Mødedato: 09.05.2001, kl. 09:00

"Søgetal" og klassedannelse på gymnasier og hf-kurser i 2001

"Søgetal" og klassedannelse på gymnasier og hf-kurser i 2001

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. maj 2001

 

5. "Søgetal" og klassedannelse på gymnasier og hf-kurser i 2001

UUU 151/2001 J.nr. U89/01

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at klassedannelsen for gymnasier og hf-kurser i 2001 tages til efterretning

RESUME

Klassedannelsen er fastsat af fordelingsudvalgene i Storkøbenhavn.

Søgetallet til gymnasierne i Storkøbenhavn pr. 15. marts 2001 er faldet med 0,6 %. Der oprettes 141 klasser på de offentlige gymnasier - én klasse mere end i 2000. Københavns Kommune har i år haft stigende søgetal og får 39 gymnasieklasser – én mere end i 2000. Såvel Frederiksberg Kommune som Københavns Amt har faldende søgetal, men får et uændret klassetal på henholdsvis 14 og 88 klasser.

Søgetallene til hf i Storkøbenhavn pr. 15. marts 2001 er faldet med 10,6 %, og der oprettes 39 klasser på de offentlige hf-kurser - 3 klasser færre end i 2000. Københavns Kommune har også haft faldende søgetal til 1. hf og får 10 hf-klasser - én mindre end i 2000.

Der er således tale om et samlet set uændret antal 1.g og 1. hf-klasser i Københavns Kommune på i alt 49 klasser.

Det stigende søgetal til de københavnske gymnasier er bemærkelsesværdigt – ikke mindst på baggrund af et samlet fald i Storkøbenhavn og en faldende gymnasiefrekvens – også for københavnerne. Den stigende tilgang må forventes at øge presset på den københavnske gymnasiekapacitet i de kommende år.

Der er ingen oplysninger om ansøgere med bopæl i Malmø og ansøgere til Malmø med bopæl i Storkøbenhavn.

 

SAGSBESKRIVELSE

Ansøgningsfristen for at søge optagelse til gymnasiet/hf er af Undervisningsministeriet fastsat til den 15. marts 2001.

Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Amt udgør et fælles optagelsesområde og har fælles fordelingsudvalg, som forestår fordelingen af ansøgerne til henholdsvis gymnasiet og 2/3-årigt hf. Fordelingsudvalgene består af alle rektorerne og de 3 forvaltningschefer.

Fordelingen af elever og oprettelse af klasser foregår med udgangspunkt i ansøgernes ønsker og den fastsatte kapacitet. Den for 1998, 1999, 2000 og 2001 fastsatte kapacitet fremgår af vedlagte bilag 1 og 2.

Søgetal og klassedannelse i gymnasiet og hf i Storkøbenhavn i 2001 fremgår af vedlagte bilag 1 og 2. Klassedannelsen i 2001 er fastlagt af de 2 fordelingsudvalg den 20. april. Den endelige fordeling af ansøgerne fastlægges i uge 18. Ansøgernes fordeling efter 1. ønske, 2. ønske og henviste elever forelægges på udvalgsmødet den 9. maj 2001.

 

Gymnasiet (bilag 1)

Storkøbenhavn

Søgetallene til gymnasierne i Storkøbenhavn er faldet med 0,6 % fra 4.407 til 4.380 – et fald på 27 ansøgere - og der oprettes 141 1.g klasser på de offentlige gymnasier – én mere end i 2000.

Københavns Kommune

I Københavns Kommune er søgetallet steget med 12,7 % fra 939 til 1.064 ansøgere – en fremgang på 125 ansøgere. Der oprettes 39 1.g klasser – én mere end i 2000 – og én mindre end den fastsatte kapacitet på 40 spor. Den 39. klasse placeres på Rysensteen Gymnasium, som har stigende søgning og ledig kapacitet. Fremgangen i Københavns Kommune er bemærkelsesværdig og vil øge presset på kapaciteten på de københavnske gymnasier i de kommende år. Bopælsoplysninger fra fordelingsudvalget viser, at det stigende søgetal afspejler, at såvel flere københavnere som borgere i Frederiksberg Kommune og Københavns Amt har søgt et københavnsk gymnasium i 2001.

Frederiksberg Kommune

Søgetallet til de frederiksbergske gymnasier er faldet med 3,8 % fra 528 til 508 – et fald på 20 ansøgere, og der oprettes uændret 14 1.g klasser – svarende til kapaciteten. Frederiksberg Kommune har fortsat et stort overskud af ansøgere.

Københavns Amt

Søgetallet til amtets gymnasier er faldet med 5,5 % fra 2.611 til 2.471 – et fald på 140 ansøgere. Der oprettes uændret 88 1. g klasser – 5 færre end den fastsatte kapacitet.

De private gymnasier

Søgetallet til de private gymnasier er steget med 2,3 % fra 329 til 337 - en stigning på 8 ansøgere. Det er ikke oplyst, hvor mange klasser, der oprettes på de private gymnasier.

Hf (bilag 2)

Storkøbenhavn

Søgetallene til hf i Storkøbenhavn er i 2001 faldet med 10,6 % fra 1.361 til 1.223 – et fald på 138 ansøgere. Der oprettes 39 1. hf-klasser på de offentlige kurser - 3 færre end i 2000.

Københavns Kommune

I Københavns Kommune er søgetallet faldet med 10,5 % fra 306 til 273 – et fald på 33 ansøgere.

Der oprettes 10 1. hf-klasser – én mindre end i 2000 - svarende til den fastsatte kapacitet på i alt 10 spor. 3-årigt hf oprettes i år kun på HF-Centret Efterslægten (2 spor). I 2000 blev 3-årigt hf også oprettet på Vestre Borgerdyd Gymnasium og HF og Vallensbæk HF (amtet).

Frederiksberg Kommune

Søgetallet til de frederiksbergske hf-kurser er faldet med 11,9 % fra 420 til 374 – et fald på 46 ansøgere. Der oprettes uændret 12 klasser – svarende til den fastsatte kapacitet.

Københavns Amt

Søgetallet til amtets hf-kurser er faldet med 17,4 % fra 563 til 470 – et fald på 93 ansøgere. Der oprettes 17 klasser – 2 færre end i 2000 – og 2 færre end kapaciteten.

De private kurser

Søgetallet til de private kurser er steget med 50 % fra 72 til 106 – en stigning på 34 ansøgere. Der forventes oprettet 4 klasser på de private hf-kurser (Gentofte Studenterkursus og Det Frie Gymnasium) – 2 mere end sidste år.

 

Gymnasiesøgefrekvensen (bilag 3)

Ungdomsårgangene i Storkøbenhavn har været faldende til og med år 2000 – i Københavns Kommune er den beregnede ungdomsårgang til gymnasiet dog vokset allerede i 2000. I 2001 er den vokset til 3.012, og antallet af københavnere der søger gymnasiet, er faldet fra 1218 til 1208. Gymnasiesøgefrekvensen er således faldet fra 42,5 til 40,1 i 2001.

Søgetallene til Pre-IB ikke er indregnet.

 

Hf-søgefrekvensen (bilag 3)

Ungdomsårgangene i Storkøbenhavn er fortsat faldende, når vi ser på hf-basisårgangene. I Københavns Kommune er hf-basisårgangen faldet fra 3.130 til 3.100 i 2001. Samtidig har et stigende antal københavnere søgt hf i 2001 – i alt 496. Københavnernes hf-søgefrekvens er således steget fra 14,8 til 16,0 i 2001.

 

Kapaciteten (fremgår af bilagene 1 og 2)

Kapacitetsfastsættelsen for gymnasiet for de kommende år vil tage udgangspunkt i forventninger om voksende ungdomsårgange, en uændret eller stigende gymnasiefrekvens og den stigende søgning til de københavnske gymnasier i 2001.

Kapacitetsfastsættelsen for hf-kurserne i Storkøbenhavn på offentlige kurser på 41 1. hf-klasser er i rimelig overensstemmelse med søgningen til 39 klasser. De voksende ungdomsårgange vil slå igennem på hf-området nogle år senere. Vurderingen af hf-kapaciteten for de kommende år – også i Københavns Kommune – vil blive taget op til fornyet overvejelse.

 

Økonomi

Det fastsatte klassetal kan holdes indenfor budgettet for 2001

 

Høring

Ingen

 

Andre konsekvenser

Ingen

 

 

 

 

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Søgetal og klassedannelse i 2001 – Gymnasiet

  • Bilag 2: Søgetal og klassedannelse i 2001 – 2-årigt og 3-årigt hf

  • Bilag 3: Basisårgange og søgefrekvenser til gymnasiet og hf

 

 

 

 

Peter Rasmussen

Birgit Smedegård Olsen

 

Til top