Status på overvejelser vedrørende fremtidig struktur for elevgruppen med gennemgribende udviklingsforstyrrelser
Status på overvejelser vedrørende fremtidig struktur for elevgruppen med gennemgribende udviklingsforstyrrelser
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. december 2004
14. Status på overvejelser vedrørende fremtidig struktur for elevgruppen med gennemgribende udviklingsforstyrrelser
J.nr. U70/04
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at der træffes principbeslutning om at flytte specialfritidshjemmet for autister på Lønstrupvej fra Hyltebjerg Skole til en ny placering på Rughavevej i 2006
RESUME
På mødet den 11. august 2004 behandlede udvalget status på overvejelser vedrørende fremtidig struktur for elevgruppen med gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Udvalget godkendte, at et forslag til principbeslutning om etablering af et fritidstilbud til 40 elever fra Frejaskolen i de ledige lokaler i Valby Skole's filial på Rughavevej blev sendt til høring hos de berørte institutioner. Tilbuddet er en udvidelse og erstatning for det eksisterende tilbud på Lønstrupvej 7, der samtidig nedlægges.
På baggrund af de indkomne høringssvar fra Fritidshjemmet Lønstrupvej 7, Hyltebjerg Skole samt Frejaskolen, der alle er positive over for forslaget, indstilles principbeslutningen til endelig godkendelse.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
På Borgerrepræsentationens møde den 22. april 2004 godkendte Borgerrepræsentationen (BR 182/04) en anlægsbevilling på i alt 31,8 mio. kr. til indretning af Frejaskolen i den nuværende Valby Skole's hovedbygning samt i den gamle gymnastiksal inkl. villaen i filialen på den anden side af Valby Tingsted.
I forbindelse med behandlingen af sagen foreslog Bente Frost (Venstre 2) følgende ændringsforslag:
"Det skal foreslås, at
indstillingen vedtages i aften, og at et forslag samtidig sendes til
Uddannelses- og Ungdomsudvalget med henblik på en drøftelse mellem Økonomiforvaltningen
og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen om de økonomiske konsekvenser af, at
inddrage alle Valby Skoles bygninger i projektet."
Forslaget fra Bente Frost (Venstre 2) blev godkendt uden afstemning.
I forbindelse med høring vedrørende den fremtidige struktur for elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser har Frejaskolen, specialfritidshjemmet Lønstrupvej og Hyltebjerg Skole anført ønsker om at få samlet fritidstilbuddet til elevgruppen så tæt på Frejaskolen som muligt og samtidig få frigjort lokaler til brug for Hyltebjerg Skole.
I den forbindelse har forvaltningen peget på mulighederne for at omdanne det eksisterende specialfritidshjem til klub og placere klubben i de resterende lokaler i filialen til den tidligere Valby Skoles bygninger, hvor Frejaskolen fremover skal placeres.
Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet forslag til principbeslutning om, at der etableres et fritidstilbud til 40 elever fra Frejaskolen i de ledige lokaler i filialen på Rughavevej. Tilbuddet er en udvidelse og erstatning for det eksisterende tilbud på Lønstrupvej, der samtidig nedlægges. Forslaget foreslås i givet fald gennemført i 2 etaper.
På udvalgsmødet den 11. august 2004 besluttede udvalget at sende forslaget til principbeslutning til høring hos de berørte institutioner/skoler.
Der er nu indkommet høringssvar fra Fritidshjemmet Lønstrupvej 7, Hyltebjerg Skole samt Frejaskolen, der alle er positive over for forslaget. På den baggrund indstilles principbeslutningen til endelig vedtagelse.
De indkomne høringssvar
Hyltebjerg Skole
Skolen udtrykker stor tilfredshed med forslaget, ligesom man er indstillet på – som led i overtagelsen af Frejaskolens nuværende lokaler på skolen – at indgå i en drøftelse om placering af et mindre antal specialklasser på skolen.
Fritidshjemmet Lønstrupvej 7
Fritidshjemmet er enig i forslaget. I den forbindelse foreslår man, at der ikke fastlægges et bestemt alderstrin for det nye klubtilbud, men lader tilbuddet gælde for de elever fra 11 år og opefter, der kan profitere af det. Endvidere foreslår man en åbningstid fra 7-21 3-4 gange om ugen med muligheder for yderligere 1-2 aftenåbninger om måneden. Derudover peges på en række andre driftsmæssige forhold.
Forvaltningens bemærkninger:
Tilbuddet omfatter elever efter endt skolegang til og med det 17. år. Derudover vil tilbuddet omfatte de ældste elever på Frejaskolen, der kan profitere af det. Det er ikke muligt at fastsætte en entydig aldersgrænse, men som udgangspunkt vil tilbuddet omfatte Frejaskolens ældste klassetrin (8-10. klasse). Hvorvidt den enkelte elev skal benytte det særskilte fritidstilbud afgøres ud fra pædagogiske psykologiske vurderinger.
Fastlæggelse af åbningstider m.m. vil ske ud fra en vurdering af elevgruppens behov – herunder også fritidstilbudet til normalelever i samme aldersgruppe.
Frejaskolen
Skolen støtter principforslaget. Skolen gør opmærksom på, at der i forbindelse med etableringen af Frejaskolen inkl. KKFO- og klubpladser skal tages stilling til, hvad der skal ske med de børn, der nu går på fritidshjemmet på Lønstrupvej – herunder om de skal forblive samlet, og om de selv kan vælge mellem et tilbud på Frejaskolen eller det nye fritidstilbud på Rughavevej.
Forvaltningens bemærkninger:
Som nævnt ovenfor, er det særskilte fritidstilbud på Rughavevej tænkt som et tilbud til Frejaskolens ældste elever. Hvorvidt den enkelte elev tilknyttes det særlige fritidstilbud eller tilbudet på Frejaskolen må afgøres med udgangspunkt i elevens alder og modenhed sammenholdt med elevens og forældrenes ønsker.
Under alle omstændigheder må det forventes, at der vil blive et tæt samarbejde mellem de to tilbud.
Økonomi
Principbeslutningen
har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser. De økonomiske konsekvenser af en
realisering af selve forslaget om et nyt klubtilbud på Rughavevej er nærmere
beskrevet i den indstilling, der blev fremlagt på mødet den 11. august 2004.
Tiltrædes
principbeslutningen, vil der senere blive søgt særskilt anlægsbevilling til en
realisering af forslaget. Forslaget vil i givet fald blive gennemført i etaper
med henblik på en realisering af etape 1 i 2006. Heraf vil udgifterne til
erhvervelse af resten af filialen skulle afholdes i 2005 og udgifterne til
selve etableringen i 2006.
Der forventes anvist dækning for udgifterne i 2005 på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005, konto 5.16.3, rådighedsbeløb til Klubber og andre socialpædagogiske tilbud. Udgifterne i 2006 forventes afholdt af det tilsvarende budget for 2006 eller inden for rammerne af det samlede anlægsbudget i 2006.
Miljøvurdering
Forslaget
har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser
Høring
Ingen yderligere bemærkninger
BILAG
VEDLAGT
· Høringssvar fra Hyltebjerg Skole, Fritidshjemmet Lønstrupvej 7 og Frejaskolen
Peter Rasmussen
Jørn Larsen