Mødedato: 07.11.2001, kl. 13:00

Opfølgning og udmøntning af budget 2002

Opfølgning og udmøntning af budget 2002

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. november 2001

 

12. Opfølgning og udmøntning af budget 2002

UUU 333/2001 J.nr. U181/01

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at forslaget til udmøntning af budgettet godkendes

at der etableres en bufferpulje for uddannelsesområdet på 17 mio. kr.

at forslaget til opfølgning vedrørende hensigtserklæringer godkendes

RESUME

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har behandlet budgetforslaget for 2002 på en række møder, senest den 29. august 2001. Efterfølgende har Borgerrepræsentationen på mødet den 11. oktober 2001 vedtaget budgettet for 2002.

Det samlede budget for Uddannelses- og Ungdomsudvalget er herefter 3.673.076.000 kr. Der vil være behov for justeringer i budgettet for 2002, f.eks. vedrørende tilbageførslen af bydelene m.m.

Samlet er der i budgettet for 2002 en række forskelle i forhold til budgettet for 2001. En væsentlig del af disse ændringer er forårsaget af demografi, dvs. ændringer i børne- og elevtal og tilbageførelse af midler fra bydele, mens andre er besluttet i forbindelse med behandlingen af budgetforslaget.

Forvaltningen har udarbejdet forslag til udmøntning af de aktivitetsudvidelser, som følger af budgetvedtagelsen.

Derudover foreslår forvaltningen, at bufferpuljen videreføres, men som en konsekvens af tilbageførsel af forsøgsbydelene foreslås bufferpuljen fastsat til 17 mio. kr.

Endelig er der i forbindelse med budgetvedtagelsen besluttet hensigtserklæringer på en række områder. Forvaltningen har forslag til, hvorledes de erklæringer, der direkte berører Uddannelses- og Ungdomsudvalgets område, udmøntes.

SAGSBESKRIVELSE

Budgettet for 2002

I forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2002 blev besluttet – ud over tekniske ændringer – en række budgetudvidelser på udvalgets område. I bilag 1 er disse ændringer beskrevet.

I forhold til det vedtagne budget vil det være nødvendigt med justeringer. På udvalgets møde d.d. er optaget forslag om følgende ændringer:

  • Korrektion som følge af bydelsafviklingen
  • Overflytning af Social- og Sundhedsuddannelserne
  • Overflytning af tilskud til værestedet Fisken
  • Optagelse af 1-årigt lån i 2001 til vidtgående specialundervisning

Derudover vil der være behov for justering af fordelingen mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget vedrørende forsøgsbydelene. Forslag herom forventes forelagt på fælles udvalgsmøde.

 

Udmøntning af budgettet for 2002

 

Anlæg

Forslag til anvendelse af bevillingen på anlægsområdet vil blive forelagt udvalget, når der foreligger projekter. På udvalgets møde d.d. er forslag til anvendelse af dele af beløbene vedrørende folkeskoler og fritidshjem.

 

Drift

Udmøntningen af driftsbudgettet foretages af forvaltningen.

Som det fremgår nedenfor vedrørende hensigtserklæringer, vil der på en række områder blive udarbejdet redegørelser/forslag til anvendelse af bevillingen for 2002. Disse redegørelser forelægges udvalget.

Derudover er forelagt til godkendelse forslag til principper m.m. på en række områder. Det drejer sig bl.a. om følgende:

  • Anvendelse af bevillingen til vedligeholdelse – behandlet på udvalgets møde den 24. oktober
  • Taxameter for KVUC - behandlet på udvalgets møde den 24. oktober og forelægges efter høring på mødet den 5. december 2001
  • Kontraktledelse på Voksenpædagogisk Center (VPC) – behandlet på udvalgets møde den 8. august 2001
  • Bespisning på de københavnske folkeskoler – behandlet på udvalgets møde den 12. september 2001
  • Daghøjskoler – behandles på udvalgets møde d.d.

Hensigtserklæringer/budgeaftalepunkter

I bilag 2 er optrykt oversigt over hensigtserklæringer/budgetaftalepunkter for hele Københavns Kommune.

Det må forventes, at udvalget bliver inddraget i de punkter, der vedrører hele kommunen. Der vil komme udspil hertil fra Økonomiudvalget, der er ansvarlig for disse punkter.

Der blev vedtaget følgende hensigtserklæringer/budgetaftalepunkter, der direkte skal udmøntes af Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

  • Øget decentralisering af ansvar, økonomi og kompetence til skoler og institutioner

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen gennemfører en yderligere decentralisering af ansvar, økonomi og kompetence til de enkelte skoler og uddannelsesinstitutioner. Formålet hermed er at øge skolernes og institutionernes selvforvaltning og handlefrihed. Den øgede decentralisering af ansvar, økonomi og kompetence skal være udgiftsneutral. Det kan derfor blive nødvendigt at overføre administrative IT- og personaleressourcer fra den centrale forvaltning til de enkelte uddannelsesinstitutioner.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejder i dialog med Økonomiforvaltningen en ny decentraliseringsmodel for de respektive institutionstyper.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har forud for budgetvedtagelsen i mødet den 3. oktober 2001 givet udvalget en orientering om forvaltningens initiativer på området. Forvaltningen vil løbende fremlægge forslag og initiativer for udvalget, således at endeligt forslag fremlægges inden udgangen af 1. halvår af 2002.

Forslag til forenklet model for budgetudmeldingen til folkeskoler og gymnasier vil blive forelagt udvalget den 5. december 2001.

  • Forbedret vikardækning i folkeskolen

Vikardækningen i folkeskolen ønskes forbedret. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejder et forslag til omorganisering af området gennem lærernes teamdannelse på skolerne. Desuden skal der indgå en vurdering af mulighederne for etablering af lokale vikarkorps, samt mulighederne for en tilrettelæggelse af vikardækningen på skolerne, så sygdom o.lign. belaster eleverne mindst muligt.

Forvaltningen vil nedsætte en projektgruppe med repræsentanter fra skolerne, der skal udarbejde forslag til forbedret vikardækning. Forvaltningens forslag fremlægges inden udgangen af marts 2002.

  • Udmøntning af pulje til legepladser og idræt ved skoler og institutioner

I budgetaftalen indgår, at der i forbindelse med udmøntningen af pulje til legepladser og idræt ved skoler og institutioner kan indgå tiltag, der involverer interessenter i skolernes lokalmiljø.

Forvaltningen vil nedsætte en projektgruppe med repræsentanter fra skoler og institutioner. Det forudsættes, at denne projektgruppe inddrager de relevante interessenter.

  • Forstærket samarbejde mellem idrætsklubber og fritidsinstitutioner

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejder i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Idrætsanlæg og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forslag til et konkret samarbejde mellem idrætsklubber og fritidsinstitutioner i Københavns Kommune. Forslaget forelægges Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i foråret 2002.

Forvaltningen vil tage initiativ til nedsættelse af en projektgruppe med repræsentanter fra de berørte forvaltninger. Det forudsættes, at denne projektgruppe inddrager idrætsklubber og fritidsinstitutioner.

  • Skole- og gymnasieudbygning

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen gennemfører en analyse af behovet for etablering af hjemklasselokaler på baggrund af de ændrede økonomiske rammer for gennemførelse af handleplaner samt de besluttede ændringer i indretning og renovering af faglokaler.

Analysen forelægges Uddannelses- og Ungdomsudvalget inden udgangen af februar 2002.

  • Samarbejde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen fremlægger en model for samarbejde imellem de to forvaltninger, som skal sikre en helhedsorientering i forhold til de forskellige dagpasningsfritidstilbud samt i forhold til overlappende funktioner. Forslag fremlægges inden udgangen af marts 2002.

Det forventes, at emnet behandles på det fælles udvalgsmøde mellem de 2 berørte udvalg.

Bufferpulje

Erfaringerne fra 2001 og tidligere år viser, at der med en kort horisont kan være behov for at tage beslutning i udvalget om at disponere ikke øremærkede midler til uforudsete udgifter. På denne baggrund foreslår forvaltningen, at der fortsat afsættes en bufferpulje på uddannelsesområdet. Puljen foreslås etableret for de skoler og institutioner, der er i BR-kommunen på samme måde som tidligere år, jf. bilag 3. Derudover foreslås bidrag fra de skoler og institutioner m.m., der overføres fra forsøgsbydelene. Det foreslås, at de bidrager med 3 mio. kr. efter samme principper, som gælder for skoler og institutioner i BR-kommunen.

Forslaget om en forøgelse af bufferpuljen skal ses i sammenhæng med den usikkerhed, der gælder med hensyn til udgiftsniveauet for forsøgsbydelenes skoler og institutioner. Det er aftalt, at der principielt først skal ske en tilpasning af budgetmodeller med virkning fra 1. august 2002.

Samlet kan der være behov for at få dækket ikke budgetlagte uundgåelige merudgifter. Dette kan mest hensigtsmæssigt ske ved, at der inden udmeldingen af bevillinger tilbageholdes en pulje frem for, at der i løbet af året skal inddrages dele af allerede udmeldte beløb.

Økonomi

Ingen yderligere bemærkninger

Høring

Ingen bemærkninger

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1. Oversigt over ændringer besluttet i forbindelse med budgetvedtagelsen
  • Bilag 2. Bufferpulje
  • Bilag 3. Opgaver og projekter i forlængelse af vedtagelsen af budget 2002

 

Peter Rasmussen

Søren Stahl Nielsen

 

Til top