Mødedato: 15.12.2004, kl. 08:15

Lovpakken i forbindelse med kommunalreformen - Ændring af lov om centre for undervisningsmidler mv

Lovpakken i forbindelse med kommunalreformen - Ændring af lov om centre for undervisningsmidler mv

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ekstraordinært møde onsdag den 15. december 2004

 

 

2.      Lovpakken i forbindelse med kommunalreformen - Ændring af lov om centre for undervisningsmidler mv

  J.nr. U212/04

 

 < o:p>

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

 

at    udkast til høringssvar om ændring af lov om centre for undervisningsmidler godkendes

 

RESUME

 

I forbindelse med udmøntningen af kommunalreformen  har Undervisningsministeriet den 1. december 2004 sendt forslag til "Lov om  ændring af Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., lov om mellemlange videregående uddannelser, lov om centre for undervisningsmidler m.v. og forskellige andre love på Undervisningsministeriets områder til høring".

 

Med lovforslaget overgår centre for undervisningsmidler pr. 1. januar 2007 til staten og forankres i Centre for Videregående Uddannelse, CVU.

 

Forvaltningen har en række bemærkninger og forslag til det foreslåede lovudkast i form af hensyntagen til, at Center for Undervisningsmidler i Københavns Kommune også omfatter andre opgaver, præcisering af den fremtidige opgave, sikring af brugerindflydelsen, overdragelsesforholdene samt de midlertidige bestyrelser.

 

Forvaltningen anbefaler, at udkast til høringssvar om ændring af lov om centre for undervisningsmidler godkendes.

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Beskrivelse af lovforslag

I forbindelse med udmøntningen af kommunalreformen har Undervisningsministeriet den 1. december 2004 sendt forslag til "Lov om  ændring af Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., lov om mellemlange videregående uddannelser, lov om centre for undervisningsmidler m.v. og forskellige andre love på Undervisningsministeriets områder til høring".

 

Med lovforslaget overgår centre for undervisningsmidler (i Københavns Kommune Center for Undervisningsmidler, CU; i den øvrige del af landet amtscentre) pr. 1. 1. 2007 til staten og forankres i Centre for Videregående Uddannelse, CVU.

 

Centre for undervisningsmidlers opgaver foreslås forankret i såkaldte kerne-CVU´er, som i forbindelse med udlægning af afdelinger fra Danmarks Pædagogiske Universitet blandt andet har ansvar for grund-, efter- og videreuddannelse til og med diplomniveau samt forskningstilknytning og videncenterfunktion inden for det pædagogiske område.

 

Med lovforslaget ønsker forligspartierne at samle en række naturligt sammenhængende opgaver for derigennem at skabe større enkelhed, kvalitet og samarbejde i opgaveløsningen. Det fremgår desuden af bemærkningerne til lovforslaget, at samplaceringen vil forkorte afstanden mellem teori og praksis og skabe muligheder for en øget brugerbaseret fornyelse og udvikling af praksis og teorier på det pædagogiske felt.

 

Opgaven som centre for undervisningsmidler vil fortsat bestå i at:

1.      Omfatte en samling af undervisningsmaterialer

2.      Sørge for information om og yde rådgivning og vejledning til lærer m.fl. om undervisningsmidler og deres anvendelse

3.      Yde bistand til lærere ved fremstilling af undervisningsmidler til eget brug

 

Endvidere kan opgaven, som tidligere, bestå i:

1.      Kursusvirksomhed over for undervisningsinstitutioner m.fl.

2.      Pædagogisk og teknisk rådgivning og vejledning til undervisningsinstitutionernes brug af elektroniske net

 

Ifølge lovudkastet overtager undervisningsministeren de faste ejendomme, som rummer nuværende centre for undervisningsmidler og stiller dem til rådighed for institutionerne på vilkår, som fastsættes af ministeren.

 

Overgangsbestemmelser

Pr. 1.1.2006 overtager midlertidige bestyrelser under ansvar overfor undervisningsministeren de opgaver, som de hidtidige bestyrelser for centre for undervisningsmidler har varetaget.  Der skal derfor ikke foretages nyvalg til bestyrelsen for Center for Undervisningsmidler pr. 1. januar 2006 efter kommunalvalget i 2005. De midlertidige bestyrelser skal endvidere forberede centre for undervisningsmidlers inddragelse i CVU´erne.

 

Lederne af det enkelte center for undervisningsmidler udpeger under ansvar over for undervisningsministeren den midlertidige bestyrelse, der består af:

 

1.      en formand, der har kendskab til og erfaring med stiftelse og ledelse af selvejende uddannelsesinstitutioner i statsligt regi

2.      et medlem efter indstilling af forberedelsesudvalget for den pågældende region

3.      et medlem efter indstilling af kommunerne i den pågældende amtskommune i forening

4.      et medlem efter indstilling af de ansatte på institutionen og

5.      en studerende på den pågældende institution, der tilforordnes bestyrelsen uden stemmeret efter indstilling fra de studerendes råd.

 

Der er dog ikke studerendes råd på centrene for undervisningsmidler.

 

Det fremgår ikke af lovforslaget, hvilket CVU Center for Undervisningsmidler fremover i givet fald skal inddrages i. Efter lovforslaget træffer undervisningsministeren beslutning om placering af det enkelte center for undervisningsmidler. Dette sker efter indstilling fra den midlertidige bestyrelse og bestyrelsen for CVU´et. Ministeren kan ved udøvelsen af godkendelsesbeføjelsen bla. lægge vægt på regionale hensyn.

 

Bemyndigelser mv.

Lovudkastet indeholder på en række konkrete områder flere bemyndigelsesbeføjelser for undervisningsministeren. En del af de forhold, der har betydning for udøvelsen af virksomheden som center for undervisningsmidler vil således fremover ikke være lovreguleret. Det gælder den nærmere beskrivelse af opgaven for centre for undervisningsmidler, målgrupper, inddragelsen af brugerne og brugerbetaling. Desuden vil bestemmelser om kompetenceforholdet mellem de midlertidige bestyrelser og Københavns Kommune og om godkendelsen af væsentlige økonomiske dispositioner i 2006 blive fastsat senere.

 

 

Udkast til høringssvar til Undervisningsministeriet

Forvaltningen foreslår følgende høringssvar til Undervisningsministeriet:

 

"Københavns Kommune har siden vedtagelsen af gældende lovgivning om centre for undervisningsmidler valgt at tillægge det lokale center en række kommunale sammenhængende opgaver for at skabe helhed, kvalitet og nærhed i centrets funktioner blandt andet med baggrund i bestemmelserne om skolebiblioteker samt centrets betjening af kommunale fritidsinstitutioner

 

Med de ændringer, der er foreslået, forestår der en vanskelig opgave med at adskille amtslige og kommunale opgaver. I forbindelse med udmøntningen af kommunalreformen ønsker Københavns Kommune derfor, at lovgivningen tager hensyn til disse særlige københavnske forhold.

 

Det er Københavns Kommunes opfattelse, at placeringen af CVU´er og centre for undervisningsmidler i ét institutionelt regi kan styrke dynamikken og kvaliteten i den samlede opgaveportefølje, hvis en række forudsætninger er til stede:

·        centre for undervisningsmidlers nuværende opgaver, bortset fra kommunale og kommunalfuldmagtsbaserede opgaver, forbliver samlet således, at centrene forankres i CVU som enheder

·        CVU´s samlede ydelse udvikles i det tætte samspil, der i dag eksisterer mellem centre for undervisningsmidler og deres brugere – det vil sige, at der skal sikres en fortsat høj grad af brugerindflydelse

·        centre for undervisningsmidler får mulighed for at finansiere opgaver i form af blandingsøkonomi – det vil sige med statslige tilskud samt indtægtsdækket virksomhed

·        præcisering af målgrupper

 

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at centre for undervisningsmidlers opgaver skal videreføres; men i ændringsteksten er der faldet et element ud. Centrene besidder materialesamlinger med forskelligt indhold og anvendelse – en informativ samling til læreres forberedelse og inspiration og en distributiv samling til anvendelse i undervisningen.

 

I § 1, stk. 2 foreslår Københavns Kommune derfor, at centre for undervisningsmidler skal: "1) omfatte en samling af undervisningsmidler beregnet til udlån  til undervisningsinstitutioner".

 

Af  bemærkningerne til § 6 i lovudkastet fremgår det, at staten yder særlige tilskud til CVU´er til dækning af udgifter til funktionen som center for undervisningsmidler. Københavns Kommune bifalder, at det af CVU´ernes regnskaber og afrapportering af aktivitetsfelter skal fremgå, hvilke midler der er anvendt til funktionen.

 

Det er uklart, om der med lovudkastets formulering kan udpeges kommunale repræsentanter fra Københavns Kommune som medlemmer af den midlertidige bestyrelse. Dette bør ikke være udelukket, ligesom aftagerinteresserne bør repræsenteres.

 

I bemærkningerne til lovforslaget anføres det, at det er vigtigt, at arbejdet med at forberede centrenes inddragelse i CVU´erne sker på et velforberedt og ordentligt tilrettelagt grundlag. I den forbindelse påregnes der igangsat et udvalgsarbejde med deltagelse af bl.a. repræsentanter fra Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet. På baggrund af Københavns Kommunes status og opgavernes særlige organisering i kommunen forventes kommunen inddraget i dette udvalgsarbejde.

 

Af hensyn til særlige regionale forhold vil det være væsentligt for den fremtidige opgaveløsning, at nuværende og midlertidige bestyrelser i så høj grad som muligt får bemyndigelse til at træffe aftaler om bl.a. regionale samarbejdsrelationer, opgavefordeling, geografisk placering og serviceområder.

 

Københavns Kommune tager et generelt forbehold for den foreløbige opgørelse af de økonomiske konsekvenser i forbindelse med overførslen af Center for Undervisningsmidler til CVU.

 

Det fremgår af lovforslaget, at undervisningsministeren overtager de faste ejendomme og stiller disse til disposition for CVU´erne på vilkår, som fastsættes af ministeren. Københavns Kommune savner her i henvisningen til de generelle regler om  visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen, at der gøres særskilt opmærksom på, at opgaven i Københavns Kommune overføres fra en myndighed, der ikke nedlægges."

 

 

Økonomi

 

Københavns Kommune tager et generelt forbehold for den foreløbige opgørelse af de økonomiske konsekvenser i forbindelse med overførslen af Center for Undervisningsmidler til CVU.

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

 

Høring

 

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

 

Der henvises til den samlede udsendelse af lovpakken til Borgerrepræsentationens medlemmer den 6. december 2004

 

 

 

                               Peter Rasmussen

                                                                              Jørn Larsen

 

 

 

 

 


 


Til top