Mødedato: 08.12.2004, kl. 15:00

Fælles ramme for pædagogisk tilsyn i daginstitutioner og klubber i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

Fælles ramme for pædagogisk tilsyn i daginstitutioner og klubber i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 8. december 2004

 

 

13.      Fælles ramme for pædagogisk tilsyn i daginstitutioner og klubber i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

  J.nr. U203/04

 

 

INDSTILLING

 

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller over for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at     den fælles ramme for pædagogiske tilsyn i daginstitutioner og klubber godkendes

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller over for Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at    forslaget sendes i høring i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens fritidshjem, klubber og bestyrelser samt Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller over for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget,

 

at     der ikke foretages yderligere høringer af den fælles ramme blandt institutionslederne i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen

 

 

RESUME

 

Det pædagogiske tilsyn er et væsentligt led i kvalitetssikringen af daginstitutioner og klubbers pædagogiske tilbud. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ønsker at styrke det pædagogiske tilsyn og har derfor udarbejdet forslag til fælles ramme for systematisk pædagogisk tilsyn i daginstitutioner og klubber i Københavns Kommune.

 

Udkastet til den fælles ramme har været til høring blandt institutionslederne i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, hos de faglige organisationer og de selvejende institutioners administrerende foreninger (paraplyorganisationerne). Udkastet har kun været drøftet med institutionerne i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Derfor indstilles det, at forslag til den fælles ramme sendes i høring i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens fritidshjem, klubber og bestyrelser samt Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber.

 

Den fælles ramme skal udmøntes i konkrete modeller for, hvordan d et systematiske pædagogiske tilsyn skal udføres i praksis i hhv. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Det foreslås, at de konkrete modeller sendes til forvaltningsmæssig høring blandt institutionsledere og organisationer og efterfølgende forelægges for udvalgene til godkendelse. 

 

Udviklingen af det pædagogiske tilsyn er et led i opfyldelsen af hensigtserklæringen om kvalitetsstandarder for børns sundhed og trivsel i pædagogiske tilbud (H30 i budget 2003).

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Der har ikke tidligere været fælles retningslinier for det pædagogiske tilsyn i København. Nu har forvaltningerne i samarbejde udviklet forslag til en fælles ramme for systematisk pædagogisk tilsyn (se bilag).

 

Rammen omfatter og beskriver de pædagogiske konsulenters årlige tilsynsbesøg i

 

·        kommunale og selvejende daginstitutioner

·        kommunale og selvejende klubber

·        Københavns Kommunes fritidsordninger (KKFO'er)

·        puljeinstitutioner

·        specialtilbud i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

 

Det pædagogiske tilsyn skal både være kontrol og samtidig udgangspunkt for udvikling. Derfor er der i rammen lagt vægt på processen.

 

Målet har været at udvikle en ramme for systematisk pædagogisk tilsyn, der både kan sikre en fælles standard for tilsynet og respektere de mange forskelle, der er på institutionerne, i de to forvaltninger og i lokalområderne. 

 

Med udgangspunkt i den fælles ramme skal forvaltningerne efterfølgende udarbejde konkrete modeller for, hvordan det systematiske pædagogiske tilsyn skal udføres i praksis (se også underafsnit 5).

 

1. Formålet med pædagogisk tilsyn

Kommunernes pligt til at føre tilsyn med daginstitutionerne er fastlagt i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §§ 15 og 16:

 

"Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses.... Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaver udføres på."

 

Tilsynet gælder alle dagtilbud, hvor der indgår en kommunal finansiering. Det omfatter både indholdet af tilbuddene og den måde opgaverne udføres på. Kommunalbestyrelsen fastlægger selv, hvordan tilsynet udøves inden for lovgivningens rammer.

 

Formålet med det pædagogiske tilsyn i København er

·        At sikre, at institutionerne er egnede til ophold for de børn, de er bestemt for

·        At sikre, at institutionerne løser opgaverne med det indhold og den kvalitet, som er fastlagt i lovgivningen og de kommunale rammer og målsætninger

·        At skabe dialog og refleksion over det pædagogiske indhold, give nye perspektiver på institutionernes opgaver og problemer og dermed bidrage til den pædagogiske udvikling i institutionen

·        At sikre, at der bliver fulgt op på problemstillinger og fokusområder for derved at igangsætte og støtte udviklingen

 

I forbindelse med gentagne eller meget alvorlige klager og ved begrundet mistanke om alvorlige problemer i en institution, kan der være behov for at komme på uanmeldte besøg eller føre skærpet tilsyn i form af hyppigere tilsyn og/eller tilsyn i forhold til en specifik problemstilling. 

 

I forbindelse med tilsynet – uanset om der måtte være tale om et skærpet eller almindeligt tilsyn – udarbejdes en tilsynsrapport, der forelægges for nærmeste forvaltningschef (og bestyrelse i selvejende institutioner). Tilsynsrapporten kan herefter give anledning til tjenstlig samtale med institutionens leder, opfølgning i forbindelse med udviklingssamtaler mv.  

 

2. Systematik og dokumentation

I et systematisk tilsyn er der fastsat krav til indhold, udførelse og dokumentation af tilsynet og opfølgning på tilsynet.

 

Der er forskellige begrundelser for at indføre en systematisk model for det pædagogiske tilsyn:

·        Kommunen er stor og delt i mange enheder – der er behov for at sikre et fælles grundniveau i alle institutioner

·        Med en systematisk model er det lettere at følge udviklingen i den enkelte institution og i kommunen som helhed via dokumentationen

·        En systematisk model giver mulighed for at samle informationer mere bredt om daginstitutionerne og klubberne

·        Dokumentationen i den systematiske model giver grundlag for refleksion og deraf følgende udviklingstiltag - på institutionsniveau, i lokalområder, på forvaltningsniveau og på københavnerniveau

 

3. Afgrænsning af indholdet i det systematiske pædagogiske tilsyn

Kommunen skal føre tilsyn med den samlede drift af og indholdet i de enkelte institutioner. Det er en bred tilsynsforpligtelse. Den fælles ramme for systematisk pædagogisk tilsyn beskriver de pædagogiske konsulenters årlige tilsynsbesøg, som er kernen i det pædagogiske tilsyn.

 

Udover de årlige tilsynsbesøg har kommunen kontakt og samarbejde med institutionerne og deres brugere i en række andre sammenhænge. I disse sammenhænge får kommunen også vigtige informationer om institutionerne og deres arbejde. Der er lokale og forvaltningsmæssige forskelle på de konkrete samarbejds- og kontaktflader, men det drejer sig generelt om følgende områder:

 

·        Kontakt til forældre i konkrete sager, møder med lokale og centrale forældrefora og opstartsmøder med forældrebestyrelser

·        Uanmeldte besøg i institutioner – eksempelvis i forbindelse med konkrete sager

·        Udviklingssamtaler med ledere

·        Intern ledelses- og personaleudvikling

·        Dialogmøder med ledere og ledernetværker på tværs

·        Lokalt og konkret samarbejde om udviklingstiltag

·        Supervision – eksempelvis i forhold til børn med særlige behov

·        Sprogstimulering – konsulentfunktion og kontrol

·        Redegørelser og indsamling af oplysninger

·        Samarbejde med Pladsanvisningen

 

 

4. Tilsyn med andre forhold end det pædagogiske arbejde

Ud over det pædagogiske tilsyn fører kommunen også tilsyn med de økonomiske forhold i institutionerne ved godkendelse og opfølgning på budget og regnskab samt kasseeftersyn.

 

Sundhedsplejen fungerer som konsulenter for 0-6 års institutionerne og rådgiver om hygiejne, sund kost, ulykkesforebyggelse mv. Sundhedsplejerskerne har ikke en direkte tilsynsforpligtelse i forhold til daginstitutioner, men tilbyder konsulentbesøg til daginstitutionerne. De pædagogiske konsulenter kan som led i det pædagogiske tilsyn trække på sundhedsplejerskernes viden om de sundhedsmæssige forhold i institutionerne.

 

Institutionerne er også omfattet af tilsyn fra Københavns Brandvæsen og Arbejdstilsynet.

 

Herudover er institutionerne omfattet af tilsyn vedrørende legepladsens sikkerhed.  Dette tilsyn foretages af ekstern konsulent. De konkrete modeller for, hvordan det systematiske pædagogiske tilsyn udføres i praksis,  vil bl.a. indebære, at en tjekliste udfyldes af institutionen og drøftes samt gennemgås i forbindelse med et tilsynsbesøg på institutionen. Tjeklisten vil bl.a. indeholde et punkt om legepladstilsyn.

 

0-6 års institutioner, hvor der bliver lavet mad til børnene en eller flere gange ugentlig, er omfattet af fødevarekontrol fra Fødevareregion København.

 

5. Det videre arbejde med konkrete modeller for pædagogisk tilsyn

Når den fælles ramme for systematisk pædagogisk tilsyn er godkendt, skal forvaltningerne udarbejde konkrete modeller for, hvordan det systematiske pædagogiske tilsyn skal udføres i praksis. Som led i arbejdet med de konkrete modeller skal der udvikles et effektivt rapporteringssystem, som sikrer, at oplysningerne fra tilsynsbesøgene samles og kan bruges til udvikling og planlægning. Oplysningerne i rapporteringssystem skal også kunne bruges som grundlag for besvarelser, orienteringer og indstillinger til de politiske udvalg.    

 

Det videre arbejde består af følgende elementer:

·        Udvikling af konkrete modeller og rapporteringssystem

·        Undervisning af de pædagogiske konsulenter i forhold til anvendelse af model og system

·        Pilotfase hvor model og system testes på et mindre antal institutioner og eventuelle fejl og mangler udbedres

·        Model og system forventes klar til implementering på hele området i januar 2006

·        Modellen evalueres efter 2 år

 

 

Særlige forhold for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

 

Sagen er udarbejdet som en fællesindstilling med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Sagen forventes behandlet i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 1. december 2004. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har dog suppleret indstillingen med en række forhold, som har betydning for det pædagogiske tilsyn i daginstitutioner og klubber. Hovedsigtet med arbejdet med rammerne for det pædagogiske tilsyn er dog det samme.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget foreslår vedrørende det tredje "at" i indstillingen, at forslag til fælles ramme for det pædagogiske tilsyn også sendes til høring i Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber.

 

Når der foreligger udkast til en konkret model for udmøntning af den fælles ramme, er det foreslået, at der foretages en høring blandt institutioner, organisationer og Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har præciseret, at der foreslås foretaget en forvaltningsmæssig høring på dette tidspunkt således, at udkast til konkrete modeller ikke først forelægges for udvalgene og herefter sendes til høring. Efter den forvaltningsmæssige høring fremlægges de konkrete modeller for udmøntning af den fælles ramme for udvalgene.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har desuden under afsnit 1 "Formålet med pædagogisk tilsyn" indføjet to afsnit om reaktioner fra forvaltningernes side på, at en institution ikke lever op til kravene for henholdsvis daginstitutioner og klubber.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i afsnit 4 "Tilsyn med andre forhold end det pædagogiske arbejde" indføjet et a fsnit om tilsynet med legepladsernes sikkerhed.

 

Endelig har forvaltningen indarbejdet et afsnit under økonomi om ressourceforbruget i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i forbindelse med tilsynsopgaven.

 

Bilag 1 "Fælles ramme for systematisk tilsyn i daginstitutioner og klubber i Københavns Kommune" er identisk med det, som er fremlagt i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

 

 

Økonomi

 

Den fælles ramme for systematisk pædagogisk tilsyn implementeres med de eksisterende personaleressourcer. Vurdering af forbruget af personaleressourcer til praktisering af tilsynsmodellen vil indgå i evalueringen af den samlede model efter 2 år.

 

I forbindelse med udviklingen af de konkrete modeller for, hvordan det systematiske pædagogiske tilsyn skal udføres i praksis, kan der komme udgifter til etablering af et elektronisk rapporteringssystem, der samler oplysninger fra tilsynet i institutionerne.

 

Det forventes, at der for så vidt angår tilsynet med Uddannelses- og Ungdomsudvalgets institutioner vil blive brugt 2000 arbejdstimer, svarende til ca. ét årsværk. Dette omfatter forberedelse, besøg samt afrapportering. Det anvendte ressourceforbrug vil være uforandret sammenlignet med i dag. Udgiften afholdes af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 5.14.1. Integrerede institutioner.  

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser

 

 

Høring

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen

Udkast til den fælles ramme for systematisk pædagogisk tilsyn har sammen med skitse til konkret model for praktisering af tilsynet været til høring blandt institutionslederne i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i maj 2004. Udkastet har endvidere været drøftet i Dialoggruppen. Institutionerne er generelt positive over for udvikling af en model for systematisk pædagogisk tilsyn. I høringen kom der en række spørgsmål og kommentarer til den konkrete udmøntning af tilsynet. Når der foreligger udkast til en konkret model for udmøntning af den fælles ramme, vil det derfor bliver sendt til høring blandt institutioner. Opsamling af høringssvar fra institutionslederne er vedlagt som bilag.

 

De faglige organisationer og de selvejende institutioners paraplyorganisationer har været hørt i samme runde som institutionerne. Organisationerne har udtrykt generel tilfredshed med idéen om en fælles tilsynsmodel. De har efterlyst nogle præciseringer i forhold til de selvejende institutioner. På den baggrund er der foretaget nogle ændringer i forhold til høringsudkastet. Høringssvar fra organisationerne er vedlagt som bilag i form af mødereferater. Når der foreligger udkast til en konkret model for udmøntning af den fælles ramme, vil det derfor bliver sendt til høring blandt organisationerne.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

Udkast til fælles ramme for systematisk pædagogisk tilsyn har været sendt til foreløbig udtalelse – men ikke egentlig høring - hos institutionsledere, forældrebestyrelser og de faglige organisationer i Uddannelses og Ungdomsforvaltningen i august 2004. Herudover har modellen for systematisk tilsyn endvidere været fremlagt for et fællesforum som består af institutionsledere fra klubber og fritidshjem, som repræsenterer alle 15 bydele i Udannelses- og Ungdomsforvaltningen.

 

Da udkastet endnu ikke har været i egentlig høring i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstilles det, at forslaget sendes i høring i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens fritidshjem, klubber og bestyrelser samt Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber med høringsfrist den 4. februar 2005.

 

Når der foreligger udkast til en konkret model for udmøntning af den fælles ramme, foreslås den sendt til forvaltningsmæssig høring blandt institutioner, organisationer og Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber. Herefter fremlægges den konkrete udmøntning for udvalgene.

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Fælles ramme for systematisk pædagogisk tilsyn i daginstitutioner, fritidshjem, KKFO'er og klubber i Københavns Kommune

·        Bilag 2: Opsamling af høringssvar fra institutionsledere i FAF

·        Bilag 3: Referater af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens møder med de faglige organisationer og paraplyorganisationerne

 

 

 

                      Grethe Munk                   Peter Rasmussen

 


 


Til top