Mødedato: 06.11.2002, kl. 08:15

Anlægsbevilling til udbygning af Bavnehøj Skole og Sortedamskolen

Anlægsbevilling til udbygning af Bavnehøj Skole og Sortedamskolen

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. november 2002

 

 

9.      Anlægsbevilling til udbygning af Bavnehøj Skole og Sortedamskolen

 

UUU 467/2002  J.nr. U169/02

 

 

INDSTILLING[e1] 

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalgt overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,

 

at      der gives en anlægsbevilling på 5,5 mill. kr. til færdiggørelse af helhedsplanen for Bavnehøj Skole

 

at      den foreslåede ændring af helhedsplanen for Sortedamskolen godkendes                   

 

at      der gives en anlægsbevilling på 19,3 mill. kr. til færdiggørelse af 1. etape og gennemførelse af 2. etape af helhedsplanen for Sortedamskolen, samt etablering af en modtagelsesklasse

 

 

 

RESUME[e2] 

 

Bavnehøj Skole

Bavnehøj Skole er omfattet af handleplan 2000, hvor det blev godkendt, at skolen  skulle udbygges fra 2 til 3 spor og at der skulle etableres KKFO med 4 grupper. Helhedsplanen for skolen blev efterfølgende revideret og godkendt af Uddannelses- og Ungdomsudvalget på mødet den 17. januar 2001. De første etaper af helhedsplanen er gennemført og tilbage resterer blandt andet etablering af pædagogisk servicecenter, etablering af klasselokaler i den eksisterende hovedbygning samt reetablering af friarealer. Byggeriet blev igangsat i 2000 med forventet afslutning i 2004.

 

På baggrund af et ønske fra skolen om at begrænse generne i forbindelse med udbygningen har forvaltningen i samarbejde med skolens byggeudvalg drøftet en ændret tidsplan, hvor byggearbejderne færdiggøres inden skolestart i 2003. Som følge heraf sker der en tilsvarende ændring af det økonomiske forbrug. Den  samlede budgetramme for helhedsplanen er uændret.

 

På den baggrund søges om en anlægsbevilling på 5,5 mill. kr. således, at handleplanen for Bavnehøj Skole kan afsluttes i 2003 og ikke som oprindelig planlagt i 2004.  

 

Sortedamskolen

Sortedamskolen har både været omfattet af handleplan 99 og handleplan 2001. Som følge af ændrede behov og forudsætninger er helhedsplanen for skolens udbygning således ændret flere gange. Senest er fremkommet et ønske om en mindre udvidelse af helhedsplanen, så der skaffes plads til en modtagelsesklasse på skolen, som der er stort behov for placering af. Etableringen af modtagelsesklassen har ikke konsekvenser for skolens øvrige udbygning, idet klassen indrettes i en hidtil uudnyttet tagetage. Som følge af de mange ændringer inkl. modtagelsesklassen foreslås en udvidelse af det samlede budget for helhedsplanen med 3,2 mill. kr. til i alt 40,6 mill. kr.

 

I 2003 færdiggøres 1. etape af helhedsplanen, og 2. etape inkl. den foreslåede modtagelsesklasse påbegyndes med forventet afslutning i 2004.  På denne baggrund søges om en samlet anlægsbevilling på 19,3 mill. kr. til færdiggørelse af 1. etape og gennemførelse af 2. etape i henhold til skolens helhedsplan inkl. etablering af en modtagelsesklasse.

 

 


SAGSBESKRIVELSE[e3] 

 

Bavnehøj Skole

Projekt

Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendte på mødet den 17. januar 2001 revideret helhedsplan for Bavnehøj Skole, hvor skolen udvides fra 2 til 3 spor inkl. KKFO. Udbygningen af Bavnehøj Skole blev igangsat i 2000 med en forventet afslutning i 2004. De første etaper af udbygningsplanen for skolen er gennemført, og tilbage resterer etablering af pædagogisk servicecenter på 1. sal i skolens hovedbygning, etablering af klasselokaler i skolens hovedbygning og reetablering af friarealer samt nedlæggelse og flytning af det midlertidige fritidshjem Børneborgen på Tranehavevej til skolens nye KKFO.

 

Byggeprojektet har nu været i gang i 2 år med deraf følgende gener for skolen. Skolens byggeudvalg har på den baggrund rettet henvendelse til forvaltningen med et ønske om at få fremmet byggeprocessen, så generne for skolen kan reduceres. I samarbejde med skolens byggeudvalg er der derfor udarbejdet en ny tidsplan for byggeriet, hvor byggeperioden afkortes således, at udbygningen af skolen allerede er færdig til skolestart 2003 og ikke som oprindelig planlagt i 2004. Derved opnås samtidig en mere rationel gennemførelse af byggeriet ved, at samtlige arbejder i hovedbygningen udføres i sammenhæng i stedet for som oprindeligt planlagt i etaper. 

 

Økonomi

Ændringen i tidsplanen medfører en tilsvarende forskydning i budgettet således, at forbruget i 2002 og 2003 forhøjes. Ændringen i tidsplanen har ingen konsekvenser for den samlede budgetramme til helhedsplanens gennemførelse. 

 

Der søges om en anlægsbevilling på 5,5, mill. kr. til afslutning af byggearbejderne ved Bavnehøj Skole således, at helhedsplanen er gennemført medio 2003.

 

 

Sortedamskolen

Projekt

Sortedamskolen er omfattet af 2 handleplaner, HP 99 og HP 2001. Helhedsplanen under HP 99 indebar en udbygning af skolen fra 1 til 2 spor. Under gennemførelsen af denne plan viste der sig behov for at udvide skolen med endnu et spor til 3 spor. Som konsekvens heraf blev der udarbejdet en ny helhedsplan for Sortedamskolen under HP 2001, som bl.a. er baseret på inddragelse af den tidligere Ryesgades Skole i Ryesgade 101. Desuden blev arbejdet under HP 99 stoppet, så kun en del af 1. etape (HP99) blev gennemført.

 

Den seneste helhedsplan for skolen (HP 2001) består af 3 etaper, hvor 1. etape, ombygning af skolens hovedbygning, blev igangsat medio 2002 og forventes afsluttet medio 2003. Helhedsplanens 2. etape planlægges igangsat medio 2003 med forventet afslutning medio 2004. 2. etape omfatter ombygning af Ryesgade 101 med etablering af et indskolingsområde og KKFO. Der indrettes endvidere musiklokale, pædagogisk servicecenter, indskolingsværksted, billedkunstlokale, natur/tekniklokale, lærerværelse og pædagogisk værksted. 

 

Ryesgade 101, herunder Billedskolens tidligere lokaler, er midlertidigt indrettet til skoleformål blandt andet til basislokaler og administration. Derudover er der ligeledes i Ryesgade 101 etableret en midlertidig KKFO til 84 børn i Musikskolens tidligere lokaler. Den midlertidige KKFO er etableret i sommeren 2002, hvor der opstod et akut behov for fritidshjemspladser til Sortedamskolen.

 

Ved igangsætningen af 2. etape i 2003 flyttes eleverne fra Ryesgade 101 til skolens hovedbygning og nabobygning, mens KKFO´en forbliver i de midlertidige lokaler i Ryesgade 101. Under ombygningen flyttes KKFO´en rundt i bygningen i takt med færdiggørelsen af lokalerne.

 

Ved udarbejdelsen af helhedsplanen (HP2001) var det forudsat, at hele Ryesgade 101 blev ombygget på én gang, så snart bygningen blev frigjort, og at KKFO'en  først derefter blev etableret. Som tidligere nævnt har det stigende behov for fritidshjemspladser imidlertid gjort det nødvendigt at indplacere en midlertidig KKFO i Ryesgade 101 allerede fra sommeren 2002. Dette medfører efterfølgende merudgifter til interne omflytninger og midlertidig indretning samt øgede byggeudgifter som følge af, at ombygningen af Ryesgade 101 må deles i flere etaper i stedet for at kunne gennemføres samlet.

 

I det hele taget har skolens udbygning indtil nu været præget af mange ændringer i rækkefølge og udskydelser – bl.a. som følge af manglende anlægsøkonomi -  samt nødvendige interne omflytninger for, at skolen kunne fungere under den langstrakte proces, hvilket har været med til at fordyre det i forvejen komplicerede byggeri.

 

Merudgifterne som følge af de mange ændringer i udbygningen (herunder indplacering af midlertidig KKFO) og den langstrakte udbygning m.m. skønnes til i alt 2,5 mill. kr.

 

Derudover er der et ønske om at placere en modtagelsesklasse  til 18 børn ( blandet M 0/1) i Ryesgade 101. Der er i samarbejde med skolen udarbejdet forslag til indplacering af klassen i en hidtil uudnyttet tagetage. Modtagelsesklassen foreslås indrettet samtidig med de øvrige ombygningsarbejder i 2. etape af skolens helhedsplan, hvilket samlet er med til at billiggøre indretningsudgifterne til klassen.

 

Udgifterne til indretning af M-klassen udgør i alt 0,7 mill. kr. Etableringen af modtagelsesklassen er en udvidelse af skolens helhedsplan og er derfor ikke indeholdt i det oprindelige budget for skolens udvidelse.

 

Baggrunden for ønsket om at placere en modtagelsesklasse på skolen er, at fordelingen af tosprogede og etsprogede elever på de københavnske folkeskoler er meget skæv. For at modvirke den skæve fordeling er det et led i den politiske vedtagne udviklingsplan for tosprogsområdet, at forvaltningen skal omplacere modtagelsesklasserne til skoler med relativt få tosprogede elever med henblik på udslusning på samme skole.

 

Skolerne på  Indre Nørrebro har meget høj andel af tosprogede elever (43-83 %), og området har ingen modtagelsesklasser for de yngste elever (6-10 år). På denne baggrund foreslås det at etablere en  modtagelsesklasse for de yngste elever på en nærtliggende skole med få tosprogede elever.

 

Sortedamsskolen ligger lige op til Indre Nørrebro og har kun 13% tosprogede elever. Skolens ledelse, lærergruppe og skolebestyrelse er positive overfor at skulle påtage sig denne integrationsgruppe. Samtidig vil den beskrevne placering af en M-klasse for 6-10 årige i et indskolingshus i Ryesgade give optimale muligheder for et samarbejde mellem modtagelsesklasse og normalklasser.

 

Økonomi

På baggrund af ovenstående foreslås, at det samlede budget for skolens udbygning udvides med i alt 3,2 mill. kr. ( 2,5 mill. kr. som er  merudgifter til ombygning, flytninger og midlertidige lokaleindretninger samt 0,7 mill. kr. til indretning af modtageklasse). Den samlede budgetramme til skolens udbygning bliver således 40,6 mill. kr.

 

Der ansøges i den forbindelse om en samlet anlægsbevilling på i alt 19,3 mill. kr. til afslutning af 1. etape samt gennemførelse af 2. etape - inkl. etablering af en modtageklasse på Sortedamskolen og de merudgifter, der er forbundet med de mange ændringer i planerne for skolens udbygning.

 

 

Økonomi

 

Bavnehøj Skole

Den  samlede anlægsbevilling til færdiggørelse af udbygningsplan for Bavnehøj Skole udgør  5,5 mill. kr. Udgiften fordeler sig med 1,0  mill. kr.  i 2002 og med 4,5 mill. kr. i 2003.

 

Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2002 på i alt 1 mill. kr. på budgettet for 2002 under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens afsatte rådighedsbeløb til folkeskoler konto 3.01.3.

 

Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2003 på i alt 4,5 mill. kr. på budgettet for 2003 under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens afsatte rådighedsbeløb til folkeskoler konto 3.01.3.

 

Sortedamskolen

Den samlede anlægsbevilling til færdiggørelse af 1. etape, igangsættelse / gennemførelse af 2. etape inkl. etablering af modtageklasse udgør 19,3 mill. kr.  Udgifterne fordeles med 10,3 mill. kr. i  2003 og med 9,0 mill. kr. i 2004.

 

Udgifterne på i alt 10,3 mill. kr. i 2003 fordeler sig med  7,3 mill. kr. på skoledelen og 3,0 mill. kr. til KKFO.

 

Udgifterne på i alt 9,0 mill. kr. i 2004 fordeler sig med 6,0 mill. kr. på skoledelen og 3,0 mill. kr. til KKFO.

 

Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften til skoledelen i 2003 på 7,3 mill. kr. på budgettet for 2003 under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens afsatte rådighedsbeløb til folkeskoler konto 3.01.3.

 

Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften til KKFO i 2003 på 3,0 mill. kr. på budgettet for 2003 under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens afsatte rådighedsbeløb til KKFO konto 3.15.3.

 

Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften til skoledelen i 2004 på 6,0 mill. kr. på budgettet for 2004 under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens afsatte rådighedsbeløb til folkeskoler konto 3.01.3.

 

Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften til KKFO i 2004 på 3,0 mill. kr. på budgettet for 2004 under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens afsatte rådighedsbeløb til KKFO konto 3.05.3.

 

 

Miljøvurdering

 

Bavnehøj Skole

Hvor det har været muligt i forbindelse med nødvendige bygningsændringer, er der taget hensyn til nedbringelse af bygningernes varmetab. De nye natur/teknik og fysiklokaler overholder bygningsreglementets ventilationskrav gennem naturlig ventilation. I skolens birum er der nu oprenset for de tidligere forekomster af asbest.

 

Sortedamskolen

Ved bygningsændringer i eksisterende bygninger er der taget hensyn til varmetab, hvor det er muligt. Ombygning af uudnyttet tagetage opfylder bygningsreglementets krav.

 

 

Høring

 

Bavnehøj Skole

Der er ikke foretaget høring, da det er skolen, som i samarbejde med forvaltningen har ønsket en fremrykning af tidsplanen for byggeriets gennemførelse. Byggeriet er i overensstemmelse med den oprindelige og reviderede helhedsplan for skolen.

 

Sortedamskolen

Høringssvar fra skolebestyrelsen vedrørende placering af modtagelsesklasser vil foreligge til mødet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 6. november 2002.

 

 

BILAG VEDLAGT

·        Bilag 1: Situationsplan med angivelse af Sortedamskolen

·        Bilag 2: Etageplan Bavnehøj Skole

·        Bilag 3: Etageplan Sortedamskolen

·        Bilag 4: Høringssvar fra skolebestyrelsen ved Sortedamskolen vedr. etablering af m-klasser (udsendes med den gule mappe 4. november 2002)

 

 

 

 

                 Peter Rasmussen            

                                                              Jørn Larsen

 

 

 


 


 [e1]00104792DOC

 [e2]00104793DOC

 [e3]00104807DOC

Til top