Mødedato: 06.10.2004, kl. 08:15

Tidligere indskrivning til fritidsinstitutioner

Tidligere indskrivning til fritidsinstitutioner

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. oktober 2004

 

 

7.      Tidligere indskrivning til fritidsinstitutioner

  J.nr. U91/04

 

 

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ung­domsfor­valtningen og Familie- og Ar­bejdsmar­kedsforvalt­nin­gen ind­stiller til Uddannelses- og Ung­domsud­valget og Familie- og Arbejdsmar­kedsudval­get,

 

at    Uddan­nelses- og Ungdoms­udvalget og Familie- og Arbejds­markedsud­valget god­kender, at der indføres mulighed for tidligere indskrivning i fritidshjem og KKFO fra og med år 2005 således, at den tidligere indskrivning rykkes fra 1. maj til 1. april

 

at   Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvalt-

       ningen i november 2004 udsender informationsmateriale til kommende skole-

       børn og til børnehaver og fritidsinstitutionerne om 1. april ordningen.

 

 

RESUME

 

I forlængel­se af "Bør­neplanen" har Økono­miforvalt­ningen, Fa­milie- og Arbejdsmar­kedsforvalt­ningen og Uddannelses- og Ung­domsfor­valtningen undersøgt mulighe­derne for at nedbringe ventelisterne til 0–6 års institutio­nerne ved dels at om­strukturere fritids­hjemsplad­ser til 0–6 årspladser og dels at foretage tidligere ind­skrivning i fritids­hjem/KKFO.

 

Nærværende indstilling omhandler alene forslag om mulighed for fremrykning af indskriv­ningen i fritidsinsti­tutioner fra 1. maj til 1. april gæl­dende fra og med år 2005. En undersø­gelse har vist, at ven­telistekur­ven (vedrø­rende vug­gestueplad­ser) kan "knækkes" i foråret ved at fremrykke praksis for start i fri­tidsinstituti­oner, hvor­ved der samtidig skabes mu­lighed for en reduktion i udbygningsbehovet af 0-6 årsinstitutio­ner.

 

Den tidligere indskrivning vil i praksis kun gælde i det omfang, der er mulighed for at udnytte ledige fritidsinstitutionspladser og lignende og hvor det medvirker til at af­hjælpe ventelisterne i 0-6 årsinstitutioner.

 

Forslaget har været fremlagt for forligskredsen omkring "Børneplanen". Endvidere har Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 4. august besluttet at udsende forslaget til høring hos institutioner, skoler og forældreorganisationer.

 

Ved høringsfristens udløb, er der indkommet høringssvar fra 35 fritidsinstitutioner og 18 skoler, samt en udtalelse fra daginstitutionernes landsorganisation og fra et medlem af Det centrale Forældreforum.

 

Det er forvaltningernes vurdering, at høringssvarene ikke giver anledning til at ændre forslaget, og på denne baggrund indstiller forvaltningerne, at der med virkning fra og med år 2005 indføres tidligere indskrivning i fritidsinstitutioner således, at indskrivningen rykkes fra 1. maj til 1. april.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

I forlængelse af "Børneplanen" har Økonomiforvaltningen, Familie- og Arbejdsmar­kedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen undersøgt mulighe­derne for at nedbringe ventelisterne til 0–6 årsinstitutionerne ved at foretage tidli­gere indskrivning i fritidshjem/KKFO.

 

I den udstrækning der - som følge af ledige institutionspladser og/eller tilpasning af pladsnormering - kan tilvejebringes pladser i fritidsinstitutioner har børn kunnet ind­skrives til fritidsinstitutioner pr. 1. maj forud for skolestart.

 

I 2003 var der ca. 560 ledige pladser i fritidshjem/KKFO i april. Der var således mulighed for at indskrive 560 børn i fritidshjem/KKFO allerede i april måned. Sammenholdes dette med, at ca. 1340 børn begyndte i fritidshjem/KKFO i maj må­ned, efter at forældrene havde accepteret tilbuddet om plads, ses at efterspørgslen efter pladserne i foråret kan formodes at være til stede.

 

Det bemærkes, at såfremt forslaget om at omstrukturere ca. 160 fritidsinstitutions­pladser til 0-6 års institutionspladser gennemføres, vil antallet af ledige fritidsinstitutionspladser selvsagt blive reduceret. Sagen om omstrukturering af pladser forventes behandlet på et fællesmøde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget i november måned.

 

Begynder de kommende skolebørn i fritidshjem/KKFO den 1. april, vil det medføre, at ventelisten til vuggestue/dagplejen knækkes i marts måned (se diagram 1).

 


Diagram 1: Skønnet effekt på ventelisten for børn over 1 år ved tidligere ind­skrivning fra 1. april 2005

 


Erfaringen med ventelisterne vuggestue/dagpleje er, at de er stigende i foråret indtil april måned. Når de kommende skolebørn er indskrevet og begynder i fritids­hjem/KKFO i maj måned falder ventelisterne (se fuldt optrukket linie ovenfor). Ind­føres tidligere indskrivning den 1. april, kan det således forventes, at ventelisterne vil falde allerede i april måned (se stiplet linie ovenfor). Tidligere indskrivning kan således reducere ventelisterne. I diagrammet er vist et skønnet fald på 214 pladser, svarende til, at nettoeffekten på ventelisteudviklingen fra april til maj forskydes en måned bagud.

 

Endvidere kan tidligere indskrivning reducere udbygningsbehovet. Udbygningsbe­hovet for 0-6 års pladser er beregnet for den måned, hvor ventelisten er længst - ty­pisk april måned. Tidligere indskrivning i fritidshjem vil nedbringe ventelisten bety­deligt i netop denne måned. Dermed vil "toppunktet" for udbygningsbehovet blive forskubbet fra april til marts, og effekten på udbygningsbehovet er dermed differen­cen mellem ventelisterne for de to måneder, svarende til et fald på 62 helårspladser.

 

Såfremt forslag om mulighed for tidligere indskrivning i fritidsinstitutioner gennemføres, skal der udarbejdes supplerende informationsmateriale herom i forbindelse med udsendelse af materiale om indskrivning til folkeskole og fritidsinstitutioner, jf. den herom fastlagte procedure med indskrivning i folkeskole/institution i november måned. Ydermere skal der sendes informationsmateriale til børnehaver. I de områder af byen, hvor der tilbydes tidligere indskrivning i fritidsinstitutioner, vil skolerne i forbindelse med indskrivningen af elever i folkeskolen til kommende skoleår kunne oplyse forældrene om tilbudet.

 

 

Høringssvar

 

Forslaget har været i høring hos institutionerne, skolerne og forældreorganisationerne. Ved høringsfristens udløb er der indkommet høringssvar fra 35 institutioner og 18 skoler, samt udtalelse fra Daginstitutionernes Landsorganisation og fra et medlem af Det centrale Forældreforum.

 

Det fremgår af svarene, som er vedlagt indstillingen, at de spænder over en bred vifte af tilkendegivelser og bemærkninger til forslaget. Svarene indeholder dels pædagogiske overvejelser vedrørende forslagets betydning for børnene, dels ressourcemæssige overvejelser af betydning for den enkelte institution og dels praktisk/administrative overvejelser af betydning for den enkelte institution.

 

 

Pædagogiske overvejelser vedrørende børnene

 

Flere institutioner ser fordele i forslaget, idet fremrykningen giver børnene en måned mere til indkøring i fritidshjem/KKFO før skolestarten i august.

 

"Efter min bedste overbevisning må det være en fordel, at børnene starter til april i stedet for maj. Indkøringsperioden bliver længere inden skolestarten."

Fritidshjemmet / Klub 89, Sundholmsvej 89 og 93.

 

"Vi har erfaring for at indskrivning af børn i fritidshjem pr. 1. maj giver en langt mere rolig og overskuelig skolestart i august for de pågældende børn. Og dette vil kun forbedres yderligere ved en indskrivning allerede 1. april."

O. H. Bærentzens fritidshjem & Klub, Grækenlandsvej 76

 

Omvendt hæfter andre institutioner sig ved, at forslaget kan medføre børn i fritidshjem/KKFO, som ikke er modne, og evt. gøre vurderingen af børnenes skolemodenhed vanskeligere.

 

"Jo før børnene starter i fritidshjem, desto større er risikoen for, at børnene ikke er parate i deres udvikling."

Klittens Fritidshjem, Klitmøllervej 7.

 

I denne forbindelse må forvaltningerne dog bemærke, at børnene er fundet modne til at begynde i skole til august og er indskrevet i skole, inden de begynder i fritidshjem/KKFO.

 

Flere deltagere i høringen ser det som en forudsætning for en vellykket indskrivning, at børnene kan indskrives i kammeratskabsgrupper m.v.

 

"..vil jeg gerne tilslutte mig indstillingen såfremt: der ikke er tale om at enkelte børn flyttes, men at der er tale om mindst 5 børn af gangen, og at disse bør flytte til samme fritidshjem/KKFO"

Jens T. Hansen, Det centrale Forældreforum

 

I denne forbindelse kan forvaltningerne bemærke, at indskrivning i april vil foregå på samme måde som indskrivning i maj som et frivilligt tilbud for forældrene, og at der vil blive taget hensyn til kammeratskabsgrupper m.v. i videst muligt omfang.

 

Ressourcemæssige overvejelser

Flere institutioner hæfter sig ved, at tidligere indskrivning vil medføre et behov for tilførsel af flere ressourcer til institutionerne.

 

"Vores opfattelse af situationen er den, at der skal tilføres midler svarende til en børnehavenormering i perioden fra opstarten på fritidshjemmet til skolestarten"

Fritidshjemmet Hvepsereden, Nørre Søgade 25.

 

Forvaltningerne skal her gøre opmærksom på, at forslaget forudsætter, at indskrivning 1. april foregår efter samme retningslinier som den nuværende indskrivning 1. maj, herunder normering m.v.

 

Praktisk/administrative overvejelser

Flere institutioner har i deres svar hæftet sig ved, at forskellige praktisk/administrative forhold umiddelbart må tilpasses til tidligere indskrivning, såfremt forslaget om tidligere indskrivning vedtages. Herunder behov for tilpasning af personalets ferieplanlægning, afvikling af koloni, aktiviteter specielt for kommende skolebørn m.v.

 

Endvidere har nogle institutioner hæftet sig ved, at forslaget om tidligere indskrivning kan kollidere med fritidsinstitutionernes samtænkning med skolerne.

 

"Problemet er bare, at de faste voksne – personalet – allerede har planlagt deres tid resten af skoleåret, nemlig til samtænkning med skolerne"

Labyrinten, Worsaaesvej 8.

 

Forvaltningerne er opmærksomme på, at forslaget kan medføre behov for tilpasninger af ferieplanlægningen, afvikling af koloni, aktiviteter for kommende skolebørn, samtænkning m.v. i institutionerne.

 

Ligeledes har nogle institutioner påpeget, at institutioner med sproggrupper, hvor sproggrupperne opholder sig i fritidshjemmet om formiddagen, kan få pladsproblemer. Hertil må forvaltningerne dog bemærke, at tidligere indskrivning forudsætter, at der er ledige pladser i det pågældende fritidshjem/KKFO. Endvidere har forvaltningerne tiltro til, at der kan findes en praktisk løsning i de konkrete tilfælde.

 

 

Økonomi

 

Efter gældende praksis og retningslinier overføres driftsmidler fra Familie- og Ar­bejdsmarkedsforvaltningen til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen til dækning af udgifter forbundet med tidligere indskrivning i fritidsinstitutioner – ca. 4.800 kr. pr. barn pr. måned.

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

 

Høring

 

Ingen yderligere bemærkninger.

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Høringssvar samt oversigt over indkomne høringssvar

 

 

 

 

                                 Peter Rasmussen                      Grethe Munk             

 

 


 


Til top