Overførsel af bevillinger mellem 2000 og 2001
Overførsel af bevillinger mellem 2000 og 2001
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 9. maj 2001
2. Overførsel af bevillinger mellem 2000 og 2001
UUU 148/2001 J.nr. U87/01
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at mindreforbruget for 2000 på 73,4 mio. kr. overføres til 2001 fordelt med 16,7 mio. kr. på drift og 56,7 mio. kr. på anlæg
at 0,9 mio. kr. heraf overføres til driften under Familie- og Arbejdsmarkedsud-
valget
RESUME
Økonomiforvaltningen har i brev af 5. april 2001 indkaldt udvalgenes og forsøgsbydelenes forslag til overførsel af bevillinger mellem 2000 og 2001. Borgerrepræsentationen tiltrådte på sit møde den 7. december 2000 en justering af reglerne for bevillingsoverførsel. Overførselsadgangen mellem budgetårene giver mulighed for, at et mindreforbrug i et regnskabsår på de rammebelagte områder kan overføres til det følgende budgetår, forudsat at den samlede budgetramme for udvalget overholdes.
Borgerrepræsentationen har den 7. december 2000 godkendt, at der kan overføres op til 83,7 mio. kr. fra 2000 til 2001. Det samlede mindreforbrug er i regnskab 2000 opgjort til 73,4 mio. kr., jf. udvalgets behandling den 21. marts 2001. Der søges om overførsel af dette beløb til 2001.
Af mindreforbruget på driften overføres 0,9 mio. kr. til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget vedrørende sprogstimulering af førskolebørn.
Der forventes overført 2 mio. kr. fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget vedrørende Undervisning af voksne indvandrere.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen har på møderne den 21. september og 7. december 2000 givet tilsagn om overførsel af uforbrugte midler på op til 83,7 mio. kr. fra 2000 til 2001.
I regnskab 2000 er det samlede mindreforbrug opgjort til 73,4 mio. kr., jf. udvalgets behandling den 21. marts 2001. Mindreforbruget er fordelt med 16,7 mio. kr. på drift og 56,7 mio. kr. på anlæg. Den konkrete overførsel vil blive behandlet i Borgerrepræsentationen den 13. juni 2001.
Anlæg 56,7 mio. kr.
Mindreforbruget er for anlægsområdet 56,6 mio. kr. og vedrører dels forsinkede anlægsprojekter og dels besluttede udskydelser for at sikre økonomien på området i 2001, jf. udvalgets og Borgerrepræsentationens beslutning. Overførslerne modsvares derfor af udgifter i regnskabsåret 2001.
Overførslerne foreslås principielt overført på de konti, mindreforbruget er registeret i 2000.
Da der for anlægsområdet er en samlet bevillingsramme, vil overførslerne mellem de enkelte konti indgå i de kvartalsvise kalkuler til Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Økonomiudvalget.
Overførslerne fordeles herefter således:
Konto 3.01.3 Folkeskoler 9,9 mio. kr.
Konto 3.07.3 Undervisning af børn med vidtgående handicap 6,9 mio. kr.
Konto 5.15.3 Fritidshjem 31,4 mio. kr.
Konto 5.16.3 Fritidsklubber 8,5 mio. kr.
Drift: 16,7 mio. kr.
Mindreforbruget i regnskabet for 2000 er for driften sammensat af en lang række poster inden for de enkelte budgetområder og på tværs af områderne. Mindreforbruget skyldes primært, at der af de selvforvaltede bevillinger overføres beløb til 2001, f.eks. i forbindelse med opsparing til større indkøb m.m. Alle regnskaber fra skoler og institutioner er endnu ikke modtaget og gennemgået, men på baggrund af opgørelse af lånebank og udtræk fra KØR er omfanget af overførsler af selvforvaltede midler på de enkelte budgetområder estimeret.
Derudover er der ikke-udmøntede lønpuljer, hvor aftalerne med de faglige organisationer endnu ikke er indgået, hvorfor udgiften ikke er afholdt i regnskabet for 2000 men afholdes først i 2001.
Endelig er der et mindreforbrug vedrørende sprogstimulering af førskolebørn. Udvalgets bevilling er i 2000 reduceret med 4 mio. kr. som følge af mindre tilslutning end forudsat i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Derimod er der flere børn i sprogstimulering i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen havde oprindeligt anslået mindreforbruget i 2000 til 4,9 mio. kr. Reduktionen blev fejlagtigt alene fastsat til 4,0 mio. kr. I forbindelse med overførslerne fra 2000 til 2001 foreslås det resterende beløb på 0,9 mio. kr. overført til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til delvis dækning af udgifterne ved det stigende behov.
Københavns Kommune har modtaget et tilskud fra staten i 2000 på 6 mio. kr. Tilskuddet er udbetalt til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen men vedrører bl.a. Undervisning af voksne indvandrere.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen forventer, at der overføres 2 mio. kr. heraf til Uddannelses- og Ungdomsudvalget i forbindelse med Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets overførsler fra 2000 til 2001.
På denne baggrund foreslår forvaltningen følgende beløb overført (specifikation på konti fremgår af bilag 2):
Undervisning af førskolebørn – sprogstimulering: 0,9 mio. kr.
Overførsel til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget vedrørende sprogstimulering jf. ovenfor.
Folkeskoleområdet: 3,5 mio. kr.
Overførslerne fordeler sig med 2,7 mio. kr. vedrørende selvforvaltede midler incl. lånebank og 0,8 mio. kr. til lønpuljer, som først udmøntes i indeværende år.
Ungdomsuddannelser: 2 mio. kr.
Overførslerne fordeler sig med 1,2 mio. kr. vedrørende selvforvaltede midler incl. lånebank og 0,8 mio. kr. til lønpuljer, som først udmøntes i indeværende år.
Voksenuddannelse: 0,8 mio. kr.
Overførslerne vedrører alene selvforvaltede midler incl. lånebank.
Undervisning af voksne indvandrere: 5 mio. kr.
Overførslerne vedrører alene ikke-udmøntede lønpuljer.
Hertil kommer som nævnt, at der forventes overført 2 mio. kr. fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Fritidshjem og –klubber: 4 mio. kr.
Overførslerne fordeler sig med 2,5 mio. kr. vedrørende selvforvaltede midler incl. lånebank og 1,5 mio. kr. til lønpuljer, som først udmøntes i indeværende år.
Administration: 0,5 mio. kr.
Overførslen vedrører primært ikke forbrugte efteruddannelsesmidler fra tildelte centrale puljer.
Økonomi
Af bilag 2 fremgår fordeling på konti af forslaget til overførsler.
Høring
Ingen
Andre konsekvenser
Ingen
BILAG VEDLAGT
- Brev af 5. april 2001 fra Økonomiforvaltningen vedrørende regnskabsprognose pr. 27. april 2001 og anmodning om overførsel af bevillinger mellem 2000 og 2001
- Oversigt over fordeling af overførsel på konti.
Peter Rasmussen
Søren Stahl Nielsen