Betinget driftsbevilling af vedligeholdelsesprojekt på Nyboder Skole og Kirsebærhavens Skole (ekstrabevilling)
Betinget driftsbevilling af vedligeholdelsesprojekt på Nyboder Skole og Kirsebærhavens Skole (ekstrabevilling)
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 12. januar 2005
6. Betinget driftsbevilling af vedligeholdelsesprojekt på Nyboder Skole og Kirsebærhavens Skole (ekstrabevilling)
J.nr. U221/04
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
at femte etape af facade- og vinduesrenoveringen på Nyboder Skole til et beløb på 2,4 mio. kr. gennemføres i 2005, idet udgiften finansieres via Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens bevilling konto 3.01.1 Folkeskoler
at første etape af renoveringen af pavillonerne på Kirsebærhavens Skole til et beløb på 2,0 mio. kr. gennemføres i 2005, idet udgiften finansieres via Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens bevilling konto 3.01.1 Folkeskoler
RESUME
Borgerrepræsentationen skal godkende større sammenhængende vedligeholdelsesarbejder og anskaffelser, hvor udgiften overstiger 2,0 mio. kr. – for tekniske installationer dog 4,0 mio. kr. (betinget driftsbevilling) før der disponeres – enten i budgettet eller ved særskilt sag.
Vedligeholdelsesprojektet på Nyboder Skole forventes at andrage 2,4 mio. kr. og vedligeholdelsesprojektet på Kirsebærhavens Skole forventes at andrage 2,0 mio. kr. Begge projekter kræver derfor, at der forelægges en betinget driftsbevilling for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen skal godkende større sammenhængende vedligeholdelsesarbejder og anskaffelser, hvor udgiften overstiger 2,0 mio. kr. – for tekniske installationer dog 4,0 mio. kr. (betinget driftsbevilling) før der disponeres – enten i budgettet eller ved særskilt sag.
Nyboder Skole
Renoveringen af facader og vinduer på Nyboder Skole er den 5. etape af 6. Facadens murværk og betongesimser er i meget dårlig stand og vil blive repareret og istandsat. Vinduerne bliver udskiftet til nye i samme format og design som de eksisterende, men er forsynet med energiglas og tidssvarende åbne- og lukkeanordninger, som eleverne bedre kan betjene.
I alt forventes 5. etape af renoveringen af Nyboder Skole i 2005 at koste 2,4 mio. kr.
Kirsebærhavens Skole
Der er i 1950-51 opført en række træpavilloner som udgjorde den tidligere Ny Østergård Skole. Ny Østergård Skole blev nedlagt i 1986 og pavillonerne overgik til Kirsebærhavens Skole. En del af pavillonerne blev revet ned i forbindelse udbygning af Kirsebærhavens Skole, jf. HP 97. Pavillonerne er opført som lette træbygninger og de tilbageværende fremstår stærkt nedslidte med hensyn til alle udvendige overflader. En gennemgribende renovering af klimaskærmen er nødvendig.
Pavillonen, som renoveres (1 bygning ud af 4), er den, hvori der i forbindelse med etablering af 10. klassemiljøet bliver etableret faglokaler til fysik, naturteknik og billedkunst. Bygningens facader udskiftes til nye med ekstra isolering. Taget udskiftes til nyt, og der indbygges ekstra isolering i tagrummet. Vinduer udskiftes til nye med lavenergiglas. Tagrender og nedløb udskiftes til nye af zink. Bygningens tekniske installationer renoveres bl.a. ved installation af ventilation samt gennemgang af varmeanlægget.
Renovering af pavillonerne kommer til at foregå i sammenhæng med det igangværende projekt, hvor der etableres 10. klassecenter, skabes forbedrede lokaleforhold for PPR Sydvest, samt forbedring af Heldagsskolens lokaleforhold med henblik på at skabe et godt sammenhængende resultat.
Det forventes, at hver af pavillonerne kommer til at koste 2,0 mio. kr. at renovere, hvoraf den første renoveres i 2005.
Forslaget om finansieringen af renoveringen af Nyboder Skole og Kirsebærhavens Skole forudsætter, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget har godkendt indstillingen "Prioritering af ekstrabevillinger til vedligeholdelse i 2005" U220/04, som behandles på dette møde.
Økonomi
Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften på 4,4 mio. kr. i 2005 på konto 3.01.1 Folkeskoler.
Gennemførelsen af forslaget forudsætter, at Borgerrepræsentationen godkender, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget får overført uforbrugte anlægsmidler fra 2004 til 2005. Sag herom fremlægges for udvalget på mødet den 26. januar 2005.
Miljøvurdering
Forslaget er omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Da vedligeholdelsesprojekterne er miljøvurderet i indstillingen om prioritering af ekstrabevillinger til vedligeholdelse i 2005 (U220/04), henvises der hertil.
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
Ingen
Peter Rasmussen
Jørn Larsen