Mødedato: 14.12.2005, kl. 08:15

Tillægsbevilling til igangsætning af udbygning på Strandvejsskolen (Revideret indstilling)

Tillægsbevilling til igangsætning af udbygning på Strandvejsskolen (Revideret indstilling)

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 14. december 2005

 

 

23.      Tillægsbevilling til igangsætning af udbygning på Strandvejsskolen  (Revideret indstilling)

  J.nr. 257661

 

 

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at     det indstilles til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at der gives en tillægsbevilling (anlæg) på op til 13,85 mio. kr. til at indgå kontrakt med entreprenør og rådgiver med henblik på igangsætning af det tidligere godkendte byggeri af ny indskolingsbygning inkl. fritidshjem på Strandvejsskolen. Der anvises dækning for udgifterne i 2006 på det kommende Børne- og Ungdomsudvalgs rådighedsbeløb konto 3.01.3 Folkeskoler anlæg

 

eller alternativt

 

at      der fremlægges en fornyet indstilling i sagen, så snart de økonomiske konsekvenser er endeligt afklaret. På det grundlag træffes beslutning om, hvorvidt projektet skal gennemføres eller helt opgives

 

 

 

 

RESUME

I henhold til helhedsplanen for Strandvejsskolen skal skolen udvides fra 2 til 3 spor inkl. 4 KKFO-grupper. Borgerrepræsentationen godkendte den 30. september 2004 (BR 422/04) en anlægsbevilling 40,8 mio. kr. til udvidelsen.

 

Udbygningen er projekteret af RIA. I forbindelse med RIA´s afvikling og deraf følgende udtræden af sagen indgik Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen primo 2005 rådgiverkontrakt for byggeriets udførelse med Rambøll.

 

I januar 2005 igangsatte RIA byggeriet af den ny indskolingsbygning på trods af, at konstruktionsprojektet ikke var godkendt i henhold til byggetilladelsen. I løbet af foråret 2005 viste det sig, at projektet derudover ikke var tilstrækkeligt detaljeret, og at der ikke kunne opnås godkendelse af konstruktionsprojektet. Som følge af de heraf afledte ekstrakrav fra entreprenør og rådgiver blev udvalget i juni 2005 orienteret om en forventet overskridelse på 3-4 mio. kr., ligesom der efterfølgende i Udbygningsoversigten 2004-07 er indregnet en skønnet merudgift på 4 mio. kr.

 

På grundlag af yderligere udmeldinger om projekt- og myndighedsmæssige mangler standsede forvaltningen i juli 2005 byggeriet og igangsatte en projektgranskning og opretning af projektet. Dette har medført merudgifter til advokat, erstatning og godtgørelse til entreprenør samt formodede udgifter til indeksregulering, ekstra vinterforanstaltninger og erstatningsløsninger i starten af skoleåret 2005/06.

 

Forvaltningen har på den baggrund varslet erstatningsansvar over for RIA. Forvaltningens advokat har i den forbindelse vurderet, at RIA har "et ikke ubetydeligt erstatningsansvar" over for forvaltningen. På baggrund af  rådgiverens og entreprenørens beregninger vurderes den samlede merudgift foreløbig  til 13,85 mio. kr. – hvoraf der er rejst erstatningskrav på i alt 12,15 mio. kr. over for RIA.

 

Efter en omfattende opretning er projektet nu hos entreprenøren til prissætning. Den reviderede pris forventes i løbet af december d.å. Den samlede byggeperiode forventes at være 11 måneder.  Byggeriet kan ved en eventuel accept af det reviderede tilbud genoptages ca. en måned senere.

 

Det er vurderingen, at licitationsresultatet på det oprindelige projekt kombineret med udgifterne til udarbejdelse af et nyt projekt, og udsigten til prisstigninger betyder, at det økonomisk vil være mest fornuftigt at igangsætte det nu reviderede projekt. Hertil kommer de tidsmæssige fordele i forhold til skole og fritidshjem. 

 

Skolen er aktuelt 3-sporet indtil 5. klasse og har bl.a. måttet tage to faglokaler i brug som basislokaler. Der er derfor – også af hensyn til skolen - brug for en afklaring af den videre udbygning. En beslutning om igangsætning af projektet nu, vil i givet fald betyde, at der ikke er fuldt overblik over projektets endelige økonomi – omvendt vil en udskydelse af beslutningen medføre, at der i givet fald skal afholdes yderligere udgifter til stilstand samt evt. erstatning til entreprenøren. 

 

Der skal på den baggrund træffes beslutning om, hvorvidt  byggeriet på det foreliggende grundlag kan sættes i gang - eller  om der først kan tages stilling til igangsætning eller en eventuel opgivelse af byggeriet, når der foreligger en afklaring af de økonomiske forhold. Hvis byggeriet sættes i gang nu, skal Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen søges om en tillægsbevilling (anlæg) på op til 13,85 mio. kr. til at indgå kontrakt med entreprenør og rådgiver med henblik på igangsætning af det tidligere godkendte byggeri af ny indskolingsbygning inkl. fritidshjem på Strandvejsskolen.

 

Merudgifterne vil blive indarbejdet i de løbende revisioner af Udbygningsoversigten  2004-07. I den seneste revision (2005) af Udbygningsoversigten er der foreløbig indarbejdet merudgifter på 4,0 mio. kr.  


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I henhold til helhedsplanen for Strandvejsskolen skal skolen udvides fra 2 til 3 spor inkl. 4 KKFO-grupper. Sagen har haft følgende forløb:

 

·        Den 8. maj 2003 (BR 189/03) gav Borgerrepræsentationen en anlægsbevilling på 3,9 mio. kr. til udarbejdelse af projektforslag.

·        Den 11. marts 2004 (BR 95/04) gav Borgerrepræsentationen en anlægsbevilling på 6 mio. kr. til at flytte reva-institutionen fra Sionsgade 5B til Carl Nielsens allé 19 (Øresundshospitalet) med henblik på at inddrage de fraflyttede lokaler til Strandvejsskolen.

·        Den 30. september 2004 (BR 422/04) gav Borgerrepræsentationen en anlægsbevilling på 40,8 mio. kr. til at etablering af en ny bygning til indskoling og fritidsordning samt ombygning af hovedbygning og portbygning.

 

Derefter udarbejdede RIA i efteråret 2004 et udbudsprojekt på den nye indskolingsbygning. I forbindelse med afviklingen af RIA blev det aftalt, at RIA skulle færdiggøre projekteringen og varetage projekteringsledelsen, samt at Rambøll skulle yde bistand i forbindelse med tilsyn og opfølgning.

 

Efter licitation i december 2004 med efterfølgende sparerunde, indgik forvaltningen i januar 2005 kontrakt med entreprenørfirmaet CEG for en samlet entreprisesum på 30,61 mio. kr.

 

I januar 2005 igangsatte RIA gravearbejderne på trods af, at konstruktionsprojektet i henhold til byggetilladelsen manglede statikerpåtegning som forudsætning for godkendelse.

 

I april 2005 viste det sig, at projektet ikke var tilstrækkeligt detaljeret samtidig med, at det ikke var muligt at få en myndighedsgodkendelse af konstruktionsprojektet.

 

Som følge af usikkerheden på konstruktionsprojektet, kunne entreprenøren ikke udføre byggeriet efter RIA´s beskrivelser og tegninger – bl.a. med henvisning til tvivl om funderingsprojektets rigtighed. Det blev derefter besluttet, at RIA med underrådgiver skulle oprette projektet stadig med ansvar for projekteringsledelsen. Byggearbejderne skulle så vidt muligt fortsætte.

 

I april, maj og juni 2005 udførte RIA projektering uden at opnå myndighedsgodkendelse.

 

Som følge af de heraf afledte ekstrakrav fra entreprenør og rådgiver blev udvalget i juni 2005 orienteret om en forventet overskridelse på 3-4 mio. kr. Der blev samtidig i  2005-revisionen af  Udbygningsoversigten 2004-07 indregnet en skønsmæssig merudgift på 4 mio. kr.

 

I juli 2005 påpegede Rambøll forskellige problemområder, der stadig ikke var tilstrækkeligt belyst af RIA, herunder målsætning af elementer, det manglende konstruktionsprojekts indvirkning på øvrige fag, og at funderingsprojektet ikke var tilstrækkeligt gennemarbejdet.

 

På grundlag af disse udmeldinger, manglende myndighedsgodkendelse på ændringerne og vanskeligheder for entreprenøren, med at udføre arbejdet besluttede forvaltningen derfor at stoppe entreprenøren indtil fuldt færdigt og godkendt projekt forelå. Det blev samtidig besluttet, at Rambøll skulle overtage ansvaret for oprettelsen af projektet og samtidig overtage projekteringsledelsen – først og fremmest fordi RIA pga. lukningen ikke længere havde ressourcer til at løfte opgaven.

 

Dette har medført merudgifter til advokat, erstatning og godtgørelse til entreprenør samt formodede udgifter til indeksregulering, ekstra vinterforanstaltninger og erstatningsløsninger i starten af skoleåret 2006.

 

Den samlede merudgift er foreløbig opgjort til 13,85 mio. kr. – hvoraf forvaltningen i forhold til normal "praksis" på området må forventes at skulle dække 1,7 mio. kr. til projektforbedringer. De resterende 12,15 mio. kr. er der rejst krav om dækning af over for RIA. I dette beløb er indeholdt krav fra entreprenøren, som efter forvaltningens advokats vurdering ikke er berettigede. Denne tvist er sendt til voldgift.

  ;

Erstatningskravet overfor RIA kan opdeles i følgende hovedposter:

 

Ekstraudgifter til rådgivning, projektopretning

og advokat                                                                                  3,09 mio. kr.   

Ekstraudgifter og krav fra entreprenør

  (byggeplads, erstatningskrav, udgifter til rev. projekt1)       8,06 mio. kr.

Ekstra vinterforanstaltninger og følgeudgifter (skøn)           1,00 mio. kr.

I alt                                                                                            12,15 mio. kr.

1) Heri er indeholdt krav fra entreprenør på 3,1 mio. kr., som er sendt til voldgift. Endvidere er indeholdt RIA's andel af de forventede ekstraudgifter i forbindelse med det tilbud, der er på vej vedr. det reviderede projekt.

 

Af disse udgifter har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indtil videre været nødt til at afholde i alt 3,5 mio. kr. – heraf 1,0 til ekstra rådgivning og 2,5 mio. kr. til entreprenøren i ekstraudgifter.

 

Det er vurderingen, at RIA under alle omstændigheder er forpligtet til at dække de øgede udgifter til rådgivning m.m. i alt 3,09 mio. kr. – hvorimod erstatningen for de øvrige ekstraudgifter  er afhængig af nærmere forhandlinger mellem forvaltningens advokat og RIA's forsikringsselskab. Forvaltningens advokat har i den forbindelse vurderet, at RIA har "et ikke ubetydeligt erstatningsansvar" over for forvaltningen.

 

Efter en omfattende opretning er projektet nu hos entreprenøren, CEG A/S, til prissætning. Den reviderede pris forventes i løbet af december d.å.

 

Helhedsplanen og skolens aktuelle situation

Skolens udbygning til 3 spor inkl. fritidshjem består af  ombygninger i hovedbygningen, ombygning af den tidligere portbygning til Østre Gasværk, samt nybyggeri på ca. 2000 m2 af en ny indskolingsbygning inkl. fritidshjem.

 

Som led i helhedsplanen er det eksisterende fritidshjem midlertidigt genhuset på Øresundshospitalet, og institutionens pavillonbygninger nedrevet. Klubben i portbygningens stueetage er flyttet permanent til nyindrettede lokaler på Øresundshospitalet. Det samme gælder reva-institutionen, der tidligere lå på 1. og 2. sal i portbygningen.

 

Stueetagen i hovedbygningen, hvor administration m.m. ligger, er moderniseret og pædagogisk center på 4. sal i hovedbygningen er midlertidigt flyttet til stueetagen i portbygningen – for derved at give plads i hovedbygningen til bl.a. basisområde for skolens 9. klasser. I portbygningen er indretningen af pædagogisk center (1. sal) og sundhedsområde mm. (2. sal) sat i gang.

 

Skolen er lokalemæssigt hårdt presset, samtidig med at skolens basislokaler (hovedbygningen) generelt er relativt små. Skolen er aktuelt (skoleåret 2005/06) 3 sporet til og med 5. klasse. På grund af lokalesituationen må 2 af faglokalerne også benyttes som basislokaler.

 

Forslag til løsningsmuligheder

På grund af skolens aktuelle lokalemæssige situation og udviklingen i byggesagen er der behov for at få en afklaring af den videre udbygning.

 

Det er vurderingen, at licitationsresultatet på det oprindelige projekt kombineret med udgifterne til udarbejdelse af et eventuelt nyt projekt, risikoen for erstatningskrav fra entreprenøren og udsigten til prisstigninger betyder, at det økonomisk vil være fornuftigt at igangsætte det nu reviderede projekt. Hertil kommer de tidsmæssige fordele i forhold til skole og fritidshjem. 

 

På den baggrund foreslår forvaltningen, at der i givet fald søges en tillægsbevilling på op til 13,85 mio. kr. til at indgå kontrakt med entreprenør og rådgiver med henblik på igangsætning af det tidligere godkendte byggeri af ny indskolingsbygning, selv om der endnu ikke foreligger en endelig afklaring af sagens samlede økonomiske konsekvenser. Der anvises dækning for beløbet inden for udvalgets samlede anlægsbevilling for 2006.

 

Alternativet til en igangsætning nu vil i givet fald være at afvente en afklaring af sagens endelige økonomi med henblik på, at der via en fornyet indstilling kan træffes beslutning om enten at sætte byggeriet i gang eller eventuelt helt at opgive projektet.

 

Det er vurderingen, at en afklaring af økonomien (herunder bl.a. krav over for RIA's forsikringsselskab) kan vare 4-6 mdr. Herefter skal der udarbejdes en ny indstilling, der efter de fremover gældende regler, skal behandles i Københavns Ejendomme og  Kultur- og Fritidsudvalget før fremsendelse til Børne- og Ungdomsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Det forventede tidsforbrug hertil udgør 3 mdr. – dvs. et samlet tidsforløb på i alt 7-9 mdr., før der formelt er truffet beslutning i sagen.

 

Det vurderes, at så lang en "afklaringsperiode" vil medføre udgifter til "erstatninger" til entreprenøren på 1,3 mio. kr. ud over de 3,1 mio. kr., der allerede er rejst krav om. Alternativt er der risiko for, at entreprenøren betragter den lange "afklaringsperiode" som kontraktbrud, og derfor kræver erstatning svarende til, hvis byggeriet var gennemført. En sådan erstatning vurderes til ca. 6,0 mio. kr.

 

Det må forventes, at entreprenøren i givet fald vil rejse et tilsvarende krav, såfremt det allerede nu bliver besluttet at standse projektet.

 

Besluttes det efter en afklaring af økonomien og en fornyet indstilling alligevel ikke at gennemføre projektet, vil det – ud over en eventuel erstatning til entreprenøren (jf. ovenfor) - blive nødvendigt med en bevilling til afrunding af skolens udbygning. Forvaltningen har p.t. ikke foretaget en vurdering af, hvilke byggearbejder, der i givet fald skal udføres for at afrunde den allerede igangsatte udbygning.

 

Standses udbygningen, vil det samtidig være nødvendigt at løse kapacitetsproblemerne i området på anden måde. Forvaltningen har i den forbindelse vurderet udbygningsmulighederne i området, men kan ikke umiddelbart pege på andre løsninger.

 

I første omgang vil en igangsætning medføre direkte merudgifter på 1,7 mio. kr. – samtidig har forvaltningen indtil videre afholdt i alt 3,5 mio. kr. af de i alt 12,15 mio. kr., som der over for RIA er rejst krav om dækning af.

 

Forvaltningens advokat har vurderet ansvarsspørgsmålet set i forhold til, at RIA er ansvarsforsikret. Det er advokatens vurdering, at "RIA´s mangelfulde projekt efter en almindelig betragtning ville påføre RIA et ikke ubetydeligt erstatningsansvar" over for forvaltningen.

 

I den seneste udgave af udbygningsoversigten (2005-revision) er der foreløbig indarbejdet forventede merudgifter på 4,0 mio. kr. Så snart der er sket en afklaring af sagens  økonomi, vil udgifterne blive indarbejdet i udbygningsoversigten 2004-07 i forbindelse med de løbende revisioner af denne.

 

Tidsplan

Den samlede byggeperiode forventes at være 11 måneder. Byggeriet kan efter accept af det reviderede projektforslag genoptages en måned senere.

 

Den nye indskolingsbygning vil i givet fald kunne ibrugtages i november/december  2006, hvilket er godt 9 mdr. senere end efter den oprindelige tidsplan.

 

Der vil i perioden august til november 2006 blive etableret midlertidige afhjælpende foranstaltninger efter nærmere aftale med skolen.

 

 

Økonomi

De samlede merudgifter til sagens gennemførelse er foreløbig opgjort til ca. 13,85 mio. kr., der fordeles således:

 

Ekstraudgifter til rådgivning, projektopretning

og advokat                                                                                  3,09 mio. kr.   

Ekstraudgifter og krav fra entreprenør

  (byggeplads, erstatningskrav, udgifter til rev. projekt1)       9,76 mio. kr.

Ekstra vinterforanstaltninger og følgeudgifter (skøn)           1,00 mio. kr.

I alt                                                                                             13,85 mio. kr.

1) Heri er indeholdt krav fra entreprenør på 3,1 mio. kr., som er sendt til voldgift. Endvidere er indeholdt forventede ekstra udgifter i forbindelse med det tilbud, der er på vej vedr. det reviderede projekt.

 

Heraf har forvaltningen meddelt RIA krav om dækning af 12,15 mio. kr. Det skal understreges, at opgørelsen i første omgang bl.a. er baseret på krav fra entreprenøren, som der formelt p.t. ikke er taget stilling til, men som er sendt til voldgift.

 

Forvaltningen foreslår på denne baggrund, at der i givet fald søges en tillægsbevilling (anlæg) på op til 13,85 mio. kr. til at indgå kontrakt med entreprenør og rådgiver med henblik på igangsætning af det tidligere godkendte byggeri af ny indskolingsbygning inkl. fritidshjem på Strandvejsskolen. Der anvises dækning for udgifterne i 2006 på det kommende Børne- og Ungdomsudvalgs rådighedsbeløb konto 3.01.3 Folkeskoler anlæg.

 

I den seneste udgave af udbygningsoversigten (2005-revision) er der foreløbig indarbejdet forventede merudgifter på 4,0 mio. kr. Så snart der er sket en afklaring af sagens endelige økonomi, vil udgifterne blive indarbejdet i udbygningsoversigten 2004-07 i forbindelse med de løbende revisioner af denne. Samtidig vil der blive søgt om den nødvendige tillægsbevilling.

 

Alle tal er angivet i indeks 104,8.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.  Projektet er miljøvurderet i forbindelse med tidligere indstillinger.

 

Høring

Strandvejsskolen er orienteret om problemerne i forbindelsen med byggeriet.

 

BILAG VEDLAGT

Ingen

 

 

 

                                               Peter Rasmussen

                                                                                            Knud Langberg

 

 

 


 

Til top