Mødedato: 10.08.2005, kl. 08:15

Høring om forslag til kommissorium for lokaludvalg

Høring om forslag til kommissorium for lokaludvalg

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ekstraordinært møde onsdag den 10. august 2005

 

 

4.      Høring om forslag til kommissorium for lokaludvalg

  J.nr. 265461

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at     udvalget godkender forslag til høringssvar til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling om forslag til kommissorium for lokaludvalg

 

 

 

RESUME

 

Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling har den 29. april 2005 anmodet de stående udvalg om høringssvar om forslag til kommissorium for lokaludvalg.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede på sit møde den 18. maj 2005 at sende fo rslaget til høring i Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Gymnasie- og Hf-rådet, Uddannelsesrådet, bestyrelsen for Københavns Kommunes Ungdomsskole,  bestyrelsen for Center for Specialundervisning for Voksne, Fællespædagogisk Råd, Skole og Samfund - København, Foreningen Brug Folkeskolen, Københavns Lærerforening, BUPL, LFS og FOA.

 

Det fremgår af høringssvarene, at der er overvejende tilfredshed med indførelse af lokaludvalg og kommissoriet herfor, idet der dog er forslag om, at de unge skal sikres repræsentation.

 

Forvaltningen anbefaler, at udkast til udvalgets høringssvar til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling om en anbefaling af forslaget godkendes.  

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling har den 29. april 2005 anmodet de stående udvalg om høringssvar om forslag til kommissorium for lokaludvalg.

 

Udkast til kommissorium for lokaludvalg tager udgangspunkt i kommissoriet for Valby Lokaludvalg, men følgende nye punkter indgår i udkastet:

 

-         Præcisering af høringsprocessen

-         Udvidelse af udtaleretten internt i kommunen

-         Udtaleret til eksterne myndigheder

-         Mulighed for at fremsende forslag til Økonomiudvalget og de stående udvalg

-          Ændring af sammensætningen af lokaludvalget

-         Lokaludvalg betjenes administrativt af et lokalt placeret sekretariat.

 

Det fremgår af udvalgets henvendelse, at fagudvalgene skal sikre, at relevante foreninger, organisationer m.fl. inden for deres ressortområde bliver hørt samt at deres svar vedlægges fagudvalgets høringssvar.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede på sit møde den 18. maj 2005 (sagsnr. 265461) at sende forslaget til høring i Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og klubber, Gymnasie- og Hf-rådet, Uddannelsesrådet, bestyrelsen for Københavns Kommunes Ungdomsskole,  bestyrelsen for Center for Specialundervisning for Voksne, Fællespædagogisk Råd, Skole og Samfund - København, Foreningen Brug Folkeskolen, Københavns Lærerforening, BUPL, LFS og FOA.

 

Udvalget afgav efter udvalgsbehandlingen den 18. maj 2005 et foreløbig høringssvar, hvoraf der fremgår en anbefaling af godkendelsen af kommissoriet for lokaludvalg, idet udvalget har gode erfaringer med det eksisterende Valby Lokaludvalg, samt at det er udvalgets opfattelse, at der har været et godt og konstruktivt samarbejde med Valby Lokaludvalg. Udvalget tilkendegav desuden, at det er vigtigt med et lokalt forankret udvalg, som kan udtale sig bredt på lokalområdets vegne og kan bidrage aktivt til udbredelsen af nærdemokratiet i det enkelte område.

 

Gennemgang af høringssvar

 

Der er modtaget høringssvar fra Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for fritidsinstitutioner og Klubber, bestyrelsen for Københavns Kommunes Ungdomsskole, BUPL, LFS og Skole og Samfund - København.

 

Fællesrådet for Folkeskolen

Fællesrådet for Folkeskolen tilkendegiver, at der er et ønske om, at skolernes samarbejde med lokaludvalg styrkes, at demokratiet spredes ud samt at lokaludvalgenes resurser fordeles efter befolkningstal med et basisbeløb.

 

Forvaltningens bemærkninger: Bemærkningen er indarbejdet i udkastet til udvalgets høringssvar til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling.

 

Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber

Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber udtrykker bekymring over, at der ikke har været tid til at overveje forslag til kommissorium for lokaludvalg. Rådet finder dog, at tanken er udmærket og vil pointere, at man skal få unge/ungeråd ind i lokaludvalg. I øvrigt mener rådet, at der bør være et demokratisk valg til lokaludvalg.

 

Forvaltningens bemærkninger: Spørgsmålet om unges repræsentation i lokaludvalgene er indarbejdet i udkastet til udvalgets høringssvar. Der er dog ikke peget på en bestemt model for udpegning. I udkastet til høringssvar foreslås de unge og klubberne nævnt i lokaludvalgenes opgaveportefølje.

 

Bestyrelsen for Københavns Kommunes Ungdomsskole

Ungdomsskolens bestyrelse tilkendegiver, at en væsentlig forudsætning for brugerindflydelse er tilgængelighed og gennemsigtighed. Forvaltningerne skal derfor tænke dialogen med borgere og brugere ind i de oplæg, der fremlægges til politisk behandling.

 

Ungdomsskolens bestyrelse anbefaler en godkendelse af kommissoriet for lokaludvalg. Det anbefales, at repræsentanter for de unge sikres en plads i lokaludvalgene. Bestyrelsen henleder opmærksomheden på et forslag om etablering af et ungdomsråd i Københavns Kommune som et rådgivende organ for Borgerrepræsentationen. Bestyrelsen nævner endelig forslag om indførelsen af lokale brugerråd i de enkelte ungdomsskolecentre med repræsentanter for elever, forældre og medarbejdere.

 

Forvaltningens bemærkninger: Spørgsmålet om unges repræsentation i lokaludvalgene er indarbejdet i udkast til udvalgets høringssvar til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling.

 

BUPL

BUPL finder forslagene uklart formulerede, fx forslaget om lokaludvalgenes sammensætning. BUPL finder det væsentligt, at bydelens unge har en plads i lokaludvalgene, fx udpeget af bydelens klubber.

 

Forvaltningens bemærkninger: Spørgsmålet om unges repræsentation i lokaludvalgene er indarbejdet i udvalgets udkast til høringssvar.

 

LFS

De ansatte i kommunens viden og erfaringer indtænkes ikke i tilstrækkeligt omfang i forslaget. Det er væsentligt for medarbejderne, at de føler sig inddraget i processer og beslutninger. Det foreslås, at medarbejderne sikres udpegningsret til et antal medarbejderrepræsentanter fra lokalområdet og at der i forbindelse med relevante beslutninger i lokaludvalgene skal foretages høring af de lokale faglige organisationer.

 

LFS opfordrer til, at der tages hensyn til den eksisterende udstrakte selvforvaltning i den videre proces. LFS gør endelig opmærksom på, at den foreslåede lokale struktur bør afstemmes med forslaget om ny administrativ struktur i kommunen.

 

Forvaltningens bemærkninger: Spørgsmålet om medarbejdernes ret til at udpege et antal repræsentanter til lokaludvalget rejses i udkastet til udvalgets høringssvar.

 

Skole og Samfund - København

Foreningen kan som helhed anbefale forslagene til velvillig behandling i Borgerrepræsentationen under den forudsætning, at der også afsættes de nødvendige ressourcer til en succesrig gennemførelse af en mere borgervenlig og lokal forankring af bydelenes styre.  

 

Skole og Samfund støtter ideen om, at der indføres lokaludvalg og finder kommissoriet dækkende for arbejdet. Foreningen finder dog, at der ved sammensætningen af udvalgene bør sikres 3 pladser til repræsentanter for skolebestyrelser, dagsinstitutionsbestyrelser og ældreråd i bydelen, da disse 3 områder dækker de vigtigste brugerbestyrelser. Derudover bør der også sikres en plads til børn og unge f.eks. ved en udpegning af en repræsentant for elevråd og af Dansk Ungdoms Fællesråds foreninger. Endelig bør der herudover sikres en plads til de borgere, som arbejder i græsrodsorganisationer med miljø, trafiksanering, kvartersløft mv. De øvrige 6 pladser kan herefter fordeles blandt de øvrige foreninger i bydelen.

 

Forvaltningens bemærkninger: Spørgsmålet om repræsentation i lokaludvalgene er indarbejdet i udkastet til høringssvar til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling.

 

 

Forvaltningens forslag til udvalgets høringssvar

Forvaltningen foreslår, at følgende høringssvar afgives til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling:

"Udvalget har modtaget Udvalget for Demokrati- og Serviceudviklings høringsmateriale om forslag til kommissorium for lokaludvalg. Udvalget har på baggrund af sin behandling af sagen på mødet den 18. maj afgivet et foreløbigt høringssvar.

Udvalget har gennemført en høring af relevante foreninger, organisationer, råd og bestyrelser. Disse høringssvar vedlægges.

På denne baggrund opretholder udvalget sin anbefaling af godkendelsen af kommissoriet for lokaludvalg med enkelte forslag til ændringer.

Vedrørende spørgsmålet om sammensætningen af medlemmer til lokaludvalgene er det udvalgets opfattelse, at der bør sikres de unge i bydelen en særlig repræsentation i lokaludvalgene. Det foreslås derfor fx, at bydelens klubber eller bydelens skoler og institutioner udpeger en repræsentant for de unge.

I pkt. 2) i kommissoriet under opgaver, høringsret og udtaleret foreslås det, at der under de områder, som udvalget foreslås høringsret i, tilføjes "og unge" efter "børn".    

I pkt. 3) i kommissoriet om lokaludvalgets udtaleret foreslås tilsvarende tilføjet ", klubber" efter "daginstitutioner".

Udvalget opfordrer til, at det drøftes, på hvilken måde medarbejderne kan repræsenteres i lokaludvalgene, idet de medlemmer, som indstilles af brugerbestyrelserne på skole-, ældre- og daginstitutionsområdet, antagelig typisk vil være brugere, dvs. forældre og ældre.

Udvalget finder desuden, at det bør overvejes, at lokaludvalgenes resurser fordeles efter befolkningstallet med et basisbeløb.

Udvalget finder det væsentligt, at der fremover så vidt muligt sikres en entydighed med hensyn til afgrænsningen af lokaludvalgenes geografiske kompetenceområde og  kommunens administrative opdeling.

Udvalget ser på denne baggrund frem til en styrkelse af skoler og institutioners samarbejde i lokalområderne og samarbejdet med lokaludvalgene, således at der kan peges på lokale bud på imødekommelse af borgere og brugeres ønsker og behov." 

 

 

Økonomi

 

Ingen bemærkninger

 

 

Miljøvurdering

 

Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager der skal miljøvurderes.

 

 

Høring

 

Ingen yderligere bemærkninger.

 

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Høringsbrev fra Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling med bilag

·        Bilag 2: Høringssvar fra  Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for fritidsinstitutioner og Klubber, bestyrelsen for Københavns Kommunes Ungdomsskole, BUPL, LFS og Skole og Samfund – København

 

 

 

 

 

                               Peter Rasmussen

                                                                         Pernille Theut

 

 


 

Til top