Taxametermodel på daghøjskoleområdet
Taxametermodel på daghøjskoleområdet
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 9. november 2005
13. Taxametermodel på daghøjskoleområdet
J.nr. 262667
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at der indføres en taxametermodel på daghøjskoleområdet fra 2006 med differentieret taxameter for daghøjskoler med henholdsvis over og under 20 årskursister samt et tillægstaxameter for særlig ressourcekrævende undervisning
RESUME
I budgettet for 2006 er det besluttet, at daghøjskoleområdet fremover udelukkende skal være taxameterstyret.
På den baggrund foreslår forvaltningen, at der indføres en taxametermodel på daghøjskoleområdet i 2006 med differentieret taxameter for daghøjskoler med henholdsvis over og under 20 årskursister. Der afsættes desuden 3 % af budgettet til et taxameter for særlig ressourcekrævende undervisning. Af hensyn til udmeldingen af budgettet for 2006 til daghøjskolerne er det nødvendigt, at der allerede nu tages stilling til taxameteret for 2006.
Forvaltningen nedsætter desuden en arbejdsgruppe med såvel repræsentanter for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen som daghøjskolerepræsentanter, der udarbejder et forslag hvilende på budgettet for 2006, hensigtserklæring H70 fra Borgerrepræsentationens vedtagelse af budget 2006 samt Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning den 5. oktober 2005. Forslag herom forelægges for Socialudvalget primo 2006.
SAGSBESKRIVELSE
Taxameterstyringen
I budgettet for 2006 er det besluttet, at daghøjskoleområdet fremover skal være rent taxameterfinansieret. I 2005 har daghøjskolerne modtaget et grundtilskud på 388.000 kr. og et taxameter pr. årskursist á 1200 kursisttimer på 56.454 kr. Der er endvidere ydet supplerende grundtilskud for 750.000 kr. til særlig ressourcekrævende undervisning.
Særlig ressourcekrævende undervisning er typisk individuel støtteundervisning eller støtteundervisning på små hold.
Af hensyn til u dmeldingen af budgettet for 2006 til daghøjskolerne er det nødvendigt, at der allerede nu tages stilling til taxameteret for 2006.
Ny taxametermodel
Forvaltningen foreslår følgende taxametermodel pr. årskursist á 1200 timer:
Taxameterpris i intervallet 0-20 årskursister: 77.000 kr. med en ramme på 180 årskursister
Taxameterpris fra 21 årskursister og opefter: 57.000 kr. med en ramme på 123 årskursister
Taxametertillæg for særlig ressourcekrævende undervisning: 10.000 kr. pr. årskursist med en ramme på 70 årskursister.
Taxametermodellen muliggør en samlet aktivitet på 303 årskursister i 2006 svarende til uændret niveau i forhold til indeværende år. Det differentierede taxameter tager højde for at en række faste udgifter som f.eks. lederløn, revision og i nogen grad bygninger og kontorhold er nødvendige uanset daghøjskolens størrelse. Der afsættes 3 % af budgettet til et taxameter for særlig ressourcekrævende undervisning. Taxametertillægget muliggør, at daghøjskolerne kan fastholde tilbuddet om individuel støtteundervisning og støtteundervisning på små hold.
Som alternativ kan foreslås, at der indføres et lineært taxameter:
Taxameterpris 2006 pr. årskursist á 1200 kursisttimer: 71.200 kr..
Taxametermodellen muliggør en samlet aktivitet på 303 årskursister i 2006 svarende til indeværende års aktivitet.
Anvendes dette taxameter vil de mindre skoler opleve en meget stor nedgang i tilskud målt i forhold til 2005, mens de store vil få en økonomisk gevinst. Forvaltningen anbefaler derfor ikke denne model.
Arbejdsgruppe
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen nedsætter en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og daghøjskolerne, der skal udarbejde et forslag til områdets struktur mv. Daghøjskolerne overgår pr. 1. januar 2006 til den kommende Socialforvaltning. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indgår derfor i arbejdsgruppen. Arbejdsgruppens arbejde skal forelægges for Socialudvalget primo 2006.
Arbejdsgrundlaget er:
· Aftaleteksten fra budgetforlig 2006 der foreskriver, at området skal være taxameterstyret uden grundtilskud
· Hensigtserklæring H70 fra Borgerrepræsentationens vedtagelse af budget 2006: "Borgerrepræsentationen pålægger forvaltningen at undersøge de lovmæssige muligheder for at lade den fremtidige finansiering af skolerne ske ved en visitation af elever til skolerne i den kommende Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning. Dette medfører imidlertid ikke flytning af selve skolerne til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, da kommunalreformen ikke giver mulighed herfor"
· Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning den 5. oktober 2005 sagsnr. 279419:" at forvaltningen i respekt for vedtagelsen af hensigtserklæringen i budget 2006 tager initiativ til at skabe en proces for en samling af daghøjskoletilbuddene, bedre økonomistyring og at vurdere spørgsmålet om egenbetaling"
Økonomi
Daghøjskolernes budget 2006 er sammensat af en ordinær bevilling i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen på 13,113 mio. kr. Hertil kommer yderligere 10 mio. kr. bevilget i budgettet for 2006.
Det samlede budget for 2006 er på 23,113 mio. kr.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har fået bevilget et 6–årigt lån i Økonomiforvaltningen på 9,1 mio. kr. til underskudsdækning af budget 2003. Afdraget pr. år udgør 1.517 mio. kr.
Når lånet er afdraget, resterer der 21,596 mio. kr., der anvendes til taxameterfinansiering. De udarbejdede taxametermodeller er beregnet på en uforandret aktivitet i 2006 på 303 årskursister.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Ingen bemærkninger.
BILAG VEDLAGT
Ingen
Peter Rasmussen
Bodil Hendrichsen