Mødedato: 07.05.2003, kl. 15:00

Forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen

Forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. maj 2003

 

 

9.      Forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen

 

UUU 178/2003  J.nr. U95/03

 

 

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

 

at    rode 69 overføres fra grunddistriktet for Heibergskolen til grunddistriktet for Langelinieskolen

 

at     rode 81 overføres fra grunddistriktet for Randersgades Skole til grunddistriktet for Vibenshus Skole

 

at    der ikke foretages ændringer i grunddistriktsinddelingen i Valby skoledistrikt i forbindelse med overflytningen af Valby Skole til "Ovnhallen"

 

at      forslagene sendes til høring hos de berørte skoler og Valby Lokaludvalg

 

 

 

RESUME

 

På baggrund af udviklingen i elevunderlaget og søgningen til folkeskolerne m.v. foretager Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen hvert år en vurdering af behov og muligheder for justeringer af inddelingen i skole- og grunddistrikter.

 

Den aktuelle udvikling taler alene for en mindre justering på Indre Østerbro for at tilpasse skolernes grunddistrikter til skolernes kapacitet. Herudover har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foretaget en indgående vurdering af forholdene i Valby, på Vesterbro og på Indre Nørrebro, men forvaltningen har samtidig vurderet, at der ikke er grundlag for at udarbejde forslag om ændringer i distriktsinddelingen.

 

På baggrund af den forventede overflytning af Valby Skole til "Ovnhallen" har forvaltningen analyseret skolernes grunddistrikter i Valby og fundet, at der ikke er behov for at foretage ændringer i skolernes grunddistrikter.

 

Forslagene sendes til høring hos de berørte skoler og Valby Lokaludvalg, hvorefter sagen forelægges for udvalget igen.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Indre Østerbro

På baggrund af udviklingen i elevunderlaget og søgningen til skolerne på Indre Østerbro foreslås, at der foretages en mindre beskæring af grunddistriktet for Heibergskolen og Randersgades Skole for at lette elevpresset på disse skoler, idet søgningen fra skolernes respektive grunddistrikt er tæt på grænsen for skolernes fysiske kapacitet. Med den foreslåede ændring i grunddistriktet for Heibergskolen og Randersgades Skole beskæres skolernes grunddistrikter således, at toppen af presset på skolerne fjernes og tillægges henholdsvis Langelinieskolen og Vibenshus Skole, der for begge skolers vedkommende vurderes at kunne bære et større grunddistrikt. Forvaltningen har haft en forhåndsdrøftelse med skolelederne på Indre Østerbro om de foreslåede ændringer.

 

Med forslaget overføres rode 81 fra grunddistriktet for Randersgades Skole til grunddistriktet for Vibenshus Skole, hvilket betyder, at Randersgades Skoles grunddistrikt beskæres med ca. 4 elever pr. årgang, hvorved toppen af presset på skolen fjernes. Samtidig tilføres Vibenshus Skole ca. 4 elever pr. årgang til skolens grunddistrikt, hvilket skolen vurderes at kunne bære indenfor rammerne af skolens 3 spor. Med hensyn til fritidshjem/KKFO har forslaget ingen virkning på kapaciteten.

 

Yderligere overføres med forslaget rode 69 fra grunddistriktet for Heibergskolen til grunddistriktet for Langelineskolen, hvilket betyder, at Heibergskolens grunddistrikt beskæres med ca. 8 elever per årgang, hvorved toppen af presset på skolen fjernes. Samtidig tilføres Langelineskolen ca. 8 elever pr. årgang i grunddistriktet, hvilket skolen vurderes at kunne bære indenfor rammerne af skolens kapacitet på 2 spor. Med hensyn til fritidshjem/KKFO vil forslaget i beskedent omfang øge presset på fritidshjemmene tilknyttet Langelineskolen. Disse fritidshjem vurderes dog at kunne bære den beskedne forøgelse af presset.

 

Valby

I forbindelse med overvejelser om der er behov for at foretage ændringer i grunddistrikterne i Valby efter den forestående overførelse af Valby Skole til "Ovnhallen", har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen analyseret Valby skolernes grunddistrikter og befolkningssammensætningen. Analysen har vist, at Valby skole efter overflytningen til "Ovnhallen" stadig ligger indenfor skolens nuværende grunddistrikt og, at skolernes grunddistrikter sammenholdt med søgningen til skolerne og skolernes kapacitet ikke giver anledning til at foretage ændringer i grunddistriktsinddelingen.

 

Ligeledes har analysen vist, at grunddistrikternes fysiske udformning og befolkningssammensætningen heri ikke giver mulighed for at foretage ændringer i grunddistrikterne for at opnå en mere ligelig befolkningssammensætning i grunddistrikterne.

 

Forvaltningen har haft en forhåndsdrøftelse af analysen med skolelederne i Valby. Forvaltningen foreslår på denne baggrund, at der ikke foretages ændringer i skolernes grunddistrikter i Valby.

 

 

Vesterbro

I forbindelse med den igangværende beslutningsproces omkring den fremtidige skolestruktur på Vesterbro, foreslår forvaltningen, at eventuelle forslag om ændringer i skolernes grunddistrikter på Vesterbro må afvente behandlingen af forslag om den  fremtidige skolestruktur på Vesterbro.

 

Indre Nørrebro

I forbindelse med indskrivningen af kommende elever til skoleåret 2003/04 har der vist sig en ændring i søgningen til Sjællandsgades Skole og Jagtvejens Skole. For begge skolers vedkommende gælder, at der er sket en markant vækst i antallet af elever, der søger ind på skolen. Tilvæksten i søgningen til skolerne kan, hvis den fortsætter i de kommende år, medføre, at der bliver behov for at overveje at foretage distriktsændringer for at tilpasse skolernes grunddistrikter til skolernes kapacitet. Forvaltning vil derfor følge udviklingen nøje.

 

Ny folkeskolelov, herunder 7 punkts-program

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er herudover bekendt med, at der i forbindelse med gennemførelsen af en ny folkeskolelov foreligger et udviklingsprogram "En skole i bevægelse" i 7 punkter. Punkt 7 omhandler forsøg med lokale løsninger, herunder forhold vedrørende kommunernes inddeling i skoledistrikter. Forvaltningen har i den forbindelse noteret sig, at eventuelle lokale regler skal udformes "…  under hensyn til borgernes retsstilling i forhold til barnets bopæl i forhold til skole…"

 

Forvaltningen er bekendt med, at der i forlængelse af lovændringen vil blive udarbejdet uddybende materiale/retningslinier omkring 7 punkts-programmet.

 

 

Økonomi

 

Forslagene er udgiftsneutrale

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser

 

 

Høring

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at forslaget om distriktsændringer  på Indre Østerbro udsendes til høring hos skolebestyrelserne for Heibergskolen, Langelinieskolen, Randersgades Skole og Vibenshus Skole.

 

Forvaltningen foreslår videre, at de berørte skolebestyrelser i Valby og på Indre Nørrebro samt Valby Lokaludvalg får indstillingen med vurderingen af, at der på indeværende tidspunkt ikke er grundlag for at foreslå ændringer i distriktsinddelingen til høring.

 

Høringsfristen fastsættes til den 20. juni 2003.

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Kortmateriale der viser distriktsændringerne.

 

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

 

 

 


 


Til top