Mødedato: 10.04.2002, kl. 08:00

Reservering af beløb til etablering af Maritimt Ungdomshus

Reservering af beløb til etablering af Maritimt Ungdomshus

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for Ordinært møde onsdag den 10. april 2002

 

10. Reservering af beløb til etablering af Maritimt Ungdomshus

UUU 146/2002 J.nr. U67/02

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at der på anlægsbudgettet til klubber reserveres et beløb på 1.000.000 kr. til etablering af Maritimt Ungdomshus ved Amager Strandpark

 

 

 

RESUME

Som led i Kultur- og Idrætsplanen for Holmbladsgadekvarteret er der afsat midler til etablering af et Maritimt Ungdomshus ved Amager Strandpark. Det Maritime Ungdomshus skal styrke de kulturelle og idrætslige udfoldelsesmuligheder for de unge i kvarteret. Målgruppen er kvarterets børn og unge, men også skoler, klubber og fritidshjem.

I samarbejde med den projektgruppe, som er nedsat i forbindelse med Maritimt Ungdomshus har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejdet et projektgrundlag, som er godkendt af styregruppen for Kultur – og Idrætsplanen. Den samlede anlægsudgift til Ungdomshuset er blevet større end forventet, blandt andet fordi byggegrunden er forurenet.

De samlede anlægsudgifter til det Maritime Ungdomshus er opgjort til i alt 8 mill. kr., heraf vil 6 mill. kr. kunne dækkes via de midler, der er stillet til rådighed for Kultur- og Idrætsplanen. Endvidere har Kultur- og Fritidsudvalget via Idrætspuljen 2002 godkendt, at der gives et økonomisk tilskud på 1.000.000 kr. til projektet.

Det indstilles derfor til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at det resterende beløb på 1.000.000 kr. til etableringen reserveres via anlægsbudgettet til klubber i 2002.

Der vil i givet fald senere blive fremlagt et egentligt kapitalbevillingsforslag i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Som led i Kultur- og Idrætsplanen for Holmbladsgadekvarteret er der afsat midler til etablering af et Maritimt Ungdomshus ved kysten på et areal nord for Amager Strandpark og Sundby Havn. På arealet findes i forvejen Amager Strand Sejlklub, som er en kommunal institution under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen med sejlsport som hovedaktivitet.

Det Maritime Ungdomshus skal styrke udfoldelsesmulighederne indenfor kultur og idræt for de unge i Holmbladsgadekvarteret. Samtidig vil huset forbinde kvarteret med vandet og de muligheder for naturoplevelser, sejlsport, kultur, samvær og udfoldelse, som denne placering giver. Ungdomshuset henvender sig til kvarterets børn og unge, men vil også kunne benyttes af skoler, klubber og fritidshjem til maritimt baserede fritidsaktiviteter. Huset vil give mulighed for en væsentlig forbedring og forøgelse af ungdomsarbejdet i Sundby Sejlforening, ligesom den kommunale Amager Strand Sejlklub også vil kunne drage nytte af husets faciliteter og aktivitetstilbud.

Projektet

I samarbejde med den under styregruppen for Kultur- og Idrætsplanen nedsatte projektgruppe vedr. det maritime Ungdomshus har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejdet et projektgrundlag, herunder planforudsætninger, miljøforhold og anlægsøkonomi for huset. Byggeriet forudsættes gennemført via en totalentreprisekonkurrence eller lign. med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen som bygherre.

Det samlede areal i huset er planlagt til 375 m2, heraf er ca. 75 m2 uopvarmet areal. Bygningen indeholder fælleslokale med cafeområde og køkken, undervisnings-, møde- og værkstedslokaler, kontor, toiletter, garderobe og omklædningsrum samt diverse birum. Bygningen placeres yderst mod kysten nord for havnen, så huset danner overgang mellem land og vand. Placeringen stiller krav om arkitektonisk kvalitet og tilpasning til havnemiljøet.

I forbindelse med projektgrundlaget er der foretaget en række forundersøgelser som viser, at byggegrunden er forurenet og, at bygningens placering på arealet betyder, at det er nødvendigt at trække forsyningsledninger til vand, varme, kloak relativt langt. Dette medfører, at den samlede anlægsudgift bliver forholdsvis høj, idet udgiften til forurening og forsyningsledninger alene udgør 3. mill. kr. Alternative placeringer af bygningen har været undersøgt, men er ikke vurderet egnede.

Tidsplan

Det forventes, at der medio 2002 vil blive søgt kapitalbevilling til det samlede projekt. Projekteringen vil herefter kunne igangsættes, og byggeriet vil blive påbegyndt i løbet af foråret 2003. Huset forventes klar til ibrugtagning i efteråret 2003.

Økonomi

De samlede anlægsudgifter til det Maritime Ungdomshus er opgjort til i alt 8.000.000. kr. inkl. inventar. De relative høje anlægsudgifter skyldes alene de store udgifter til forurening og forsyningsledninger på i alt 3.000.000 kr.

6.000.000 kr. dækkes via de midler, der er stillet til rådighed for Kultur- og Idrætsplanen af Københavns Kommune og Lokale- og Anlægsfonden.

Kultur- og Fritidsudvalget har truffet principbeslutning om et økonomisk tilskud til projektet på 1.000.000 kr. via puljen til kultur og idrætsfaciliteter i 2002.

Det resterende beløb på 1.000.000 kr. reserveres indenfor rammerne af Uddannelses og Ungdomsudvalgets samlede anlægsbudget for klubber i 2002.

Der søges efterfølgende om kapitalbevilling til det samlede projekt i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

Miljøvurdering

Det Maritime Ungdomshus skal styrke udfoldelsesmulighederne for de unge i Holmbladsgadekvarteret, samt forbinde kvarteret med vandet og hermed give de unge bedre muligheder for naturoplevelser i forbindelse med havet.

Der er gennemført en forureningsundersøgelse af grunden, som har vist kraftigt forurenet jord (klasse 4). Behovet for at fjerne og deponere forurenet jord søges begrænset via projektets udformning.

Som konsekvens af byggeriets placering vil der blive stillet særlig krav til den arkitektoniske kvalitet herunder krav om tilpasning til det lokale havnemiljø.

 

Høring

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Situationsplan

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

 

Til top