Mødedato: 13.09.2000, kl. 09:00

Sammenlægning af Center for Specialundervisning for Voksne og Højskolen i Randersgade

Sammenlægning af Center for Specialundervisning for Voksne og Højskolen i Randersgade

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. september 2000

 

10. Sammenlægning af Center for Specialundervisning for Voksne og Højskolen i Randersgade

UUU 250/2000 J.nr. U132/00

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at forvaltningens forslag til sammenlægning af Center for Specialundervisning for Voksne og Højskolen i Randersgade sendes til høring hos de to institutioners bestyrelser, Det Sociale Brugerråd og DSI København

RESUME

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår en sammenlægning af de to kommunale undervisningsinstitutioner, der udbyder specialundervisning for voksne: Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) og Højskolen i Randersgade (HiR). Det nye center skal have fælles ledelse og bestyrelse og fælles overordnede pædagogisk-faglige rammer og mål for undervisningen.

Ved en sammenlægning opnås, at undervisningstilbuddet til københavnere med et fysisk eller psykisk handicap vil blive mere sammenhængende og gennemskueligt. Borgerne vil hurtigere og nemmere kunne få et relevant tilbud.

Forvaltningen foreslår endvidere, at de to institutioners undervisningstilbud til udviklingshæmmede samles på samme adresse i en selvstændig afdeling under det nye center.

SAGSBESKRIVELSE

På baggrund af grundige drøftelser med de berørte institutioner fremlægger Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen et forslag om en organisatorisk sammen-lægning af de to kommunale undervisningsinstitutioner, der udbyder specialundervisning for voksne: Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) og Højskolen i Randersgade (HiR). Herudover fremlægges et forslag om en fysisk sammenlægning af det nuværende CSVs og HiRs undervisningsaktiviteter til gruppen af udviklingshæmmede.

Formålet med en organisatorisk sammenlægning

Sammenlægningen af CSV og HiR med en fælles ledelse, bestyrelse og fælles overordnede rammer for den pædagogisk-faglige udvikling betyder, at der etableres et samlet kommunalt specialundervisningstilbud til voksne i Københavns Kommune. Herved vil det være muligt at sikre en højere grad af gennemskuelighed, tilgængelighed og sammenhæng i undervisningstilbuddet, ligesom det vil være muligt at udvikle mere ensartede kriterier for visitation m.v., der vil bevirke, at borgere med et fysisk eller psykisk handicap stilles mere lige i forhold til specialundervisningen. Med et samlet center opnås endvidere optimal mulighed for udbygning af det tværfaglige samarbejde, der danner grundlag for den løbende kvalitetsudvikling på voksenspecialundervisningsområdet.

Fysisk sammenlægning af tilbuddet til udviklingshæmmede

I kølvandet på en organisatorisk sammenlægning af de to institutioner er det ligeledes hensigten at foretage en fysisk sammenlægning af CVS's nuværende undervisningstilbud til udviklingshæmmede og HiRs undervisningsaktiviteter. Med beslutningen om anvendelse af HiRs nuværende lokaler i Randersgade 12 til indskolingsområde for en kommende folkeskole, arbejdes der p.t. for at finde passende lokaler til husning af såvel CSVs som HiRs undervisning. Planen er altså at etablere en selvstændig afdeling for udviklingshæmmede som en organisatorisk del af CSV. Forvaltningen lægger i den forbindelse vægt på, at bredden i det nuværende undervisningstilbud til udviklingshæmmede videreføres i en fælles profil for en kommende afdeling således, at såvel deltids- og årskurser bibeholdes.

Fremtidig struktur og kompetenceforhold på CSV

Ud over møder i forvaltningen i foråret har direktionen i maj måned haft et foreløbigt forslag til udtalelse hos forstanderne for de to institutioner, disses bestyrelser samt LEV København.

De hørte parter har generelt bakket op om forvaltningens oplæg, dog har der vist sig nogen uenighed i forhold til størrelse og sammensætning for en kommende fælles bestyrelse. Eksempelvis fremsætter såvel LEV København som bestyrelsen for HiR forslag om at udvide bestyrelsen med flere medlemmer med den begrundelse, at man inden for få år har sammenlagt tre institutioner til én. Bestyrelsen ved det nuværende CSV betegner derimod en eventuel bestyrelsesudvidelse som en forkert vej at gå, idet man frygter, at en for stor bestyrelse bliver uarbejdsdygtig.

Der ses ligeledes nogen uenighed i forhold til ledelsens sammensætning. LEV København og bestyrelsen ved HiR ønsker en ledelsesmodel med 1 forstander og 2 viceforstandere, hvor den ene af viceforstanderne samtidig får ansvaret for afdelingen for udviklingshæmmede. Bestyrelsen ved CSV ønsker derimod en model med 1 forstander, 1 viceforstander og 3 afdelingsledere.

Der er fra flere sider ligeledes fremsat ønske om at justere kontaktgruppens deltagersammensætning og kompetence, ligesom der fra LEV København er fremkommet ønske om, via en tilføjelse til vedtægten eller en BR-beslutning, at sikre såvel årskurser som deltidskurser for gruppen af udviklingshæmmede.

I forvaltningens forslag bevares CSVs nuværende bestyrelsessammensætning i en kommende fælles bestyrelse, således at en mere snæver bestyrelseskreds repræsenterer CSV. Ledelsen består af 1 forstander, 1 viceforstander og 3 afdelingsledere, hvoraf den ene afdelingsleder er ansvarlig for afdelingen for udviklingshæmmede. Det er endvidere en forudsætning, at bredden i det nuværende tilbud til udviklingshæmmede med såvel deltids- som årskurser bibeholdes, jf. vedlagte organisationsplan for et fremtidigt CSV.

 

Økonomi

Der kan i forbindelse med en fysisk sammenlægning af det nuværende CSVs og HiRs undervisningsaktiviteter til voksne udviklingshæmmede blive tale om ekstraudgifter forbundet med det at finde passende bygninger til afdelingen. Forvaltningens bygningsområde er p.t. i gang med at finde egnede lokaler, hvorfor det ikke på nuværende tidspunkt er muligt nærmere at fastsætte omfanget af eventuelle ekstraomkostninger. Den nuværende ressourcetildeling til CSV og HiR betinges opretholdt, jf. beløb optaget på konto 3.11.1 Specialundervisning for voksne.

 

Høring

Forvaltningens forslag til sammenlægning af Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) og Højskolen i Randersgade (HiR) sendes til høring hos de to institutioners bestyrelser, Det Sociale Brugerråd og DSI København. Høringsfristen fastsættes til fredag den 13. oktober 2000 således, at sagen kan behandles i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 25. oktober 2000.

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Forslag til sammenlægning af CSV og HiR
  • Bilag 2: Organisationsplan for et fremtidigt kompenserende undervisningstilbud på CSV
  • Bilag 3: Indholdsbeskrivelse af CSVs samlede kompenserende undervisningstilbud efter en sammenlægning med HiR

 

Peter Rasmussen

Birgit Smedegård

 

Til top