Kontraktstyring af Sprogcentret Kigkurren
Kontraktstyring af Sprogcentret Kigkurren
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 15. juni 2005
17. Kontraktstyring af Sprogcentret Kigkurren
J.nr. 261406
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at udvalget tager til efterretning, at forvaltningens direktion og Sprogcentret Kigkurren indgår virksomhedskontrakt
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har sammen med Sprogcentret Kigkurren udarbejdet et forslag til virksomhedskontrakt mellem direktionen og Sprogcentret Kigkurren.
For at sikre samspil mellem mål- og resultatstyringsrapporten, som
Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendte den
2. marts 2005 (U31/05), og virksomhedskontrakten indgår de to
målsætninger fra mål- og resultatstyringsrapporten i kontrakten, hvor de suppleres
med to nye målsætninger.
I de målsætninger, der overføres fra mål- og resultatstyringsrapporten,
fokuseres på effektiv opgaveløsning og udvikling af ydelser.
I de målsætninger, der tilføjes i kontrakten, pointeres, at Sprogcentret Kigkurren skal være en attraktiv og udviklende arbejdsplads.
Forvaltningen anbefaler, at udvalget tager til efterretning, at forvaltningens direktion og Sprogcentret Kigkurren indgår virksomhedskontrakt på grundlag af vedlagte udkast.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen vedtog den 15. maj 1997 at bruge kontraktledelse som væsentligt styringsredskab på alle niveauer i kommunen.
Sprogcentret Kigkurren har i 2004/2005 medvirket i
forvaltningens mål- og resultatstyringsprojekt. Projektet mundede ud i en
rapport, som blev vedtaget af Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 2. marts 2005
(U31/05).
I mål- og
resultatstyringsrapporten blev der opstillet to målsætninger med tilhørende resultatkrav:
· Målsætning 1 handler om at øge kursisternes gennemførelsesprocent på de enkelte moduler, ved at Sprogcentret Kigkurren fokuserer på udvikling af individuelle læringsplaner, gennemførelsesvejledning og fleksibilitet i undervisningstilbuddet. Målsætningen ligger inden for målområdet "Effektiv opgavevaretagelse".
· Målsætning 2 handler om at imødekomme kursisternes behov for differentieret undervisning ved at udvikle undervisningsmaterialer og opgaver til korte studiecenterbaserede undervisningsforløb. Målsætningen ligger inden for målområdet "Udvikling af produkter og ydelser".
For at sikre samspil mellem mål- og resultatstyringsrapporten og virksomhedskontrakten indgår de to målsætninger fra mål- og resultatstyringsrapporten i virksomhedskontrakten.
I virksomhedskontrakten tilføjes to nye målsætninger, der fokuserer på Sprogcentret Kigkurren som arbejdsplads:
· Målsætning 3 og 4 handler om, at Sprogcentret Kigkurren vil være en attraktiv og udviklende arbejdsplads, hvor alle ansatte er sikret mulighed for at bruge, ajourføre og videreudvikle pædagogiske og faglige kompetencer. Målsætningerne ligger inden for målområderne "Kompetenceudvikling" og "Teknologianvendelse".
Målsætning 3 og 4 med resultatkrav beskrives mere udførligt i virksomhedskontraktens afsnit 4.6 og 4.7.
Med henblik på at følge op på de mål, der er sat i mål- og resultatstyringsrapporten og virksomhedskontrakten, holder forvaltningen og Sprogcentret Kigkurren halvårlige møder. Hvert år i marts gør Sprogcentret Kigkurren status over resultaterne i forhold til de fastlagte mål.
Forvaltningen anbefaler, at udvalget tager til efterretning, at forvaltningens direktion og Sprogcentret Kigkurren indgår virksomhedskontrakt på grundlag af vedlagte udkast.
Virksomhedskontrakten indgås herefter og løber til den 31. december 2007.
Økonomi
Sprogcentret Kigkurrens økonomiske rammer er beskrevet i virksomhedskontrakten.
Opfyldelse af de opstillede resultatkrav forventes at ske inden for sprogcentrets eksisterende budget.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Sprogcentret Kigkurren har ingen bestyrelse. Virksomhedskontrakten har derfor ikke været sendt i høring.
BILAG VEDLAGT
· Virksomhedskontrakt mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens direktion og Sprogcentret Kigkurren
 
; Peter Rasmussen
Bodil
Hendrichsen