Mødedato: 09.11.2005, kl. 09:15

Udbud af studieretninger i gymnasiet i 2006

Se alle bilag

Udbud af studieretninger i gymnasiet i 2006

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. november 2005

 

 

7.      Udbud af studieretninger i gymnasiet i 2006

  J.nr. 268755

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltninge n indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at     udvalget godkender rektorernes indstillinger om udbud af studieretninger og valgfag på de københavnske gymnasier i 2006  

 

 

 

RESUME

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har på sit møde den 21. september 2005 fastsat principper for udbud af studieretninger og valgfag på de københavnske gymnasier. Efterfølgende har regeringen og forligspartierne bag gymnasiereformen vedtaget at ændre reglerne for udbud af studieretninger i de gymnasiale uddannelser. Undervisningsministeriet er ved at udarbejde bekendtgørelsesændringer og har udsendt et brev med en foreløbig orientering om ændringerne.

 

På baggrund heraf fremlægges forslag til udbud af studieretninger og valgfag og beskrivelser af de enkelte studieretninger.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget skal ifølge gymnasieloven koordinere og godkende det samlede udbud af studieretninger og valgfag i kommunen og godkende den enkelte skoles udbud efter indstilling fra rektor.

 

Det er forvaltningens vurdering, at gymnasierne hver især og samlet lever op til gymnasielovens bestemmelser, Undervisningsministeriets annoncerede bekendtgørelsesændringer og Københavns Kommunes principper for udbud af studieretninger og valgfag.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har på sit møde den 21. september 2005 efter høring i Gymnasie- og HF-Rådet fastsat principper for udbud af studieretninger og valgfag på de københavnske gymnasier. Efterfølgende har regeringen og forligspartierne bag gymnasiereformen ønsket at ændre reglerne for udbud af studieretninger i de gymnasiale uddannelser. Undervisningsministeriet er ved at udarbejde bekendtgørelsesændringer og har udsendt et brev med en foreløbig orientering om ændringerne.

 

Uddannelsen består af et grundforløb på ½ år som er fælles for alle elever i klassen og en efterfølgende  studieretning på 2½ år, som vælges af den enkelte elev blandt de forløb, som skolen udbyder og opretter.

 

I forbindelse med optagelsen afgiver ansøgeren en interessetilkendegivelse om ønsket studieretning.

 

Et studieretningsforløb består af obligatoriske fag - som er fælles for alle elever - og normalt 3 studieretningsfag i samspil med hinanden samt af valgfag. Ved afslutningen af studieretningsforløbet skal alle elever have mindst 4 fag på A-niveau, normalt 3 fag på B-niveau og normalt 7 fag på C-niveau.

 

Alle offentlige skoler skal tilbyde mindst 4 studieretninger, hvoraf de 3 skal være henholdsvis: en sproglig studieretning, en samfundsfaglig studieretning og en naturvidenskabelig studieretning.

 

Hver skole skal som minimum oprette en sproglig studieretning og en naturvidenskabelig studieretning.

 

Endvidere skal skolen udbyde en række valgfag på C-B- og A-niveau, der kan vælges på tværs af studieretninger.

 

På grundlag af bestemmelserne i gymnasieloven, ændringerne fra Undervisningsministeriet og de af Københavns Kommune fastsatte principper indstiller rektorerne for gymnasierne efter høring i bestyrelserne skolens udbud af studieretninger og valgfag til Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget koordinerer og godkender den enkelte skoles udbud af studieretninger og valgfag efter indstilling fra rektor.

 

Borgerrepræsentationen fastsætter de økonomiske rammer for skolernes oprettelse af studieretninger og valgfag. Valgfag med 7 tilmeldte skal oprettes på små skoler. På store skoler (med mere end 400 elever) skal hold med 10 tilmeldte elever oprettes.

 

Principper for udbud af studieretninger og valgfag på de københavnske gymnasier:

 

Alle skoler udbyder 4 fælles hovedstudieretninger. Derudover kan den enkelte skole udbyde et antal studieretninger med andre fagkombinationer.

            

De 4 hovedstudieretninger er:

            

I    En naturvidenskabelig studieretning

med matematik A, og mindst 2 naturvidenskabelige fag på B-niveau (naturvidenskabelige fag: fysik, kemi, biologi eller naturgeografi).

                                  

II    En samfundsvidenskabelig studieretning med samfundsfag A, matematik B og et fag på mindst C-niveau

 

III  En sproglig studieretning (humanistisk-sproglig) med enten engelsk A, tysk fortsætter A og et fag på mindst C-niveau eller engelsk A og spansk A (studieretning med 2 fag, jf. §13, stk. 1.)

            

IV En kunstnerisk studieretning (musikfaglig studieretning) med musik på mindst B-niveau og 1 – 2 studieretningsfag efter skolens eget valg.  

 

Herudover skal det være muligt for eleverne at vælge naturvidenskabelige studieretninger med:

            

fysik A, matematik A og et 3. fag eller

kemi A, matematik A og et 3. fag

            

på ét eller flere af kommunens gymnasier.

            

Forvaltningen koordinerer udbuddet af den (humanistisk-) sproglige studieretning således, at udbuddet svarer til den forventede efterspørgsel ud fra elevernes sprogvalg i folkeskolen.

            

De udmeldte niveauer i hver af de 4 hovedstudieretning er kan ikke fraviges.

            

Forvaltningen koordinerer udbuddet af studieretninger på kommunens gymnasier således, at elever sikres et bredt samlet udbud af studieretninger - ud over de 4 hovedstudieretninger, som indeholder:

            

Studieretninger med enten kemi A, fysik A, biologi A, fortsættersprog A eller begyndersprog A.

            

"Klassisk" studieretning med græsk A og latin A.

            

Skolerne udarbejder indholdsbeskrivelse for hver studieretning, der udbydes, og redegør kort for de temaer som studieretningsfagene (inkl. fællesfagene) kan bringe i samspil mellem fagene.

 

På den baggrund tildeles hver udbudt studieretning en titel, som er dækkende for indholdsbeskrivelsen.

 

Hvert gymnasium forpligtes til at udbyde valgfag således, at de elever som måtte ønske det, kan opnå A-niveau i engelsk og/eller matematik. 

 

Antallet af udbudte studieretninger skal stå i et rimeligt forhold til skolens kapacitet/antal grundforløb.

 

Det enkelte gymnasium tildeles en økonomisk ramme inden for hvilken, der kan udbydes valgfag i overensstemmelse med de lovgivningsmæssige bindinger.

 

 

Kommende bekendtgørelsesændringer

Efter Uddannelses- og Ungdomsudvalgets fastsættelse af principper for udbud af studieretninger og valgfag på de københavnske gymnasier og hf-kurser har Undervisningsministeriet udsendt et brev om forestående bekendtgørelsesændringer for de elever, der skal begynde uddannelsen til studentereksamen i august 2006.

 

De annoncerede ændringer betyder konkret, at alle gymnasier skal udbyde en obligatorisk naturvidenskabelig studieretning med "matematik A, fysik B og kemi B". Alle andre studieretninger skal navngives med de 2 fag på højeste niveau og med angivelse af et eller flere mulige fag som 3. fag. Der er således ikke tale om en egentlig titel på studieretningen. De to fag på højeste niveau er den officielle titel på studieretningen (fx fransk og engelsk med mediefag som 3. fag). Gymnasierne må dog i forbindelse med informationsmateriale gerne anføre studieretningsfagenes planlagte niveauer

 

Det er dog fortsat tilladt at supplere studieretningen med en prosabeskrivelse af studieretningens indhold og sigte.

 

Betegnelserne for de 4 kategorier af studieretninger hedder fremover: Naturvidenskabelige studieretninger, samfundsvidenskabelige studieretninger, sproglige studieretninger og kunstneriske studieretninger.

 

Orienteringen fra Undervisningsministeriet er vedlagt som bilag 3.

 

Der er taget højde for disse ændringer i indstillingerne om udbud af studieretninger fra gymnasierne.

 

Indstillingerne om udbud af studieretninger og valgfag

 

Oversigt over skolernes udbud af studieretninger, sprogfag, kreative fag og øvrige valgfag fremgår af vedlagte bilag  1.

 

Skolernes prosabeskrivelser af studieretningerne fremgår af vedlagte bilag 2.

 

Alle gymnasier tilbyder de 4 fælles hovedstudieretninger og har dermed opfyldt kravet om at tilbyde mindst 4 studieretninger. Ligesom alle gymnasier opfylder kravet om at tilbyde den obligatoriske studieretning.

 

Det brede udbud af studieretninger indeholder studieretninger med fagene matematik, kemi, fysik, biologi, musik, samfundsfag, begyndersprog og fortsættersprog på A-niveau.

 

Endvidere udbydes den klassiske studieretning med latin og  græsk på Østre Borgerdyd Gymnasium.

 

Kravet om at matematik og engelsk skal udbydes som valgfag på A-niveau på alle skoler er opfyldt.

 

Det er forvaltningens vurdering, at gymnasierne hver især og samlet lever op til gymnasielovens bestemmelser, Undervisningsministeriets annoncerede bekendtgørelsesændringer og Københavns Kommunes principper for udbud af studieretninger og valgfag.

 

Økonomi

Udbudet og oprettelse af studieretninger og valgfag sker inden for skolens økonomiske ramme.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

Høring

Rektorernes indstillinger om udbud af studieretninger og valgfag har været forelagt for Gymnasie- og HF-Rådet på mødet den 26. oktober 2005. Rådet tiltræder indstillingen og finder det kritisabelt, at Undervisningsministeriet har givet uklare meldinger om  kommende ændringer på et så fremskredent tidspunkt i planlægningsprocesen.

 

 

BILAG VEDLAGT

·        Bilag 1: Oversigt over gymnasiernes udbud af studieretninger, sprogfag, kreative fag og øvrige valgfag

·        Bilag 2: Studieretningsbeskrivelser fra de københavnske gymnasier

·        Bilag 3: Orientering om forestående bekendtgørelsesændringer fra Undervisningsministeriet

·        Bilag 4: Høringssvar fra Gymnasie- og HF-Rådet

 

 

 

                               Peter Rasmussen

                                                                         Bodil Hendrichsen

 

 

 


 

Til top