Revideret projekt vedrørende udvidelse af specialfritidshjemmet på Strandparkskolen
Revideret projekt vedrørende udvidelse af specialfritidshjemmet på Strandparkskolen
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 6. december 2000
7. Revideret projekt vedrørende udvidelse af specialfritidshjemmet på Strandparkskolen
UUU 368/2000 J.nr. U198/00
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller
at der gives en tillægsbevilling på i alt 900.000 kr. til gennemførelse af et revideret projekt til udbygning af specialfritidshjemmet på Strandparkskolen
RESUME
Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 14. juni 2000 en kapitalbevilling på i alt 8,75 mill. kr. til udvidelse af specialfritidshjemmet på Strandparkskolen med i alt 22 pladser.
Ved licitationen overskred det billigste tilbud kapitalbevillingen med i alt 1,90 mill. kr. – licitationen blev derfor aflyst med henblik på at gennemgå projektet for mulige besparelser.
Ved en gennemgang af det foreliggende projekt er der opnået besparelser på i alt 1,00 mill. kr. uden, at funktionskrav og arealer derved er ændret væsentligt. Det foreslås på den baggrund, at det reviderede projekt gennemføres – bl.a. af hensyn til at kunne fastholde den nødvendige kapacitetsforøgelse i forhold til skolestart 2001 – og at der i den forbindelse samtidig godkendes en tillægsbevilling på i alt 0,90 mill. kr. Der er nedenfor nærmere redegjort for ændringerne mv. i projektet.
Tillægsbevilingen vil i givet fald blive afholdt inden for rammerne af det samlede anlægsbudget til fritidshjem.
Fritidshjemmet og skolens bestyrelse ønsker at fastholde det oprindelige projekt og har i skrivelser peget på en række problemer og forringelser i det reviderede projekt. Det er forvaltningens vurdering, at det reviderede projekt er fuldt tilfredsstillende og at det i den videre bearbejdning af projektet i samarbejde med brugerne er muligt at afhjælpe en lang række af de problemer, der er anført. Forvaltningen skal på den baggrund anbefale, at det reviderede projekt gennemføres.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 14. juni 2000 en kapitalbevilling på i alt 8,75 mill. kr. til udvidelse af specialfritidshjemmet på Strandparkskolen med i alt 22 pladser.
Ved licitationen i september måned var billigste tilbud på i alt 10,65 mill. kr. – svarende til en overskridelse på i alt 1,90 mill. kr. eller knap 22 pct. Årsagen til overskridelsen vurderes dels at kunne henføres til generelt pres på markedet for let byggeri og for be-tonentrepriser (krybekælder), dels at være forårsaget af et relativt kompliceret byggeri.
Da der samtidig i forvejen var tale om en ret høj pris pr. plads (specialpladser) på i alt 398.000 kr. pr. plads, fandt forvaltningen det nødvendigt at aflyse licitationen med henblik på at gennemgå projektet for mulige besparelser.
Projektet er nu gennemgået, og der er i den forbindelse fundet besparelser på i alt 1,00 mill. kr., uden at funktionskrav og arealer derved er ændret væsentligt i forhold til det oprindelige projekt.
Det er samtidig vurderingen, at det ikke er muligt at spare yderligere på projektet uden derved at foretage mere grundlæggende ændringer.
Beskrivelse af projekt til udvidelse af fritidshjemmet på Strandparkskolen
Strandparkskolens fritidshjem varetager pasningen af de svært handicappede børn fordelt på henholdsvis 2 grupper af autister, 2 grupper af multihandicappede samt 3 grupper for psykisk udviklingshæmmede. Der er derfor særlige bygningsmæssige behov, der skal tilgodeses, såsom særlige aflastningsrum samt plads til opbevaring af de mange fysiske hjælpemidler, som børnene benytter. To af grupperne er i dag midlertidigt placeret i pavilloner på skolens grund.
I det oprindelige projekt ombygges det eksisterende fritidshjem, der er på ca. 300 m2, til brug for autistgrupperne, endvidere ombygges personalerum, kontor m.v. I tilknytning hertil udføres en mindre mellembygning, der forbinder skole og fritidshjem. Samtidig vil der i forlængelse af eksisterende fritidshjem blive etableret en ny fløj, som kan benyttes af grupperne for udviklingshæmmede og multihandicappede børn. Der etableres direkte adgang til udearealet fra alle grupperum.
Til rådighed for hver gruppe vil der være et større grupperum og 2 mindre birum samt toilet, garderobeplads og depot for børnenes hjælpemidler (kørestole, rolatorer mv.). Derudover vil der blive etableret køkken/alrum til rådighed for hver afdeling. Øvrige værkstedsaktiviteter eller fysisk træning tænkes fortrinsvis udført i skolens faglokaler mv.
Planen betyder, at afdelingen for autister vil få direkte adgang til autistklasserne, idet skole og fritidshjem sammenbygges med fælles birum.
Der er i forbindelse med det foreliggende projekt afsat midler til nødvendig hegning mv. af arealet, men ikke regnet med egentlig indretning af arealet bortset fra mindre terrænarbejder og retablering efter de pavillonbygninger, der flyttes.
Når etableringen af de permanente pladser står klar, overflyttes børn og personale fra de midlertidige pavilloner til de nye lokaliteter, hvorefter pavillonerne fjernes.
Denne beskrivelse og indretning af projektet, der stammer fra den oprindelige indstilling (behandlet i Borgerrepræsentationen den 14. juni 2000), ændres ikke med det reviderede projekt.
Ændringerne i det reviderede projekt i forhold til det oprindelige projekt består først og fremmest i en række bygningstekniske og arkitektoniske forenklinger, der kun har begrænset indflydelse på planløsning og funktion. Der er tale om:
- forenklet tagopbygning – som mere svarer til resten af skolen
- bortfald af krybekælder, som medfører at installationer mv. i stedet placeres i tagrum – og som medfører at der må etableres flade lofter i stedet for skrå
- modulopbygning af bygningen i præfabrikerede elementer
- forenklet facadeforløb – med tilsvarende forenkling af tag- og fundamentsspring
- forenklet teknisk løsning på ventilationsanlæg
Det er vurderingen også fra forvaltningens pædagogiske konsulenter, at der med de foreslåede ændringer og forenklinger stadig er tale om et godt og fuldt tilfredsstillende projekt, der imødekommer de særlige arealbehov og funktionskrav, som de handicappede børn har stillet. Det skal samtidig understreges, at forenklingen af projektet er nødvendig, såfremt de ønskede besparelser skal opnås.
Skolens bestyrelse og fritidshjemmet har i skrivelser kommenteret det reviderede projekt. Forvaltningen skal i den forbindelse indledningsvis bemærke, at bearbejdning og besparelser i et byggeprojekt som følge af et for højt licitationsresultat er en helt normalt praksis, der intet har med at gøre, om børnene er handicappede eller ej.
Forvaltningen er derudover enig med skolens bestyrelse og fritidshjemmet i, at noget af den arkitektoniske variation i projektet med skrå lofter og ovenlys og mange facadespring forsvinder i det reviderede projekt. Forvaltningen må dog i den forbindelse også erkende og tage et medansvar for, at det oprindelige projekt på en række punkter var mere kompliceret og dermed dyrere end nødvendigt – samtidig med, at det er vurderingen, at det reviderede projekt også i arkitektonisk henseende er tilfredsstillende og i højere grad svarer til den øvrige del af skolen.
Dagslystilgangen til grupperummene vil blive sikret og skal naturligvis overholde gældende myndighedskrav. Forvaltningen er imidlertid opmærksom på, at primært grupperummene, som følge af ændringerne i projektet er blevet dybere. For at sikre et godt dagslys i den bageste del af rummene, vil der derfor blive indarbejdet ovenlys i grupperum og fællesrum, således som institutionen har peget på. Det er i den økonomiske ramme sikret, at der er midler hertil.
Fritidshjemmet har derudover en række bemærkninger til gangbredder, depotstørrelser, placering af servicerum mv. Forvaltningen skal i den forbindelse understrege, at arbejdet med det reviderede projekt stadig pågår, og at man i samarbejde med brugerne er indstillet på at imødekomme nødvendige funktionskrav.
På det seneste byggeudvalgsmøde, der er afholdt efter afsendelsen af skrivelserne fra skolens bestyrelse og fritidshjemmet, er der sket yderligere bearbejdning og forbedringer af projektet i retning af en imødekommelse af brugernes ønsker, - og det er aftalt, at der arbejdes videre med projektet på yderligere 1-2 byggeudvalgsmøder.
Det er i den forbindelse vurderingen, at det reviderede projekt - efter de senest foretagne ændringer - har en række forbedringer i forhold til det oprindelige, f.eks. hvad angår udformning af gangarealer, fællesrum, køkken og placering af hvilerum og depoter mm. Det er endvidere vurderingen, at det vil være muligt at få løst de fleste af de i skrivelserne anførte funktionskrav i det videre samarbejde med brugerne.
Det indstilles, på den baggrund at det reviderede projekt gennemføres som beskrevet – med de ændringer og justeringer, der efterfølgende aftales med skolen og fritidshjemmet.
Under forudsætning af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets godkendelse på mødet den 6. december 2000 vil byggeriet kunne igangsættes, så 1. etape (nybyggeriet) vil kunne færdiggøres til skolestart 2001, hvorved der vil være den fornødne plads til de 4 ekstra børn, der forventes til august næste år. De eksisterende midlertidige pavilloner vil først blive nedtaget, når byggeriet er helt afsluttet, og er færdigt og vil derfor – sammen med den nye bygning – kunne bruges til genhusning, når der i 2. etape af byggeriet bygges om og til i det eksisterende fritidshjem.
En overholdelse af denne tidsplan forudsætter dog, at der projekteres videre på det reviderede projekt, og at projektet udbydes i licitation med forbehold for Borgerrepræsentationens godkendelse. Selve byggeriet vil først blive igangsat efter Borgerrepræsentationens godkendelse.
Økonomi
Den oprindelige kapitalbevilling af 14. juni 2000 udgør 8.750.000 kr.
Samlet udgift efter licitation kr. 10.650.000
Besparelse kr. 1.000.000
Samlet udgift ved revideret projekt kr. 9.650.000
Kapitalbevilling kr. 8.750.000
Merudgifter (tillægsbevilling) kr. 900.000
Det indstilles på den baggrund at der gives en tillægsbevilling på i alt 900.000 kr. til dækning af merudgifterne.
Der kan anvises dækning for merudgiften på i alt 900.000 kr. på det i budgettet for 2001 under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen post 5.15.3. afsatte rådighedsbeløb.
Høring
Udtalelser vedrørende det reviderede projekt fra skolens bestyrelse og fritidshjemmet vedlægges som bilag.
Andre konsekvenser
Ingen
BILAG VEDLAGT
- Bilag 1: Udtalelse fra Strandparkskolens bestyrelse
- Bilag 2: Udtalelse fra specialfritidshjemmet ved Strandparkskolen
- Bilag 3: Situationsplan af skole og fritidshjem
- Bilag 4: Plan af oprindelige projekt
- Bilag 5: Plan af reviderede projekt
Peter Rasmussen
Jørn Larsen