Mødedato: 10.03.2004, kl. 08:15

Mål- og Resultatstyring

Mål- og Resultatstyring

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. marts 2004

 

 

10.      Mål- og Resultatstyring

  J.nr. U37/04

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      det overordnede koncept for mål- og resultatstyringsprojektet fortsat finder anvendelse

 

at      planen for den periodiske tilbagemelding vedrørende målopfyldelsen inden for de enkelte aktivitetsområder tages til efterretning

 

 

 

RESUME

 

Med udgangspunkt i Borgerrepræsentationens beslutning vedrørende budget 2002 igangsatte Uddannelses- og Ungdomsudvalget medio 2002 et projekt møntet på at beskrive og vurdere mål og resultater inden for udvalgets budgetområder.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har foreløbigt behandlet mål- og resultatstyringsrapporter vedrørende foreløbigt 10 aktivitetsområder og det forventes, at samtlige budgetområder er beskrevet inden for de kommende år. Udvalget har endvidere den 29. august 2003 behandlet det overordnede koncept for mål- og resultatstyringsprojektet og det blev i den forbindelse besluttet at evaluere det samlede projekt i foråret 2004.

 

Det indstilles at det overordnede koncept for mål- og resultatstyringsprojektet fortsat finder anvendelse.

 

På baggrund af de behandlede rapporter er der endvidere udarbejdet en samlet plan for en periodisk tilbagemelding til udvalget vedrørende målopfyldelsen inden for de enkelte aktivitetsområder. Det indstilles at planen for den periodiske tilbagemelding tages til efterretning.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2002 besluttede Borgerrepræsentationen, at der skal være øget fokus på anvendelse af de afsatte ressourcer herunder fastlæggelse af politiske mål, opstilling af krav til forvaltningerne om resultater samt opfølgning på, om de opstillede mål og resultatkrav er gennemført.

På baggrund heraf pegede Økonomiudvalget i forbindelse med indkaldelse af budgetbidrag for 2003 på, at der skal igangsættes et arbejde med målsætninger i budgettet. De overordnede rammer for dette arbejde er bl.a. følgende:

 

·        målsætningerne for udvalgene skal være dækkende og balancerende og dække de væsentligste serviceområder

·        målsætningerne skal være præcise

·        økonomi og mål skal være sammenhængende

 

Sigtet med omlægningen er at skabe en mere klar sammenhæng mellem bevillinger og aktiviteter/mål indenfor hvert aktivitetsområde i budgettet. Samtidig er der et behov for politisk at kunne følge resultaterne af de afsatte bevillinger, og der er behov for at skabe en større gennemsigtighed i budgettet og anvendelse af midlerne.

 

På mødet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 22. maj 2002 blev det besluttet at igangsætte et projekt møntet på at beskrive og vurdere mål- og resultater inden for udvalgets budgetområder.

 

På denne baggrund har Uddannelses- og Ungdomsudvalget foreløbig behandlet 9 mål- og resultatstyringsrapporter vedrørende:

 

1.      Eksterne udviklingsmidler / folkeskoler (behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 6. november 2002)

2.      Observationskolonier (behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 6. november 2002)

3.      Bygningsdrift indenfor folkeskoleområdet (behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 20. november 2002)

4.      Folkeskolens øvrige driftsområder (behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 20. november 2002)

5.      Lærerressourcer i folkeskolen (behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 4. december 2002)

6.      Center for Vejledning (behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 4. juni 2003)

7.      Bygningsdrift inden for fritidshjems- og klubområdet (behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 6. august 2003)

8.      Ungdomsskolen (behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 24. september 2003)

9.      Personaleressourcer til fritidshjem- og KKFO (behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 4. februar 2004)

10. Social- og Sundhedsskolen (behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 25. februar 2004)

 

 

Overordnede principper for mål- og resultatstyring i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget behandlede på mødet den 29. august 2003 det overordnede koncept for mål- og resultatstyringsprojektet og det blev i den forbindelse besluttet at evaluere det samlede projekt i foråret 2004.

 

Det anvendte konceptet indebærer at mål- og resultatstyringsrapporterne skal indeholde en beskrivelse af det specifikke aktivitetsområde samt at der skal fastsættes mål - forstået som præcise krav, der skal opfyldes inden for en given økonomisk og tidsmæssig ramme - for det enkelte aktivitetsområde. Målene skal være entydige og målbare. De skal endvidere have karakter af særlige indsatsområder, der skal give en indikation af resultatopfyldelsen inden for det samlede aktivitetsområde. Målene formuleres herefter på kort sigt (0-1 år) og mellemlangt sigt (2-3 år) og i særlige tilfælde på langt sigt (10 år).

 

Det skal bemærkes at der ud over de særligt udvalgte indsatsområder sideløbende arbejders med andre indsatsområder, som tilsammen understøtter opfyldelsen af vision og målsætning inden for det specifikke aktivitetsområde.

 

Det skal endvidere bemærkes, at måling af produktivitet og effektivitet indenfor forvaltningens aktivitetsområder vanskeliggøres af, at der ikke i alle tilfælde eksisterer en entydig sammenhæng mellem indsatsen og effekten heraf, ligesom en række forhold, som forvaltningen ikke har indflydelse på, indvirker på måleresultaterne. Det vil således kun på afgrænsede områder være meningsfuldt udelukkende at afspejle indsatsen gennem egentlige produktivitets- og/eller effektivitetsmål.

 

Endvidere vil der være en lang række områder (f.eks. udviklingsindsatsen i folkeskolen) hvor det er vanskeligt kvantitativt at opgøre effekten af indsatsen. I disse tilfælde vil de kvantitative mål blive kombineret med mere kvalitative metoder eksempelvis evalueringer, fokusgruppeinterviews mv.

 

Det er på denne baggrund forvaltningens vurdering at det overordnede koncept for mål- og resultatstyringsprojektet fortsat skal anvendes ved udarbejdelsen af kommende rapporter.

 

For en nærmere gennemgang af principperne henvises til vedlagte bilag 1.

 

 

Resultatopfølgning og periodisk afrapportering

 

Med henblik på at sikre en systematisk opfølgning på de fastsatte mål er der udarbejdet en samlet plan for en periodiske tilbagemelding til Uddannelses- og Ungdomsudvalget vedrørende graden af målopfyldelse inden for de behandlede aktivitetsområder.

 

For en nærmere gennemgang af planen henvises til vedlagte bilag 2.

 

 

Økonomi

Ingen yderligere bemærkninger

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

 

Høring

 

Indstillingen har været drøftet i den af HSU nedsatte følgegruppe vedrørende mål- og resultatstyring i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og følgegruppens bemærkninger er indarbejdet i indstillingen.

 
 
BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Overordnede principper for mål- og resultatstyring

·        Bilag 2: Rapportering af målopgørelse 

 

 

 

 

Peter Rasmussen

                                                                                   Søren Stahl Nielsen

 

 

 

 

 

 


 


Til top