Idrætsskolen for udviklingshæmmede
Idrætsskolen for udviklingshæmmede
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 13. september 2000
12. Idrætsskolen for udviklingshæmmede
UUU 264/2000 J.nr. U137/00
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at forvaltningen bemyndiges til at indgå en 2-årig driftsaftale med Idrætsskolen for udviklingshæmmede
RESUME
Med henblik på sikring af idrætstilbud til voksne udviklingshæmmede er der udarbejdet forslag til en 2-årig driftsaftale mellem Idrætsskolen for udviklingshæmmede og Københavns Kommune.
SAGSBESKRIVELSE
Den selvejende institution Idrætsskolen for udviklingshæmmede underviser hovedsagelig i idræt, samt sundhed/ernæring, musik og bevægelse, sang og rytmik, og anatomi/fysiologi. Undervisningens mål er at skabe øget selvværd og selvtillid hos den enkelte elev for derigennem at styrke den personlige udvikling. Målgruppen er voksne udviklingshæmmede. Et kursus varer i 10 måneder og følger det almindelige skoleår.
For at sikre idrætstilbud til voksne udviklingshæmmede har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejdet forslag til en 2-årig driftsaftale mellem Idrætsskolen for udviklingshæmmede og Københavns Kommune.
Aftalen indbærer, at Idrætsskolen for udviklingshæmmede på baggrund af et årligt driftstilskud forpligtiger sig til at stille 25 pladser til rådighed for voksne udviklingshæmmede fra Københavns Kommune. Driftsoverenskomsten vil løbe i to år med udløb den 31. december 2002.
Det skal bemærkes, at der på mødet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 19. januar 2000 blev bevilget et driftstilskud i 2000 til Idrætsskolen for udviklingshæmmede på 550.000 kr., der blev finansieret via budgettet for daghøjskoler med et beløb på 350.000 kr. og bufferpuljen med 200.000 kr.
Økonomi
Såfremt bemyndigelsen tiltrædes, vil udvalget efterfølgende blive forelagt forslag til finansiering af driftstilskuddet for 2001 og 2002.
Høring
Ingen bemærkninger
Andre konsekvenser
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
- Udkast til driftsoverenskomst mellem Idrætsskolen for udviklingshæmmede og Københavns Kommune
Peter Rasmussen
Søren Stahl Nielsen