Miljøforum i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen
Miljøforum i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 10. marts 2004
6. Miljøforum i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen
J.nr. U36/04
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at udvalget tager dannelse af Miljøforum i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen til efterretning
RESUME
Gennem de senere år har Borgerrepræsentationen tiltrådt flere mål og handlingsplaner på miljøområdet, ligesom Københavns Kommune har meldt sig ind i gruppen af Dogme 2000 kommuner, udnævnt sig selv til Europæisk Miljøhovedstad, og senest har Borgerrepræsentationen vedtaget en miljøpolitik for kommunen (BR 514/03). Beslutninger, der imidlertid først giver byen den ønskede miljømæssige profil, når de gøres til aktiv handlen i de enkelte forvaltninger.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i en lang årrække arbejdet systematisk med miljøområdet. Det gælder f.eks. udvikling af Miljøtjenesten, Grønt Flag-kampagnen, opbygning af naturskolerne og økobaser samt gennemførelse af energibesparende projekter.
Det foreslås, at forvaltningen gennem etablering af et Miljøforum koordinerer såvel nye initiativer på miljøområdet som de eksisterende opgaver.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Gennem de senere år har Borgerrepræsentationen tiltrådt flere mål og handlingsplaner på miljøområdet, ligesom Københavns Kommune har meldt sig ind i gruppen af Dogme 2000 kommuner, udnævnt sig selv til Europæisk Miljøhovedstad, og senest har Borgerrepræsentationen vedtaget en miljøpolitik for kommunen (BR 514/03). Beslutninger, der imidlertid først giver byen den ønskede miljømæssige profil, når de gøres til aktiv handlen i de enkelte forvaltninger.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i en lang årrække arbejdet systematisk med miljøområdet. Det gælder f.eks. udvikling af Miljøtjenesten, Grønt Flag-kampagnen, opbygning af naturskolerne og økobaser samt gennemførelse af energibesparende projekter.
Med indførelse af matrixorganisationen, med beslutningen om etablering af en ejendomsenhed og med miljømæssige beslutninger, hvis implementering kræver et fagligt og personligt engagement af medarbejderne på tværs af Børne- og Unge/Ungdoms- og Voksen-områderne og støttefunktionerne, er der behov for en ny måde at organisere miljøarbejdet i forvaltningen på.
Fremtidige store opgaver i forbindelse med opfyldelse af kravene i Dogme 2000 afhænger af, at der eksisterer et effektivt samarbejde på tværs.
Det foreslås, at forvaltningen gennem etablering af et Miljøforum koordinerer såvel nye initiativer på miljøområdet som de eksisterende opgaver.
Opgaver
Det vil være Miljøforums overordnede opgave at formulere, igangsætte, koordinere og styre de overordnede miljøopgaver i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Miljøforum vil naturligt fungere som styregruppe for igangsatte projekter samt være projektejer for en række projekter.
Miljøforum vil have til opgave at komme med forslag til prioritering af indsatsen i forvaltningen. Her ligger ansvaret for, at opgaverne løses, at projektgrupper nedsættes, og at de nødvendige ressourcer afsættes. I Miljøforum ligger desuden ansvaret for implementeringsopgaver og overgangen fra udvikling til drift.
Nogle af de opgaver, der skal arbejdes med fremover, er (se bilag for uddybning):
· Agenda 21
· Københavns Kommunes Grønne Regnskab
· Miljøcertificering
· Miljøvurdering af indstillinger
· Bæredygtigt byggeri
· Bæredygtig indkøbspolitik
· Transport og partikelfiltre
· Energi- og vandforbrug
· Affald
· Indførelse af økologiske fødevarer
· Kommunale oplysningskampagner
Opgaverne skal bl.a. løses ved:
· At udarbejde forslag til miljøcertificering af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens andel af Islands Brygge og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens andel af Rådhuset
· At motivere skoler og institutioner til at gøre en indsats
· At sprede information og videreformidle beslutninger til institutioner og skoler
· At yde konsulentbistand
· At igangsætte projekter.
Afdelingen for Bæredygtig Udvikling er ansvarlig for de undervisningsrettede opgaver i forvaltningen på miljøområdet, fx grønt flag/grøn skole, naturskoler, herunder økobaser, og Miljøtjenesten. Disse opgaver indgår ikke direkte i Miljøforums arbejde, bortset fra den samarbejdsrelation der vil være omkring opgaverne.
Organisering
For at opnå den tværgående og koordinerende funktion vil Miljøforum bestå af en eller flere repræsentanter fra Børne- og Unge/Ungdoms- og Voksen-områderne, en repræsentant fra Økonomiområdet, en repræsentant fra Udviklings- og Planlægningsområdet og en repræsentant fra Bygningsområdet/bestillerfunktion samt en repræsentant fra den fremtidige ejendomsenhed.
Formandskabet vil være placeret i Udviklings- og Planlægningsområdet, Afdelingen for Bæredygtig Udvikling, da der her er forhåndskendskab til u dviklingsprojekter og mange af Miljøforums arbejdsområder.
Miljøforum vil løbende skulle opdateres med hensyn til beslutninger i udvalg og Borgerrepræsentationen, tiltag i andre forvaltninger og kommuner, ny viden på miljøområdet, hvordan det går med iværksatte projekter m.v. Til at samle disse tråde, udarbejde oplæg, lave indstillinger m.v. foreslås et miljøsekretariat oprettet. Udover varetagelsen af nævnte opgaver tiltænkes de at være det daglige bindeled mellem Miljøforum, fagforvaltning og ejendomsenhed, at være projektledere og sparringspartnere for nedsatte projektgrupper samt at deltage i de projektgrupper, hvor det er fagligt relevant.
Afdelingen for Bæredygtig Udvikling varetager sekretariatsopgaverne for Miljøforum.
I tilknytning til Miljøforum vil der blive oprettet en referencegruppe, som vil bestå af interessenter/kunder, som Miljøforum kan sparre sine ideer med, inden de udmøntes til projekter. Gruppen vil have status af høringsgruppe, men medlemmerne vil også have mulighed for deltagelse i projekt- eller arbejdsgrupper.
Referencegruppen vil bestå af:
· En repræsentant for institutionslederne
· En repræsentant for tekniske ejendomsledere
· En repræsentant for rektorerne
· En repræsentant for skolelederne
· En repræsentant for lærerne
· En repræsentant for pædagogerne
· En repræsentant for gymnasielærerne.
Desuden vil de faglige organisationer og forældreorganisationen Skole og Samfund få tilbud om at deltage.
Der kan også på projektniveau være referencegrupper, der løbende høres gennem et projektforløb. Deltagerne vil her afhænge af projektets art og nedsættes fra projekt til projekt.
Efter de første to år evalueres organiseringen.
Økonomi
Udgifterne til arbejdet i Miljøforum vil blive finansieret dels af allerede eksisterende midler gennem omprioriteringer, dels af tilskud udefra, fx fra Energihjulet, Miljøstyrelsens miljøkompetenceordning, puljer i Miljøkontrollen m.v.
Miljøvurdering
Dannelse af Miljøforum forventes at have en positiv effekt i forhold til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens profil som en miljøvenlig forvaltning. Dette sker ved, at en række af ovenstående opgaver med miljømæssig betydning sikres en bredere integration i forvaltningen og på skoler og institutioner.
Høring
Ingen bemærkninger.
BILAG
VEDLAGT
· Beskrivelse af opgaver tilknyttet Miljøforum samt en beskrivelse af BR- og udvalgsbeslutninger
Peter Rasmussen
Jørn Larsen