Mødedato: 06.12.2000, kl. 13:00

Afklaring af de fremtidige retningslinier for administration af sikringsrumspligten

Afklaring af de fremtidige retningslinier for administration af sikringsrumspligten

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. december 2000

 

9. Afklaring af de fremtidige retningslinier for administration af sikringsrumspligten

UUU 370/2000 J.nr. U200/00

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at der rettes henvendelse til Bygge- og Teknikudvalget med anmodning om en afklaring af de fremtidige retningslinier for administration af sikringsrumspligten i forbindelse med nybyggeri

RESUME

1. januar 1993 overgik administrationen af sikringsrumspligten fra Staten til kommunerne. I den forbindelse vedtog Borgerrepræsentationen, at Københavns Kommune indtil videre ville administrere forpligtelsen efter de hidtidige statslige regler – indtil der forelå en registrering af kommunens sikringsrum, som kunne danne grundlag for et eventuelt ændret regelsæt.

Sikringsrumspligten administreres i Københavns Kommune fortsat efter de gamle statslige regler, hvilket medfører unødige fordyrelser og komplikationer af nybyggeriet. Det skal på den baggrund foreslås, at der rettes henvendelse til Bygge- og Teknikudvalget med henblik på fastlæggelse af de fremtidige kommunale retningslinier for administration af sikringsrumspligten.

SAGSBESKRIVELSE

Den 1. januar 1993 overgik administrationen af sikringsrumspligten fra Staten til kommunerne. I den forbindelse vedtog Borgerrepræsentationen (BF 18. februar 1993, s. 393-394, sag nr. 102/93) en indstilling fra Magistratens 4. afdeling.

Af indstillingen fremgår:

"Da en igangværende registrering af de i kommunen beliggende egnede sikringsrum endnu ikke er afsluttet, vil magistraten indtil videre fortsætte Statens politik. Registreringsarbejdet, der udføres af civilforsvarskontoret i Stadsingeniørens Direktorat, vil blive opprioriteret, således at man snarest muligt har det nødvendige grundlag for at kunne træffe beslutning om, hvorvidt og hvordan der skal ændres på den af Staten fastlagte politik.

Når registreringen er afsluttet, vil magistraten vende tilbage med en ny indstilling"

Byggedirektoratet (tidligere Bygge- og Boligdirektoratet) administrerer forsat sikringsrumspligten efter de "gamle" midlertidige statslige regler samtidig med at den besluttede registrering, der skulle danne grundlag for et eventuelt ændret regelsæt, ikke er tilendebragt.

Konsekvensen heraf har i den forløbne periode været, at nybyggeri og udvidelse af skoler og daginstitutioner er blevet belastet med fordyrende og komplicerende krav om etablering af sikringsrum. Det er vurderingen, at merudgiften til etablering af sikringsrum i forbindelse med en gennemsnitsdaginstitution er i størrelsesordenen 500.000 kr.

Ved telefonisk kontakt til en række kommuner i Københavnsområdet, kan det da også konstateres, at de alle har lempeligere regler eller stort set har ophævet sikringsrumspligten.

Sidste år drøftedes sikringsrumspligten i Uddannelses- og Ungdomsudvalget i forbindelse med behandlingen af en kapitalbevilling vedrørende byggeri. På baggrund heraf blev der på administrativt plan rettet henvendelse til Bygge- og Teknikforvaltningen, der oplyste, at sikringsrumsproblemstillingen ville blive rejst overfor Bygge- og Teknikudvalget, hvilket skete på Bygge- og Teknikudvalgets møde den 2. juni 1999 (sag nr. 26, BT 249/99).

På mødet fremlagde Bygge- og Teknikforvaltningen en redegørelse, der lagde op til, at man frafaldt den generelle sikringsrumsforpligtelse. Man oplyste samtidig, at man forventede, at den i 1993 lovede registrering ville være afsluttet inden udgangen af 1999. På mødet blev redegørelsen alene drøftet – uden at der blev truffet nogen konklusioner. Den lovede registrering er endnu ikke tilendebragt.

Nybyggeri i København er i forvejen belastet af en række fordyrende og komplicerende forhold: - forurening, vanskelige byggegrunde, vanskeligheder med indretning af byggeplads, besværlige tilkørselsforhold mm.

Det virker ikke hensigtsmæssigt, hvis der fortsat ikke er en afklaring på den fremtidige kommunale administration af sikringsrumspligten, og at pligten derfor fortsat administreres efter de "dyre" statslige regler. Det skal på den baggrund foreslås, at der rettes henvendelse til Bygge- og Teknikudvalget med anmodning om, at der hurtigst muligt sker en afklaring af de fremtidige kommunale retningslinier på området.

Forslag til henvendelse til Bygge- og Teknikudvalget vedlægges.

 

Økonomi

Et bortfald af sikringsrumspligten vil medvirke til at forenkle og billiggøre nybyggeriet

 

Høring

Ingen

 

Andre konsekvenser

Ingen

 

BILAG VEDLAGT

  • Forslag til henvendelse til Bygge- og Teknikudvalget

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

 

Til top