Mødedato: 13.03.2002, kl. 15:00

Medlemsforslag om religion

Medlemsforslag om religion

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 13. marts 2002

 

9. Medlemsforslag om religion

UUU 110/2002 J.nr. U59/02

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at der ikke rettes henvendelse til Undervisningsministeriet for at få hjemmel til at afskaffe ordet kristendomskundskab på børns skoleskema

at udvalget opfordrer skolebestyrelserne til at overveje, hvorledes andre religioner kan indgå i læseplanerne for faget kristendomskundskab

RESUME

Daværende medlem af Borgerrepræsentationen Lubna Elahi har den 29. november 2001 (BR 505/01) stillet følgende spørgsmål i Borgerrepræsentationen:

"Det foreslås, at Borgerrepræsentationen retter henvendelse til Undervisningsministeriet, med henblik på, at man skaffer hjemmel til, at man afskaffer ordet kristendom på børns skoleskema og erstatter det med et andet ord, som sikrer, at børn stifter bekendtskab med flere religioner end kristendommen."

Sagen blev på Borgerrepræsentationens møde den 29. november 2002 henvist til Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at der ikke rettes henvendelse til undervisningsministeriet for at få hjemmel til at afskaffe ordet kristendomskundskab på børns skoleskema, og at skolebestyrelserne opfordres til at overveje, hvorledes andre religioner kan indgå i læseplanerne for faget kristendomskundskab

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Daværende medlem af Borgerrepræsentationen Lubna Elahi har den 29. november 2001 (BR 505/01) stillet følgende spørgsmål i Borgerrepræsentationen:

"Det foreslås, at Borgerrepræsentationen retter henvendelse til Undervisningsministeriet, med henblik på, at man skaffer hjemmel til, at man afskaffer ordet kristendom på børns skoleskema og erstatter det med et andet ord, som sikrer, at børn stifter bekendtskab med flere religioner end kristendommen."

Sagen blev på Borgerrepræsentationens møde den 29. november 2002 henvist til Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

Lubna Elahis forslag har som udgangspunkt et ønske om at sikre, at børn stifter bekendtskab med flere religioner end kristendommen.

Folkeskolens fagrække fremgår af folkeskoleloven. Det fremgår af § 6, at kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom, og at undervisningen på de ældste klassetrin tillige skal omfatte fremmede religioner og andre livsanskuelser.

 

Undervisningsministeriet fastsætter de centrale kundskabs- og færdighedsområder (CKF) for de enkelte fag. I den gældende udgave af CKF for kristendomskundskab fremgår det, at elevernes erfaringer og oplevelser uddybes i mødet med det faglige stof.

Som fagligt stof i CKF´et nævnes blandt andet:

 

"Ikke-kristne religioner og livsopfattelser. Nogle verdensreligioner, der har betydning i nutiden, herunder deres fremtrædelsesform og samspillet mellem religion og samfund.

Eksempler på religiøse bevægelser og andre livsopfattelser, som direkte eller indirekte præger menneskers livssyn i dag."

 

Skolebestyrelserne fastsætter læseplaner for de enkelte fag på grundlag af fagets formål og fagenes centrale kundskabs- og færdighedsområder. Læseplanerne skal godkendes af kommunalbestyrelsen. I Københavns Kommune er denne kompetence delegeret til borgmesteren.

I den vejledende læseplan fra Undervisningsministeriet omtales ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser først i 7.-9./10. klasse. Livsfilosofi og etik indgår i læseplanen for alle klassetrin. Desuden indgår gammelnordisk religion i læseplanen for 1.-2. klasse og kulturmødet i læseplanen for 3.-6. klasse. Alle skoler i Københavns Kommune følger Undervisningsministeriets vejledende læseplan for kristendomsundervisningen.

Daværende undervisningsminister Margrethe Vestager har på spørgsmål i folketinget nr. S 1102 den 12. januar 2001 svaret, at folkeskoleloven ikke opstiller krav om udfærdigelsen af et skoleskema og derfor heller ikke indeholder regler om et sådant skemas indhold. Det hedder videre i svaret, at folkeskoleloven fastsætter, i hvilke fag der skal og kan undervises i folkeskolen, og de fagbetegnelser, der anvendes i loven og tilhørende bekendtgørelser, er bindende for skolerne. Det vil hverken være i overensstemmelse med folkeskolelovens forudsætninger eller med den almindelige vejledningspligt, der følger af god forvaltningsskik, hvis skolen over for eleverne og disses forældre for eksempel i et skoleskema beskriver enkelte dele af undervisningen på en måde, der er egnet til at skabe usikkerhed med hensyn til, i hvilke fag der undervises.

På baggrund heraf vurderer forvaltningen, at det vil være muligt at benytte betegnelsen religion i forbindelse med udfærdigelse af skoleskemaer.

Hvis skolen eller klassen har tradition for at anvende skoleskemaet til at beskrive det indhold/de aktiviteter, som gennemføres skemabundet, er der efter forvaltningens opfattelse intet til hinder for, at en indholdsbeskrivelse kan sammenfattes i ordene religion eller religionsundervisning. Det vil forudsætte, at sådanne beskrivelser i øvrigt optræder på skemaet, sådan som det sker i forbindelse med projekter, tværfaglige forløb, disciplinbetegnelser (f.eks. skriftlig dansk) etc.

Kun hvis skoleskemaet entydigt formidler til elever og forældre på hvilke tidspunkter, der undervises i hvilke fag, vil det give et forvirrende signal, hvis ikke de lovbestemte fagbetegnelser benyttes. Ordet religion vil i den sammenhæng være uhensigtsmæssig.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vil således foreslå, at der ikke rettes henvendelse til Undervisningsministeriet for at få hjemmel til at afskaffe ordet kristendomskundskab på børns skoleskema.

Forvaltningen foreslår i stedet, at skolebestyrelserne opfordres til at overveje, hvorledes andre religioner i højere grad kan indgå i læseplanerne for faget kristendomskundskab inden for de givne rammer.

 

Økonomi

Ingen bemærkninger

 

Miljøvurdering

Ingen bemærkninger

 

Høring

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

Ingen

 

Peter Rasmussen

 

Dorrit Christensen

 

 

 

Til top