Høring vedrørende oplæg til en Børnekulturel strategi for Kultur- og Fritidsområdet i Københavns Kommune
Høring vedrørende oplæg til en Børnekulturel strategi for Kultur- og Fritidsområdet i Københavns Kommune
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 13. september 2000
9. Høring vedrørende oplæg til en Børnekulturel strategi for Kultur- og Fritidsområdet i Københavns Kommune
UUU 249/2000 J.nr. U131/00
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at udvalget godkender nedenstående høringssvar
RESUME
Den 7. juli 2000 modtog Uddannelses- og Ungdomsudvalget Kultur- og Fritidsudvalgets oplæg vedrørende en Børnekulturel strategi for Kultur- og Fritidsområdet til høring.
På den baggrund er der udarbejdet forslag til en høringsskrivelse til Kultur- og Fritidsudvalget.
SAGSBESKRIVELSE
Høringsskrivelsen har følgende ordlyd:
"Uddannelses- og Ungdomsudvalget har med interesse læst oplægget vedrørende ovennævnte og erklærer sig enig i de overordnede mål på børneområdet herunder, at der sikres et varieret kulturtilbud af høj kvalitet til byens børn og unge, og at børn og unge sikres medindflydelse og medbestemmelse på kulturområdet.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har længe forfulgt opfyldelsen af ovennævnte mål i kraft af bl.a. Billedskolen, Musikskolen og klubben "Teaterbutikken".
I forbindelse med etableringen af en ny klubstruktur, der har været forelagt på mødet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 30. august 2000, har der i november 1999 været afholdt en konference med temaet: "Dialog og samarbejde mellem klubber, ungdomsskolen, idrætten og det frivillige foreningsarbejde". På konferencen var alle deltagere enige om, at et intensiveret samarbejde sektorerne imellem er nødvendigt for at give større børn og unge i København de bedst mulige betingelser for en meningsfyldt fritid.
Derfor har Uddannelses- og Ungdomsudvalget iværksat initiativer, der har til hensigt at sikre et forpligtende samarbejde mellem klubber, ungdomsskolen, skoler, kultur- og fritidsaktiviteter, foreninger, frivillige og andre, der arbejder med de 10-18 årige, således at de eksisterende fritidstilbud koordineres og synliggøres og udbygges der, hvor det er muligt.
I de mange muligheder for børnekultursteder, der nævnes i oplægget, savnes dog den lokale folkeskole nævnt. Det er naturligt at inddrage den lokale folkeskole som en del af de kulturtilbud, der henvender sig til børn og unge, dels fordi helhedstanken i den læringskultur, der præger folkeskoleloven, lægger op til et fællesskab mellem skolen og lokalsamfundet, og dels fordi mange børn allerede nu bruger skolens faciliteter efter skoletid. Skal folkeskolen fortsat være en central del af lokalsamfundet, skal den sættes i stand til at danne både de fysiske og ressourcemæssige rammer for lokale kultur- og udviklingsmiljøer.
Generelt udgør Kultur- og Fritidsudvalgets oplæg til en Børnekulturel strategi for Kultur- og Fritidsområdet et fint materiale, som ligger naturligt i forlængelse af de initiativer, som Uddannelses- og Ungdomsudvalget har iværksat. Initiativer, som via nye partnerskaber kan medføre nye udfoldelsesmuligheder, fleksible og tværgående og uformelle strukturer og nye kulturelle udtryk".
Økonomi
Ingen bemærkninger
Høring
Ingen bemærkninger
Andre konsekvenser
Ingen bemærkninger
BILAG (VEDLAGT)
- Brev af 6. juli fra kultur- og fritidsborgmesteren
Peter Rasmussen
Marie Thun