Mødestruktur i relation til interessentundersøgelsen
Mødestruktur i relation til interessentundersøgelsen
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 13. september 2000
11. Mødestruktur i relation til interessentundersøgelsen
UUU 251/2000 J.nr. U15/00
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at orienteringen vedrørende mødestrukturen i relation til interessentundersøgelsen tages til efterretning
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning den 23. februar 2000:
Per Bregengaard foreslog:
"at der løbende vil blive redegjort for de initiativer forvaltningen tager på baggrund af interessentundersøgelsen, at der vil blive gjort status over dem i november måned 2000 samtidigt med, at forvaltningen fremlægger et forslag til en evaluering af initiativerne. Evalueringen vil blive forelagt udvalget i foråret 2001."
Udvalget tiltrådte forslaget.
Hanne Nielsen og Per Bregengaard foreslog, at forvaltningens andet at blev erstattet med følgende:
"at der årligt afholdes et dialogmøde med medarbejderrepræsentanterne
at der årligt afholdes et dialogmøde med brugerrepræsentanternes bestyrelser
at der afholdes en årlig konference med repræsentanter fra ledere, medarbejdere og brugere."
Forslaget blev vedtaget med 5 stemmer for. A, B, F og Ø stemte for. O og V undlod at stemme. Wallait Khan var fraværende under afstemningen.
Forvaltningens andet at bortfaldt herefter.
Udvalget tiltrådte herefter forvaltningens første og tredje at.
Louise Frevert og Aage Pedersen havde følgende bemærkning:
"Dansk Folkeparti tager indstillingen til efterretning, men er skuffede over, at den ikke er i overensstemmelse med, hvad oplægget var fra sidste møde omhandlende denne sag. Udvalget blev lovet en indstilling, der havde en præcis konkretisering (detaljeringsgrad) af, hvad man helt eksakt kunne gøre for at forbedre direktionens rolle i forhold til interessenter, medarbejdere samt øvrige involverede parter med berøring til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen."
RESUME
På baggrund af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning den 23. februar 2000 vedrørende interessentundersøgelsen er der udarbejdet et forslag til tidsplan for dialogmøder med Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) og med brugerrepræsentanternes bestyrelser samt afholdelsen af en konference med repræsentanter fra ledere, medarbejdere og brugere.
SAGSBESKRIVELSE
Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede på mødet den 26. maj 1999 at gennemføre en undersøgelse med ekstern bistand af samspillet mellem Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og en afgrænset interessentgruppe. Interessentundersøgelsen skulle omfatte kommunikationen, samarbejdsstrukturer og beslutningsniveauer.
Undersøgelsen forelå januar 2000, og blev endeligt behandlet i udvalget den 23. februar 2000. I den forbindelse besluttede udvalget bl.a., at der årligt skal afholdes et dialogmøde med henholdsvis medarbejderrepræsentanterne og brugerrepræsentanternes bestyrelser. Endvidere skal der afholdes en årlig konference med repræsentanter fra ledere, medarbejdere og brugere.
På denne baggrund foreslås følgende tidsplan:
Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) vil på sit møde den 5. september 2000 drøfte emner og tidsplan i forhold til afholdelsen af et dialogmøde med Uddannelses- og Ungdomsudvalget. Udvalget vil herefter blive forelagt et konkret mødeforslag. Det forventes, at dialogmødet vil blive afholdt i november måned 2000.
Med hensyn til dialogmødet med brugerrepræsentanternes bestyrelser forventes dette afholdt i foråret 2001. Brugergruppen vil omfatte Fællesrådet for Folkeskolen, Gymnasie- og HF-rådet, Skole & Samfund, Københavns Forældreorganisation, Københavns Fælles Elevorganisation samt gymnasie- og hf-elevorganisationerne DGS, LAK og FISK.
Hvad angår udvalgets beslutning om afholdelse af en årlige konference med repræsentanter fra ledere, medarbejdere og brugere foreslås, at der medio november måned 2000 afholdes en konference om målsætningsarbejde i BR-København, hvor der fra hver skole deltager to fra henholdsvis ledelsen, lærerne, forældrene og eleverne. Tilsvarende fra fritidshjem og klubber henholdsvis gymnasier/hf.
Økonomi
Udgifterne til afholdelse af konference med repræsentanter fra ledere, medarbejdere og brugere forventes at blive på 50.000 kr., der afholdes over udvalgets repræsentationsbevilling på konto 6.41.1 Kommunalbestyrelsen.
Høring
Ingen bemærkninger
Andre Konsekvenser
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
Ingen
Peter Rasmussen
Michael Schultz