Høring af mål for Folkesundhed Københavns arbejde i 2006
Høring af mål for Folkesundhed Københavns arbejde i 2006
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 15. juni 2005
11. Høring af mål for Folkesundhed Københavns arbejde i 2006
J.nr. 266042
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at udkast til udvalgets høringssvar om mål for folkesundheden godkendes og fremsendes til Sundheds- og Omsorgsudvalget
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget behandlede på mødet den 21. april 2005 målene for Folkesundhed Københavns arbejde i 2006 og besluttede samtidig at sende målene i høring blandt øvrige forvaltninger og andre relevante samarbejdspartnere.
Målene er foreløbige, idet der skal tages højde for, at der senere på året foreligger resultater fra evalueringen af folkesundhedsplanen 2000 – 2005 samt sundhedsprofilen 2004. Yderligere udarbejdes der i løbet af 2005 strategier for fire store områder; alkohol, motion, tobak, hiv/aids.
Målene er med enkelte ændringer en videreførelse af målene for 2005, der relaterer sig til kommunens overordnede målsætninger fra Folkesundhedsplanen.
I 2006 er der forsat opstillet målsætninger for tre programmer: børn og unge, voksne og ældre.
Inden for programmet børn og unge eksisterer der allerede målsætninger og er igangsat konkrete tiltag på temaerne rusmidler, fysisk aktivitet og kost.
På den baggrund foreslår forvaltningen, at udvalget i sit høringssvar tilslutter sig de allerede opstillede mål for folkesundhedsarbejdet for så vidt angår børn og unge.
SAGSBESKRIVELSE
Udannelses- og Ungdomsudvalget vedtog primo 2001 de overordnede målsætninger og indsats mål for Folkesundhedsarbejdet i København for 2002 – 2005, og Borgerpræsentationen tilsluttede sig den 4. oktober også disse.
I det efterfølgende arbejde med udmøntningen af Folkesundhedsplanen er der udarbejdet en række handleplaner som kommunens forskellige forvaltninger har medvirket ved tilblivelsen af. Således har Uddannelses- og Ungdomsudvalget vedtaget handleplaner for folkesundhedsarbejdet på skoleområdet på mødet den 20. november 2002 (U134/02) og ungeområdet på mødet den 12. marts 2003 (U51/03).
De politisk vedtagne mål på folkesundhedsområdet udløber med udgangen af 2005 samtidig med Folkesundhedsplanens planperiode. Dette betyder, at der formelt set ikke er opstillet politisk vedtagne mål for arbejdet i 2006. Når resultaterne af ev alueringen af folkesundhedsplanen samt sundhedsprofilen foreligger i sommeren 2005 lægges der op til en grundlæggende diskussion om folkesundhedsarbejdet, som også skal ses i lyset af kommunalreformen. Et af formålene med evalueringen af folkesundhedsplanen er, at den skal angive anbefalinger for de fremtidige prioriteringer.
Indtil diskussionen om det fremtidige arbejde har fundet sted, er det derfor hensigtsmæssigt at fastholde de eksisterende mål for folkesundhedsområdet for at sikre kontinuitet i folkesundhedsarbejdet.
Selvom målene fra 2005 fastholdes, er der en række områder, som får fornyet fokus.
På alkoholområdet skal der fokuseres på en alkoholpolitisk handleplan, der blev vedtaget i Borgerrepræsentationen i forbindelse med budget 2005.
På Motionsområdet skal der i 2006 sættes større fokus på motion, som indtænkes i alle forvaltninger. Fokus på motion blev vedtaget i 2005 i forbindelse med budget 2005.
På Tobaksområdet skal der udarbejdes revideret rygepolitik i samarbejde mellem de syv forvaltninger.
Målsætningen for Folkesundhed København 2006 er stort set en fastholdelse af målene for 2005. Disse mål ligger tæt op ad de mål der var fastsat i de forskellige målsætninger og handleplaner. De eksisterende mål er stadig relevante i forhold til befolkningens sundhedstilstand generelt, og arbejdet skal baseres på langsigtede indsatser for at opnå forbedret sundhed hos børn og unge.
På børne-unge området videreføres kommunale mål for rusmidler, fysisk aktivitet, kost og overvægt.
På kostområdet udgår målene om
udarbejdelse af mad-, måltids- og
bevægelsespolitik for fritidshjem og klub, samt kost og motionsindsatser i
forhold til unge. Målene udgår, da de udmøntes i løbet af 2005. Udvalget behandler
sag herom på dette møde (268263).
I stedet opstilles der mål om, at der skal udarbejdes en fedmestrategi, som også har fokus på børn og unge samt, at Folkesundhed København skal medvirke ved implementering af mad og måltids strategier på skolerne.
De samlede mål for børne- og unge programmet 2006 fremgår af vedlagte indstilling fra Sundheds og Omsorgsudvalget.
På alle områderne er Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i gang med konkrete tiltag.
Høringssvaret tilslutter sig de overordnede målsætninger for Folkesundhed Københavns arbejde og udtrykker positiv indstilling til, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen fortsat vil indgå i et positivt og konstruktivt samarbejde.
Forvaltningens udkast til udvalgets høringssvar til Sundheds og Omsorgsudvalget:
"Uddannelses- og Ungdomsudvalget har behandlet de opstillede målsætninger for Folkesundhed Københavns arbejde i 2006 på sit møde den 15. juni 2005.
Det er udvalgets opfattelse, at den overordnede strategi for indsatsen forsat bør tage afsæt i en helhedsbetragtning, der sætter fokus på at styrke børn og unges viden, selvværd og handlekompetencer i forhold til en sund livsstil med udgangspunkt i en sundhedsfremmende tankegang omkring læring og fritid.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget finder det forsat vigtigt, at der arbejdes systematisk og sammenhængende med forebyggende og sundhedsfremmende indsats for børn og unge i kommunen.
Udvalget kan overordnet set tilslutte sig de foreløbige opstillede mål idet udvalget gør opmærksom på, at de allerede eksisterende mål forsat er relevante – i forhold til, at arbejdet for at opnå en forbedret sundhed hos børn og unge skal baseres på langsigtede indsatser.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har igangsat flere projekter der skal sikre, at børn og unge bliver idrætsaktive i områder med lav idrætsdeltagelse, herunder Idræt og Socialt Arbejde i Kgs. Enghave samt "Buret" i Holmbladsgade.
På rusmiddelområdet er der ligeledes iværksat flere tilbud til skolerne og ungdomsklubberne i København i samarbejde med bl.a. Folkesundhed København og SSP-sekretariatet, fx omkring "En teenager i Familien" og Rusmiddelguider samt Røgguider.
Desuden deltager 6 københavnske skoler i en landsdækkende afprøvning af et nyt undervisningsmateriale om rusmidler og personlige kompetencer med titlen "Tackling".
På kostområdet er der udviklet et nyt koncept for skolemaden, Københavns Økologiske Sunde Skolemad (KØSS) konceptet indeholder produktion af maden, indretning af skoleboden, drift af skoleboden, og en pædagogisk kobling til skolernes øvrige fag, der udgør platformen for det videre arbejde med mad og måltidspolitikker i folkeskolen.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget tager forbehold for de økonomiske konsekvenser af de opstillede målsætninger, idet der ikke er afsat særlige ressourcer til at indgå i flere konkrete projekter på om rådet for 2006.
Afslutningsvis vil Uddannelses- og Ungdomsudvalget benytte lejligheden til at understrege, at flere skoler og fritidsinstitutioner i deres dagligdag udfører et stort arbejde omkring sundhed og sundhedsfremme og bæredygtighed, og dermed er medvirkende til at fremme livskvalitet og sundhed for børn og unge."
Økonomi
Der tages forbehold for de økonomiske konsekvenser af de opstillede målsætninger, idet der for nuværende ikke er afsat særlige ressourcer i forvaltningen til at indgå i flere konkrete projekter på sundhedsområdet for 2006.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes
Høring
Ingen bemærkninger.
BILAG VEDLAGT
· Høringsbrev af 10. maj 2005 fra Sundheds- og Omsorgsudvalget med bilag
Peter Rasmussen
Michael
H. Olsen