Mødedato: 10.04.2002, kl. 08:00

Kapitalbevilling til klubpladser

Kapitalbevilling til klubpladser

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 10. april 2002

 

9. Kapitalbevilling til klubpladser

UUU 145/2002 J.nr. U66/02

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsud-

valget, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,

at der gives en samlet kapitalbevilling på 3.942.000 kr. til etablering af i alt 155 klubpladser på Nørrebro, Bispebjerg, Brønshøj og Vanløse

 

 

 

 

RESUME

Med henblik på opfyldelse af pladsgarantien på klubområdet samt behovet for etablering af alternative og nye tilbud til unge, blandt andet på Ydre Nørrebro og i Bispebjerg har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejdet en række forslag til udvidelser af eksisterende institutioner samt til etablering af nye klubber.

Projektforslagene er udarbejdet i samarbejde med de involverede institutioner og skoler.

Der søges om en samlet kapitalbevilling på 3.942.000 kr. til etablering af 155 fritidsklubpladser.

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Bispeparken 17A og Bispebjerg Skole

I Bispeparken har der tidligere været en fritids- og ungdomsklub med tilknytning til SBBU. Institutionen fungerede meget dårligt, idet klubben ikke kunne hverve eller fastholde medlemmer og i øvrigt havde et stort økonomisk underskud. Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede derfor på møde den 29. august 2001 at opsige overenskomsten med institutionen og pålagde samtidig Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen at undersøge, i samarbejde med de lokale kræfter, hvordan der kunne etableres alternative tilbud i området, og hvordan de eksisterende lokaler kunne anvendes. Den foreliggende indstilling er forvaltningens forslag til imødekommelse af dette pålæg.

For at få belyst situationen på Bispebjerg med hensyn til behovet for etablering af klubtilbud har forvaltningen holdt møder med SSP – ledergruppe, skole, naboklubber, beboerforeninger det boligsociale arbejde, Sjakket, SBBU og de større børn og unge. Konklusionen fra disse møder er, at der i området omkring Bispeparken og på Bispebjerg generelt er tre forskellige aldersgrupper, som mangler klubtilbud: de 9-12 årige, de 12-14 årige og de 14-18 årige. Den sidste gruppe mangler også tilbud i dagtimerne. En stor del af de større børn og unge kommer fra tosprogede familier og optræder ikke på fritidsklubbernes ventelister, da der ikke normalt i disse familier er tradition for at benytte de forskellige fritidstilbud.

Repræsentanter fra de unge i området har ved møde med forvaltningen givet udtryk for, at de meget gerne vil have et klubtilbud og gør samtidig opmærksom på, at der ønskes et tilbud, hvor de selv har indflydelse på de aktiviteter, der skal være i klubben, bl.a. IT-tilbud. De mener, at der udover tilbud til de 12-18 årige, også mangler tilbud til de 9-12 årige, som "strejfer rundt på kirkegården, på netcafeen og andre steder og udøver hærværk".

Det er Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens vurdering, at det ikke er muligt at forsætte med et klubtilbud i Bispeparken omhandlende hele målgruppen fra 10-18 år. Dels er lokalerne i Bispeparken meget små og ligger midt i bebyggelsen, dels har der igennem årene været mange problemer og konfrontationer mellem de unge og beboerne.

For at imødekomme behovet i området har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen derfor udarbejdet projektforslag på indretning af fritidsklub i Bispeparken og indretning af junior- og ungdomsklub i den tidligere inspektørbolig på Bispebjerg Skole.

Bispeparken 17 A, indretning af 30 fritidsklubpladser

For de 9 –12 årige etableres en fritidsklub med 30 pladser i de ledige lokaler i Bispeparken. Klubben etableres i samarbejde med SBBU som satellit til en af deres eksisterende klubber på Bispebjerg.

Lokalerne i Bispeparken er nedslidte, ligesom der mangler inventar. Der udføres en generel istandsættelse herunder ny belysning, etablering af garderober, renovering af eksisterende køkken, reparation af gulve, gennemgang af samtlige el- og vvs installationer samt opmaling.

Udover disse istandsættelsesarbejder forsynes institutionen med nyt inventar.

Tidsplan

Det forventes, at lokalerne kan ibrugtages 1. august 2002.

Økonomi

Udgifterne til etablering af 30 fritidsklubpladser i Bispeparken udgør 547.000 kr. heraf udgør montering 150.000 kr.

 

Bispebjerg Skole, tidligere inspektørbolig

Som opfølgning på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning den 29. august 2001 i forbindelse med beslutningen om opsigelse af driftsoverenskomsten med den selvejende klub i Bispeparken arbejder forvaltningen endvidere med et forslag om indretning af et klubtilbud for de 12 –18 årige i form af en juniorklub og en ungdomsklub i den tidligere inspektørbolig på Bispebjerg Skole. Bygningen bliver ledig i forbindelse med flytningen af PPR-nordvest til det tidligere plejehjem Granbo i Bystævneparken pr. 1. september 2002. Der vil på et af de førstkommende udvalgsmøder blive fremlagt kapitalbevillingsforslag herom.

Idrætsfritidsklub i Nørrebrohallen, etablering af 75 fritidsklubpladser.

Idrætsinstitutionen Skjold har i december 2001 søgt om udvidelse af den eksisterende institution v/ Østerbro Idrætsanlæg med 75 fritidsklubpladser ved etablering af en satellit i Nørrebrohallen.

Det nye klubtilbud på Ydre Nørrebro er tænkt som et fritidstilbud, dels til unge fra tosprogede familier, som ikke traditionelt benytter de eksisterende fritidstilbud, og dels med henblik på at afhjælpe de generelle kapacitetsproblemer i forhold til pladsgarantien. Forvaltningen har på den baggrund i samarbejde med Idrætsinstitutionen Skjold udarbejdet et projektforslag for indretning af satellit på 175 m2 med plads til 75 fritidsklubpladser i Nørrebrohallen.

Nørrebrohallen er delt i 2 bygningskomplekser. Idrætsfritidsklubben indrettes til 75 børn i ét stort rum i den nordlige ende af hal 2, hvor 175 m2 af hallens samlede areal inddrages til basislokale til klubben ved opsætning af en skillevæg. Børnene kommer lige fra skole til klubben og opholder sig i klubben først på eftermiddagen, hvorefter de deltager i forskellige sportsaktiviteter i hele Nørrebrohallen.

Der indrettes ikke specielle faciliteter til Idrætsklubben, idet det forudsættes, at hallens toiletter, omklædningsrum m.v. benyttes. Nørrebrohallen har fremsat krav om, at hele hallen udenfor fritidsklubbens åbningstid skal kunne anvende i sin nuværende størrelse. Der etableres derfor en lydisoleret mobil væg, som adskiller idrætsklubben og hallen. Mobilvæggen indeholder aflåselige døre og fylder hele hallens bredde og højde.

I klubbens del af hallen opsættes faste aflåselige skabe langs siderne. Skabene danner nicher når de åbnes og forudsættes blandt andet brugt til kontor, til opbevaring af borde, stole, til computerrum, til lektielæsning m.v. For at skabe flere mindre rum opsættes endvidere hemse i hallens nordlige hjørner, hvor der kan indrettes hyggekroge på og under hemsene. Garderober til alle 75 børn indrettes i nabohallen.

Tidsplan

Under forudsætning af byggetilladelse forventes Idrætsinstitutionen i Nørrebrohallen at være klar til ibrugtagning den 1. august 2002.

Økonomi

Udgifterne til etablering af 75 fritidsklubpladser i Nørrebrohallen udgør i alt 1.837.000 kr. inkl. beskæftigelsesmidler og montering.

 

Ungdomsgården Smørhullet i Brønshøj, etablering af 40 fritidsklubpladser.

Der er tale om en meget stor institution med fritids- og ungdomsklubpladser. Fritidsklubbens normering er 160, hertil kommer en merindskrivning på 60 pladser. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ønsker at permanentgøre de 40 pladser af merindskrivningen, og i den forbindelse foretages en række bygningsmæssige ændringer.

Det eksisterende køkken udvides ved inddragelse og ombygning af ca. 16 m2 eksisterende depotrum. Samtidig ændres og flyttes eksisterende inventar og tekniske installationer.

Eksisterende tekstilværksted udvides ved indragelse og ombygning af ca. 26 m2 depotrum. Rummet opmales, og der foretages ændringer af tekniske installationer samt fornyelse af inventar i begrænset omfang.

Hovedindgangen udvides med 15 m2 stor tilbygning for etablering af større garderobekapacitet og fornyelse af foyer samt flytning og fornyelse af inventar og tekniske installationer i rimeligt omfang.

Der etableres flugtvej fra musiklokale ved inddragelse af depot og etablering af gang fra musiklokale med direkte adgang til det fri ved etablering af ny dør til kældertrappe.

 

Tidsplan

Ombygningsarbejderne forventes at være færdige 1. august 2002, hvor pladserne kan ibrugtages.

Økonomi

Udgifterne til etablering af 40 fritidsklubpladser inkl. inventar og beskæftigelsesmidler udgør i alt 1.058.000 kr.

 

Den integrerede institution, Randbølvej 67, Vanløse, etablering af 10 fritidsklubpladser

Institutionen er p.t. normeret til 70 klubpladser. I forbindelse med opfyldelse af pladsgarantien ønskes institutionen udvidet med 10 fritidsklubpladser

Udvidelse af institutionen foretages i de eksisterende bygninger ved en række mindre ombygninger. Blandt andet indrettes nuværende kopirum i kælderen til garderobe. Der flyttes skillevæg i nuværende værksted/aktivitetsrum, således at lokalet udvides. I aktivitetsrum renoveres vægge og gulve, og der opsættes akustikloft mm.

 

Tidsplan

Udvidelsen af institutionen forventes færdig 1. august 2002.

 

Økonomi

Den samlede udgift til etablering af 10 fritidsklubpladser udgør 500.000 kr. heraf udgør montering 50.000 kr.

 

Anlægsudgifterne fordeler sig således:

Bispeparken : 547.000 kr.

Nørrebrohallen : 1.837.000 kr.

Ungdomsgården Smørhullet : 1.058.000 kr.

Randbølvej : 500.000 kr.

I alt : 3.942.000 kr.

De samlede udgifter til etablering af i alt 155 klubpladser udgør 3.942.000 kr. Udgifterne afholdes i 2002.

Kassemæssig dækning for den samlede udgift på 3.942.000 kr. kan anvises af det på budgettet for 2002 under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens post 5.16.3 afsatte rådighedsbeløb til klubber.

Miljøvurdering

Anlægsprojekterne omfattet af denne indstilling vil medføre nye tilbud og en forbedring af de fysiske rammer for både personale og brugere af klubberne. Projektet i Bispeparken vil desuden mindske generne for klubbernes naboer og forventes derfor at føre til en forbedring af forholdet mellem de unge og beboerne.

Da der udelukkende er tale om mindre ombygningsprojekter af relativ kort varighed forventes ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser i forbindelse med projekternes gennemførelse.

 

Institutionerne er anmodet om høringssvar, som forventes at foreligge på udvalgsmødet. Der vedlægges høringssvar fra Bispeparken v/SBBBU, og fra Ungdomsgården Smørhullet.

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Situationsplan Bispeparken
  • Bilag 2: Plantegning Nørrebrohallen
  • Bilag 3: Plantegning Ungdomsgården Smørhullet
  • Bilag 4: Plantegning Randbølvej
  • Bilag 5: Høringssvar fra Ungdomsgården Smørhullet og SBBU

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

 

 

 

Til top