Revideret helhedsplan for Vanløse Skole
Revideret helhedsplan for Vanløse Skole
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 11. august 2004
9. Revideret helhedsplan for Vanløse Skole
J.nr. U 103/04
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at forslaget til revision af helhedsplanen for Vanløse Skole med henblik på overholdelse af det oprindeligt fastlagte anlægsbudget godkendes
RESUME
Med den politisk vedtagne helhedsplan for Vanløse Skole fra 2001 udvides skolen fra 2 til 3 spor med et 10. klasses miljø til 5 klasser samt en KKFO med 7 grupper, hvor det eksisterende fritidshjem "Klitten" integreres.
På udvalgsmødet den 10. marts 2004 besluttede Uddannelses- og Ungdomsudvalget imidlertid, at "Klitten" blev fastholdt som fritidshjem i tilknytning til Vanløse Skole. Ved samme lejlighed blev udvalget orienteret om, at anlægsudgifterne i projektforslaget var i alt godt 90,0 mio. kr., dvs. en overskridelse på godt 10,0 mio. kr. i forhold til den politisk godkendte budgetramme.
I det videre arbejde med projektet har det – også på baggrund af udvalgets behandling af sagen på mødet den 10. marts 2004 – været forvaltningens forudsætning, at projektforslaget for udbygningen af Vanløse Skole skulle holdes indenfor den oprindelige politisk godkendte budgetramme.
På denne baggrund fremlagde forvaltningen på mødet den 16. juni 2004 forslag til en revideret helhedsplan med deraf følgende besparelser på i alt 11,1 mio. kr. til udvalgets godkendelse.
Udvalget besluttede på mødet den 16. juni 2004 alene at tiltræde forvaltningens indstilling for så vidt angår "Klittens" placering, så "Klittens" eksisterende, oprindelige fritidshjemsbygning bevares. Dette indebærer, at budgetoverskridelsen kan reduceres med 4,9 mio. kr.
Det blev besluttet at tage de øvrige forslag til besparelser op, når de har været forelagt for Børneplanforligskredsen.
Et forslag fra Majbritt Mamsen om, at sagen om besparelser udsættes, til sagen er bedre belyst med fremlagt byggebudget samt fordyrende ønsker fra forældre, elever og medarbejdere, som forvaltningen oplyser er tilkommet senere, blev forkastet.
Af skolebestyrelsens høringssvar vedrørende den reviderede helhedsplan fremgår, at skolen ikke umiddelbart kan acceptere forvaltningens forudsætninger om, at det oprindelige budgetgrundlag skal overholdes, ligesom man ikke kan godkende de foreslåede besparelsesforslag.
Ombygningerne på Vanløse Skole har været forelagt for Børneplanforligskredsen den 21. juni 2004. Det var her enighed om, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget tilpasser projektet inden for de økonomiske rammer i Børneplanen.
Forvaltningen genfremlægger hermed forslaget til revision af helhedsplanen med henblik på overholdelse af det oprindeligt fastlagte anlægsbudget.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Den 5. december 2001 godkendte Uddannelses- og Ungdomsudvalget helhedsplanen for Vanløse Skole. Med planen udvides skolen fra 2 til 3 spor, og der etableres et 10. klassemiljø til 5 klasser samt en KKFO med 7 grupper, hvori det eksisterende fritidshjem Klitten integreres. Det samlede budget for at gennemføre helhedsplanen for Vanløse Skole er i alt 78, 3 mio. kr. (indeks 173).
Borgerrepræsentationen godkendte den 8. maj 2003 en anlægsbevilling 5,7 mio. kr. til udarbejdelse af projektforslag for den samlede helhedsplan (BR 189/03).
Den 11. december 2003 gav Borgerrepræsentationen en anlægsbevilling på 2,4 mio. kr. til igangsættelse af en del af etape 1, der omfattede arbejder vedrørende indretning af nye klassemiljøer i tagetagen i sydfløjen med henblik på, at arbejderne kunne gennemføres i forlængelse af den tagudskiftning, der var igangsat via den centrale vedligeholdelsespulje, så man kunne undgå at etablere byggeplads samme sted to gange.
Kort før årsskiftet 2003/04 var projektforslaget for udbygningen af Vanløse Skole færdigt. I overensstemmelse med helhedsplanen var det forudsat, at fritidshjemmet Klitten skulle integreres i skolen som KKFO, og at "Klittens" bygninger blev fjernet. Det blev samtidig klart, at projektforslagets anlægsøkonomi lå ca. 10 mio. kr. over det oprindelig godkendte anlægsbudget.
Efter anmodning fra fritidshjemmet "Klitten" besluttede Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 10. marts 2004, at "Klitten" blev bevaret som fritidshjem i tilknytning til Vanløse Skole. I den forbindelse blev udvalget via et notat af 23. februar 2004 orienteret om de konstaterede problemer vedrørende anlægsøkonomi i det udarbejdede projektforslag. Notatet er vedlagt som bilag 4.
Af notatet fremgår det, at anlægsøkonomien på baggrund af projektforslaget kan opgøres til i alt godt 90,0 mio. kr. svarende til en beregnet budgetoverskridelse på godt 10,0 mio. kr. i forhold til den politisk godkendte budgetramme. Det fremgår endvidere af notatet, at overskridelsen ikke skyldes større krav eller ønsker fra skolens side, men primært er forårsaget af en generel underkalkulering af udgifterne i den oprindelige helhedsplanskitse kombineret med en række konkrete merudgifter til idrætshal, råd i tagkonstruktion mm.
Med henblik på at overholde den godkendte budgetramme for udbygningen af Vanløse Skole har forvaltningen også med baggrund i udvalgets drøftelse af sagen på mødet den 10. marts 2004 udarbejdet forslag til en revision af projektforslaget med deraf følgende besparelser.
Skolens byggeudvalg er den 29. april 2004 blevet præsenteret for et revideret projektforslag inkl. besparelser, hvor de enkelte forslag til besparelser blev gennemgået. Som en væsentlig del af besparelserne indgår, at "Klittens" oprindelige fritidshjembygning bevares – en afklaring heraf er samtidig en forudsætning for, at det nødvendige lokalplanarbejde kan igangsættes.
Af skolebestyrelsens høringssvar til forslaget om revision af helhedsplanen fremgår, at skolen ikke umiddelbart kan acceptere forvaltningens forudsætninger om, at det oprindelige budgetgrundlag skal overholdes, ligesom man ikke kan godkende de foreslåede besparelsesforslag. Forældrebestyrelsen på "Klitten" oplyser i sit høringssvar, at man er positiv overfor, at den eksisterende oprindelige fritidshjemsbygning bevares.
På denne baggrund fremlagde forvaltningen på mødet den 16. juni 2004 (U103/04) forslag til en revideret helhedsplan med deraf følgende besparelser på i alt 11,1 mio. kr. til udvalgets godkendelse.
Udvalget besluttede på mødet den 16. juni 2004 alene at tiltræde forvaltningens indstilling for så vidt angår "Klittens" placering, så "Klittens" eksisterende, oprindelige fritidshjemsbygning bevares. Dette indebærer, at budgetoverskridelsen kan reduceres med 4,9 mio. kr.
Det blev besluttet at tage de øvrige forslag til besparelser op, når de har været forelagt for Børneplanforl igskredsen.
Et forslag fra Majbritt Mamsen om, at sagen om besparelser udsættes, til sagen er bedre belyst med fremlagt byggebudget samt fordyrende ønsker fra forældre, elever og medarbejdere, som forvaltningen oplyser er tilkommet senere, blev forkastet.
Ombygningerne på Vanløse Skole har været forelagt for Børneplanforligskredsen den 21. juni 2004. Det var her enighed om, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget tilpasser projektet inden for de økonomiske rammer i Børneplanen. Det er således Uddannelses- og Ungdomsudvalget, der foretager den samlede prioritering inden for den økonomiske ramme i Børneplanen.
På denne baggrund fremlægges den reviderede helhedsplan med deraf følgende besparelser på i alt 6,2 mio. kr. til udvalgets godkendelse. Forslaget indebærer, at "Klittens" eksisterende, oprindelige fritidshjemsbygning bevares.
Den reviderede helhedsplan for Vanløse Skole
De samlede udgifter i projektforslaget fra december 2003 er i alt 73,3 mio. kr. (indeks 173). Det godkendte anlægsbudget for den oprindelige helhedsplan er i alt 62,2 mio. kr. (eksklusiv udgiften til etablering af idrætshal). Der er efter beslutningen om "Klittens" placering behov for besparelser på i alt 6,2 mio. kr., såfremt det oprindelig godkendte anlægsbudget skal overholdes.
Der er tidligere i et notat af 23. februar 2004 (bilag 4) redegjort for årsagerne til de øgede anlægsudgifter i projektforslaget.
Med henblik på en overholdelse af det oprindelig godkendte anlægsbudget skal forvaltningen pege på følgende besparelsesmuligheder:
1. Kælder i SØ-huset udføres
ikke
I projektforslaget etableres lokaler til natur og teknik i kælderen af en ny tilbygning i skolens sydøstlige hjørne, her kaldet SØ-huset. Endvidere indrettes i sydvestfløjen af kælderen i den eksisterende skolebygning lokaler til keramik/billedkunst, samtidig med, at der også indrettes værksteder til billedkunst, sløjd og håndarbejde i den nuværende gymnastiksal på 1. sal.
Samles al billedkunst m.m. i de nyindrettede lokaler på 1. sal i den eksisterende skolebygning (hvad der vurderes at være plads til), kan natur- og teknik placeres i kælderen i sydvestfløjen i skolebygningen, hvorved kælderen i den nye tilbygning (SØ-huset) kan bortfalde.
Besparelse 1,0 mio. kr.
2. Sokkelhøjde i SØ-huset reduceres
For at skabe sammenhæng mellem den eksisterende skolebygning og det nye SØ-hus var der i projektforslaget regnet med fjernelse af en eksisterende trappe og etablering af et nyt trappetårn.
Etableres kælderen i SØ-huset ikke og reduceres sokkelhøjden i SØ-huset samtidig, kan de eksisterende trapper bibeholdes.
Besparelse 0,6 mio.
3. Påbygning med gruppelokaler i skolegården udføres ikke
på 1. sal
I projektforslaget er der indrettet en række lokaler til gruppearbejde og edb i en smal tilbygning til skolens sydfløj mod skolegården.
Ved at udelade 1. salen af denne tilbygning samtidig med, at der indrettes et ekstra basislokale i det nye SØ-hus, og der inddrages en del af arealet i personaleområdet til undervisningslokaler, frigives på anden vis plads/areal til grupperum.
Besparelse på 2,3 mio. kr.
4. Personalerum ventileres ikke
I projektforslaget nyetableres fuld mekanisk ventilation i personaleområdet.
Ventilationen foreslås reduceret svarende til gældende myndighedskrav. Køkken, toilet og bad vil fortsat blive forsynet med fuld mekanisk ventilation, ligesom et eksisterende ventilationsanlæg i et møderum bibeholdes.
Besparelse 0,6 mio. kr.
5. Indretning af udearealer
Ved at begrænse indretningen af udearealerne herunder bl.a. et planlagt legeredskab i skolegården, kan der opnås en mindre besparelse. Det er vurderingen, at der fortsat er mulighed for at indrette rimelige friarealer inden for det afsatte budget.
Besparelse 0,5 mio. kr.
6. Gårdbygning ombygges ikke
I projektforslaget indrettes en del af den nuværende toiletbygning i skolens gård med udendørs natur og teknik faciliteter (vaske og faste borde). Det foreslås, at denne del af projektet udelades.
Besparelse på 0,4 mio. kr.
7. Inventar
I projektforslaget er der i stort omfang indregnet fornyelse af inventar.
Det skønnes, at der på forsvarlig vis kan opnås besparelser ved i større omfang at genanvende eksisterende inventar. En del af beløbet spares som led i bevarelse af den eksisterende fritidshjemsbygning. Der er efter besparelsen afsat godt 5 mio. kr. til inventar i projektet.
Besparelse 0,4 mio. kr.
8. Reduktion af diverse omkostninger, udlæg, reproduktion mv.
Det er vurderingen, at budgetposten diverse omkostninger i projektforslaget er for højt ansat og dermed kan reduceres.
Besparelse 0,4 mio. kr.
Oversigt over forslag til besparelser (indeks 173):
Besparelse |
Mio. kr. |
1. Kælder i SØ-huset udgår |
1,0 |
2. Sokkelhøjde i SØ-huset reduceres |
0,6 |
3. Påbygning med gruppelokaler reduceres |
2,3 |
4. Reduceret ventilation i personalerum |
0,6 |
5. Besparelser på udearealer |
0,5 |
6. Værksted i gårdtoiletbygning udgår |
0,4 |
7. Besparelse inventar |
0,4 |
8. Besparelse omkostninger |
0,4 |
Besparelser I ALT |
6,2 |
Skolens og fritidshjemmets bemærkninger til forslaget om ændringer/be-sparelser i projektforslaget
Med udgangspunkt i de ovenfor anførte forslag til besparelser, der mere detaljeret er gennemgået over for byggeudvalget på et møde den 29. april, har skolen og "Klitten" bemærket følgende:
1. Kælder
i SØ-huset udføres ikke og 3. Sokkelhøjde i SØ-huset reduceres
Skolebestyrelsen
vurderer besparelsen i kælderen i SØ-huset som værende meget forkert.
Bestyrelsen er indforstået med flytningen af billedkunst fra kælderen i sydvestfløjen
til 1. sal, men vurderer, at der ikke vil blive plads nok til undervisningsaktiviteterne
i fagene natur/teknik, biologi, fysik og kemi i kælderen. Reduceringen af sokkelhøjden vender
skolebestyrelsen sig imod som konsekvens af den foreslåede besparelse i kælderen
i SØ-huset.
Flytningen af natur og teknik vil medføre en reduktion af disse undervisningslokalers areal fra i alt 101 m2 fordelt på to lokaler til 85 m2 i et lokale. Skoler med 3 spor indrettes normalt med et lokale til natur og teknik svarende til faciliteterne i besparelsesforslaget. Etableringen af et 10. klassemiljø på Vanløse Skole vil imidlertid medføre et større antal undervisningstimer i de naturvidenskabelige fag end i en 3-spors skole. Det er dog forvaltningens vurdering, at det stadig vil være muligt at skemalægge undervisningen i fagene natur og teknik, biologi, fysik og kemi med denne ændring, selv hvis undervisning i fysik og biologi prioriteres i skolens 10. klasser.
Fleksibiliteten i forhold til undervisningens tilrettelæggelse vil imidlertid blive begrænset. Forvaltningen vurderer derfor samlet, at denne besparelse er den mest kritiske i forhold til skolens funktion.
Forvaltningen er indstillet på nærmere at drøfte den mere præcise indretning og placering af natur- og teknik i kælderen i sydvestfløjen. Desuden skal det sikres, at indskolingsområdet indrettes, så hovedparten af undervisningen i natur og teknik for 1.-3. klasse kan gennemføres decentralt.
3. Påbygning med gruppelokaler i skolegården udføres ikke på 1. sal
Skolebestyrelsen finder en reduktion af antallet af gruppelokaler uacceptabel. Samtidig gør skolebestyrelsen opmærksom på, at den finder det urimeligt, hvis den enkelte lærer skal have tilsyn med og ansvar for elever, der befinder sig på forskellige etager. Derfor understreger skolebestyrelsen, at gruppelokalerne må befinde sig i nær tilknytning til basislokalerne. Endelig peges der i høringssvaret på det urimelige i at reducere personalerummene.
Med denne foreslåede besparelse reduceres arealet af lokalerne til gruppearbejde fra 182 m2 til 114 m2 på 1. sal i sydfløjen. Omregnes dette til antal grupperum, svarer dette til en reduktion fra ca. 7 til ca. 4 grupperum på denne etage. Samlet reduceres skolens grupperumskapacitet fra ca. 18 lokaler til ca. 14 lokaler. Selv efter denne besparelse får Vanløse Skole en grupperumskapacitet på niveau med de andre helhedsplanskoler, 3-5 grupperum pr. spor.
I projektforslaget er der direkte adgang fra hovedparten af basislokalerne til gruppefaciliteterne. Ved en optimal placering af gruppefaciliteterne i besparelsesforslaget kan man næsten opnå samme nærhed. Et basislokale vil dog være placeret i skolens østfløj med lidt større afstand fra disse faciliteter og de øvrige basislokaler end i det oprindelige forslag.
Denne besparelse vil også medføre en reduktion af arealet til personalefaciliteter, primært via en reduktion af arealet til lærerværelse/ophold. Lovgivningens krav i forhold til spiserum etc. vil dog stadig være opfyldt, og besparelsen berører ikke de faciliteter, som specifikt er rettet mod lærerforberedelse.
4. Personalerum ventileres ikke
Skolebestyrelsen
udtrykker i deres høringssvar en manglende forståelse for denne besparelse,
idet de er bekymrede for, at naturlig ventilation vil være utilstrækkelig.
Det er forvaltningens vurdering, at denne løsning er acceptabel, idet den fuldt ud opfylder lovgivningens krav på området.
5. Indretning af udearealer
Skolebestyrelsen
kan ikke acceptere denne besparelse, idet den henviser til, at den eksisterende
skolegård lader meget tilbage at ønske i flere henseender, dvs. sikkerhedsmæssigt
og når det gælder om at kunne bruge den i undervisningen, herunder idræt, og
til leg i frikvarterene.
Besparelsen
vedrører dels et planlagt, større legeredskab i skolegården dels arealerne øst
for skolen. Det er forvaltningens opfattelse, at det fortsat vil være muligt at
forbedre selve skolegården og at etablere et brugbart areal på skolens østside
ud mod Ålekistevej. Det vil blot ikke være muligt at foretage så store
ændringer, ligesom indretning af østarealet i højere grad skal tage
udgangspunkt i de eksisterende rammer.
6. Gårdbygning ombygges ikke
Skolebestyrelsen
er imod denne besparelse, fordi der dermed mangler faciliteter til at fjerne
det værste snavs fra de materialer, som børnene bringer med hjem fra ekskursioner
i faget natur og teknik. Det fremgår endvidere, at skolebestyrelsen er bekymrede
for, at der vil opstå et øget behov for rengøring, hvis naturmaterialer fyldt
med snavs bringes med ind i undervisningslokalet.
Det er forvaltningens vurdering, at denne besparelse kun medfører en marginal forringelse af skolens muligheder for at gennemføre undervisning i natur og teknik. Ved indretningen af de fremtidige lokaler til natur og teknik kan der etableres tilsvarende faciliteter til arbejde med materialer, som skolens elever henter ude i naturen.
7. Inventar
Skolebestyrelsen har – forståeligt nok - svært ved at gennemskue de konkrete konsekvenser af besparelsen. I svaret gives der ligeledes udtryk for, at der er behov for nyt inventar til skolens specialcenter og personaleområde.
Der er i budgettet fortsat afsat i alt godt 5 mio. kr. til inventar. Der er ikke sket nogen konkret udmøntning af besparelsen, som under alle omstændigheder skal foretages sammen med skolen. En del af besparelsen vedrører fritidshjemmet, idet der spares udgifter til nye garderober, hvis "Klittens" bygninger bevares.
8. Reduktion af diverse omkostninger, udlæg, reproduktion mv.
I høringssvaret forholder skolebestyrelsen sig ikke til dette punkt, idet den henviser til at mangle forudsætninger herfor.
Det er samlet forvaltningens vurdering, at de foreslåede besparelser efter omstændighederne er forsvarlige, men at det naturligvis ikke kan undgås, at besparelser i det omfang vil medføre ændringer og forringelser for skolen i forhold til det oprindelige projektforslag.
Det er i den forbindelse især besparelserne i pkt. 1 og 2 (ændring af natur- og teknik lokale m.m. ved at udelade kælder i nybygning) samt i et vist omfang punkt 3 (færre grupperum), der vil påvirke og indskrænke skolens fremtidige pædagogiske råderum.
Tidsplan
Tiltrædes de foreslåede besparelser kan det samlede projektforslag for udbygning af Vanløse Skole og Fritidshjemmet "Klitten" færdiggøres i sommeren 2004. Hovedprojektet for de første etaper forventes herefter udarbejdet i efteråret 2004 med henblik på udbud og byggestart primo 2005. Dette svarer til en forsinkelse på ½-1 år i forhold til de oprindelige planer, som bl.a. fremgår af Udbygningsoversigten 2004-07.
Igangsætning af projektet vil være afhængig af, hvornår lokalplanen for området kan være vedtaget.
Ombygning af nordfløjens tagetage og færdiggørelse af sydfløjens tagetage forventes dog gennemført i løbet af sommeren 2004.
Økonomi
Ingen yderligere bemærkninger
Miljøvurdering
Ingen bemærkninger
Høring
Høringssvaret fra Skolebestyrelsen på Vanløse Skole i forbindelse med den reviderede helhedsplan inkl. besparelser er gennemgået i afsnittet om den reviderede helhedsplan ovenfor.
BILAG
VEDLAGT
· Bilag 1: Revideret helhedsplan inkl. besparelser
· Bilag 2: Situationsplan
· Bilag 3: Høringssvar fra skolebestyrelsen på Vanløse Skole og forældrebestyrelsen på Klitten
· Bilag 4: Forvaltningens notat af 23. februar 2004 om økonomi mm. på Vanløse skole
Peter Rasmussen
Jørn Larsen