Mødedato: 06.12.2000, kl. 13:00

Vejledningsindsats og kommende års indsatsområder for Skole- og Ungdomsvejledningen

Vejledningsindsats og kommende års indsatsområder for Skole- og Ungdomsvejledningen

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. december 2000

 

5. Vejledningsindsats og kommende års indsatsområder for Skole- og Ungdomsvejledningen

UUU 366/2000 J.nr. U193/00

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at de beskrevne mål og aktiviteter i vedlagte beretninger om Skole- og Ungdomsvejledningens "Virksomhed, mål og resultater 2000/2001" og "Aktivitets- og projektkatalog" godkendes

RESUME

Uddannelses- og Ungdomsudvalget behandlede på sit møde den 29. september 1999 Skole- og Ungdomsvejledningens redegørelse vedrørende institutionens virksomhed, mål og resultater for 1999/2000. Udvalget besluttede, at Skole- og Ungdomsvejledningen fortsat én gang årligt orienterer udvalget om den fortsatte implementering af mål- og resultatstyring.

SAGSBESKRIVELSE

Vedlagte redegørelse over Skole- og Ungdomsvejledningens virksomhed, mål og resultater 2000/2001 er en fortsættelse af forrige års redegørelser. Udgangspunktet for dette års redegørelse er et ønske om at tydeliggøre og dokumentere vejledningsindsatsen. De enkelte områder har derfor koncentreret sig om:

Arbejdsopgaver, målsætning, målopfyldelse, problemfelter samt kommende indsatsområder. Ligeledes indgår der i redegørelsen faktabokse for de enkelte områder.

Endvidere er vedlagt et katalog over aktiviteter og projekter, der fremover vil blive sammenskrevet med redegørelsen over Skole- og Ungdomsvejledningens virksomhed, mål og resultater.

 

Tværsektorielt samarbejde

Vejledningsindsatsen er i det forgange år blevet intensiveret på lokalt plan omkring unge i en marginaliseret situation. Dette arbejde er funderet i et tværsektorielt samarbejde med bl.a. lokalcentrene jf. samarbejdsaftalen 'Uddannelse og job til alle unge i København' af 4. januar 2000. Særlig redegørelse for dette arbejde forelægges udvalget primo 2001.

Behovet for individuelle uddannelsesmuligheder er stigende, hvilket har medført et intensivt samarbejde med ungdomsuddannelserne, KKU og sprogcentrene. Det drejer sig om bl.a. Startkursus for Erhvervsgrunduddannelsen, Kompetenceslusen samt de nye ordinære erhvervsuddannelser. Ligeledes er afprøvet undervisningsforløb, der udvikler personlige og sociale kompetencer hos elever med generelle indlæringsvanskeligheder.

 

Uddannelsesplaner

Som noget nyt er igangsat arbejdet med uddannelsesbøger/individuelle uddannelsesplaner, hvor alle elever i år fra 7. klasse og opefter i samarbejde med vejlederen udarbejder en uddannelsesbog og ved skoleafslutningen en uddannelsesplan. Uddannelsesplanen ligger bl.a. til grund for valg af uddannelse. Forældrene inddrages tillige i dette arbejde. Der udarbejdes endvidere særligt tilrettelagt materiale for tosprogede elever og deres forældre samt for elever i specialklasser.

 

10. klasse

Ændring af Folkeskoleloven af 2. juni 1999 med ikrafttræden august 2000 indebærer en ændring af det hidtidige 10. klassetilbud med større fokus på basale færdigheder, brobygning og uddannelsesvalg. Tilrettelæggelsen af 10. klasse tager udgangspunkt i den enkelte elevs uddannelsesplan, hvilket medfører et øget behov for koordinering, dels skolerne imellem og dels mellem kommunen og ungdomsuddannelserne.

 

Internationalisering

Siden maj 2000 har den centrale enhed af Skole- og Ungdomsvejledningen i samarbejde med en international medarbejder forestået implementeringen af forvaltningens internationale indsats. Samtlige af forvaltningens ansvarsområder er involveret i arbejdet, og udvalget orienteres særskilt om denne indsats medio 2001.

 

Forbedring af Skole- og Ungdomsvejledningens EDB-værktøjer

Gennem det sidste år har en tværgående arbejdsgruppe i forvaltningen arbejdet med og undersøgt mulighederne for etablering af et nyt web-baseret vejledningssystem. Kommunedata har fået til opgave at udarbejde en 1. version primo 2001.

 

Forbedring af Skole- og Ungdomsvejledningens fysiske rammer

Skole- og Ungdomsvejledningen har til huse i bagerste bygning på 3. sal på Kildevældsskolen, Ydre Østerbro.

Der er endnu ikke fundet egnede, centralt beliggende lokaler, der kan opfylde ønsket om et miljø for åben vejledning for unge og deres forældre samt kursus- og projektlokaler.

 

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser.

Det kan oplyses, at nærværende virksomhedsplan er udarbejdet i 400 stk. til en samlet pris af 25.750 kr. excl. moms, som afholdes inden for institutionens budget kontonr. 10641386-06.

 

Høring

Ingen

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Skole- og Ungdomsvejledningens Virksomhedsplan
  • Bilag 2: Skole- og Ungdomsvejledningens Aktivitets- og projektkatalog

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

 

Til top