Redegørelse om udbygning på fritidshjems-/KKFO-området i 2001
Redegørelse om udbygning på fritidshjems-/KKFO-området i 2001
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 7. marts 2001
5. Redegørelse om udbygning på fritidshjems-/KKFO-området i 2001
UUU 64/2001 J.nr. U51/01
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at udvalget godkender at redegørelsen vedrørende udbygning på fritidshjems-/KKFO-området i 2001 danner grundlag for den fortsatte planlægning med henblik på fastholdelse af pladsgarantien
RESUME
På baggrund af Borgerrepræsentationens beslutninger om fastholdelse af pladsgarantien inden for fritidshjemsområdet er der i budgettet for 2001 afsat 53,9 mio. kr. til udbygning af institutionspladser for at opfylde et pladsmål på 502 pladser. I pladstallet er indregnet specialfritidshjemspladser.
SAGSBESKRIVELSE
I henhold til demografimodellen skal der i 2001 tilvejebringes 502 nye pladser. I praksis er det imidlertid ikke muligt at styre og gennemføre anlægsopgaverne efter en demografimodel. Hertil kommer, at samtænkning af folkeskole og fritidshjem indebærer, at der skal udarbejdes en samlet Helhedsplan for udbygning af den enkelte folkeskole og institution, hvis gennemførelse normalt strækker sig over flere år. Med de aktuelle udskydelser i skoleudbygningen forstærkes vanskelighederne med at etablere permanente pladser i takt med behovet. I nogen udstrækning må der derfor opereres med midlertidige løsninger – som reelt indebærer merudgifter, der skal afholdes inden for anlægsbudgettet.
I overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning om samtænkning af folkeskole og fritidshjem vil nye pladser i så vid udstrækning som muligt blive etableret som KKFO-ordninger.
I henhold til styrelsesvedtægten for bydelsforsøget er ansvaret for tilvejebringelse af den nødvendige bygningsmæssige kapacitet henlagt til BR-kommunen, og anlægsmidlerne er indeholdt i Uddannelses- og Ungdomsudvalgets anlægsbudget for 2001.
Vedlagte Redegørelse for udbygning på fritidshjems-/KKFO-området udgør rammerne for den fortsatte planlægning med henblik på udmøntning af pladsgarantien i 2001. Den konkrete udmøntning gennemføres ved forelæggelse af konkrete projektforslag, herunder indstilling om kapitalbevilling. Størstedelen af projekterne omtalt i redegørelsen er under realisering på baggrund af tidligere godkendelser i Uddannelses- og Ungdomsudvalget og i Borgerrepræsentationen.
Redegørelsen omhandler herudover overvejelser om en række – i hovedsagen mindre - projekter, som er afledt af den aktuelle klassedannelse til skoleåret 2001/02. Konkrete projektforslag vil blive udarbejdet og forelagt Uddannelses- og Ungdomsudvalget, når der foreligger en endelig afklaring om anvisningen af pladser fra de lokale indskrivningsteam.
Nogle af forslagene drejer sig om midlertidige løsninger, idet de permanente pladser er eller vil blive indeholdt i Helhedsplaner for udbygning af folkeskoler, som enten er under gennemførelse eller er blevet udskudt.
I lighed med tidligere år vil der fortsat være behov for etablering af mindre pladsgivende projekter, som efter bemyndigelse gennemføres i løbet af sommeren 2001.
Økonomi
Det samlede anlægsbudget i 2001 til etablering af nye pladser omfatter følgende midler:
Mio.kr.
Demografi |
53,9 |
Besluttet overført fra 2000 |
17,0 |
Forventes overført fra 2000 (specialfritidshjem, Thorshave m.fl.) |
13,7 |
I alt |
84,6 |
På baggrund af den foreliggende redegørelse om dels allerede besluttede, og dels kommende forslag om etablering af nye pladser, forventer Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at den samlede anlægsramme for 2001 vil blive udnyttet fuldt ud.
Høring
De konkrete projektforslag udarbejdes i samarbejde med involverede parter - skoler og institutioner - og andre myndigheder. Projektforslag, som omhandler institutionspladser i forsøgsbydelene, afhandles med bydelene.
Andre konsekvenser
Ingen
BILAG VEDLAGT
- Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens redegørelse for udbygning på fritidshjems-/KKFO-området i 2001, februar 2001
Peter Rasmussen
/Jørn Larsen