Fastsættelse af distriktsskolernes maksimale kapacitet for skoleåret 2005/06
Fastsættelse af distriktsskolernes maksimale kapacitet for skoleåret 2005/06
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 11. august 2004
6. Fastsættelse af distriktsskolernes maksimale kapacitet for skoleåret 2005/06
J.nr. U 114/04
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at distriktsskolernes kapacitet for skoleåret 2005/06 fastlægges efter et nærmere angivet forslag
at forslaget sendes til høring på skolerne, og hvis høringen giver anledning til bemærkninger, forelægges sagen for udvalget igen
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsudvalget fastsætter hvert år distriktsskolernes maksimale kapacitet for børnehaveklasser og 1. klasser for samtlige distriktsskoler i København. Kapaciteten angiver de rammer, indenfor hvilke forældrenes ønsker om optagelse på de enkelte skoler kan imødekommes. Kapaciteten for skoleåret 2005/06 fastlægges inden indskrivningen, som finder sted i november måned (uge 46 og 47).
SAGSBESKRIVELSE
Forslaget til kapacitetsfastsættelsen for børnehaveklasser og 1. klasser tager udgangspunkt i skolernes bygningsmæssige kapacitet. Forslaget til kapacitetsfastsættelsen er udarbejdet under hensyntagen til søgemønsteret og klassedannelsen for skoleåret 2004/05 og den forventede udvikling i elev- og klassetal ifølge den seneste befolkningsprognose.
Det bemærkes, at klassetallet og den foreslåede kapacitet for 1. klasserne i skoleåret 2005/06 er afledt af antallet af børnehaveklasser, der er dannet i indeværende skoleår 2004/05.
Forslaget til kapacitetsfastsættelse for skoleåret 2005/06 fremgår af vedlagte oversigt. Oversigten er opdelt i tre dele for den enkelte distriktsskole:
Status for skoleåret 2004/05 |
- bygningsmæssig kapacitet (antal basislokaler) - samlet antal klasser - antal børnehaveklasser og 1. klasser |
Prognose for skoleåret 2005/06 |
- forventet elevtal i børnehaveklasser og 1. klasser - forventet antal børnehaveklasser og 1 . klasser |
Forslag til maksimal kapacitet
i skoleåret 2005/06 |
- forslag til maksimalt antal børnehaveklasser og 1. klasser |
Af oversigten fremgår, at flere skoler allerede i dag har flere klasser end basislokaler. For nogle skolers vedkommende afhjælpes det i de kommende år ved allerede iværksatte udbygningsplaner, mens der for øvrige skoler ikke på nuværende tidspunkt foreligger godkendte planer for udbygning.
Kapacitetsfastsættelsen indebærer således, at hjemklasseprincippet (fortsat) ikke kan opretholdes på en række skoler.
Blandt andet på den baggrund er der i forslaget anført en række noter med bemærkninger.
I forhold til kapacitetsfastsættelsen for indeværende skoleår 2004/05 er der med det foreliggende forslag for skoleåret 2005/06 foretaget en række ændringer, som omhandler nedenstående skoledistrikter og distriktsskoler (idet eventuelle ændringer af kapaciteten for 1. klasserne er afledt af antallet af børnehaveklasser omtales disse ikke).
Oversigt over ændringer i
antallet af børnehaveklasser fra 2004/05 til 2005/06.
Distrikt |
Skole |
Ændring |
1. indre By |
Den Classenske Legatskole |
Børnehaveklasserne nedskrives fra 2 til 1 spor. |
3. Indre Østerbro |
Langelinieskolen Heibergskolen |
Børnehaveklasserne nedskrevet fra 3 til 2 spor. Børnehaveklasserne nedskrevet fra 3 til 2 spor. |
4. Ydre Østerbro |
Klostervængets Skole |
Børnehaveklasserne opskrevet fra 2 til 3 spor. |
7. Vesterbro |
Ny Skole på Vesterbro |
Børnehaveklasserne opskrevet fra 2 til 4 spor. |
8. Kgs. Enghave |
Bavnehøj Skole |
Børnehaveklasserne opskrives fra 2 til 3 spor. |
9. Valby |
Kirsebærhavens Skole Vigerslev Allé Skole |
Børnehaveklasserne opskrives fra 2 til 3 spor. Børnehaveklasserne nedskrives fra 3 til 2 spor. |
15. Vestamager |
Skolen på Islands Brygge |
Børnehaveklasse opskrevet fra 2 til 3 spor. |
Det stigende elev- og klassetal indebærer, at sporkapaciteten må udvides på skolerne. I nogle tilfælde vil det forudsætte en udbygning af skolerne for at fastholde hjemklasseprincippet. Anlægsudgifterne hertil vil, som hidtil, fremgå af en Helhedsplan for den enkelte skoles udbygning, som sammenfattes i årlige Handleplaner hvis gennemførelse afstemmes med de årlige anlægsbudgetter, jf. i øvrigt udbygningsoversigten for 2004 – 2007.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Miljøvurdering
Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.
Høring
Efter vedtagelse i Uddannelses- og Ungdomsudvalget udmeldes den fastsatte kapacitet til distriktsskolerne som retningsgivende for indskrivningen til det kommende skoleår. Forslaget sendes til høring med 6 ugers høringsfrist. Høringsfristen fastsættes til mandag den 27. september 2004.
Sagen med distriktsskolernes høringssvar forventes fremlagt for Uddannelses- og Ungdomsudvalget på mødet den 6. oktober 2004.
BILAG VEDLAGT
· Forslag til fastsættelse af distriktsskolernes kapacitet for skoleåret 2005/06.
Peter Rasmussen
Jørn Larsen