Pædagogisk indsats og opsøgende gadearbejde på Bispebjerg
Pædagogisk indsats og opsøgende gadearbejde på Bispebjerg
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 7. november 2001
18. Pædagogisk indsats og opsøgende gadearbejde på Bispebjerg
UUU 339/2001 J.nr. U189/01
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens pr. 1. september 2002 etablerer 25 juniorklubpladser og 25 ungdomsklubpladser i den tidligere inspektørbolig ved Bispebjerg skole
at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ansætter to klubmedarbejdere i perioden fra 1. januar 2002 til opstart af klubtilbudet og til opsøgende gadearbejde
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede på mødet d. 29. august 2001 at opsige overenskomsten med Bispeparkens Fritids– og Ungdomsklub. Desuden pålagde udvalget forvaltningen at undersøge, i samarbejde med de lokale kræfter, hvordan der kan etableres alternative tilbud i området, herunder hvordan de nuværende lokaler kan anvendes.
Forvaltningen blev pålagt at sørge for, at børnene inddrages i de eksisterende tilbud også gennem opsøgende arbejde. Det blev endvidere besluttet, at forvaltningen skulle vende tilbage til udvalget med forslag på mødet d. 7. november 2001.
Bispeparkens Fritids- og Ungdomsklub kunne hverken hverve eller fastholde medlemmer og havde i øvrigt et stort økonomisk underskud. På denne baggrund valgte Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen at opsige overenskomsten. Det har således ikke været intentionen at åbne en ny klub på samme sted. I så fald skulle overenskomsten ikke have været opsagt.
Det har vist sig muligt for forvaltningen at finde egnede lokaler til etablering af klubtilbud for de 12 – 18 årige i området, da den tidligere inspektørbolig på Bispebjerg Skole forventes at blive ledig pr. 1.september 2002.
Klubtilbudet tænkes oprettet som et tilbud for 50 medlemmer og et åbent cafétilbud med et IT–tilbud. Andre aktiviteter planlægges i samarbejde med de unge. Klubtilbudet indgår i samarbejde med Ungdomsskolen, Bispebjerg Skole og PPR. Herudover forventes der et samarbejde med andre interessenter, eksempelvis idrætsforeningerne og Bispebjergs andre klubber.
For ikke at tabe kontakten til de større børn og unge, der i øjeblikket er uden fritidstilbud, indstiller Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at der ansættes to klubmedarbejdere til opsøgende gadearbejde i perioden fra 1. januar til ibrugtagning af de nye lokaler. De vil senere udgøre en del af den nye klubs medarbejdere. Klubmedarbejderne bliver i ovennævnte periode organisatorisk tilknyttet en klub i området.
Forvaltningen arbejder på, at der pr. 1. august 2002 oprettes et fritidsklubtilbud for de 9 – 12 årige i lokaler i nærheden af Bispeparken. Lokalerne er ikke fundet på nuværende tidspunkt.
SAGSBESKRIVELSE
Bispeparkens Fritids– og Ungdomsklub var en institution med tilknytning til Socialt Boligbyggeris Ungdomsklubber. Institutionen var normeret til 25 fritidsklubpladser og 30 ungdomsklubpladser. Institutionen har fungeret meget dårligt de sidste år.
Det er forvaltningens vurdering, at det ikke er muligt at fortsætte med klubtilbud i Bispeparken, da Bispeparkens Fritids– og Ungdomsklub samlet set har så dårligt et image, at de større børn og unge ikke vil benytte et tilbud her.
Bispeparkens Fritids- og Ungdomsklub kunne hverken hverve eller fastholde medlemmer og havde i øvrigt et stort økonomisk underskud. På denne baggrund valgte Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen at opsige overenskomsten.
Det har således ikke været intentionen at åbne en ny klub på stedet.
Personalet i den selvejende institution, Bispeparkens Fritids– og Ungdomsklub er opsagt pr. 28. september 2001. Den medarbejder, der har længst opsigelsesvarsel, er opsagt med virkning fra 30. juni 2002.
Såfremt man i den nærmeste fremtid efter opsigelsesperiodens udløb alligevel etablerer en klub i de samme lokaler i kommunalt regi, vil det være omfattet af lov om virksomhedsoverdragelse, hvorefter forvaltningen vil være forpligtet til at indtræde i de rettigheder og forpligtelser overfor de lønmodtagere, der var / er ansat i den institution, der nedlægges. Det bemærkes i den sammenhæng, at medarbejdernes faglige organisation har taget forbehold for en eventuel påberåbelse af virksomhedsoverdragelsesloven ved fortsat tilsvarende klubtilbud på stedet.
Det har ikke været hensigten med opsigelse af overenskomsten med Bispeparken, at der skulle etableres en ny klub i de samme lokaler, da der jo er en række omstændigheder, der peger i retning af, at der ikke foreløbig kan drives klub på stedet.
Fakta om området omkring Bispeparken:
- der bor 1333 mennesker
- der er 83 børn og unge i alderen 9 og 17 år
- der er 58 børn mellem 5 og 8 år
- der er 92 børn mellem 0 og 4 år
Disse tal illustrerer, at der er mange mindre børn på vej mod klubalderen.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har holdt møder med interessenterne i området, repræsentanter fra SSP - ledergruppe, skoler, naboklubber, beboerforening, det boligsociale arbejde, Sjakket, SBBU og de større børn og unge selv.
I området omkring Bispeparken og på Bispebjerg generelt er der tre forskellige aldersgrupper, der mangler klubtilbud: de 9 – 12 årige, de 12 – 14 årige og de 14 – 18 årige. Denne gruppe mangler også et tilbud i dagtimerne. En stor del af de større børn og unge, der bor på Bispebjerg, kommer fra tosprogede familier og optræder derfor ikke på fritidsklubbernes ventelister, da der normalt i disse familier ikke er tradition for at benytte sig af de forskellige fritidstilbud.
Alle interessenter er enige om, at der skal etableres et klubtilbud i området, men ingen af interessenterne har et direkte bud på, hvorledes problemstillingen kan løses. De omkringliggende klubber oplyser alle, at de ikke har fysisk plads til flere medlemmer.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen distriktsmedarbejdere i Nordvest har afholdt møde med tre unge repræsentanter for bebyggelsen i Bispeparken i alderen 13, 14 og 17 år, der alle tidligere har gået i klubben. De unge giver udtryk for, at de meget gerne vil have et klubtilbud i området, men de gør opmærksom på, at de gerne selv vil have indflydelse på de aktiviteter, der skal være i klubben, og at de bl.a. gerne vil have et IT–tilbud.
Forvaltningen undersøger i øjeblikket mulighederne for alternative lokaler i området til oprettelse af en fritidsklub for de 9–11/ 12 årige.
Hvad angår et tilbud for de 12–18 årige, er det muligt at oprette et junior – og ungdomsklubtilbud i inspektørboligen på Bispebjerg Skole, der forventes at blive ledig 1. september 2002. Ejendommen er en del af Bispebjerg Skole og opført i 1912.
Bygningen har en selvstændig beliggenhed i forhold til skolen. Den er opført i 1½ etage med ca. 300 m2 gulvareal. Derudover har den en høj kælder med ca. 160 m2 gulvareal. Ejendommen har direkte adgang fra gaden og har et mindre haveareal tilknyttet.
For øjeblikket anvendes bygningen af PPR NV–distrikt. PPR NV forventes imidlertid at flytte til Bystævneparken i september 2002, hvorved bygningen bliver disponibel til andet formål.
På baggrund af dette har bygningen været besigtiget af Bygningsområdet / planafdelingen samt Fritidshjem– og Klubområdet, som fandt bygningen velegnet til klubformål.
Således er det vurderingen, at der i stueetagen og en del af 1. salen kan indrettes velfungerende gruppeområder, samt at kælderarealet kan indrettes til bifunktioner som eksempelvis computercafé, bordtennis og billard.
Bygningen har ikke tidligere været indrettet til institutions– og undervisningsformål, hvilket indebærer, at der må foretages visse ombygningsarbejder, herunder etablering af forskriftsmæssige toiletfaciliteter, mekanisk ventilation, flugtveje og anden brandsikring mv.
Omfanget og udførselsmåden af disse ombygningsarbejder har ikke været vurderet specifikt, men vil overslagsmæssigt ligge i størrelsesordenen 2 mill. kr.
Handleplan for den fremtidige pædagogiske indsats
- Der ansættes to "klubmedarbejdere på gaden" i perioden fra 1. januar 2002 indtil ibrugtagning af de nye lokaler, som senere vil udgøre en del af den nye klubs medarbejdere. Disse medarbejdere skal opsøge de mindre børn, der bl.a. strejfer rundt på kirkegården, ved netcafeen og andre steder og sammen med dem gøre brug af Bispebjergs andre fritidstilbud. Her tænkes på Børnekulturhuset, Den bemandede Legeplads på Degnestavnen, Grøndal Centret, idrætstilbud, besøg i de eksisterende klubber osv.
Derudover skal klubmedarbejderne på gaden opsøge gruppen af 12–18 årige, og sammen med dem gøre brug af de alternative muligheder i området, herunder ungdomsskolen. Organisatorisk tilknyttes disse to klubmedarbejdere en klub i området, indtil det er muligt at flytte i egne lokaler.
- Forvaltningen arbejder på, at der pr. 1. august 2002 oprettes et fritidsklubtilbud for de 9–12 årige i lokaler i nærheden af Bispeparken. Lokalerne er ikke fundet på nuværende tidspunkt. Indstilling til Uddannelses- og Ungdomsudvalget i foråret 2002.
- 1. september 2002 etableres der et tilbud for 50 unge i 12–18 årsalderen med en åbningstid fra kl. 14.00 – 23.00 mandag til fredag og søndag. Dette tilbud oprettes som en central junior- og ungdomsklub på Bispebjerg med en åben cafédel med et IT-tilbud. Derudover oprettes der aktiviteter i samarbejde med de unge. Ungdomsklubben skal indgå i et tæt samarbejde med andre interessenter på Bispebjerg, herunder de andre klubber på Bispebjerg, ungdomsskolen, Bispebjerg Skole, PPR og idrætsforeningerne.
Økonomi
I perioden 1. januar til 1. september 2002:
Lønudgifter og aktivitetsudgifter til to klubmedarbejdere på gaden, finansieres over budget 2002, klubrammen - funktion 5.16.1.
Anlægsudgifter inspektørbolig (overslagsmæssigt) kr. 2.000.000
Pr. 1. september 2002:
Driftsudgifter til 25 juniorklubpladser og 25 ungdomsklubpladser, finansieres over budget 2002, klubrammen – funktion 5.16.1.
Høring
Efter Uddannelses- og Ungdomsudvalgets tiltræden af indstillingen vil skolebestyrelsen på Bispebjerg Skole få forelagt forslaget til høring med 6 ugers høringsfrist.
BILAG VEDLAGT
Ingen
Peter Rasmussen
Marie Thun