvaltningens område er endeligt opgjorte.

 

 

Overførsel af mer- og mindreforbrug på anlægsområdet

 

Fejlene i regnskab 2004 i forbindelse med lønbogføringen påvirker ikke forbrugstallene på anlægsområdet. Forvaltningen forventer derfor senere at indstille, at det resterende mindreforbrug vedrørende anlæg på 66,5 mio. kr. overføres fra 2004 til 2005.

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Regnskabet for Uddannelses- og Ungdomsudvalget viser på det rammebelagte område drift et forbrug på 4.061,7 mio. kr., og på det rammebelagte område anlæg 367,2 mio. kr., i alt på de rammebelagte områder 4.428,9 mio. kr.

 

Regnskabsresultatet for Uddannelses- og Ungdomsudvalget i 2004 viser et merforbrug i forhold til budgettet for 2004 på de rammebelagte driftsmidler på 36,1 mio. kr., svarende til et merforbrug på 0,9 %.

 

På det rammebelagte anlægsområde udviser regnskabet et mindreforbrug på 183,5 mio. kr. svarende til 50 %. Samlet for de rammebelagte områder er der et mindreforbrug på 147,4 mio. kr., svarende til 3,3 %.

 

Endvidere viser finansposterne i forhold til budgettet en afvigelse på 103,0 mio. kr., som alene påvirker regnskabets statusposter.

 

Det samlede regnskabsresultat for 2004 er for Uddannelses- og Ungdomsudvalget:

 

 

Bevillingsområder                               

alle tal i 1.000 kr.

Netto-

resultat i

1000 kr. 1)

 

Drift:

 

 

Folkeskoleområdet

29.970

 

Ungdomsuddannelse

- 6.677

 

Voksenuddannelse

18.776

 

Undervisning af voksne indvandrere

- 13.413

 

Fritidshjem og klubber

7.212

 

Administration

202

 

Subtotal

36.069

 

 

 

 

Anlæg

 

 

Anlægsområdet

- 183.533

 

Subtotal

- 183.533

 

 

 

 

I alt på de rammebelagte områder

-147.464

 

 

 

 

Finansposter

103.038

 

 

 

 

Regnskab i alt *)

-44.426

 

 

*) Note: Differencen skyldes at alle tal er afrundet til hele tusinder.

1) Nettoresultatet beløb: - = merindtægt/mindreudgift, + = mindre indtægt/merudgift

 

1.   Bemærkninger til regnskab 2004

1.1 Økonomistyring i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

Forvaltningen igangsatte i 2003 forskellige aktiviteter med henblik på at forbedre den samlede økonomistyring.

 

I 2003 var indsatsen koncentreret om at implementere de samlede budgetter i forvaltningens regnskabssystem, KØR, og dermed etablere et mere dynamisk grundlag for den fremtidige regnskabsmæssige opfølgning.

 

I 2004 har forvaltningen videreudviklet den del af økonomistyringen, der skal sikre, at den enkelte skole og institution både ved årets start og ved udgangen af budgetåret kender den fulde økonomiske budgetramme.

 

Det styringsmæssige koncept på folkeskoleområdet, der er det største af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens områder, har været præget af, at budgettet til personaleressourcer er blevet udmeldt som et antal poster (og altså ikke som et kronebudget). Tilsvarende har regnskabsaflæggelsen for den enkelte skole drejet sig om forbruget af antal poster, og ikke forbruget af lønkroner.

 

I forbindelse med indførelse af lønsumsstyring på hele Uddannelses- og Ungdomsudvalgets område pr. 1. januar 2006 skal der udmeldes og styres i forhold til en samlet udmeldt økonomisk ramme, indeholdende midler også til personaleressourcen.

 

En forudsætning for at kunne anvende en samlet budgetramme som styringspræmis for den enkelte skole er, at man af regnskabssystemet KØR kan aflæse retvisende forbrugstal - man skal kunne se, hvor mange penge der er brugt. Det har langt fra været muligt for 2004, idet Accentures kaotiske håndtering af såvel udbetaling som bogføring af løn har skabt stor usikkerhed om de bogførte beløb. Det har ganske enkelt ikke været muligt – hverken for forvaltningen, eller for den enkelte skole – at skabe sig et samlet overblik over det forventede forbrug på årets regnskab i løbet af den afsluttende del af 2004.

 

I forhold til at gøre det reelle ressourceforbrug op, både for den enkelte skole og for forvaltningen som helhed, kan det først afsluttes efter den endelige justering og opgørelse fra Accentures side. Den afsluttende opgørelse finder først sted efter den fastsatte frist for aflevering af de vedlagte regnskabsforklaringer (1. marts 2005).

 

Forvaltningen har dog allerede påbegyndt den langstrakte proces det vil være at gennemgå lønbogføringen på hver enkelt skole, daginstitution, gymnasium, voksenuddannelsesinstitution, etc.  Ved en detaljeret gennemgang af et mindre antal skoler og institutioner kan det konstateres, at der er foretaget en overvældende stribe af fejlbogføringer i perioden januar – december 2004. På en skole kan der hos 55 af i alt 95 medarbejdere konstateres fejl i bogføringen af lønudgifterne, mens fejlmængden på daginstitutionsområdet er noget mindre, men stadig af en foruroligende størrelse.

Det er på den baggrund forvaltningens vurdering, at der er grund til at være skeptisk, når Accenture hævder, at det i løbet af marts måned 2005 kan lykkes at få lønbogføringen for 2004 endeligt afsluttet.

 

1.1.1Budgetomflytninger i årets løb

Regnskabsforklaringerne for 2004 indeholder i en del tilfælde bemærkninger om budgetomflytninger fra en konto til en anden og tillige mellem budgetområder.

Det vil derfor fortsat være et fokusområde at sikre en mere valid og dynamisk økonomistyring, samt at sikre en mere effektiv forretningsgang i forbindelse med budgetomflytninger og tillægsbevillinger m.m. 

 

1.2. Regnskabscirkulærets krav til regnskabskommentarer

Ved afvigelser på over 2 mio. kr. mellem bevillings- og regnskabstal på funktionsniveau skal regnskabsforklaringen indeholde en dækkende beskrivelse af årsagen til afvigelsen. Det skal fremgå, hvis et merforbrug på en funktion finansieres af et mindreforbrug på en anden. Det skal også fremgå, hvis et mindreforbrug på drift eller anlæg forventes søgt overført til 2005, herunder om det forventes søgt overført til samme formål eller til et nyt formål.

 

1.2.1Demografi

Af regnskabsforklaringerne på de demografiregulerede områder skal det særskilt fremgå, hvad forskellen mellem forventet og faktisk demografi har været, hvad den økonomiske konsekvens af forskellen har været, og hvordan den er kompenseret eller anvendt. Denne inddragelse af demografioplysninger i regnskabet afløser det hidtidige krav om selvstændige demografiredegørelser.

 

1.3 Overførsel af mer- og mindreforbrug

Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede på mødet den 26. januar 2005 (U217/04) at indstille til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen at overføre 117,0 mio. kr. uforbrugte anlægsmidler fra 2004 til 2005 til aktiviteter eller projekter, som er igangsat.

 

I samme sag foreslog forvaltningen, at uforbrugte midler til større vedligeholdelsesopgaver (faglokaler, skolernes toiletter og baderum, de resterende midler for legepladspuljen for 2004 og legepladspuljen for 2005) blev søgt overført fra 2004 til 2005.

 

I forbindelse med Borgerrepræsentationens behandling af sagen vedrørende den tidlige overførsel på mødet den 10. februar 2005 (BR 94/05) blev det besluttet, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget kunne overføre 28,0 mio. kr. i forbindelse med uforbrugte driftsmidler til faglokaler, skolernes toiletter og baderum, og legepladspuljen 2005.

Det er i vurderingen af regnskabsresultatet for driftsområdet værd at bemærke, at færdigbehandlingen af overførslen af 7,5 mio. kr. fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget vedrørende aktiverede på daghøjskoler i 2004, først gennemføres i 2005.

 

1.3.1 Fejl i lønbogføringen

Det har vist sig overordentligt vanskeligt at danne sig et overblik over omfanget af de bogføringsmæssige fejltagelser, Accenture har foretaget i forbindelse med registrering og bogføring af lønudgifterne på de enkelte organisationer.

 

Accenture vil foretage en afsluttende opgørelse og bogføring af lønudgiften medio marts 2005. Opfølgningen på denne bogføring bliver en detaljeret gennemgang af lønbogføringen på hver enkelt daginstitution, skole, gymnasium, voksenuddannelsesinstitution, etc. Før en sådan gennemgang er afsluttet, vil det ikke være muligt for forvaltningen at opgøre omfanget af den reelle overførsel fra 2004 til 2005 af mer- eller mindreforbrug på driftsrammen.

 

1.3.2 Overførsel af anlægsmidler

Forvaltningen forventer senere at indstille, at det resterende mindreforbrug vedrørende anlæg på 66,5 mio. kr. overføres fra 2004 til 2005.

 

Efter planen behandler Økonomiudvalget indstilling om overførsel af uforbrugte budgetmidler den 26. april 2005, og Økonomiudvalgets indstilling om overførsel af budgetmidler fra 2004 til 2005 behandles i Borgerrepræsentationen den 12. maj 2005.

 

1.4 Regnskab 2004 i forhold til oktober-kalkulen 2004 

I oktober-kalkulen 2004, der blev behandlet på udvalgets møde den 3. november 2004 (U121/04), var det forvaltningens vurdering, at regnskabet for 2004 ville resultere i, at den samlede budgetramme på driftsområdet for 2004 ville blive overholdt. I dette skøn indgik endvidere, at der ville være et planlagt mindreforbrug på de rammebelagte anlægsområder, som da blev anslået til 133 mio. kr.,  primært som følge af restbeløbet vedrørende bevillingen til det nye gymnasium i Ørestaden. De rammebelagte områder drift og anlæg er siden oktoberkalkulen korrigeret fra 3.995,9 mio. kr. i oktober-kalkulen til 4.025,6 mio. kr. i det endelige budget for 2004.

 

I forhold til forvaltningens vurdering i oktober-kalkulen er merforbruget på driften steget fra forventet 0,0 mio. kr. til 65,8 mio. kr., hvortil kommer budgetkorrektioner på 29,7 mio. kr., og dermed i alt et merforbrug på 36,1 mio. kr.

 

I forbindelse med oktober-kalkulen gjorde forvaltningen det i indstillingen klart, at der skulle tages et endog stort forbehold i forbindelse med de mange fejl i bogføringen af lønudgifterne. På daværende tidspunkt var situationen ydermere den, at lønbogføringen for juni måned var trukket tilbage (på grund af den overvældende mængde af fejl), og at bogføringen for juli og august måned først blev foretaget i september (stadig med mange fejl i bogføringen) og endelig forsøgt fejlrettet i oktober måned.

 

I forhold til oktober-kalkulen er mindreforbruget på de rammebelagte anlægsområder vokset med 50,5 mio. kr. fra forventet 133,0 mio. kr. til nu 183,5 mio. kr. Stigningen skyldes primært periodeforskydninger i allerede planlagt byggeri.

  

2.  Kommentarer til afvigelser på bevillingsområder

Forvaltningen vil i det følgende kort kommentere de væsentligste afvigelser på bevillingsområder og i øvrigt henvise til bilag 1.

 

2.1. Folkeskoleområdet

Folkeskoleområdet viser et samlet merforbrug på 30,0 mio. kr. på driften. Derudover er der søgt om tidlig overførsel af 28,0 mio. kr. fra 3.01 Folkeskoler under denne ramme. Endelig er der ved en fejl bogført udgifter vedrørende 3.01 Folkeskoler under rammen for fritidshjem og klubber. Dermed er det samlede merforbrug på denne ramme 60,7 mio. kr.

 

Som det fremgår af de detaljerede regnskabsforklaringer (bilag 1), så er det inden for den almindelige folkeskoleundervisning, undervisning af børn med vidtgående handicap, bidraget til statslige og private skoler, befordring af elever og anbragte børn, hvor der er markante merforbrug.

 

2.1.1Lønbogføringen på de almindelige folkeskoler

Det er især inden for 3.01 folkeskoler, at der kan konstateres at være sket et stort merforbrug. I forsøget på at afdække merforbrugets årsag har forvaltningen iværksat en undersøgelse af de bogførte lønudgifter på hver enkelt skole. Fokus er på at afdække, hvorvidt der er tale om fejl i Accentures bogføring i lønudgifterne eller en reel stigning i lønudgifterne pr. elev.

 

Det har ikke været muligt for den enkelte skole eller forvaltningen at få et klart billede af de bogførte lønudgifter pr. medarbejder og pr. skole. En graverende og alvorlig årsag til usikkerhed er den manglende overensstemmelse mellem, hvad der kan aflæses direkte fra Accentures eget system og fra Accentures bogføring i KØR - beløbene stemmer ganske simpelt ikke overens. Som en tredje faktor er så de beløb, der reelt er blevet udbetalt til den enkelte medarbejder – beløb der heller ikke stemmer fuldkommen overens med hverken det bogførte eller de beløb, der kan udlæses direkte fra lønsystemet.

 

Forvaltningen har i analysen valgt at tage udgangspunkt i Accentures eget system, da det må forventes at give det mest retvisende billede af den forventede udgift pr. medarbejder og pr. skole. Ved en gennemgang af de bogførte udgifter på en skole, hvor afvigelsen mellem det forventede forbrug og det bogførte forbrug ikke umiddelbart var atypisk, viste der sig fejl i bogføringen af lønudgifter for 55 medarbejdere ud af 95 medarbejdere. 

 

Fejlene vedrører følgende:

 

·        Ved af- eller tilgang af personale er ferietrækket lagt ind med forkert fortegn

·        Nyansa tte, der får udbetalt fuld løn under afholdelse af ferie

·        Løn der ikke er stoppet, eller løn der ikke er blevet bogført

·        ATP fratrukket dobbelt i oktober måned

·        Tillæg, der har været forkerte, men som er blevet bogført

 

Herudover er der uregelmæssigheder i lønbogføringen, som er blevet rettet i december måned, men som giver anledning til uigennemskuelighed i lønregnskabet (eksempelvis ferieafholdelse som bogføres i juni og juli måned - men som først rettes i KØR i december).

 

Indførelsen af det nye lønsystem har foreløbig medført, at der ikke kan udskrives dagpengeskemaer direkte fra lønsystemet i forbindelse med barsler, langvarig sygdom, etc. Forvaltningen vil i forbindelse med undersøgelsen af de bogførte lønudgifter pr. skole vurdere, i hvilket omfang den enkelte skole (og dermed forvaltningen) er blevet påført et tab.

 

I undersøgelsen af lønbogføringen skal det også vurderes, i hvilket omfang de acontoudbetalte beløb indgår i bogføringen og på hvilken måde. Foreløbig har Accenture ved en fejl bogført udgifter på 1,7 mio. kr. på den centrale forvaltning – et beløb, der snarere skulle have været godtgjort forvaltningen, da det tilsyneladende drejer sig om enkelte medarbejdere i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens kontante indbetaling af for meget udbetalt løn.

 

Efter Accentures afsluttende bogføring af lønudgifterne for 2004 i 2005 skal følgende være opfyldt, for at bogføringen kan siges at være afsluttet:

 

·        Overensstemmelse mellem de udbetalte beløb, de beløb der kan udlæses af lønsystemet og de bogførte beløb i KØR.

·        Klarhed over den korrekte løn pr. medarbejder pr. skole

·        Et væsentligt fald i de reelle nettoudgifter pr. medarbejder pr. skole

 

Da det er forvaltningens forventning, at det ikke vil være tilfældet, ser forvaltningen sig nødsaget til at gennemgå lønbogføringen på samtlige kommunalt ansatte under udvalgets område, hvilket tids- og mandskabsmæssigt vil være en særdeles krævende opgave.

 

2.1.2 Undervisning af børn med vidtgående handicap og anbragte børn

 

Pr. 1. januar 2004 overtog Uddannelses- og Ungdomsudvalget ansvaret fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget for undervisning af handicappede børn i familiepleje (funktion 3.07), på Socialpædagogiske opholdssteder (funktion 5.20) og i private dagtilbud (funktion 5.21). Der blev i den forbindelse overført 7,5 mio. kr. fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

 

Da området er nyt for forvaltningen, vil der blive taget kontakt til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen for bl.a. at afdække, om der er forskydninger i betalinger, som skal indregnes i den samlede vurdering af årsregnskabet. Derudover kan det konstateres, at da området altovervejende indebærer betalinger for undervisning til private udbydere eller andre kommuner, så er det langt fra givet, at prisudviklingen er den samme som forudsat i forvaltningens budgettering.

 

Fra og med 2005 bliver der ikke ydet demografisk kompensation til det samlede område vedrørende dag- og døgnanbringelse af børn og unge. Derimod bliver udviklingen særskilt gjort op og vurderet i et samarbejde mellem Uddannelses- og  Ungdomsforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

 

Forvaltningen har viden om, at der i forbindelse med bogføringen af lønudgifter vedrørende undervisningen af handicappede på kommunens egne skoler er sket fejl, og disse skoler vil naturligvis indgå i den tidligere undersøgelse af lønbogføringen. De allerede kendte fejl drejer sig hovedsageligt om den manglende fordeling af udgifterne på skoler, der både gennemfører normalundervisning og undervisning for børn med vidtgående handicap.

 

Elever i privatskoler og befordring af elever

Budgetteringen af udgiften til elever i privatskoler har ikke i tilstrækkeligt omfang taget højde for stigningen i udgiften pr. elev. Tilsvarende er budgettet til befordring af elever ikke i tilstrækkeligt omfang opskrevet i forbindelse med den demografiske udvikling inden for målgruppen. Derudover er forbruget til befordring steget som følge af sikkerhedsmæssige krav. Der er foretaget kompenserende besparelser på øvrige funkt ioner i regnskabet.

 

 2.2. Ungdomsuddannelser  

Ungdomsuddannelsesområdet viser et samlet nettomindreforbrug på 6,7 mio. kr. på driften. Budgettet vedrørende pædagogisk grunduddannelse er ved en fejl overført til fritidshjem- og klubområdet. Det reelle mindreforbrug på rammen vedrørende ungdomsuddannelser er derfor 12,5 mio. kr.

 

Der har været merforbrug til produktionsskoler og befordring af elever, og mindreforbrug inden for social- og sundhedsuddannelserne, hvor søgningen har været betydelig lavere end oprindelig forudsat.

 

I lighed med de øvrige områder under udvalgets område, vil det være nødvendigt med en detaljeret gennemgang af de bogførte lønudgifter på den enkelte kommunale institution for at kunne afslutte den enkelte institutions årsregnskab for 2004.

 

2.3. Voksenuddannelser

Voksenuddannelserne viser et samlet nettomerforbrug på 18,8 mio. kr. på driften.  Der har været merudgifter til daghøjskoler, der modsvares af overførslen af 7,5 mio. kr. fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget vedrørende aktiverede på daghøjskolerne i 2004. Overførslen blev vedtaget af de to udvalg i 2004, men blev først vedtaget i Borgerrepræsentationen efter regnskabets afslutning.

 

Derudover er der merudgifter til specialpædagogisk bistand til børn og voksne og prøveforberedende enkeltfagsundervisning.

 

I lighed med de øvrige områder under udvalgets område vil det være nødvendigt med en detaljeret gennemgang af de bogførte lønudgifter på den enkelte kommunale institution for at kunne afslutte den enkelte institutions årsregnskab for 2004.

 

 2.4. Undervisning af voksne indvandrere

Undervisning af voksne indvandrere viser et samlet nettomindreforbrug på 13,4 mio. kr. på driften.

 

Mindreforbruget skyldes dels den mulighed som sprogcentrene har for overførsel af op til 9 % af driftsmidlerne (til udjævning af konjunkturer), dels et forøget salg af pladser til udenbys deltagere og andre afregninger.    

 

2.5.  Fritidshjem og klubber

Området fritidshjem og klubber udviser umiddelbart et merforbrug på 7,2 mio. kr. på driften. Som tidligere omtalt er budgettet vedrørende pædagogisk grunduddannelse ved en fejl placeret under denne ramme, og en del af forbruget for 3.01 Folkeskoler er fejlagtigt bogført under denne ramme. Samlet set er merforbruget på 10,8 mio. kr.

 

Som det er tilfældet med folkeskoleområdet er forvaltningen i gang med helt konkret at undersøge om de bogførte lønudgifter pr. medarbejder pr. institution er korrekte.

 

Udviklingen i udgifterne til økonomiske fripladser er stigende. Hvorvidt det skyldes en stigning i antallet af børn med søskenderabat, eller stigning i de økonomiske fripladser som følge af indtægtsmæssige kriterier er endnu ikke endeligt afdækket.

 

Derudover er der usikkerhed om størrelsen af forældrebetalingen for klubberne. Begge forhold vil blive analyseret grundigt i foråret 2005, og i løbet af 2005 vil forældrebetalingen på klubberne blive opkrævet på tilsvarende måde som for fritidshjemmene.

I lighed med de øvrige områder under udvalgets område vil det være nødvendigt med en detaljeret gennemgang af de bogførte lønudgifter på den enkelte kommunale institution for at kunne afslutte den enkelte institutions årsregnskab for 2004. Forvaltningen har allerede påbegyndt denne proces, og før den afsluttende bogføring fra Accentures side er der påvist fejl i bogføringen af lønnen på institutionerne.

 

 2.6. Administration

Området Administration viser er merforbrug på 0,2 mio. kr. på driften. Der er ved en fejl fra Accentures side blevet bogført 1,7 mio. kr. som en udgift på en øreafrundingskonto under Administrationsområdet. Så vidt det umiddelbart kan vurderes, drejer beløbet sig ikke om en udgift, men snarere om en indtægt eller et beløb, der skulle have været bogført som en udligning af status (udligning af beløb fra medarbejdere, der har fået udbetalt for meget i løn).

 

I lighed med de øvrige områder under udvalgets område vil det være nødvendigt med en detaljeret gennemgang af de bogførte lønudgifter på den enkelte del af forvaltningen for at kunne afslutte det enkelte områdes årsregnskab for 2004.

 

 2.7. Anlæg

De rammebelagte anlægsområder viser et samlet mindreforbrug på 183,5 mio. kr.

I forbindelse med Økonomiudvalgets behandling af sagen vedrørende den tidlige overførsel på mødet den 1. februar 2005 (ØU 45/05) blev det besluttet, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget kunne overføre 117,0 mio. kr. i forbindelse med igangværende projekter, eller projekter hvor der var indgået kontrakt.

 

For den resterende projektportefølje har det af forskellige årsager endnu ikke været muligt at indgå kontrakter eller igangsætte byggeriet. For en detaljeret gennemgang henvises der til bilag 1.

 

3. Nettoresultat personaleposter

Personaleforbruget omregnet til fuldtidsansatte er ikke en del af regnskabsopgørelsen, da forvaltningen ikke inden udarbejdelsen af denne indstilling har modtaget materialet fra Accenture.

 

Det er værd at bemærke, at Accentures opgørelse af personaleforbruget ikke baserer sig på det faktiske antal ansatte medarbejdere, men derimod et fiktivt beregnet tal på baggrund af det bogførte forbrug. I hvilket omfang de mange fejlbogføringer har afsmittende effekt på den fiktive opgørelse er ikke kendt.   

 

Økonomi

 

Ingen yderligere bemærkninger.

 

 

Miljøvurdering

 

Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes

 

 

Høring

 

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Regnskabsforklaring

 

 

 

Peter Rasmussen

                                                                 Søren Stahl Nielsen

 

 

 


 


Til top