Mødedato: 13.08.2003, kl. 15:00

Revisionsprotokollat 12/2002 - Københavns Kommunes administration af loven om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre

Revisionsprotokollat 12/2002 - Københavns Kommunes administration af loven om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. august 2003

 

 

4.      Revisionsprotokollat 12/2002 - Københavns Kommunes administration af loven om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre

  J.nr. U134/03

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudval­get,

 

at      det af forvaltningen udarbejdede forslag til besvarelse godkendes

 

at      Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen tager initiativ til, at der udarbejdes en kortfattet beskrivelse af de to forvaltningers administrative opgaver og arbejdsdeling i forhold til hele danskundervisningsområdet

 

at      Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen tager initiativ til, at der fremlægges et forslag til en revideret aftale om køb af undervisning til personer omfattet af integrationsloven fra årsskiftet

 

at      Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen undersøger mulighederne for at imødekomme Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens ønske om adgang til det administrative system for danskundervisningen - og tager initiativ til, at der på den baggrund fremlægges en  indstilling

 

 

 

 

RESUME

 

Revisionsdirektoratet har den 30. juni 2003 fremsendt revisionsprotokollat nr. 12/2002 om Københavns Kommunes administration af loven om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre.

 

Revisionsdirektoratet belyser i protokollatet det forholdsvist komplicerede samspil mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i forhold til danskundervisningsområdet.

 

Revisionsdirektoratet har ikke fundet anledning til at påpege fejl ved Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens administration af området, men direktoratet anbefaler tiltag, der primært tager sigte på at præcisere arbejds- og ansvarsfordelingen mellem de to forvaltninger.

 

I henhold til revisionsvedtægtens § 12 stk. 4 skal revisionsprotokollater besvares af pågældende udvalg snarest m uligt og senest 4 uger efter modtagelsen. Revisionsdirektoratet har givet udsættelse af besvarelse med henvisning til sommerperioden.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Revisionsdirektoratets undersøgelse

 

Revisionsudvalget anmodede i 2002 Revisionsdirektoratet om at foretage en undersøgelse af Københavns Kommunes administration af undervisningen i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m. fl.

 

Baggrunden for undersøgelsen var sagen i revisionsbetænkningen for 2001, s. 47, hvor Revisionsudvalget fandt det utilfredsstillende, at der ved revisionen af området  var konstateret en række fejl.

 

Formålet med undersøgelsen, der omhandlede regnskabsåret 2002,  var

 

·        at redegøre for lovregler og økonomi i danskundervisningsstyringen i Københavns Kommune

·        at beskrive og vurdere kommunens generelle administration af danskundervisnings­området

·        at beskrive og vurdere kommunens økonomiske administration af danskundervisningen, herunder samarbejdet mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

 

På baggrund af undersøgelsen konkluderer Revisionsdirektoratet, at Københavns Kommune på dette komplekse og meget lovregulerede område har tilrettelagt en hensigtsmæssig administration. Administrationen er delt mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

 

Revisionsdirektoratet har ikke fundet anledning til at påpege fejl ved Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens administration af området.

 

I undersøgelsen peges der på visse tiltag, der kan medvirke til en forbedret ressourceudnyttelse og styrke samarbejdet mellem de to forvaltninger samt arbejdet internt i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

 

Revisionsdirektoratet udtrykker i protokollatet tilfredshed over det positive samarbejde, der har været under informationsindsamlingen, og som har muliggjort, at undersøgelsen kun­ne gennemføres inden for en kort tidshorisont.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen bemærker, at forløbet omkring undersøgelsen også af forvaltningen er blevet oplevet som positivt.

 

Arbejdsdelingen mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen

 

I Københavns Kommune varetages danskundervisningen primært af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, som har ét kommunalt sprogcenter og overenskomst med  fem private sprogcentre. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ét kommunalt sprogcenter, som tilbyder danskundervisning og aktivering.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen henviser personer, der er omfattet af integrationsloven, til danskundervisning. Hvis de pågældende skal aktiveres, varetages undervisningen i de fleste tilfælde af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens eget sprogcenter. Den øvrige undervisning til personer omfattet af integrationsloven købes af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og varetages af denne forvaltnings sprogcentre.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen henviser desuden kontanthjælpsmodtagere til danskundervisning. Undervisningen foregår på Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens sprogcentre og finansieres over Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen henviser personer, der er selvforsørgende og ikke er omfattet af integrationsloven til danskundervisning på egne sprogcentre. Undervisningen finansieres over Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget.

 

 

Revisionsdirektoratets anbefalinger med forvaltningens kommentarer

 

I revisionsprotokollat nr. 12/2002 om Københavns Kommunes administration af loven om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre har Revisionsdirektoratet blandt andet peget på følgende, der kan styrke administration en på området:

 

1.      Fastlæggelse af hovedpunkterne i det administrative samarbejde mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, så kommunens styring bliver bedst mulig

2.      Bedre struktur på informationsflowet

3.      Forbedret adgang og anvendelse af centrale IT-systemer.

 

Revisionsdirektoratet har over for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen uddybet de anbefalinger, der vedrører forvaltningen.

 

Ad 1) Revisionsdirektoratet anbefaler først og fremmest, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ajourfører rammeaftalen, herunder hovedpunkterne i samarbejdet mellem de to forvaltninger inden for administrationen af danskundervisningsområdet. Det bør kort fremgå, hvilke arbejdsopgaver og kontroller, de to forvaltninger er ansvarlige for.

 

Revisionsdirektoratet har i den forbindelse oplyst, at Økonomiforvaltningen på nuværende tidspunkt er i gang med at udarbejde et notat vedrørende kontrol af indberetninger mellem kommunens forvaltninger.

 

De to forvaltningers samarbejde i forhold til både kontanthjælpsmodtagere og personer omfattet af integrationsloven er senest beskrevet i 1999 i en fælles rapport: "Evaluering af Københavns Kommunes organisering af undervisning i dansk som andetsprog".

 

I forhold til personer omfattet af integrationsloven samarbejder de to forvaltninger inden for rammerne af en aftale (senest vedtaget i Borgerrepræsentationen i 2000) mellem Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om køb af undervisning til personer omfattet af integrationsloven. Aftalen udløb formelt den 31. december 2001, men der er efterfølgende administreret i henhold til aftalen.

 

En fælles arbejdsgruppe, som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har nedsat i foråret, peger også på, at aftalen bør fornys med virkning fra den 1. januar 2004 på grund af ændringer i integrations- og danskundervisningslovgivningen. Det er hensigten, at der fremlægges forslag til en ny aftale, når de økonomiske konsekvenser af lovændringerne kendes bedre. Rapporten fra den nævnte arbejdsgruppe vil i efteråret blive fremlagt for både Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

 

Ad 2) Revisionsdirektoratet anbefaler, at der med udgangspunkt i den ajourførte beskrivelse af de to forvaltningers arbejdsopgaver udarbejdes et diagram over informationsflowet mellem forvaltningerne, de henvisende instanser og sprogcentrene inden for administrationen af danskundervisningsområdet.

 

Ad 3) Revisionsdirektoratets anbefaling vedrørende en forbedret adgang og anvendelse af centrale IT-systemer vedrører primært Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, men Revisionsdirektoratet mener, at det kan forenkle sagsgangen, hvis Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen som planlagt får adgang til det administrative system for danskundervisningen, Indvandrersystemet fra Pacer Data. Den fælles arbejdsgruppe, som de to forvaltninger har nedsat, anbefaler det samme.

 

På nuværende tidspunkt har kun Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og sprogcentrene direkte adgang til oplysningerne i Indvandrersystemet. Dette bevirker, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er afhængig af at få tilsendt opgørelser fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens eget sprogcenter over, hvor mange integrationslovsudlændinge og kontanthjælpsmodtagere, der har modtaget danskundervisning.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen undersøger aktuelt, hvordan Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan få direkte adgang til Indvandrersystemet.

 

 

Besvarelse

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget afgiver følgende besvarelse vedrørende Revisionsdirektoratets revisionsprotokollat nr. 12/2002 om Københavns Kommunes administration af loven om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre:

 

"Uddannelses- og Ungdomsudvalget tilslutter sig Revisionsdirektoratets anbefalinger vedrørende administrationen af danskundervisningsområdet.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har derfor besluttet,

 

- at det af forvaltningen udarbejdede forslag til besvarelse godkendes

 

- at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen tager initiativ til, at der udarbejdes en kortfattet beskrivelse af de to forvaltningers administrative opgaver og arbejds-deling i forhold til hele danskundervisningsområdet

 

- at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen tager initiativ til, at der fremlægges et forslag til en revideret aftale om køb af undervisning til personer omfattet af integrationsloven fra årsskiftet

 

- at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen undersøger mulighederne for at imødekomme Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ønske om adgang til det administrative system for danskundervisningen - og tager initiativ til, at der på den baggrund fremlægges en  indstilling.

 

Forvaltningens indstilling og uddrag af beslutningsprotokollen fra udvalgets møde den 13. august 2003 vedlægges."

 

 

Økonomi

 

Ingen bemærkninger

 

 

Miljøvurdering

-

 

Høring

 

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Revisionsprotokollat nr. 12/2002 Københavns Kommunes administration af loven om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre (udsendt til orientering den 4. juli 2003)

 

 

 

Peter Rasmussen

                                            Søren Stahl Nielsen

 

 


 


Til top