Kapitalbevilling til gennemførelse af mindre pladsgivende projekter uden Borgerrepræsentationens forudgående godkendelse (bemyndigelse)
Kapitalbevilling til gennemførelse af mindre pladsgivende projekter uden Borgerrepræsentationens forudgående godkendelse (bemyndigelse)
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 10. maj 2000
9. Kapitalbevilling til gennemførelse af mindre pladsgivende projekter uden Borgerrepræsentationens forudgående godkendelse (bemyndigelse)
UUU 149/2000 J.nr. U78/00
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at der under henvisning til Borgerrepræsentationens bemyndigelse af 14. maj 1998 med henblik på sikring af pladsgarantien på fritidshjemsområdet gives en kapitalbevilling på i alt 2,0 mill. kr. til gennemførelse af mindre pladsudvidelser uden forelæggelse for Borgerrepræsentationen
RESUME
Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 14. maj 1998, at der som led i pladsgarantien på fritidshjemsområdet blev givet bemyndigelse til, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget kan gennemføre mindre pladsudvidelser uden forelæggelse for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i perioden fra det sidste møde før sommerferien til det første møde efter sommerferien i Borgerrepræsentationen. Med henvisning hertil anmodes om frigivelse af i alt 2,0 mill.kr. til gennemførelse af en række mindre pladsgivende projekter.
SAGSBESKRIVELSE
Som udgangspunkt skal alle forslag vedr. pladsudvidelser uanset størrelse forelægges Borgerrepræsentationen til godkendelse.
Med den tre-ledede behandling i fagudvalg, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen vil en række kapitalbevillingsforslag med mindre pladsudvidelser tage forholdsvis lang tid og belaste arbejdet i udvalg og Borgerrepræsentationen uforholdsmæssigt meget, samtidig med at det vil være vanskeligt at handle hurtigt i forhold til uforudsete ændringer i behovet.
Hertil kommer, at det p.g.a. Borgerrepræsentationens sommerferie og den tid, der medgår til den politiske beslutningsproces, ikke vil være muligt i perioden maj - august (inkl.) at følge op med nødvendige løsninger til sikring af pladsgarantien i forbindelse med de ændringer i fritidshjemsbehovet, der erfaringsmæssigt især sker i forårs- og forsommerperioden.
For at undgå disse problemer godkendte Borgerrepræsentationen på møde den 14. maj 1998 at give bemyndigelse til Uddannelses- og Ungdomsudvalget til at gennemføre mindre pladsgivende projekter (op til 2 mill.kr. pr. projekt), når udgiften til de enkelte projekter kan afholdes inden for rammerne af det samlede anlægsbudget.
Det blev samtidig godkendt, at bemyndigelsen i perioden fra sidste møde før sommerferien i Borgerrepræsentationen til det 1. møde efter sommerferien i Borgerrepræsentationen blev delegeret til direktøren for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
På Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 23. februar 2000 godkendte udvalget projektplanen for fritidshjem 2000.
Som følge af at der i projektplanen har vist sig projekter, der i den fremlagte form er umulige at gennemføre, eller der er skoler, hvor det ikke har været muligt at finde konkrete løsninger, samtidig med, at forvaltningen erfaringsmæssigt ved, at der op til skolernes sommerferie kan opstå uforudsete pladsproblemer, som midlertidigt må løses for at sikre pladsgarantien, vil det være nødvendigt at kunne disponere over midler til mindre pladsudvidelser.
Med den indstilling, der samtidig forelægges udvalget med henblik på etablering af i alt 192 + 12 pladser på fritidshjemsområdet, er det forvaltningens vurdering, at en væsentlig del af pladsproblemerne løses.
Såfremt der mod forventning skulle opstå behov for yderligere anvendelse af bemyndigelsen, vil der blive forelagt udvalget en særskilt ny kapitalbevilling - alternativt forvaltningens ledelse i udvalgets sommerferie.
De midlertidige løsninger, der vil blive taget i anvendelse som led i bemyndigelsen, vil primært være leje/opstilling af pavilloner og skurvogne, midlertidig indretning/anvendelse af eksisterende lokaler samt leje/køb af busser og lignende.
Der kan anvises dækning for udgifterne på 2,0 mill.kr. indenfor rammerne af det på budgettet for 2000 for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen post 5.15.3. afsatte rådighedsbeløb. Samtlige udgifter forventes afholdt i 2000.
De enkelte projekter forudsættes gennemført i samarbejde med de berørte fritidshjem og skoler.
Ingen andre konsekvenser
BILAG VEDLAGT
Ingen
Peter Rasmussen
Jørn Larsen