Mødedato: 12.06.2002, kl. 10:30

Ændring af planer for udbygning af den vidtgående specialundervisning

Ændring af planer for udbygning af den vidtgående specialundervisning

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. juni 2002

 

11. Ændring af planer for udbygning af den vidtgående specialundervisning

UUU 286/2002 J.nr. U111/02

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget at udvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler

at beslutningen om at etablere en midlertidig specialskole til 18 elever på et areal syd for Strandparkskolen (Sydvestkvarteret) ændres så skolen i stedet midlertidigt placeres på en del af Grundtvigskolens (Bispebjerg) friareal

at beslutningen om at indrette en midlertidig skole for 10-12 elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser i lokaler på Sundholm opgives

 

RESUME

Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 2. maj 2002 en anlægsbevilling på i alt 11,56 mill. kr. til etablering af en ny, midlertidig skole på et areal syd for Strandparkskolen (Sydvestkvarteret) til 18 elever med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder.

Af indstillingen fremgik, at det var en midlertidig skole, at placeringen ikke var optimal – men at det ikke havde været muligt at finde andre løsninger. Samtidig lovede forvaltningen at vende tilbage til det politiske niveau, såfremt det lykkedes at finde en anden placering.

Efterfølgende har Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendt en anlægsbevilling, der endnu ikke er forelagt Borgerrepræsentationen på i alt 3,08 mill. kr. til etablering af en midlertidig skole i lokaler på Sundholm til 10-12 elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

Efter godkendelsen af den nye midlertidige skole i sydvestkvarteret, har beboerne i området protesteret mod anvendelsen af det ledige areal til skoleformål. Samtidig har forvaltningen via en ejendomsmægler fundet frem til en ejendom, der skønnes velegnet til en permanent anvendelse til specialskole – som alternativ til de midlertidige løsninger, der i de senere år har været nødvendige for at løse kapacitetsproblemerne på specialundervisningsområdet.

Forvaltningen skal på den baggrund foreslå, at indsatsen koncentreres om at afklare grundlag og muligheder for at erhverve og indrette ovennævnte ejendom til en permanent specialskole. Der forventes snarest fremlagt en indstilling herom. Som følge heraf foreslås de midlertidige løsninger begrænset mest muligt.

Det vil ikke p.t. være økonomisk forsvarligt at standse produktionen af pavillonerne til den tidligere godkendte specialskole syd for Strandparkskolen – men der er fundet mulighed for i stedet at placere bygningerne på Grundtvigskolens friareal, hvor de senere kan indgå i løsningen af denne skoles kapacitetsproblemer.

Derudover foreslås indretningen af en ny specialskoleafdeling i lokaler på Sundholm opgivet. Det er vurderingen at det aktuelle behov kan begrænses til forventeligt 5 elever og at disse elever efter forhandling med Frejaskolen kan rummes her midlertidigt indtil de permanente udbygningsmuligheder er afklaret.

Forvaltningen skal på den baggrund foreslå, at de tidligere godkendte pavilloner placeres på Grundtvigskolens friareal i stedet for på arealet syd for Strandparkskolen, at planerne om at anvende lokaler på Sundholm til en midlertidig specialskole opgives, og at forvaltningen i stedet fremkommer med forslag til en permanent løsning på området.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Ny specialskole ved Strandparkskolen

Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 2. maj 2002 en anlægsbevilling på i alt 11,56 mill. kr. til etablering af en ny, midlertidig skole på et areal syd for Strandparkskolen (Sydvestkvarteret) til 18 elever med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder.

Af indstillingen fremgik, at det var tale om en midlertidig skole, at placeringen ikke var optimal – men at det ikke havde været muligt at finde andre løsninger. Samtidig lovede forvaltningen at vende tilbage til det politiske niveau, såfremt det lykkedes at finde en anden placering. Bygningerne etableres i modulbyggeri med samme standard som Strandparkskolens seneste udbygning. Bygningerne vil i givet fald senere kunne flyttes til en anden placering.

Efterfølgende har Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 22. maj 2002 (UUU 241/2002) godkendt en anlægsbevilling, der endnu ikke er forelagt Borgerrepræsentationen, på i alt 3,08 mill. kr. til etablering af en midlertidig skole i lokaler på Sundholm til 10-12 elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

Sideløbende hermed har forvaltningen i samarbejde med en ejendomsmægler fundet en ejendom, som vurderes at være velegnet til indretning af en permanent specialskole - som alternativ til de midlertidige løsninger, der i de senere år har været nødvendige for at løse kapacitetsproblemerne på specialundervisningsområdet, herunder bl.a. løsninger på Hyltebjerg Skole, Sjællandsgades Skole (Frejaskolen) og de ovenfor beskrevne forslag på Sundholm og i Nordvestkvarteret.

Forvaltningen skal på den baggrund foreslå, at ressourcerne koncentreres om, at få skabt en hensigtsmæssig permanent løsning, og at de midlertidige ordninger som følge heraf begrænses mest muligt. Som led heri vil forvaltningen snarest fremlægge en vurdering af mulighederne for at erhverve og indrette den omtalte konkrete ejendom til permanent specialskole.

Det vil ikke være økonomisk forsvarligt at standse produktionen af pavillonerne til den tidligere godkendte specialskole syd for Strandparkskolen – men der er fundet mulighed for i stedet at placere pavillonbygningerne på Grundtvigskolens friareal, hvor de senere kan indgå i løsningen af denne skoles lokaleproblemer indtil der foreligger en helhedsplan for Grundtvigskolen.

Derudover foreslås indretningen af en ny specialskoleafdeling i lokaler på Sundholm opgivet. Det er vurderingen at det akutte pladsbehov for denne elevgruppe kan begrænses til forventeligt 5 elever og at disse efter forhandling med Frejaskolen kan rummes her midlertidigt indtil de permanente udbygningsmuligheder er afklaret. Der skal i den forbindelse evt. afholdes udgifter til mindre bygningsmæssige ændringer, der vil kunne afholdes inden for de eksisterende budgetmæssige rammer.

Forvaltningen skal på den baggrund foreslå, at de tidligere godkendte pavilloner placeres på Grundtvigskolens friareal i stedet for på arealet syd for Strandparkskolen, at planerne om at anvende lokaler på Sundholm til en midlertidig specialskole opgives, og at forvaltningen i stedet fremkommer med forslag til en permanent løsning på de aktuelle kapacitetsproblemer inden for den vidtgående specialundervisning.

I forbindelse med planerne om at placere pavillonerne på Grundtvigskolens friareal, er forvaltningen bekendt med skolens planer for indretning af friarealet syd for skolen, - forvaltningen er i den forbindelse indstillet på via legepladspuljen, at medvirke til realiseringen af projektet. Skolens inspektør er orienteret om planerne, som han efter omstændighederne er positiv overfor.

Tidsplan

Som følge af den ændrede placering vil det ikke være muligt at få pavillonerne på Grundtvigskolen klar til ibrugtagning til skolestart. Under forbehold for byggetilladelse mm. forventes bygningerne at kunne ibrugtages 1. oktober 2002.

 

Den ændrede placering af den nye pavillonspecialskole på Grundtvigskolen forventes ikke at medføre ekstraudgifter, der ikke vil kunne rummes inden for den godkendte anlægsbevilling fra Strandparkskolen.

Opgives som foreslået den i Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendte anlægsbevilling til etablering af en specialskole i lokaler på Sundholm vil det medføre en besparelse på i alt 3,08 mill. kr.

Derudover forventes de ændrede planer ikke at medføre økonomiske konsekvenser.

 

Miljøvurdering

Ingen bemærkninger

 

Det har af tidsmæssige grunde ikke været muligt at indhente udtalelse fra skolebestyrelsen på Grundtvigskolen, men skolebestyrelsen er – med meget kort varsel – anmodet om at afgive en eventuel udtalelse så betids, at den om muligt kan foreligge ved udvalgets behandling af sagen.

 

BILAG VEDLAGT

  • Situationsplan der viser forslag til pavillonbygningernes placering på Grundtvigskolen.

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

 

 

Til top