Modernisering og kapacitetsforøgelse af Enghave Plads Skole
Modernisering og kapacitetsforøgelse af Enghave Plads Skole
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 11. august 2004
12. Modernisering og kapacitetsforøgelse af Enghave Plads Skole
J.nr. U132/04
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudv alget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der bevilges 4,15 mio. kr. til modernisering og kapacitetsforøgelse af Enghave Plads Skole (aktuelt index 104,4). Udgifterne fordeler sig med 2,00 mio. kr. i 2004 og 2,15 mio. kr. i 2005. Der anvises dækning for beløbet på 2,00 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets konto 3.01.3 Folkeskoler i 2004
RESUME
Der er i udbygningsoversigten 2004-2007 (U142/03) afsat midler til udbygning af Enghave Plads Skole, hvilket indebærer, at de sidste udbygninger af skolen til en fuldt 2-sporet skole først vil finde sted i 2007 og årene derefter.
Der er imidlertid allerede i år kapacitetsproblemer på Enghave Plads Skole. I den forbindelse er der af puljen kapacitetsafhjælpende foranstaltninger på skolen (BR 210/04) afsat midler til at løse nogle af kapacitetsproblemerne på skolen. Derudover er der et påtrængende moderniseringsbehov – bl.a. for modernisering af faglokaler samt renovering af tag. I forhold til antallet af elever er skolen allerede 2-sporet.
I stedet for at fordele de forskellige byggearbejder over en længere årrække foreslås det at samle arbejderne i en sammenhængende proces i forlængelse af de afhjælpende foranstaltninger, der allerede er forudsat gennemført i år, og som derved vil kunne indgå i en større sammenhæng. På den baggrund foreslås, at der bevilges 4,15 mio. kr. til modernisering og kapacitetsforøgelse af Enghave Plads Skole.
Med den foreslåede bevilling vil skolen være fuldt udbygget til en 2-sporet skole. Bevillingen skal ses som en del af kapacitetsudvidelsen på Vesterbro. I forhold til udbygningsoversigten er der alene tale om en hensigtsmæssig fremrykning af planlagte senere investeringer.
Bevillingen finansieres med 0,95 mio. kr. via den i udbygningsoversigten afsatte pulje til renovering af faglokaler m.m. på B-skolerne, 1,34 mio. kr., som i udbygningsoversigten er afsat til Enghave Plads Skole i 2007 og 1,86 mio. kr. fra den tidligere bevilgede pulje til afhjælpende foranstaltninger for 2004 (BR 210/04).
Endelig vil der i den langsigtede prioritering af vedligeholdelsesmidlerne på folkeskoleområdet blive reserveret 1,25 mio. kr. til en nødvendig renovering af en del af taget.
Samtlige beløb er i index 104,4 (medio 2004).
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Der er i udbygningsoversigten 2004-2007 (U142/03) afsat midler til udbygning af Enghave Plads Skole, hvormed de sidste udbygninger vil finde sted i 2007 og årene fremefter.
Der er imidlertid allerede i år kapacitetsproblemer på Enghave Plads Skole. I den forbindelse er der afsat midler til kapacitetsafhjælpende foranstaltninger på skolen (BR 210/04). Derudover er der på skolen et påtrængende moderniseringsbehov. I forhold til antallet af elever er skolen allerede 2-sporet, men der er behov for at modernisere nogle af faglokalerne og for at renovere en del af taget, ligesom skolen bl.a. mangler et hjemkundskabslokale.
I stedet for at fordele de forskellige byggearbejder over en længere årrække foreslås det at samle arbejderne i en sammenhængende proces i forlængelse af de afhjælpende foranstaltninger, der allerede er forudsat gennemført i år, og som derved vil kunne indgå i en større sammenhæng. Af teknisk-økonomiske grunde og af hensyn til skolens daglige virke foreslås derfor, at der bevilges 4,15 mio. kr. til modernisering og kapacitetsforøgelse af Enghave Plads Skole.
Med den foreslåede bevilling vil skolen være udbygget til en fuldt 2-sporet skole. Bevillingen skal ses som en del af kapacitetsudvidelsen på Vesterbro. I forhold til udbygningsoversigten er der alene tale om en hensigtsmæss ig fremrykning af planlagte senere investeringer.
Moderniseringen af Enghave Plads Skole indebærer renovering af tagetagen på "den gamle bygning" samt en mindre ombygning af lokaler i "den nye bygning". For at få etableret flere basislokaler flyttes det eksisterende forældede fysiklokale i den nye bygning til tagetagen i den gamle bygning. Bagefter ombygges de fraflyttede lokaler i den nye bygning.
Da skolen ikke har noget hjemkundskabslokale, indrettes der i tagetagen i den gamle bygning et multifunktionelt lokale for natur/teknik, fysiklokale og et nyt hjemkundskabslokale. Der vil herudover blive foretaget en mindre opgradering af de tilstødende øvrige lokaler på loftetagen. For at forsyne de nye lokaler med dagslys renoveres hele midtersektionen af den gamle bygnings tagkonstruktion, som samtidig trænger til vedligeholdelse.
Tidsplanen for modernisering af Enghave Plads Skole forventes at være som følger:
· I år 2004 foretages renoveringen og ombygningen af midtersektionen af tagetagen i den gamle bygning
· I år 2005 foretages ombygning af lokaler i den nye bygning og opgradering af de øvrige lokaler i tagetagen i den gamle bygning
Det foreslås, at udgifterne finansieres med:
· 0,95 mio. kr. af det i udbygningsoversigten afsatte beløb til modernisering af B-skoler
· 1,34 mio. kr., svarende til det i udbygningsoversigten afsatte beløb til udbygning af Enghave Plads Skole
·
1,86 mio. kr. fra den godkendte pulje til afhjælpende
foranstaltninger
Parallelt med disse arbejder vil der i forbindelse med den langsigtede prioritering af vedligeholdelsesmidlerne på folkeskoleområdet blive reserveret 1,25 mio. kr. til en nødvendig renovering af en del af taget.
Puljen til renovering af faglokaler på
B-skolerne
I forbindelse med budgetforliget for 2004 blev det vedtaget, at der afsættes i alt 52,6 mio. kr. (index 173) til renovering af faglokaler m.m. på B-skolerne. Puljen indgår som en pulje i udbygningsoversigten. Af den samlede pulje er det foreløbig besluttet, at 11 mio. kr. skal anvendes til sammenlægning af Alsgades og Ny Carlsbergvejens Skoler.
B-skoler er betegnelsen for den gruppe af skoler, som ikke er omfattet af Perspektivplanen (kapacitetsudvidelse på folkeskoleområdet).
I forbindelse med vedtagelsen af prioritering af vedligeholdelse for 2004 den 25. februar 2004 (U22/04) blev principperne for prioritering af puljen skitseret:
Pengene foreslås fordelt efter behov/tilstand, således at B-skolerne efter endt renovering kommer op på sammenligneligt niveau, hvilket bevirker, at der vil blive anvendt flere penge på nogle skoler end andre.
Principper (i prioriteret rækkefølge)
1. Istandsættelse af faglokaler med udgangspunkt i den eksisterende indretning. Hvis etablering af fagområder kan tilvejebringes inden for den økonomiske ramme, tilstræbes dette.
2. Toiletter, bade- og omklædningsrum renoveres med sigte på mere tidssvarende forhold.
3. I forbindelse med gymnastiksale kan gulve og lofter indgå i renoveringen.
4. Klasselokaler kan indgå i relation til at etablere tilfredsstillende akustisk miljø.
5. Øvrige områder såsom indgangspartier, trappeopgange etc. Kan indgå i bestræbelserne på at nå en mere ensartet standard.
Moderniseringsprojekterne skal medvirke til at skabe større lokalemæssig sammenhæng på den enkelte skole.
Det anbefales, at renoveringen af Enghave Plads Skole prioriteres først. Derudover indgår bl.a. Grøndalsvængets Skole, Hanssted Skole, Langelinieskolen samt Sundbyøster Skole i forbindelse med den fortsatte prioritering af de resterende midler i puljen. Prioriteringen af de øvrige midler i puljen vil blive forelagt udvalget til beslutning ultimo 2004/primo 2005.
Det foreslås på den baggrund, at Enghave Plads Skole tildeles 0,95 mio. kr. fra puljen til renovering af faglokaler m.m. på B-skoler. Bevillingen går til istandsættelse af faglokaler og relaterede klasselokaler.
1,34 mio. kr., som i udbygningsoversigten er afsat til Enghave Plads Skole
I udbygningsoversigten er der afsat midler i 2007 til udbygning af Enghave Plads Skole svarende til i alt 1,34 mio. kr. i aktuelt index (U142/03).
Det foreslås, at de afsatte midler i 2007 fremrykkes og indgår som en del af det nu foreslåede projekt, hvorved skolen udbygges og moderniseres til en fuldt 2-sporet skole.
Såfremt indstillingen
bliver tiltrådt, vil ændringen i forhold til udbygningsoversigten blive
indarbejdet i den reviderede udbygningsoversigt, der vil blive forelagt
udvalget 1. september 2004.
Puljen til afhjælpende foranstaltninger
Puljen til afhjælpende foranstaltninger på 5 mio. kr. skal anvendes til afhjælpning af akutte kapacitetsproblemer i skoleåret 2003/04 på de skoler, som har det største kapacitetsunderskud, og hvor der på grund af manglende anlægsøkonomi ikke er mulighed for at igangsætte en egentlig udbygning.
Borgerrepræsentationen har den 13. maj 2004 (BR 210/04) bevilget en pulje på 5,0 mio. kr. for 2004. De afhjælpende foranstaltninger vil så vidt muligt blive gennemført som arbejder, der alligevel senere skulle have været udført som led i skolernes helhedsplaner.
Det foreslås, at der af puljen anvendes 1,86 mio. kr. til moderniseringen af Enghave Plads Skole med henblik på etablering af nyt hjemkundskabslokale, som skolen mangler. Skolen har tidligere haft et ekstra hjemkundskabslokale på Oehlenschlægersgades Skole, men dette blev nedlagt i 2003 som et led i at etablere to ekstra klasselokaler på denne skole.
Vedligeholdelsesmidler
I forbindelse med den langsigtede prioritering af vedligeholdelsesmidlerne på folkeskoleområdet vil der blive reserveret 1,25 mio. kr. til vedligeholdelse af taget (midtersektionen) på Enghave Plads Skole, som trænger til udskiftning.
Økonomi
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet et overslag for økonomien for moderniseringen af Enghave Plads Skole:
I alt for indvendige ombygning: 4,15 mio. kr.
(herunder til indretning af nyt naturfagslokale, fysiklokale, indretning af nyt hjemkundskabslokale, opgradering af musik/billedkunst-lokale og håndarbejdslokale samt til reetablering af lokalerne i nybygningen). De 4,15 mio. kr. forventes anvendt med 2,0 mio. kr. i 2004 og med 2,15 mio. kr. i 2005.
Der anvises dækning for beløbet på 2,00 m io. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets konto 3.01.3 Folkeskoler i 2004. De resterende 2,15 mio. kr. vil der blive anvist dækning for inden for den samlede anlægsramme (Børneplanen) for 2005.
Miljøvurdering
Der er ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser knyttet til moderniseringsprojektet på Enghave Plads Skole.
Generelt vil projektet kun give anledning til lokale gener i nærmiljøet i form af øget støj og støv i anlægsperioderne, som dog forsøges forebygget mest muligt i forbindelse med planlægning af arbejderne. Kasserede byggematerialer vil i videst omfang blive kørt til genbrugsstationer – alternativt deponeret.
Ved valg af materialer vil der i overvejende grad blive anvendt miljørigtige materialer. I øvrigt vil man leve op til anbefalingerne i "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri", Bygge- og Teknikforvaltningen 2001, som indeholder Københavns Kommunes retningslinier for miljømæssige minimumskrav samt kommunens anbefalinger og visioner for yderligere miljøforanstaltninger.
Høring
I den konkrete udformning af projektet på Enghave Plads Skole vil der blive taget hensyn til ønsker fra skolen. Skolen inddrages desuden i samarbejde med et arkitektfirma, som skal være med til at belyse muligheder og konsekvenser.
Planen for tagetagen har været forelagt skolens byggeudvalg, som har tilsluttet sig planen.
I forbindelse med planerne for placering af skolens i dag manglende husgerningslokale er der blevet foretaget en lokaledisponeringsplan, som overordnet skulle svare på, hvordan skolens nuværende lokalebehov skulle løses på sigt. Resultatet af denne lokaledisponeringsplan ligger til grund for nærværende forslag.
Lokaledisponeringsplanen er blevet udarbejdet i et samarbejde mellem forvaltningen, et privat arkitektfirma samt skolens ledelse og skolens byggeudvalg.
Lokaledisponeringsplanen er blevet drøftet i skolebestyrelsen på møde den 7. juni 2004 og har ikke givet anledning til bemærkninger.
BILAG VEDLAGT
Ingen
Peter Rasmussen
Jørn Larsen