Klassedannelse i forbindelse med søskendehensyn på folkeskoler i skoleåret 2005/06
Klassedannelse i forbindelse med søskendehensyn på folkeskoler i skoleåret 2005/06
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 9. februar 2005
5. Klassedannelse i forbindelse med søskendehensyn på folkeskoler i skoleåret 2005/06
J.nr. U225/04
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
at der fastsættes et maksimum for antallet af elever i klasserne gældende for elever med bopæl uden for skoledistriktet for børnehaveklasserne i skoleåret 2005/06 på Øster Farimagsgades Skole, Jagtvejens Skole, Sortedamskolen og Peder Lykke Skolen med henblik på optagelse af søskende. Dette indarbejdes i styrelsesvedtægtens bilag III Skolestrukturen
at forslaget forinden sendes til høring hos de berørte skolebestyrelser
RESUME
Den 12. januar 2005 vedtog Uddannelses- og Ungdomsudvalget at pålægge forvaltningen at fremkomme med et forslag om søskendegaranti til børnehaveklasse og 1. klasse. Endvidere vedtog udvalget at pålægge forvaltningen at fremkomme med forslag til løsning af søskendeproblemer også for de børn, der starter i skole 2005/06 og forslag til, hvordan det kan undgås at oprette hele klasser som følge af søskendehensyn.
Denne indstilling handler alene om klassedannelsen i forhold til optagelse af søskende til skoleåret 2005/06.
Optagelse af søskende i børnehaveklassen og 1. klasse til skolestart 2005/06 giver ikke anledning til bemærkninger for hovedparten af skolernes vedkommende, men på 7 skoler medfører en søskendegaranti, at der vil være flere elever i de kommende børnehaveklasser end oprindeligt forudsat.
På denne baggrund foreslår forvaltningen, at der fastsættes et maksimum for antallet af elever i klasserne for elever med bopæl uden for skoledistriktet for børnehaveklasserne i skoleåret 2005/06 på Øster Farimagsgades Skole, Jagtvejens Skole, Sortedamskolen og Peder Lykke Skolen med henblik på optagelse af søskende. Dette indarbejdes i styrelsesvedtægtens bilag III Skolestrukturen. Forslaget sendes forinden til høring hos de berørte skolebestyrelser.
Et generelt forslag om ændring af styrelsesvedtægten med henblik på
indførelse af søskendegaranti vil efterfølgende blive forelagt Uddannelses- og
Ungdomsudvalget, idet der samtidig vil blive forelagt forslag om ændring af grunddistrikter
ved konkrete skoler.
SAGSBESKRIVELSE
Den 12. januar 2005 vedtog Uddannelses- og Ungdomsudvalget at pålægge forvaltningen at fremkomme med et forslag om søskendegaranti til børnehaveklasse og 1. klasse. Endvidere vedtog udvalget at pålægge forvaltningen at fremkomme med forslag til løsning af søskendeproblemer også for de børn, der starter i skole 2005/06 og forslag til, hvordan det kan undgås at oprette hele klasser som følge af søskendehensynet.
Optagelse af søskendebørn i børnehaveklassen og 1. klasse til skolestart 2005/06 giver ikke anledning til bemærkninger for hovedparten af skolernes vedkommende, men på 7 skoler medfører en søskendegaranti, at der er flere elever i de kommende børnehaveklasser end oprindeligt forudsat, jf. nedenstående tabel.
Tabel 1: oversigt over skoler med kapacitetsproblemer som følge af søskendehensynet
|
|
Samlet elevtal efter imødekommelse af søskende m.v. |
|
||
|
Klasser |
Grunddistrikt |
Søskende |
I alt |
"Ekstra elever" |
Øster Farimagsgades Skole |
2 |
60 |
3 |
63 |
+ 7 |
Jagtvejens Skole |
1 |
22 |
14 |
36 |
+ 8 |
Sortedamskolen |
3 |
83 |
7 |
90 |
+ 6 |
Randersgades Skole |
2 |
52 |
7 |
59 |
+ 3 |
Heibergskolen |
2 |
41 |
19 |
60 |
+ 4 |
Hanssted Skole |
2 |
54 |
4 |
58 |
+2 |
Peder Lykke Skolen |
3 |
71 |
22 |
93 |
+9 |
Tabellen viser, at syv skoler efter imødekommelsen af søskendegarantien har flere elever tilmeldt til de kommende børnehaveklasser, end der umiddelbart er plads til. Disse elever benævnes "ekstra elever" i tabellens højre kolonne.
Efter folkeskoleloven må elevtallet i bh-klasse og i grundskolens klasser normalt ikke overstige 28 ved skoleårets begyndelse. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde, fx på grund af tilflyttere, tillade et højere elevtal i grundskolens klasser (1.-9. klasse), dog ikke over 30. Det betyder, at der ikke kan dannes bh-klasser med mere end 28 elever. Efter skoleårets begyndelse (pr. 1.8.) kan der dog godt optages flere elever også i bh-klassen.
I forbindelse med en indførelse af søskendehensyn er der på de 7 skoler behov for at begrænse optaget i øvrigt på skolen af udefrakommende elever i den situation, hvor der bliver oprettet en ekstra klasse på klassetrinnet af hensyn til imødekommelse af søskendehensynet. Ellers er der risiko for, at det kan medføre yderligere behov for oprettelse af ekstra klasser i de følgende år, hvilket der ikke er plads til på de pågældende skoler, jf. udvalgets beslutning på mødet den 12. januar 2005.
Efter folkeskoleloven har forældrene krav på, at deres barn optages i en skole i kommunen uden for distriktet, hvis skolen erklærer sig villig hertil, og det kan ske inden for de rammer, kommunalbestyrelsen har fastsat om blandt andet skoledistrikter og klassedannelse. Kommunen har således ikke pligt til at tilpasse skolens kapacitet på grundlag af ønsker om optagelse fra forældre, der bor uden for distriktet.
Erfaringen fra tidligere skoleår har vist, at antallet af elever, der tilmelder sig de enkelte skoler, kan variere i perioden fra tilmeldingen i januar frem mod skolestart i august. Den generelle tendens er, at nogle elever falder fra inden den endelige klassedannelse i august. Forvaltningen vil nøje følge udviklingen på de pågældende skoler frem til skolestart.
På baggrund af de hidtidige erfaringer må det forventes, at der frem til skolestart vil være tale om et mindre fald i antallet af elever ved 3 af de 7 skoler. Det drejer sig om Randersgades Skole, Heibergskolen og Hanssted Skole. På baggrund af den aktuelle søgning til disse skoler fastholdes antallet af børnehaveklasser på disse skoler. Såfremt elevtallet ikke falder i det forventede omfang frem til skolestart, vil der blive fremlagt forslag om en ændret klassedannelse på disse skoler.
For de øvrige fire skoler forventes behov for oprettelse af en ekstra børnehaveklasse.
Det foreslås derfor, at der fastsættes et maksimum for antallet af elever i klasserne gældende for elever med bopæl uden for skoledistriktet for børnehaveklasserne i skoleåret 2005/06 på Øster Farimagsgades Skole, Jagtvejens Skole, Sortedamskolen og Peder Lykke Skolen med henblik på optagelse af søskende til elever, der i forvejen går på skolen.
Hvis det bliver nødvendigt at oprette en ekstra klasse på grund af optagelse af søskende med bopæl uden for distriktet fastsættes følgende gennemsnitlige maksimumstal, som vil være gældende for optagelse af elever med bopæl uden for distriktet:
Øster Farimagsgades Skole: 21 elever
Jagtvejens Skole: 18 elever
Sortedamskolen: 23 elever
Peder Lykke Skolen: 24 elever
Efter de almindelige retningslinjer kan der efterfølgende ske sammenlægning af klasser med små klassekvotienter, således at 4 klasser slås sammen til 3, 3 klasser til 2 osv., hvis elevtallet falder på klassetrinnet.
I forbindelse med Øster Farimagsgades Skoles bygningsmæssige kapacitet har Uddannelses- og Ungdomsudvalget rettet henvendelse til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget med henblik på at få en vurdering af muligheden for, om presset på Øster Farimagsgades Skole kan afhjælpes ved anvendelse af den nærliggende Dronning Louisegården, som hører under Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
På baggrund af den aktuelle tilmelding til skolen må det anses for tvivlsomt, om skolen kan indgå i magnetskolekonceptet. Øster Farimagsgades Skole skal fra skoleåret 2006/07 have plads til børn, der indskrives i 1. klasse som følge af magnetskolekonceptet. Det vil afhænge af mulighederne for forøgelse af skolens bygningsmæssige rammer, og overvejelserne om begrænsning af skolens grunddistrikt. Forvaltningen vil i givet fald efterfølgende fremlægge forslag herom og om hvorvidt andre skoler kan indgå i magnetskolekonceptet.
For Jagtvejens Skole gør der sig den særlige situation gældende, at der også skal skabes plads i 1. klasse til udslusede elever fra modtagelsesklassen på skolen. Det indgår desuden i forvaltningens overvejelser at fremsætte forslag om flytning af specialklasserækken fra Jagtvejens Skole til en anden skole.
Kommunalbestyrelsens beslutninger om rammerne for klassedannelsen og skolestrukturen skal fremgå af bilag til styrelsesvedtægte n. Der vedlægges forslag til ændring af bilag III om skolestrukturen.
Et generelt forslag om ændring af styrelsesvedtægten med henblik på
indførelse af søskendegaranti vil efterfølgende blive forelagt Uddannelses- og
Ungdomsudvalget, idet der samtidig vil blive forelagt forslag om ændring af
grunddistrikter ved konkrete skoler.
Økonomi
Lønudgifterne til oprettelse af en ekstra klasse udgør ca. 400.000 kr. i børnehaveklassen. I det omfang, der bliver behov for oprettelse af ekstra klasser som følge af indførelsen af søskendehensynet, vil forvaltningen fremlægge forslag om dækning af udgifterne af udvalgets bufferpulje for 2005.
Eventuelle udgifter i forbindelse med mindre kapacitetsafhjælpende foranstaltninger afholdes inden for rammerne af Børneplanen, hvor der er afsat midler til kapacitetsafhjælpende foranstaltninger på skoleområdet.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Forslag om ændring af styrelsesvedtægtens bilag III om skolestrukturen sendes til høring på de berørte skoler med en høringsfrist på 6 uger.
BILAG
VEDLAGT
· Forslag til ændring af bilag III til styrelsesvedtægten for folkeskolerne
Peter Rasmussen
Jørn Larsen