Bufferpulje 2001
Bufferpulje 2001
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 7. november 2001
5. Bufferpulje 2001
UUU 326/2001 J.nr. U173/01
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at reserveringen af 0,7 mill. kr. til dækning af eventuelt merforbrug på Voksenpædagogisk Center samt ekstra fritidsklubpladser trækkes tilbage
at der frigøres i alt 3,4 mill. kr. fra bufferpuljen til dækning af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets del af udgifterne til kampagnen "Vælg den lokale folkeskole", merudgifter til befordring samt reguleringer vedrørende mellemkommunale betalinger
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har på mødet den 6. december 2000 besluttet, at der etableres en bufferpulje for 2001 på i alt 14 mill. kr.
Der er tidligere frigivet i alt 10,6 mill. kr. samt reserveret 0,7 mill. kr. Forvaltningen foreslår, at reservering af 0,2 mill. kr. til dækning af evt. merudgifter/mindreindtægter på VPC samt 0,5 mill. kr. til dækning af ekstra fritidsklubpladser ophæves. Under disse forudsætninger vil restbeløb til disponering være 3,4 mill. kr.
Forvaltningen foreslår, at der frigives yderligere 3,4 mill. kr. fra bufferpuljen til dækning af merudgifter på følgende områder:
- Kampagnen "Vælg den lokale folkeskole"
- Merudgifter til befordring
- Reguleringer vedrørende mellemkommunale betalinger
SAGSBESKRIVELSE
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har i møderne den 21. marts 2001 og den 8. august 2001 besluttet at anvende beløb fra bufferpuljen til følgende formål:
- Specialundervisning i folkeskolen: 1,9 mill. kr.
- Efteruddannelse af lærere i folkeskolen: 0,8 mill. kr.
- Merudgifter til skolebetjente: 0,5 mill. kr.
- KØR fase 2: 2,7 mill. kr.
- Merudgifter på gymnasieområdet: 4,4 mill. kr.
- Tekniske hjælpemidler – handicappede: 0,3 mill. kr.
Samt reserveret beløb til eventuelle udgifter til følgende formål:
- Voksenpædagogisk Center (VPC): 0,2 mill. kr.
- Ekstra fritidsklubpladser: 0,5 mill. kr.
VPC har meddelt, at der hen over efteråret har været en stigende kursusaktivitet, således at VPC forventer, at regnskabet for 2001 vil udvise et positivt resultat. Den tidligere besluttede reservering af 0,2 mill. kr. til VPC foreslås derfor trukket tilbage.
Etableringen af de ekstra klubpladser kan ske inden for det afsatte budget, idet etableringen sker senere end først forventet.
Ud over allerede frigivne beløb foreslår forvaltningen, at der yderligere frigives følgende:
Kampagnen "Vælg den lokale folkeskole"
Kampagnen behandles som særskilt sag. Økonomiforvaltningens tilsagn om medfinansiering af kampagnen medfører, at Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bidrag til kampagnen vil være 57.441 kr., hvilket omfatter halvdelen af udgifter til annoncering samt udsendelse af brev til samtlige forældre med børn i skolestartsalderen.
Forvaltningen foreslår på denne baggrund, at der frigøres 57.441 kr. til formålet fra bufferpuljen.
Merudgifter til befordring
Der er merforbrug på befordringsområdet. Merforbruget skyldes, at der inden for de grupper af elever, som traditionelt får tilbudt befordring er et stigende behov for befordring, idet der er tale om yngre og mere handicappede elever end tidligere. Behovet kan først gøres op i starten af skoleåret, hvorfor det forventede merforbrug først kan vurderes på dette tidspunkt af budgetåret.
Forvaltningen foreslår, at der frigøres 1,14 mill. kr. fra bufferpuljen til dækning af merudgifter på området.
Forvaltningen vil i 2002 meget nøje følge udviklingen i denne budgetpost, ligesom beløbet vil blive vurderet i forhold til budgetforslaget for 2003.
Reguleringer vedrørende mellemkommunale betalinger
På specialundervisningsområdet er der nu kommet endelig afregning på de mellemkommunale betalinger for 1999. Der er nettoudgifter på i alt 2,2 mill. kr.
Til dækning heraf foreslår forvaltningen, at der frigøres 2,2 mill. kr. fra bufferpuljen.
Med dette forslag vil bufferpuljen være fuldt udmøntet med 14 mill. kr.
Økonomi
Ingen yderligere bemærkninger
Høring
Ingen bemærkninger
Andre konsekvenser
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
- Bilag 1: Bufferpulje 2001
- Bilag 2: Bufferpulje 2001 – anvendelse
Peter Rasmussen
Søren Stahl Nielsen