Mødedato: 09.02.2005, kl. 15:00

Omlægning af fritidshjemspladser

Omlægning af fritidshjemspladser

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. februar 2005

 

 

6.      Omlægning af fritidshjemspladser

  J.nr. U9/05

 

 

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at    der omlægges 22 fritidshjemspladser til 0–5 års pladser i institutionen Storegårdsvej 7

 

at     der omlægges 44 fritidshjemspladser i institutionen Bellahøjvej 42b til 0–5 års pladser

 

at      der afvikles 40 fritidshjemspladser i institutionen Ragnhildgade 2

 

at    der træffes principbeslutning om genetablering af fritidshjem/-klub i Gyldenrisparken, og at udgifterne til deponering afholdes inden for anlægsrammen i Børneplanen

 

at     Uddannelses- og Ungdomsudvalget tager til efterretning, at det tilsvarende indstilles til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget at iværksætte afvikling og omlægning af et nærmere angivet antal fritidshjemspladser i 8 af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens institutioner med fritidshjemsdel

 

at     der gennemføres anvisningsstop til de fritidshjemspladser, der er foreslået afviklet eller omlagt til 0–5 års pladser, herunder fritidshjemspladser i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets institutioner

 

at     forslagene om omlægning og afvikling af fritidshjemspladser forinden sendes til høring på de berørte institutioner

 

 

 

RESUME

 

I forlængelse af Børneplanens intention om at sikre plads ved behov i 0–5 års institutionerne i København har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i værksat et forløb med henblik på at konvertere så mange fritidshjemspladser til 0-5 års pladser som muligt.

 

Der er tidligere iværksat omlægninger af 164 fritidshjemspladser til 0–5 års pladser, hvoraf 78 fritidshjemspladser allerede er afviklet. Endvidere er der iværksat omlægninger af 32 fritidshjemspladser til 0-5 års pladser i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets institutioner i Sionsgade 12 og Hjortøgade 10 på Ydre Østerbro.

 

Med denne indstilling foreslås, at der yderligere afvikles 40 fritidshjemspladser og omlægges 66 fritidshjemspladser i Uddannelses- og Ungdomsudvalgets institutioner til 0-5 års pladser. Samtidigt foreslår Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget afvikler 128 fritidshjemspladser og omlægger yderligere 118 fritidshjemspladser til 0-5 års pladser i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets institutioner.

 

I denne forbindelse foreslås, at der ikke anvises nye fritidshjemsbørn til de fritidshjemspladser, der foreslås afviklet eller omlagt til 0-5 års pladser. Dette foreslås for at sikre den mest hensigtsmæssige anvisning i forhold til forslagene om afvikling og omlægning af fritidshjemspladser.

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Idet der er behov for flere 0-5 års pladser, og der samtidigt er ledige fritidshjemspladser i dele af København, har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget iværksat et forløb med henblik på at omlægge 164 fritidshjemspladser til 0-5 års pladser. Af disse 164 fritidshjemspladser er de 78 allerede afviklet, og der er udarbejdet handleplaner for de resterende fritidshjemspladser i samarbejde med de berørte institutioner.

 

Endvidere er der iværksat et forløb med henblik på at omlægge 32 fritidshjemspladser til 0-5 års pladser i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens institutioner på Sionsgade 12 og Hjortøgade 10 på Ydre Østerbro.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på baggrund af nye prognoser for udviklingen i behovet for fritidshjemspladser og 0–5 års pladser udarbejdet en række nye forslag til afvikling og omlægning af fritidshjemspladser.

 

Forslagene indebærer, at der afvikles og omlægges fritidshjemspladser i institutioner hørende til Uddannelses- og Ungdomsudvalget og i institutioner hørende til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. Forslag om afvikling og omlægning af fritidshjemspladser i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets institutioner behandles tilsvarende af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

 

På baggrund af de to indstillinger til fagudvalgene vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen sideløbende med den foreslåede høring kontakte institutionerne med henblik på at tilrettelægge et nærmere forløb for en eventuel afvikling og omlægning af fritidshjemspladserne. Der vil herunder blive udarbejdet forslag til tidsplaner ved en afvikling og omlægning af pladserne, og ændring af driftsoverenskomst for selvejende institutioner.

 

Tidspunktet for afvikling og omlægning af fritidshjemspladserne forudsætter, at pladserne er ledige og, at de selvejende institutioners driftsoverenskomster ændres efter gældende procedure. Endvidere kan omlægning af fritidshjemspladser til 0-5 års pladser medføre behov for bygningsmæssige tilpasninger af institutionerne.

 

I henhold til skoleårets planlægning er indskrivningen af nye elever på skolerne påbegyndt. Inden udgangen af januar 2005 ventes de nye elever at være indskrevet på skolerne. I februar 2005 fordeles de nye elever på fritidsinstitutionerne. I denne forbindelse vil Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen orientere de berørte institutioner om, at der ikke anvises nye fritidshjemsbørn til de pladser, der foreslås afviklet, eller omlagt til 0-5 års pladser.

 

Idet der ikke anvises nye fritidshjemsbørn til de pladser, der forslås afviklet og omlagt, vil hovedparten af pladserne være ledige senest i august 2005. De resterende pladser bliver ledige over en periode og kan afvikles eller omlægges trinvist. Ønskes en hurtigere proces, kan der eventuelt overføres fritidshjemsbørn til andre institutioner i området efter aftale med forældre og institutionerne, eller der kan indgås aftaler om overgangsordninger med de berørte institutioner.

 

Specielt vedrørende erstatningsbyggeri i Gyldenrisparken/Store Krog

Bygge- og Teknikforvaltningen (Plan&Arkitektur) forestår arbejdet om byfornyelse af Gyldenrisparken/Store Krog (på Amager ved Højdevangens Skole/Gerbrandskolen). Der er tale om et større bolig­kompleks fra 1960'erne som ønskes renoveret af ejeren (Lejerbo), og hvor Landsbyg­gefonden har givet tilsagn om at gå ind med en omprioritering.

 

Lejerbo har opført og ejer institutioner inden for bebyggelsen, som omfatter et plejehjem, vuggestue/børnehave og fritidshjem/fritidsklub. Der er indgået  lejeaftaler med de respektive forvaltninger. Landsbyggefonden vil kun indgå i renovering, hvis den også omfatter insti­tutionerne.

 

Lejerbo har tilbudt at opføre/indrette erstatningsinstitutioner mod en for­ventet forøgelse af lejeudgiften for forvaltningerne. Det er foreslået, at fritidshjem/fritidsklub indflyttes i stueetagen af det nuværende plejehjem, som tænkes omdannet til ungdomsboliger. 

 

Forslaget indebærer, at der skal svares en mer-lejeudgift på ca. 150 kr./kvm. – eller ca. 100.000 kr. på årsbasis. Der vil i så fald være tale om deponering for differencelejen på ca. 1,7 mio. kr.

 

Når der foreligger et konkret skitseprojekt vil forslaget blive forelagt Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

 

Under hensyn til den videre planlægning af det stort anlagte renoveringsprojekt samt opførelse af et nyt plejehjem indstilles, at der træffes principbeslutning om erstatning af eksisterende fritidsinstitution, og at midlerne hertil afholdes inden for anlægsrammen i Børneplanen.

 

 

Økonomi

 

De specifikke økonomiske konsekvenser i forhold til omlægning af fritidshjemspladser til børnehavepladser og omlægning af fritidshjemspladser til andre formål vil blive forelagt, når institutionerne er besigtiget, og der foreligger en oversigt over, hvad det koster at omlægge fritidshjemspladserne.

 

Endvidere vil de driftsøkonomiske konsekvenser af afvikling og omlægning af fritidshjemspladser blive forelagt i forbindelse med forelæggelsen af handleplaner for de enkelte institutioner.

 

Eventuelt sparede driftsmidler på fritidshjemsområdet holdes indenfor rammerne af Børneplanen

 

 

Miljøvurdering

 

Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

Høring

 

Forslagene om omlægning og afvikling af institutionspladserne sendes til høring på de berørte institutioner i en høringsperiode på 6 uger, inden der træffes beslutning om forslagene.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vil sideløbende hermed kontakte institutionerne med henblik på at udarbejde gennemførelsesplaner om en eventuel afvikling henholdsvis omlægning af de foreslåede fritidshjemspladser til 0-5 års pladser.

 

Gennemførelsesplanerne vil blive forelagt henholdsvis Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget til endelig godkendelse i løbet af foråret/sommeren 2005.

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Oversigt over "Afvikling og omlægning af fritidshjemspladser"

 

 

 

 

                                               Peter Rasmussen

                                                                                            Jørn Larsen

 

 


 

Til top