Kapitalbevilling til gennemførelse af mindre pladsgivende projekter uden Borgerrepræsentationens forudgående godkendelse (bemyndigelse)
Kapitalbevilling til gennemførelse af mindre pladsgivende projekter uden Borgerrepræsentationens forudgående godkendelse (bemyndigelse)
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for Ordinært møde onsdag den 10. april 2002
11. Kapitalbevilling til gennemførelse af mindre pladsgivende projekter uden Borgerrepræsentationens forudgående godkendelse (bemyndigelse)
UUU 144/2002 J.nr. U65/02
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at der under henvisning til Borgerrepræsentationens bemyndigelse af 14. maj 1998 gives en kapitalbevilling på i alt 2,0 mill. kr. til gennemførelse af mindre pladsudvidelser uden forelæggelse for Borgerrepræsentationen
RESUME
Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 14. maj 1998, at der som led i pladsgarantien på fritidshjemsområdet blev givet bemyndigelse til, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget kan gennemføre mindre pladsudvidelser uden forelæggelse for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Bemyndigelsen gælder i perioden fra det sidste møde før sommerferien til det første møde efter sommerferien i Borgerrepræsentationen. Med henvisning hertil anmodes om frigivelse af i alt 2,0 mill. kr. til gennemførelse af en række mindre pladsgivende projekter.
SAGSBESKRIVELSE
Som udgangspunkt skal alle forslag vedrørende pladsudvidelser uanset størrelse forelægges Borgerrepræsentationen til godkendelse.
Da projekterne behandles både i fagudvalg, økonomiudvalg og Borgerrepræsentationen vil en række kapitalbevillingsforslag, som vedrører mindre pladsudvidelser tage forholdsvis lang tid, og det er vanskeligt at handle hurtigt i forhold til uforudsete ændringer i behovet.
Hertil kommer, at der pga. Borgerrepræsentationens sommerferie og den tid, der medgår til den politiske beslutningsproces ikke vil være muligt i perioden fra maj til og med august at lave nødvendige løsninger til sikring af pladsgarantien. Erfaringsmæssigt er det især i forårs- og sommerperioden, at der sker ændringer i fritidshjemsbehovet.
For at undgå disse problemer godkendte Borgerrepræsentationen i 1998 at give bemyndigelse til Uddannelses- og Ungdomsudvalget til gennemførelse af mindre pladsgivende projekter (op til 2 mill. kr. pr. projekt ), når udgiften til de enkelte projekter kan afholdes inden for rammerne af det samlede anlægsbudget.
Det blev samtidig godkendt, at bemyndigelsen i perioden fra sidste møde før sommerferien til det første møde efter sommerferien i Borgerrepræsentationen blev delegeret til direktøren for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
På Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 13. marts 2002 godkendte udvalget prioritering af anlægsbudgettet på fritidshjemsområdet inkl. en kapitalbevilling til en række konkrete projekter.
Med udgangspunkt i redegørelsen søges der løbende om kapitalbevillinger. Det er nødvendigt nu af hensyn til sikring af pladsgarantien at få godkendt en bemyndigelse til gennemførelse af pladsudvidelser på en række skoler, hvor løsningsmulighederne endnu ikke er så afklarede, at der er grundlag for konkrete bevillingsansøgninger. Det drejer sig bl.a. om behov for etablering af flere fritidshjemspladser med tilknytning til Sølvgades Skole, Vigerslev Allés Skole, Ellebjerg Skole, Rådmandsgades Skole, Frederikssundsvejens Skole og Grøndalsvængets Skole, hvor det forventes, at der skal laves løsninger over sommeren.
De midlertidige løsninger, der vil blive taget i anvendelse som led i bemyndigelsen, vil primært være ændret anvendelse af eksisterende lokaler, evt. leje/opstilling af pavilloner, midlertidig indretning/anvendelse af eksisterende lokaler samt leje og evt. køb af busser.
De enkelte projekter forudsættes gennemført i samarbejde med de berørte fritidshjem og skoler.
Såfremt der mod forventning skulle opstå behov for yderligere anvendelse af bemyndigelsen, vil der blive fremlagt en særskilt ansøgning for udvalget alternativt forvaltningens ledelse i udvalgets sommerferie.
Redegørelse for anvendelse af bemyndigelsen forelægges for Uddannelses- og Ungdomsudvalget inden årets udgang.
Der kan anvises dækning for udgifterne på 2,0 mill. kr. indenfor rammerne af det på budgettet for 2002 for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen post 5.15.3 afsatte rådighedsbeløb. Samtlige udgifter forventes afholdt i 2002.
Miljøvurdering
Ingen bemærkninger
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
Ingen
Peter Rasmussen
Jørn Larsen