Opfølgning og udmøntning af budget 2006
Opfølgning og udmøntning af budget 2006
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 9. november 2005
19. Opfølgning og udmøntning af budget 2006
J.nr. 281119
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at forslag til udmøntning af budgettet for 2006 godkendes
at der etableres en bufferpulje for Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ansvarsområde på 17 mio. kr.
RESUME
Opfølgningen og udmøntningen af budgettet for 2006 omfatter udelukkende budgettet for det nuværende Uddannelses- og Ungdomsudvalg.
Det er forudsat, at forvaltningen udmønter og udmelder budgettet for de områder, der i 2005 henhører under forvaltningen.
Borgerrepræsentationen vedtog den 6. oktober 2005 (BR 429/05) budgettet for 2006, herunder tekniske ændringsforslag til budgetforslag 2006 (BR 541/05), der efterfølgende er indarbejdet i det samlede budget for 2006.
Den samlede nettoramme for Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2006 er herefter på 4.579.992.000 kr., eksklusive finansposter på -509.000 kr.
Forvaltningen har udarbejdet forslag til udmøntning af de aktiviteter, som følger af budget 2006, og indeholdt heri er et forslag til etablering af en bufferpulje.
I budgetvedtagelsen indgår endvidere, at der i 2006 skal gennemføres en række aktiviteter. Forvaltningen vil fremsætte forslag herom.
SAGSBESKRIVELSE
Opfølgningen og udmøntningen af budgettet for 2006 omfatter udelukkende budgettet for det nuværende Uddannelses- og Ungdomsudvalg. De ændrede ansvarsområder for det kommende Børne- og Ungdomsudvalg, som forventes gennemført fra 1. januar 2006 som følge af den nye struktur i Københavns Kommune, er således ikke indarbejdet.
Det vedtagne budget for 2006 fordelt på
bevillinger fremgår af vedlagte bilag.
Ny budgetmodel – udmeldt i
elevtal
Udvalget har tidligere ansøgt om en bevillingsforøgelse på 16,5 mio. kr. til dækning af forventede merudgifter primært i forbindelse med ændring i søgefrekvensen til gymnasier, specialundervisning, specialinstitutioner mm. Samt oprettelse af nye skoler. Denne ansøgning blev ikke imødekommet. De faktiske elevtal i den kommende folkeskole er lavere end forudsat. Forvaltningen er i gang med en undersøgelse af elevflytninger mm.
På baggrund af den faktiske opgørelse over antal elever, antal to-sprogede og antal indskrevne i fritidshjem og klubber i efteråret 2005 vil forvaltningen vurdere omfanget og konsekvenserne for 2006.
Forvaltningen vil fremlægge en redegørelse herfor for udvalget.
1.
Efterspørgselsstyrede
serviceområder
1.1 Folkeskoleområdet
I overensstemmelse med beslutningerne i udvalget og Borgerrepræsentationen er der foretaget ændringer på en række poster. For hovedparten af posterne vil ændringerne blive indarbejdet direkte i udmeldingen af budgettet for 2006 til den enkelte skole.
Borgerrepræsentationen besluttede den 25. november 2004 (BR 548/04), at alle skoler og institutioner med virkning fra den 1. januar 2006 skal overgå til lønsumsstyring på gennemsnitsløn.
Udmøntning af et rammebudget indeholdende løn og driftsbudget foretages af forvaltningen. Budgetudmeldinger til skolerne vil finde sted i overensstemmelse med de nuværende retningslinier.
Udmøntningen af de afsatte midler til opfølgning af PISA vil fremgå af en særskilt indstilling.
Forvaltningen vil også fremlægge en særskilt indstilling, der omfatter puljen på 5 mio. kr., som er afsat til at sikre, at skoler med særlige problemer får mulighed for over en kortere årrække at forbedre skolens resultater og evne til at tiltrække et bredere udsnit af lokalområdets børn.
Forvaltningen fremlægger følgende forslag til udmøntning:
Undervisningsmidler
I 2006 er der afsat 10 mio. kr. til indkøb af yderligere undervisningsmidler. Midlerne foreslås udmøntet i skolernes rammebudgetter, som et kronebeløb pr. elev til alle elever i folkeskoler, specialskoler, observationskolonier og heltidsundervisning i Ungdomsskolen. Beløbet udgør 305 kr. pr. elev. Skolerne vil blive bedt om at dokumentere, at midlerne er anvendt til undervisningsmidler.
I budgetvedtagelsen er det besluttet, at Børne- og Ungdomsudvalget fra 2007 og frem skal tilvejebringe tilsvarende midler inden for udvalgets budgetramme til indkøb af tidssvarende undervisningsmidler. Dette vil indgå i oplægget omkring budgetforslaget for 2007.
Ydermere er der i de afsatte midler til PISA-opfølgning også afsat et beløb til undervisningsmidler. Udmøntningen af disse midler vil fremgå af den særskilte indstilling om PISA-opfølgningen.
Antallet af lærernes undervisningstimer i folkeskolen
Udmøntningen af udvalgets budget for 2006 indeholder følgende budgetændringer, der direkte påvirker det antal undervisningstimer, den enkelte lærer i gennemsnit skal undervise i skoleåret 2006/2007 set i forhold til skoleåret 2005/2006:
Med baggrund i de skiftende helligdages placering i 2006 (skoleåret 2006/2007) vil antallet af arbejdsdage blive reduceret med to dage. Konsekvensen af dette er et fald i den årlige undervisningstid pr. lærer på ca. 11 timer.
Dertil kommer, at den gennemsnitlige undervisningstid pr. lærer vil blive påvirket af udmøntningen af PISA-midlerne.
Grundprincippet i udmeldingen af undervisningstimer for skoleåret 2005/2006 er sket ud fra elev- og klassetal. For specialundervisningen sker udmeldingen ud fra en konkret vurdering fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Derudover udmeldes bevillinger til lektiecafe og mønsterbrydning. Den nye budgetmodel, der er indført i kommunen med virkning fra 2006, indebærer, at bevillinger til Uddannelses- og Ungdomsudvalget på folkeskoleområdet i højere grad er direkte afhængig af elevtallet i folkeskolen. Forslag om elevtalsafhængig udmelding er sendt i høring og forventes behandlet af udvalget på mødet den 30. november 2005 (U312/05(271918)).
Lektiecafé
Siden 2003 har folkeskolerne i Københavns Kommune haft tilbud om lektiecafe (U 493/02). I budget 2005 var der afsat 5 mio. kr. til lektiecafeer. I budget 2006 tilføres yderligere 700.000 kr. til lektiecafeer, hvorefter det samlede budget udgør 5,7 mio. kr. De 5 mio. kr. fordeles fortsat efter den nuværende model, hvor der ydes et tilskud til alle folkeskoler på 150 årlige undervisningstimer. De 700.000 kr. udgør 1.350 årlige undervisningstimer. Disse timer vil blive fordelt til skoler med størst behov. Forvaltningen vil senere fremlægge forslag til en fordeling.
Københavner modellen for integration
Der er i budgettet for 2006 afsat yderligere fem mio. kr. til Københavnermodellen for integration. Forvaltningen vil fremlægge særskilt indstilling om forslag til udmøntning af disse midler.
Lærerressourcer i folkeskolen
I skoleåret 2006/2007 er der i budgettet forudsat følgende besparelser på lærerressourcerne i folkeskolen:
· Normalklasser 3,2 mio. kr.
· To-sprogsressourcer 0,5 mio. kr.
Besparelsen vil blive udmøntet i forbindelse med planlægning af skoleåret.
Ny ledelsesstruktur
Til fortsat implementering af den nye ledelsesstruktur på skolerne er afsat 4 mio. kr. Implementeringen af den nye ledelsesstruktur sker løbende og udmøntes i lønrammen til de skoler, hvor der er ledelsesmæssige ændringer. Ydermere er der i de afsatte midler til PISA-opfølgning også afsat et beløb til ledelsesstrukturen. Udmøntningen af disse vil fremgå af forvaltningens indstilling om PISA-opfølgningen.
Konsulentundersøgelse
Det kommende Børne- og Ungdomsudvalg afsætter 0,5 mio. kr. primo 2006 til en konsulentundersøgelse af, om organiseringen, ressourceforbruget og arbejdstilrettelæggelsen på skoleområdet understøtter opfølgningen på PISA optimalt.
Forvaltningen vil fremkomme med konkrete forslag til konsulentundersøgelsen og foreslår, at beløbet afsættes i forbindelse med udmøntning af beløbet til PISA.
Skole-hjem samarbejdet
Ved budgetvedtagelsen bl ev det besluttet at styrke skole-hjem samarbejdet. I skoleåret 2006/2007 flyttes 6 mio. kr. fra tosprogsmidlerne til skole-hjem samarbejdet svarende til 2,5 mio. kr. i 2006. Forslag til udmøntning vil blive fremlagt efterfølgende.
Skolepsykiatrisk Center
For at nedbringe ventelisterne tilføres Skolepsykiatrisk Center yderligere årsværk til ansættelse af en læge og en psykolog svarende til 1,0 mio. kr.
Miljøtjeneste
Der er afsat ekstra 250.000 kr. på området. I overensstemmelse med budgetforslaget anvendes beløbet til undervisningsmidler, internationale aktiviteter og lignede indenfor området.
Fysio-
og ergoterapeuter
Der afsættes 500.000 kr. til dækning af udgifterne til det øgede behov indenfor området.
Brobygningsforløb
I 2006 afsættes alene midler til
brobygningsforløb for de svageste elever. Som følge af dette nedskrives
brobygningsrammen med 400.000 kr. Udmøntningen af brobygningsmidlerne varetages
fortsat af Ungdommens Uddannelses Vejledning/Center for Vejledning.
Afskaffelse af modersmålsundervisning i Københavns Kommunes Ungdomsskole
Ved budgetvedtagelsen er det besluttet at afskaffe tilbuddet om modersmålsundervisning i Ungdomsskolen. Budgettet til modersmålsundervisning reduceres med 300.000 kr.
Dag- og døgnområdet
Ved budgetvedtagelsen blev der afsat 3,8 mio. kr. til at dække undervisningsudgifter til det stigende antal af dag- og døgnanbragte børn.
Der er igangsat en analyse af ressourcetildelingen til interne skoler på kommunens døgninstitutioner, jfr. Redegørelsen om demografiudviklingen på området. Forslag til model på området vil blive fremsat efterfølgende sammen med en redegørelse for udviklingen på området.
Rammebesparelser
I budgetvedtagelsen er der besluttet følgende rammebesparelser:
· Center for Undervisningsmidler pålægges en rammebesparelse 400.000 kr.
· Center for Vejledning pålægges en rammebesparelse 700.000 kr.
· Københavns Kommunes Ungdomsskole pålægges en rammebesparelse 300.000 kr.
· Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) pålægges en rammebesparelse på 1,5 mio. kr.
· Social- og Sundhedsskolen pålægges en rammebesparelse på 1 mio. kr.
Besparelserne vil blive udmøntet af de pågældende institutioner.
Skolebestyrelsesvalg
I 2006 afholdes der skolebestyrelsesvalg. Der er afsat 300.000 kr. til udgifter hermed.
1.2 Fritidshjem og Klubområdet
Yderligere 3 lukkedage på fritidsinstitutioner
Som følge af stigende antal ferie- og fridage udvides det nuværende antal lukkedage fra 5 til 8 dage. Dette udmøntes fra 1. januar 2006 på fritidsinstitutioner, klubber og integrerede institutioner.
Rammebesparelser på den udmeldte lønsum
Den udmeldte lønsum til fritidsinstitutioner, integrerede institutioner og klubber bespares med 1 % af den udmeldte lønsum. Dette udmøntes fra 1. januar 2006.
Takster
Taksterne er vedtaget i forbindelse med budgetvedtagelsen og fremgår af takstkataloget. I den sammenhæng vil beslutningen om at ændre klubtaksterne fra at være baseret på et alderskriterium til at være afhængig af klubtypen bli ve indarbejdet for at skabe en sammenhæng i klubtilbuddene.
2. Rammestyrede områder
2.1 Ungdomsuddannelserne
Gymnasiet og hf har ved budgetvedtagelsen fået tilført 4,5 mio. kr. til at dække den demografiske udvikling inden for gymnasieområdet. Disse midler indgår i den almindelige udmelding af rammebudgetter.
Gymnasieområdet vil indgå i den tidligere nævnte redegørelse af udviklingen i elev- og klassetal inden for det efterspørgselsstyrede og demografiregulerede serviceområde.
På gymnasier og hf reduceres midlerne til frivillige aktiviteter med 700.000 kr. svarende til 6 timer pr. klasse. I 2005 blev "den tredje idrætslærer" sparet bort i gymnasiet, hf ligestilles i 2006 med gymnasierne således, at disse timer også ophører på den 2-årige hf. Begge dele beregnes i gymnasiernes timestyringsmodeller og udmeldes i deres rammebudgetter for 2005.
Social- og Sundhedsuddannelserne
Til voksenelevløn blev der ved budgetvedtagelsen tilført Social- og Sundhedsuddannelserne 7 mio. kr. Der vil blive fremlagt en særskilt indstilling om udmøntningen af voksenelevmidlerne.
Produktionsskolerne og Center for Informatik
Center for Informatik betaler årligt 300.000 kr. til Københavns Produktionsskole mod, at de stiller lyd- og lysudstyr til rådighed til skolerne (teknikbanken). Med budgetvedtagelsen er det besluttet at standse dette tilbud pr. 1. januar 2006. Som følge heraf nedskrives Center for Informatiks budget tilsvarende.
2.2 Voksenuddannelserne
Københavns VUC
I 2005 blev Københavns VUC pålagt en rammebesparelse på 1 mio. kr., der blev udmøntet i samarbejde med institutionen. I 2006 udgør helårsvirkningen af besparelsen 1,5 mio. kr. Besparelsen udmøntes i samarbejde med Københavns VUC.
Daghøjskolerne
Forslag
til indførsel af taxametermodel fremlægges i særskilt sag på dette møde. Der
nedsættes desuden en arbejdsgruppe, som skal fremlægge forslag til områdets fremtidige
struktur. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
samt repræsentanter for daghøjskolerne indgår heri. Indstilling herom
fremlægges for Socialudvalget primo 2006.
2.3 Dansk som andet sprog for voksne udlændinge
På sprogcentrene er afsat en pulje på 1,0 mio. kr. til vejledning af voksne indvandrere. Som vedtaget bortfalder denne pulje. Derudover gennemføres en besparelse på 1,0 mio. kr. på midlerne til undervisning. Besparelsen udmøntes i et samarbejde mellem forvaltningen og sprogcentrene.
Der skal i budget 2006 afgives 1,5 mio. kr. til styrkelse af den generelle integrationsindsats, der vil blive varetaget af det kommende Beskæftigelses- og Integrationsudvalg. Vurderet ud fra regnskabsresultatet for 2005 vil der være mulighed for at anvise dette beløb indenfor rammen til sprogundervisning uden at ændre tildelingen til sprogcentrene.
3.
Generelt
3.1 Besparelse ved indkøb
Budgettet forudsætter, at udnyttelsen af indgåede indkøbsaftaler giver besparelser på samlet 12,8 mio. kr.
Besparelserne udmøntes i lighed med de foregående år som en procentbesparelse på driftskonti på skoler, institutioner og forvaltning m.m.
3.2 Prisfremskrivninger
Budgettet forudsætter, at der alene sker udmelding af prisfremskrivning på bygningsvedligeholdelse, undervisningsmidler og inventar m.m.
3.3 Personale i centralforvaltningen
Budgettet forudsætter, at der spares 1,8 mio. kr. på lønbudgettet i 2005 i den centrale forvaltning som led i den samlede plan for årene 2003-2006, svarende til en samlet besparelse på 7,5 mio. kr.
Der er tidligere godkendt en udmøntningsplan, der er forelagt udvalget til orientering den 9. april 2004, og som indeholder de flerårige konsekvenser for de enkelte områder i den centrale forvaltning.
3.4 Rengøring
Besparelsen på 8,4 mio. kr . i 2006 på rengøringsområdet (jf. U53/04) opnås ved, at der ændres på institutionernes rengøringsnormering, når nye metoder tages i brug. Den samlede konsekvens forventes først fuldt implementeret i 2007.
3.5 Manglende budgetmæssig dækning for overførsel af budget til Københavns Ejendomme
Der forventes en manglende budgetmæssig dækning på 4,0 mio. kr. for overførslen af vedligeholdelsesmidler fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget til Københavns Ejendomme. Overførslen er således på nuværende tidspunkt beregnet til 51,7 mio. kr., mens Uddannelses- og Ungdomsudvalgets vedligeholdelsesbudget i budget 2006 kun er på 47,7 mio. kr.
Økonomiudvalget har på sit møde den 1. november 2005 godkendt denne overførsel.
Overførslen er beregnet på baggrund af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets forbrug til vedligehold i 2002 og 2003 korrigeret for midlertidige bevillinger. Den manglende budgetmæssige dækning kan forklares med, at der i beregningen af overførslen ikke er korrigeret for midlertidige bevillinger. Hvis der korrigeres for disse bevillinger, kan overførslen beregnes til 47,4 mio. kr., hvilket stort set svarer til vedligeholdelsesbudgettet for 2006.
Såfremt Økonomiudvalgets beslutning godkendes i Borgerrepræsentationen foreslås det, at det samlede vedligeholdelsesbudget på institutionerne holdes uændret ved, at der reduceres tilsvarende i satserne for de decentraliserede vedligeholdelsesmidler, der udmeldes til skoler og institutioner. Det bemærkes, at der også for vuggestuer og børnehaver sker en for stor overførsel til ejendomsenheden.
4. Analyser, oplæg og projekteringer
Det kommende Børne- og Ungdomsudvalg anmodes om at iværksætte en række analyser, oplæg og projekteringer. Det drejer sig om følgende:
· Et oplæg med henblik på det nye skoleår 2006/2007, der tager udgangspunkt i at vise veje til, hvordan der i højere grad kan tages udgangspunkt i den enkelte elev og den enkelte skoles forhold i såvel ledelsen, efteruddannelsen af lærerne, tilrettelæggelsen af undervisningen på skolerne som i det administrative støttesystem f.eks. i budgettildelingen. Dette vil medvirke til at sikre, at der ikke tildeles eller fratages ressourcer pr. automatik, men at tests og konkrete forhold danner baggrund for den enkeltes skoleforløb og skolernes rammer.
· Et oplæg til styrkelse af skole-hjem samarbejdet, hvor vægten især lægges på inddragelse af forældrene i de konkrete handleplaner, som alle skoler skal udarbejde, samt generel information til forældrene om aktiviteter på alle skoler og introduktion af nye skoleforløb.
· Et oplæg om mulighederne for at gentænke førskoleindsatsen bl.a. set i lyset af PISA-undersøgelsen, når hele børneområdet samles i et udvalg fra januar 2006. Oplægget skal foreligge i efteråret 2006.
· Iværksætte en indsats til fremme af dialogen mellem kommunens folkeskoler og privatskoler. Målet er, at skolerne i højere grad skal kunne inspirere og berige hinanden.
· Projektering af en idrætsskole på Frederikssundsvejens Skole eller Bellahøj Skole samt projektering af en Scienceskole. I arbejdet med projekteringen af de nye temaskoler skal også indgå en udvikling af undervisningsforslag og metoder for indlæring i temaskolerne. Erfaringer herfra kan senere anvendes til undervisning på almindelige folkeskoler.
5.<
span style='font-size:7.0pt;
font-family:"Times New Roman"'> Rammebelagte
anlægsbevillinger
På de rammebelagte anlægsområder vil midler til allerede godkendte bevillinger blive overført til Kultur- og Fritidsudvalget. De resterende midler overføres herefter løbende til Kultur- og Fritidsudvalget via indstillinger til udvalget om anlægsprojekter.
6. Bufferpulje
Erfaringerne for de foregående år viser, at der kan være behov for at tage beslutninger i udvalget om at disponere ikke øremærkede midler til at dække ikke budgetlagte, uundgåelige og uforudsete merudgifter.
På denne baggrund foreslår forvaltningen, at der fortsat afsættes en bufferpulje i Uddannelses- og Ungdomsudvalget og at denne opretholdes på samme niveau som i 2005.
Økonomi
Ingen yderligere bemærkninger
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
· Bilag 1: Vedtaget budget for 2006
· Bilag 2: Aktivitetsoversigt i forlængelse af vedtagelsen af budget 2006
Peter
Rasmussen
Søren
Stahl Nielsen