Mødedato: 09.04.2003, kl. 08:15

Ungdomsskoleundervisning for de 10 - 12 årige på Indre Østerbro

Ungdomsskoleundervisning for de 10 - 12 årige på Indre Østerbro

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. april 2003

 

 

8.      Ungdomsskoleundervisning for de 10 - 12 årige på Indre Østerbro

 

UUU 100/2003  J.nr. U60/03

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      udvalget godkender, at der afsættes 256.000 kr. pr. år fra det samlede klubbudget (demografimidler) til undervisnings- og fritidsaktiviteter for de 10 - 12 årige i ungdomsskolens regi på Indre Østerbro i en 2-årig periode. Tilbuddet evalueres inden udløbet af den 2-årige periode med henblik på en vurdering af, om tilbuddet skal videreføres

 

 

 

RESUME

 

I forbindelse med bydelsforsøgene blev der etableret forsøg med fritidsundervisning i ungdomsskolens regi for de 10 - 12 årige i Indre Østerbro Bydel. Tilbuddet om fritidsaktiviteter for de 10 - 12 årige i ungdomsskolen skal ses som et supplement til eller et alternativ for unge, som har brug for et andet fritidstilbud indholdsmæssigt og omfangsmæssigt end en fritidsklub.  

 

Det nuværende forsøg med ungdomsskoleundervisning for 10 - 12 årige på Indre Østerbro foreslås videreført i en begrænset form  finansieret dels af midler inden for ungdomsskolens budgetramme og dels af midler fra det samlede klubbudget (demografimidler).

 

Tilbudet foreslås videreført i en 2-årig periode og evalueres inden udløbet af perioden med henblik på en vurdering af, om tilbuddet skal videreføres.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets besluttede på sit møde den 22. januar 2003, at sende forslaget vedrørende etablering af fritids- og undervisningstilbud for de 10-12 årige på Indre Østerbro i ungdomsskolens regi i høring i forældrebestyrelser og klubråd/ungeråd på Indre Østerbro, ungdomsskolebestyrelsen samt de faglige organisationer BUPL, LFS, PMF og LVU. Af hovedparten af de modtagne høringssvar fremgår det, at forslaget ikke kan anbefales. Forslaget anbefales af Ungdomsskolens bestyrelse.

 

Forvaltningen finder det væsentligt, at forsøget afprøves under de foreslåede rammer og anbefaler derfor, at forslaget godkendes. 

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Baggrund

Under bydelsforsøgene besluttede Bydelsrådet i Indre Østerbro Bydel i oktober 2000, at børn og unge i bydelen skulle have et tilbud om aktiviteter og fritidsundervisning i ungdomsskolens regi. Beslutningen var motiveret ud fra et ønske om at opfylde et behov for fritidsundervisning til børn og unge allerede fra 10-års alderen.

I forbindelse med bydelsforsøgenes afvikli ng behandlede Uddannelses- og Ungdomsudvalget på mødet den 25. april 2001 en indstilling om forsøgsbydelenes opgaver og projekter efter bydelsforsøgets ophør (UUU 130/2001). Udvalget tiltrådte forvaltningens indstilling om, at forsøget med ungdomsskoleundervisning for de 10 - 12 årige ikke blev videreført.

I overensstemmelse hermed indstillede ungdomsskolen til ungdomsskolens bestyrelse, at forsøget blev nedtrappet og udfaset i foråret 2002. På mødet i ungdomsskolebestyrelsen den 7. marts 2002 besluttede ungdomsskolebestyrelsen imidlertid at videreføre forsøget i en begrænset form og i et forpligtende samarbejde mellem ungdomsskolen og fritidsklubberne. Da undervisning for 10 - 12 årige ikke er omfattet af ungdomsskolens primære målgruppe, pålagde ungdomsskolebestyrelsen samtidig ungdomsskolen at optage forhandling med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen om at finde en finansieringsmodel.

Ungdomsskolebestyrelsen har på sit møde den 5. december 2002 besluttet at forlænge forsøget frem til den 31. december 2003. Ungdomsskolebestyrelsen har desuden truffet beslutning om at fravige den generelle nedre aldersgrænse på 13 år samt 12-årige elever i 7. kl. for målgruppen for ungdomsskoletilbuddet. Dette er der mulighed for efter planen for Københavns Kommunes Ungdomsskolevirksomhed, der er fastsat af Borgerrepræsentationen.

Fritidsundervisning i ungdomsskolens regi for de 10-12 årige i Indre Østerbro Bydel har ikke til hensigt at erstatte et fuldt fritidsklubtilbud, men derimod at udgøre et supplement og et alternativ til unge, som har brug for et andet fritidstilbud indholdsmæssigt og omfangsmæssigt end et fritidsklubtilbud.

Det nuværende forsøg med ungdomsskoleundervisning for de 10-12 årige på Indre Østerbro foreslås videreført i begrænset form finansieret af midler fra henholdsvis ungdomsskolens budgetramme og midler fra det samlede klubbudget.

Forslaget indebærer, at der afsættes 256.000 kr. pr. år fra det samlede klubbudget (demografimidler) til undervisnings- og fritidsaktiviteter for de 10 - 12 årige i ungdomsskolens regi på Indre Østerbro i en 2-årig periode. Tilbuddet evalueres inden udløbet af den 2-årige periode med henblik på en vurdering af, om tilbuddet skal videreføres.

Forslaget har været i høring i klubberne på Indre Østerbro, Ungdomsskolebestyrelsen, de faglige organisationer BUPL, PMF, LFS og LVU fra ultimo januar 2003 til primo marts 2003.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har modtaget 5 høringssvar vedrørende forslaget:

·        1 svar fra LVU

·        1 svar fra Ungdomsskolens bestyrelse

·        1 fællessvar fra Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforening (BUPL) og Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS)

·        1 svar fra forældrebestyrelsen i Københavns Kommunes Integrerede Institution "Dronning Louise"

·        1 fællessvar fra 6 klubber på Indre Østerbro

 

Høringssvarene vil i det følgende være behandlet på følgende måde: Først gennemgås og behandles hovedtrækkene i høringssvarene. Dernæst redegøres for forvaltningens bemærkninger og kommentarer dertil.

Fire ud af fem høringssvar kan som udgangspunkt ikke anbefale, at forsøget vedrørende ungdomsskoleundervisning for de 10-12 årige på Indre Østerbro forlænges. Hovedpunkterne der ligger til grund herfor er:

·        at der stilles spørgsmålstegn ved validiteten i undersøgelsen om de 10-12 åriges deltagelse i ungdomsskolen i sæsonen 2001/2002

·        at der ikke synes at have været en reel dialog om bydelens samarbejde i en arbejdsgruppe med repræsentanter for bydelens klubber og ungdomsskolen, som er nedsat

·        at der anvendes klubmidler til et forsøg på ungdomsskoleområdet i en situation, hvor der mangler klubpladser i bydelen

·        at der kan gives dispensation i forhold til alderskriterierne med henblik på optag af 10-12 årige i ungdomsskolen, men at denne dispensationsmulighed bør være en undtagelse fra hovedreg len, som ikke bør anvendes til generelt at indsluse børn på 10-12 år i ungdomsskolen

I høringssvaret fra ungdomsskolens bestyrelse anbefales det, at forsøget vedrørende ungdomsskoleundervisning for de 10-12 årige på Indre Østerbro forlænges. Hovedpunkterne der ligger til grund herfor er:

·        at tilbuddet i ungdomsskolens regi kan udgøre et alternativ for unge, og at tilbuddet kan være et supplement til de eksisterende fritidsklubber

·        at mange forældre har udtrykt tilfredshed med, at deres børn har fået dette tilbud

·        at tilbuddet om ungdomsskoleundervisning for de 10-12 årige er i naturlig forlængelse – og helt i overensstemmelse med – Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning af 5. april 2000, hvor ønsket om at etablere et udvidet og forpligtende samarbejde mellem klubberne, ungdomsskolen og foreningerne er betonet

Ungdomsskolens spørgeskemaundersøgelse

I høringssvarene fra BUPL/LFS og forældrebestyrelsen i Københavns Kommunes Integrerede Institution "Dronning Louise" stilles der spørgsmålstegn ved validiteten i undersøgelsen om de 10-12 åriges deltagelse i ungdomsskolen i sæsonen 2001/2002. Argumenterne er bl.a., at det er ungdomsskolen, der undersøger sig selv, samt at respondenterne ikke har forholdt sig til et valg mellem et fritidsklubtilbud og et ungdomsskoletilbud. Undersøgelsen menes således at være udtryk for en positiv afvejning af, om respondenterne ønsker et supplerende tilbud etableret og opretholdt.

Forvaltningen skal bemærke hertil, at ungdomsskolens undersøgelse dokumenterer, at forældre til 10-12 årige børn, der har deltaget i undervisningen, generelt er meget tilfredse med ungdomsskolens undervisning, sociale miljø, kommunikation og information. Herudover svarer 94 procent af de adspurgte "ja" til følgende spørgsmål: "På baggrund af jeres barns deltagelse i forsøget med de 10-12 åriges deltagelse i i ungdomsskolens undervisning, ønsker I så, at forsøget forlænges i kommende skoleår?".

Forvaltningen skal endvidere bemærke, at tilbuddet i ungdomsskolen ikke udgør nogen hindring for, at de unge fortsat kan benytte sig af et fritidsklubtilbud. Undersøgelsen peger på, at det rent faktisk er tilfældet for knap 60 procent af de adspurgte.

Det er korrekt, at ungdomsskolens undersøgelse ikke eksplicit spørger til en vurdering af, hvorvidt de unge ønsker enten et fritidsklubtilbud eller et ungdomsskoletilbud. Det bør imidlertid bemærkes, at 6 ud af 10 unge i undersøgelsen er medlem af en fritidsklub samtidig med at de benytter sig af ungdomsskolens tilbud. De to former for tilbud til de unge kan således kombineres. Det er forvaltningens vurdering, at forældrenes høje grad af tilfredshed med ungdomsskolens undervisning, sociale miljø, kommunikation og information bør veje tungt i vurderingen af, hvorvidt forsøget skal etableres. Det bør også bemærkes, at næsten alle forældre ønsker, at forsøget forlænges. Ungdomsskolens undersøgelse underbygger dermed behovet for etablering af tilbud til de 10-12 årige i ungdomsskolens regi på Indre Østerbro.  

 

Arbejdsgruppen med klubber og ungdomsskolen på Indre Østerbro

Høringssvarene fra BUPL/LFS og fra 6 klubber på Indre Østerbro peger på en frustration over den måde, hvorpå samarbejdet mellem fritidsklubberne og ungdomsskolen på Indre Østerbro er blevet grebet an.

Forvaltningen skal bemærke hertil, at arbejdet mellem fritidsklubberne og ungdomsskolen på Indre Østerbro er sket på grundlag af et kommissorium, der bl.a. har haft til formål at beskrive et sammenhængende tilbud om fritidsaktiviteter til de 10-12 årige, som et supplement til fritidsklubberne eller som et alternativ til et fuldt medlemskab af en fritidsklub.

Tidsforløbet i forbindelse med arbejdsgruppens virksomhed kan i hovedtræk skitseres således:

Den 28. august 2002 udsender forvaltningen principper og kommissorium for arbejdsgruppen vedrørende forsøg med ungdomsskoletilbud til de 10 – 12 årige.

Den 29. oktober 2002 afholdes møde i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen med repræsentanter for forvaltningen på Islands Brygge, ungdomsskolen, ungdomsskolens bestyrelse og ungdomsklubberne på Indre Østerbro.

Den 7. november 2002 meddeler en række klubrepræsentanter forvaltningen, at man ønsker en reformulering af det nuværende kommissorium og etablering af en ny arbejdsgruppe med deltagelse af alle relevante parter.

Som det fremgår af ovenstående, har arbejdsgruppen arbejdet fra august 2002 til november 2002, hvor klubberne ønskede et nyt kommissorium udarbejdet. Det er forvaltningens vurdering, at samarbejdet mellem klubberne og ungdomsskolen på Indre Østerbro er sket på et tydeligt grundlag. Forvaltningen har igennem hele forløbet lagt vægt på, at ungdomsskoletilbuddet for de 10-12 årige på Indre Østerbro udformes i dialog og i samarbejde mellem de involverede parter. 

Anvendelsen af klubmidler i et ungdomsskoleprojekt

Høringssvaret fra henholdsvis BUPL/LFS, 6 klubber på Indre Østerbro samt forældrebestyrelsen i Københavns Kommunes Integrerede Institution "Dronning Louise" finder det betænkeligt, at der anvendes klubmidler til et forsøg på ungdomsskoleområdet i en situation, hvor der mangler klubpladser i bydelen.

Forvaltningen skal b emærke hertil, at tilbuddet om fritidsundervisning for de 10-12 årige på Indre Østerbro hverken kan eller skal erstatte et fuldt tilbud om fritidsklub. Tilbuddet i ungdomsskolens regi skal imidlertid være et alternativ for unge, som har behov for et andet fritidstilbud end en fritidsklub, hvorfor tilbuddet kan udgøre et supplement til de eksisterende fritidsklubber.

Forvaltningen skal endvidere bemærke, at ungdomsskoletilbuddet for de 10-12 årige er i overensstemmelse med Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning af 5. april 2000, hvor etableringen af et udvidet og forpligtende samarbejde mellem klubberne og ungdomsskolen betones.

Det er forvaltningens opfattelse, at mængden af tilbud til de unge bør være så mangfoldig som mulig. Som en følge heraf synes det oplagt at etablere ungdomsskoletilbud for de 10-12 årige på forsøgsbasis. Derved kan ungdomsskoletilbuddet udgøre et supplement til eller et alternativ for unge, som både indholds- og omfangsmæssigt har brug for et andet fritidstilbud end en fritidsklub. Med ungdomsskoletilbuddet udvides mangfoldigheden af tilbud for de 10-12 årige.

 

Alderskriteriet

Høringssvarene fra LVU og forældrebestyrelsen i Københavns Kommunes Integrerede Institution "Dronning Louise" giver udtryk for, at der kan gives dispensation i forhold til alderskriterierne med henblik på optag af 10-12 årige i ungdomsskolen, men at denne dispensationsmulighed bør være en undtagelse fra hovedreglen, som ikke bør anvendes til generelt at indsluse børn på 10-12 år i ungdomsskolen.

Forvaltningen skal bemærke hertil, at planen for ungdomsskolens virksomhed har været forelagt Den Samlede Magistrat den 8. december 1997. Magistraten tilsluttede sig virksomhedsplanen. En plan, hvoraf det fremgår, at ungdomsskolens undervisningstilbud i et vist omfang står åbent for unge under 13 år, hvilket dog kan forudsætte, at ungdomsskolebestyrelsen træffer beslutning om fravigelse af de generelle aldersgrænser. Ungdomsskolens virksomhedsplan åbner med andre ord op for, at ungdomsskolen kan tilbyde undervisningstilbud til unge under 13 år.

Endelig skal forvaltningen bemærke, at der ikke er tale om en generel og permanent indslusning af 10-12 årige i ungdomsskolen, men om et både tidsmæssigt afgrænset og geografisk afgrænset forsøg, der skal evalueres inden udløbet af en to-årig periode med henblik på en vurdering af, hvorvidt tilbuddet skal videreføres.

På baggrund af ovenstående anbefaler forvaltningen, at der etableres forsøg med ungdomsskoleundervisning for de 10-12 årige på Indre Østerbro, idet det findes væsentligt, at forsøget afprøves under de foreslåede rammer.

 

Økonomi

Ungdomsskolen har beregnet, at helårsudgiften ved etablering af et ungdomsskoletilbud for 20 pct. af de unge i målgruppen af 2 timers varighed om ugen med hold på 16 elever i 22 uger er 381.000 kr. Beløbet kan finansiere 25 hold.

Ungdomsskolens bestyrelse har besluttet at afsætte 125.000 kr. inden for ungdomsskolens budgetramme under forudsætning af, at tilbuddet tilføres yderligere midler.

Den resterende udgift på 256.000 kr. afholdes på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets konto 5.16.1 Klubber. Beløbet søges i forbindelse med regnskabskalkulen for 1. kvartal af 2003 overført til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets konto 3.76.1 Ungdomsskoler.

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

 

Høring

 

Ingen yderligere bemærkninger.

 

 

 

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Høringssvar fra Københavns Integrerede Institution, Dronning Louise, BUPL og LFS, LVU, Københavns Kommunes Ungdomsskole samt Fritids- og Ungdomsklubberne Indre Østerbro  

 

 

 

 

                                                    Peter Rasmussen

                  Marie Thun   

 


 


Til top